100 milliarder idioter kan ikke tage fejl

     

          Kristeligt Dagblad

                                                                                       Mandag den 15. september 2008

 

 

 

100 milliarder idioter kan ikke tage fejl

 

 

Når ateismen sætter alt ind på at ødelægge den kristne tilværelsesforståelse, må man nødvendigvis spørge, hvor meget der så bliver tilbage af den vesterlandske kultur.

 

”I de seneste år er ateismen blevet mondæn, og der er dukket stadig flere op, som er bevidste om deres holdninger og stolte over at påtage sig en rolle som ægte samfundsrevsere”

 

 

af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

 

 

Hvis vi lever vort liv ud fra den grundopfattelse, at den verden, som omgiver os, og som vi selv er en del af, alene består af biologiske væsener, menneske- og naturskabte ting, samt af rationelle overvejelser derom, og at intet er større end os selv, så vil ateismen være et naturligt prisme til fortolkning af det, vi kalder kultur.

 

Har man som ateist en positiv åbning overfor tilværelsen, kan man udmærket i kristendommen finde væsentlige bidrag til kulturudviklingen, selvom man er overbevist om, at sådanne bidrag er udtryk for uvidenhed eller naivitet.

 

Den negative, aggressive ateisme derimod nærmer sig alt, hvad der har med kristendom eller religion at gøre med vrede og forargelse. I dette perspektiv er kristne og alle andre troende, levende som døde kun milliarder af idioter, der udelukkende har præget historie og nutid gennem uvidenhed, overtro og hykleri.

 

Danmark har siden 1800tallet været et frugtbart væksthus for ateister. De fleste gør sig ikke mange tanker om ateismens indhold. Men i de seneste år er ateismen blevet mondæn, og der er dukket stadigt flere op, som er bevidste om deres holdninger og stolte over at påtage sig en rolle som ægtesamfundsrevsere, der kæmper en ædel kamp for sandheder og tankens renhed. De fleste bekender sig gerne som humanister, selvom humanisme er et vidt begreb, som indeholder ligeså mange negative som positive begreber.

 

Blandt de mange humanistiske ideologer, som for tiden fører sig stærkt frem her i landet, falder blikket på Tim Jensen, Lone Frank og Michael Rothstein. Niels Jørgen Kordt og Dennis Nørmark står bag organisationen Humanistisk Samfund. De vil herigennem arbejde for at skabe et ateistisk modstykke til den kristne dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Og de vil tage initiativ til, at folkeskolens børn kan oplæres i den ateistiske ”religion”. Det må være det religionsprægede i bevægelsen, der lader formanden for folkeskolens religionslærerforeningen byde dem velkommen i religionstimerne.

 

Andre ateister kalder sig direkte materialister og vedkender sig dermed det direkte slægtskab med marxisme og kommunisme. Det gælder i et vist omfang den amerikanske forfatter og biolog Richard Dawkins (”Illusionen om Gud”, 2007) og ganske konkret journalisten Christopher Hitchens (”gud er ikke stor. Hvordan religion forpester alt”, 2007). De nævnte har vakt stor opmærksomhed i danske kredse. Det er Hitchens’ synspunkter, som især skal berøres her

 

Humanisterne og materialisterne er enige i deres udgangspunkt: Der findes ingen gud. Det, som vi kalder Gud, er vores eget tankeprodukt, og det kan under ingen omstændighed bestå for en videnskabelig undersøgelse. De er også enige i deres målsætning: Når religion bygger på bedrag og hykleri, er den finale opgave at befri verden fra alt, hvad der har med religion at gøre gennem logisk afsløring af det negative, som den religiøse løgnagtighed har skabt. Dermed yder ateismen sit bidrag til frigørelse af mennesker fra den religiøse formørkelse. En gud, som mennesket selv har udtænkt, er naturligvis også bærer af alle de laveste instinkter og den ondskab, som mennesket rummer. Kun hvis vi kan befries fra religionen, er det mulighed for at sprænge de bånd, som forhindrer udviklingen af en sand og ægte menneskelighed.

 

Christopher Hitchens interesserer sig ikke for det, som er religionens grundlag, det, som er begrundet i helligskrifterne, i de gudstjenestelige handlinger, i normgivende bekendelsesskrifter, eller som kommer til udtryk i det overvældende kulturbidrag, som kristne med inspiration fra deres tro og inderlighed har skabt.

 

Det, som optager Hitchens, er noget ganske andet, nemlig alle de udskejelser, som magtsyge mennesker har foretaget sig i religionens navn for eget udbyttes skyld.

 

På fundamentalistisk vis tager han de mange tidsbestemte udtryk for brutalitet, f. eks. i Det gamle Testamente til indtægt for sit korstog mod kristendommen. Han ser bort fra, at Det gamle Testamente som meget andet i den kristne tradition skal betragtes gennem Jesu pointering af det dobbelte kærlighedsbud og hans radikale opgør med en dømmende lovreligion. Og han er tilsyneladende uden viden om, at religionskritik i århundreder har været et aktuelt element i kristen teologi.

 

For Hitchens er det vigtigere selektivt at indsamle beretninger om kristne misforhold fra næsten hele verden. Han vil dokumentere en uoverskuelig mængde af forbrydelser, der er begået af kristne. Med stort velbehag skaber han en atmosfære af uhygge omkring en kristendom, der gennem århundreder har været krater for spredning af forbrydelser, som mord, vold, terror, drab tortur og seksuel undertrykkelse. Og ingen har kunnet præstere underholdning som kirkens mænd, der kunne byde på heksebrænding eller yde bistand ved partering af mennesker, der skulle lægges på stejle og hjul.

 

Det er religionen, der har stået i spidsen for en ødelæggende indoktrinering af børn. Den har knækket al naturlighed hos dem og indpodet dem en ødelæggende seksualskræk. Hos kirkens folk var det ønskværdigt at børn skulle leve med størst mulig smerte. Kristendommen har således skylden for alverdens forbrydelser, for religion er en uforsonlig fjende af videnskab og fri forskning, fordi den ved sit menneskeskabte bedrageri ønsker at holde folk i uvidenhed og slaveri. Hitchens er overbevist om, at der er næsten 100 % risiko for, at en person, som begår kriminalitet, er stærkt forankret i troen. Næstekærligheden derimod har rod i friheden, som skabtes af oplysningstiden og modernismen, hævder han.

 

Hitchens har ret i, at man ikke kan bevise Guds eksistens. Men han skænker det ikke mange tanker, at det også er ligeså umuligt at bevise, at han ikke eksisterer. Alt, hvad der dybest set angår mennesket, har med tro at gøre og kan ikke bevises. Jeg kan ikke bevise, at min kone elsker mig. Men jeg tror, at hendes kærlighed omgiver mig, så hele mit liv og alt, hvad jeg siger og skaber, er præget deraf. Og uden den ville mit liv være askegrå tomhed.

 

I hele kristendommens historie er det troen, der har været baggrund for kulturel skabelse. Herigennem er musik, digtekunst, maleri, arkitektur vokset frem. Etikken og samfundsmoralen har fundet sin inspiration og sin form ud fra troen på Kristi kærlighed. Den kristne etik, og den deraf afledte hverdagsmoral, har igennem århundreder under forskellige former været almindelig vejledning for ret og uret. Og forkyndelsen af den kristne tro har været den ængsteliges tilflugt i liv og død, læs f. eks.. Buk-Swienty: ”Slagtebænk Dybbøl”, 2008. Hvor en almen samfundsmoral svækkes eller forsvinder, er det selvhævdelsen, der tager over.

 

Hvor stor en betydning den overleverede etik har haft, træder tydeligt frem i de kristne landes forfatninger og love om demokrati, om sociale forhold og omsorg for de fattige. Når disse bestemmelser ikke længere har folkelig tilslutning, erstattes de af et utåleligt netværk af verdslig lovgivning, aktuel kulturradikal erindring og uoverskuelig regulativer. Ateismen vil udslette den kulturelle erindring fra bevidstheden. Men den har intet at sætte i stedet. Og uden den kulturelle erindring, er man ikke mere et folk.

 

Når ateismen sætter alt ind på at ødelægge den kristne tilværelsesforståelse, må man nødvendigvis spørge, hvor meget, der så bliver tilbage af den vesterlandske kultur, for den er jo i mange tilfælde skabt af og forkynder af kristendom. Tag forkyndelsen ud af Dantes, Shakespeares, Luthers og Kierkegaards værker, af de store maleres lærreder, eller af komponisternes lovprisninger, så falder de sammen, ødelagt af kulturskændernes utålsomhed. Og givet er det, at det ikke er ud fra ateismens kastrerede univers, at der skabes ny kultur.

 

Men vil ateismen så skabe en bedre verden? Ateistiske samfund har ingen lang historie. Men de markante samfund, der hidtil har været opbygget på denne ideologi, er ikke attraktive. Kommunismens djævelske menneskeundertrykkelse måtte betales med 100 millioner menneskeliv. Nazismen, der have brutaliteten som dyd, havde en florissant periode.