Et kulturmøde – Kristne og muslimer i Danmark

 

Et kulturmøde – Kristne og muslimer i Danmark

 

Af Poul E. Andersen

 

 

Præsteforeningens Blad, 89. årgang. 26.november 1999/47

                                                                                                                                                

 

I Danmark har der altid fundet kulturmøde sted. Indvandring fra øst og syd har været væsentlige led i befolkningsudviklingen, fjendtlige indfald har sat sig synlige spor, og handelsfolk og missionærer har påvirket landets befolk­ning.

 

I de sidste par århundreder udviklede der sig en slags enhedskultur. Små indvandrergrupper som huguenotter, jøder, kartoffel­tyskere og polske roear­bejdere tillempede sig danske forhold eller lod sig assimilere uden væsent­lige problemer, men har dog i stilfærdighed ladet danske møde fremmede livssyn. Filosofisk, sproglig, kunstnerisk og teologisk påvirkning fra Tysk­land gled ind i dansk kultur, uden at det for alvor oplevedes som fremmed. Også fransk indflydelse, især på den politiske og pædagogi­ske tænkning, har været mærkbar og er stort set accepteret. En vældig påvirkning af dansk al­menkultur er sket gennem efter­krigstidens øgede velstand, der var baggrund for teknologisk massekommunikation og den eksploderende turisme. Føl­gerne heraf har ikke været ubetinget positive, en følgagtighed overfor re­klametrends, en accept af den såkaldte amerikanske way of life er tydelig, og en sproglig forsimpling breder sig stadig stærkere. Det er ikke underligt, at der ofte mødes en usikkerhed om, hvad så begrebet dansk kultur overho­vedet dækker over.

 

Med en indvandring på over 430.000 fremmede og udsigt til fordobling i løbet af godt et par årtier, stilles  hele den danske selvforståelse i disse år overfor en udfordring af hidtil ukendte dimensioner. På denne baggrund bliver spørgsmålet om kultur­forståelse yderst aktuelt, og det skyldes ikke mindst mødet med den religiøst og kulturelt selvbevidste muslimske indvandrer­gruppe.

 

Når som helst mennesker kommunikerer med hinanden, sker det på bag­grund af en kulturforståelse. Vi meddeler os med vore ord, vor skrift, vor almene snak, ja endog med vort kropssprog. Når vi skal orienterer os i for­hold til indvandrerne i vort land, gør vi brug af et kulturbegreb, hvor uklart det end må være. Kultursynet er afgørende i enhver samtale med fremmede, og hver gang vi skal tage stilling til flygtningepolitik, integration, assimilation og kulturformidling. Det er også kultursynet, der får mennesker til at skelne mellem “os” og “de andre”.

 

I ethvert møde med fremmede er kulturbegrebet således integreret. – Det er derfor mærkeligt, at en definition af fænomenet kultur er så vanskelig, og at der til alle tider har været diskussion herom. Men det står fast, at sproget er et af de væsentligste elementer i kulturen. Sproget er “den grundlæggende kulturelle dannelse, gennem hvilken vi kan omgås hinanden i vor fælles verden”( 1 ). En almen definition kan lyde sådan: Kultur er på den ene side summen af menneskelige handlinger, og på den anden side selve den men­neskelige handlen. Men den verden, som mennesket lever sit liv i, og for­midler videre til sine efter­kommere, er både den “naturlige” verden og den “billedlige eller symbolske” verden, som mennesket skaber, og som igen virker tilbage og er med til at bestemme dets adfærd. Denne billedlige ver­den rummer sagn, eventyr, digtning, kunst, viden­skab, visdomslære, retslige og religiøse bestemmelser, og den er derfor afgørende for menneskets selv­forståelse og handlinger (2).

 

I samfundsvidenskaberne forstås mennesket kulturelt set som integreret i et samfund og ses som en kompleks helhed af kund­skaber, trosforestillinger, kunst, moral og sædvaner, som det har erhvervet sig gennem medlemskab af et bestemt samfund (3).

 

Enhver kultur er stærkt præget af geografiske og sociale forhold. Og den udvikler sig gennem generationers gode eller måske især smertelige menne­skelige erfaringer og historiske begivenheder. En afgrænset kultur udvikler derfor markante særpræg på bestemte områder, mens andre kulturelle mu­ligheder overses eller måske fortrænges.

Ud fra denne forståelse er det indlysende, at et påtvunget kulturmøde er yderst konfliktfyldt, og tvungne integrations- eller endog assimilationspro­cesser vil være smertelige oplevelser, da  de betyder pinefulde afkortninger af tilkæm­pede kulturdimen­sioner. Kun i yderste naivitet kan nogen se bort herfra. Og optimistisk tale om kulturberigelse vil evt. først kunne verificeres i kommende generationers tilbageskuen. For processens samtidige drejer det sig om at forholde sig til det vanskeligt overskue­lige.

 

Hvis et kulturmøde omfatter store menneskegrupper, som det er tilfældet i Danmark mellem kristne og muslimer, sættes på en måde alle kulturytrin­ger på spil. Når kultur skaber så stor en del af den menneskelige bevidsthed og adfærd, som tilfældet er, er det indlysende, at et uønsket møde med f. eks muslimer vil være yderst problematisk, måske i generationer. Her er der tale om en befolkning, som ofte er præget af daglig overlevelseskamp, af kollektiv tilværelsesforståelse, stamme. Klan- og patriark­normalitet og samtidig af en selvbevidst forestilling om at besidde en overlegen religion og kultur. For en sådan befolkning vil en anfægtelse af disse værdier være udtryk for nedværdigelse, eller måske endda undertrykkelse.

 

Og opgøret drejer sig ikke blot om relationer mellem kristne og muslimer, men også mellem kristne og kristne og muslimer og muslimer. Forudsætningen for at der ud af mødet kan komme et accepteret samvær er, at parterne ved, hvad de selv står for. Først da bliver det klart, hvad der er uopgiveligt i selvforståelsen, og hvad der meget vel kan fortjene en nyvur­dering.

 

 

Hvad er dansk kultur ?

Dansk kultur er som næsten alle andre en blandingskultur, men for så vidt, vi kan tale med accept om “vores kultur”, er den legitimeret, og trods fluk­tualitet vedkender vi os den. Hvis man gennem længere perioder har boet i et fremmed land, hvis sprog er svært tilgængeligt, hvis litteratur er lukket land, hvis historie man ikke er part af, hvis religiøse fænomenolog bestan­dig overrasker, og hvis livsform ligger fjernt fra ens egen, så overraskes man over, hvor dybt dansk tænkning og kultur ligger i en. Men der findes ikke nogen fast formel, hvor udfra man kan bestemme den. Dansk kultur har udviklet sig fra Jellingstenens korte sammenstilling af kongemagt og kirke i 900-tallet, over kamp mellem disse institutioner i mange generationer. Der kommer input fra klosterlærdom, fra reformationstidens danske kirke- og skolesprog, og især fra romantikkens svælgen i de emotionelle reflekser fra kampen på kongedybet. Det virkelig folkeligt udtryk for danskhed formes gennem højskolerne, høj­skolesangbogen, skolernes historie. Og danskundervisning og af den nationale krise efter tabet af Sønderjylland.

 

Ikke sjældent finder man under inspiration fra Grundtvig et grundlæggende kulturelt fællesskab bestemt gennem fælles sprog, fælles historie og fælles tro. For Grundtvig var dette ikke nogen bestemt definition, det var snarere en slags folkelighedens dynamiske kraftfelt, hvorudfra man kunne forstå sig selv som indfældet i et folks tradition og vaner. Hans romantiske tanke om folkeånden, der skaber vor delagtighed i slægten, der gik forud, og den der skal komme, har vi nok ikke virkelige forud­sætninger for at forstå. Men vægtlægningen på vor samhørighed i sprog, historie og en religiøse tradition er uomtvisteligt en grundlæggende del af dansk kultur. Og den grundtvigske tanke om et kulturelt folkeligt grundlag, der må udvikle sig i en frugtbar vekselvirkning med det fremmede, der møder os, er vigtig også i dag. Der er nok tale om en national kulturforståelse, men denne forståelse er ikke båret af et statsfællesskab. Den bygger på et åndsfællesskab af mennesker med fælles tradition. Den er endvidere åben for tanken om, at det kulturelle folkelige grundlag vokser i en vekselvirkning med det fremmede. Dansk kultur er rodfæstet, men samspillet med den globaliserede verden er i hurtig vækst, som fremkalder nye vurderinger, nye debatter, og nye politiske tiltag. Dansk kultur er da defineret ligesom alle andre kulturer, men med det særpræg, som forskellige kræfter har formet os med, og som vi selv har givet skik­kelse og mund og mæle.

 

 

Tolkning af kulturelle fænomener

Holdningen til kulturelle særpræg bestemmes i høj grad af det udgangs­punkt, man tager. Den klassiske kulturantropologi har opfattet kultur som en nogenlunde definerbar størrelse, der udsprang fra et overleveret fælles­skab.

Dette udgangspunkt har de senere års udvikling problematiseret. Nye betragningsformer er blevet skabt, og nye holdninger er vokset frem. De er især udsprunget af kulturradikale og nymarxistiske ideologier. Og i indvandrerdebatten er de slagkraftigt blevet anvendt af samme kredse. Nye impulser fra flere sider ligger bag .Dels er grænserne mellem forskellige forskningsområ­der ( kulturantropologi, kul­tursociolog, etnografi og etnologi ) ikke mere ganske klare, og dels har postmoderne antropologer været stærkt kritiske over for dette forståelses­grundlag. Flere har ladet sig inspirere af Frankfurterskolens dekonstruktive be­skrivelse af det moderne menneskes fællesskabstab. Globalisering og transnationalisering, det vældige rum for den frie bevæ­gelighed for menne­sker og deres viden og varer, alt sammen har det betydet, at kulturel for­skellighed stadig nyskabes og gen­skabes. Uforudsigeligheden, uvisheden og mangelen på orden er nu den foreliggende verdens paradigme og inspiration. De store flygtningestrømme rundt om i verden er derfor ikke tilværelsens anormali, men derimod den reelle virkelighed med al den omskiftelighed og frag­men­tering (4).

 

Det er let at se, at der hermed åbnes for ændret opfattelse af kulturmødet mellem danske og indvandrere. Gamle kulturopfattel­ser kommer under pres for at give plads for en udfordrende tænkning, fastlåste holdninger opblødes, hvor udvidede horisonter åbner sig. Indvandring er hermed ikke mere skræmmende, men noget positivt. Der vokser en forventning frem om et kom­mende samfund, hvor der ud fra det gamle skema om tesis og antitesis fødes en frugtbar syntese med lokkende muligheder for et ungt og friskt samfund. Kulturradikalismen tror på erobringen af et dynamisk fremtidssamfund.

Ud fra denne opfattelse relativeres alle faste kulturbegreber. Der kan være stor interesse for kulturelle strømninger, men der kan aldrig være tale om, at bestemte kulturer primært er legitimerede i et bestemt samfund, ligeretsprincippet må gælde.  Sub specie aeternitatis kan denne forståelse være indlysende. Og kulturrela­tivismen har den fordel, at tolerancen ligger gemt i dens forudsætninger. Men mennesker, der udstødes af deres kultur, eller hvis kultur anfægtes af et kulturmøde med stærkere hold­ninger end deres egne, kan op­leve, at tab at kultur er det smerteligste af alt.

 

I overensstemmelse med den nævnte kulturantropologiske opfattelse rummer kultur et magtperspektiv, og ingen har ret til at favorisere en kultur frem for en anden. Af og til udtrykkes også den opfattelse, at selv påpegning af problemer og modsætnin­ger i forbindelse med kulturmøde er en art diskriminering. “Fokuseringen på kulturelle forskelle ligner til forveksling racistiske for­domme og opfattelser” (5)

 

Hos kultursociologer derimod er der sjældent tale om filosofiske helheds­syn. Her drejer det sig oftest om analyser af kulturmø­der og overvejelser over resultaterne i forhold til givne kulturmønstre (6) Udgangspunktet bli­ver her en accept af givne kultur­mønstre “Når man bliver konfronteret med an­dres anderledeshed, bliver det ofte ret ureflekterede forhold, man har til egne normer og værdier, mere synligt. Både for den fremmede og danskerne kan bevidstheden herom føre til, at man fastholder det bedste fra sin egen kultur” (7). Selv den politisk korrekte Jacques Blum fastholder, at der i kulturmødet må respekteres kultur­bestemte normer: “En del af virkelighe­den er også, at der mellem danskere og indvandrere er forskellige opfattel­ser, typisk f. eks. i synet på kønsroller og børneopdragelse, som støder sammen i kulturmødet. En afstandtagen eller afvisning af andres opfattelse i disse spørgsmål, er ikke nødvendigvis et udtryk for fordomsfuldhed, men udtryk for, at kulturbestemte tærskler for, hvad der er rigtigt eller forkert, bliver overskredet. Omvendt behøver negligering af de forskelle, der findes, ikke at være ud­tryk for ægte tolerance, det kan også være udtryk for konflikt­undvigelse” (8)

.

Det er indlysende, at en indvandrergruppe altid vil opfatte et kultursam­menstød som en magtudøvelse fra flertallet. Flertallets sprog, lovgivning, tradition og omgangsformer er undertrykkende. Det er ikke overraskende, at man vil opleve det sådan. Men når en trendbåren tolerance i en etableret kultur stiler sig bag denne opfattelse, bliver den let til en absolutistisk ideo­logi, der vender sig mod sit eget samfund.

 

 

Det kulturideologiske sammenstød

Med en gruppe indvandrere og efterkommere på 430.000 (9) personer pr. 1. januar 2004 og en fordobling i sigte (10),  på trods af kraftige regeringsindgreb slipper vi ikke for at klargøre vort forhold til de nye medborgere. Og da en stor del af indvan­drerne ret entydigt bærer muslimske forudsætninger, så islam i dag er lan­dets næststørste religion, er opgaven også i høj grad af teologisk art.

 

Forskellige forhold vanskeliggør imidlertid en stillingtagen. Det drejer sig dels om den kulturpolitiske opsplitning af befolk­ningen og dels om de kon­krete vanskeligheder, der opstår i forbindelse med dialogen mellem dan­ske og muslimske indvan­drere.

 

Et delvist historisk begrundet skrækbillede af muhamedanere (11) har i generationer levet i dele af den danske befolkning. Men parallelt hermed levede også myter om det tolerante islam. Denne forestilling blev understøttet af, at de muslimske samfund næsten ingen rolle spillede som krigsførende magter under 2. verdenskrig. De havde heller ikke markeret sig stærkt under de vestlige kolonimagters dominans i mellemkrigsårene. Da de herefter trådte frem som selvstændige stater, blev de varmt mod­taget fra mange sider, og det faldt derfor let at betragte disse samfund som lande, der levede med islam som en fredens reli­gion.

 

Men selve myten om det tolerante islam kan føres helt tilbage til oplysningstidens filosoffer, der i et sammenbidt oprør med den katolske kirkes autoritære holdninger famlede sig frem til den orientalske religion. Og uden at kende noget til den, beskrev de den naivt som fredens, visdommens og retfærdighedens og tolerancens religion, altså en religion, som stemte bedre med oplysningstidens tanker end den katolske kirkeinstitutions lære. At det var et billede af islam, som de drømte sig til, spillede i den givne sammenhæng en mindre rolle. Det var folk som Pierre Bayle, Henri de Boulainvillier, og i hvert fald i en periode Voltaire og Gibbon, som skabte dette lysende islambillede, som intellektuelle liberale kredse i hele Europ tog til sig med be­gejstring.

 

I sammenhæng med denne mytes tilblivelse voksede også mærkeligt nok med protestantisk selvplagerisk lidenskab ideen om fortidens umenneskelige korsfarere frem. For islam var korstogene en noget perifer tildragelsen mellem mange andre og blev aldrig opfattet som en virkelig trussel. For de kristne var det en religiøs og militær reaktion på århundreders muslimske pres på sydeuropæiske lande og kyststrækninger.

 

I de liberale kredse og i hele den politiske venstrefløj blev myterne en uanfægtelig besiddelse. Venstrefløjen dyrkede de nye muslimske samfund og sammen med de kulturradikale sværmede de for al den oprindelighed, både åndeligt og religiøst, som man mødte i de ”vise og tolerante kulturer” med eventyrglans over sig, men som var ofre for hensynsllløs vestlig undertryk­kelse. Ingen af dem var opmærksomme på den muslimske brutalitet, som udfoldede sig i Sudan, Nigeria, Algeriet, Indonesien, Kashmir og Egypten og Armenien, som kostede hundredtusinde af menneskeliv. Også den islamiske terrorvirksomhed med gidselstagning og selvmordsbombere har haft svært ved at trænge igennem tolerancepanseret.(12). De religiøst prægede fun­damentalistiske strømninger fik først langsomt an­sigtstræk.

 

Den nutidige moderate danske holdning til islam er i betydeligt omfang på­virket af standardværker om islam af forskere som Frants Buhl, Johannes Pedersen og Jes P. Asmussen (13), af en række informative undervisnings­bøger til brug i de fortsatte skoleuddannelser samt af forskellige forsknings­institutter som f. eks. centret for islamstudier i Selly Oak Colleges, Bir­ming­ham, Islamisk-Dansk Studiecenter i København samt af en række folkekirkelige samarbejdscentre med positiv holdning til islam.. Den sidste generations vidt forskellige islamisk-fundamentalistisk præ­gede vækkelsesstrømninger er – ikke mindst inspireret af Khomenis revolu­tion i Iran 1979 – først i de senere år på vej ind i den almene forskning.

 

Med de store indvandringer gennem 80erne skærpedes de politiske reaktio­ner på indvandrerne, især overfor muslimerne. Be­greber som integration assimilation, direkte og indirekte racisme, radikalisme, kulturalisme, diskri­mination m.fl. aktualisere­des.

 

Fra den politisk højrefløj lød kravet om stop for indvandring og hjemsen­delse af flygtninge snarest muligt. Der var bekymring for, at Danmark skulle oversvømmes af fremmede, og at dansk kultur skulle svækkes. Og der var frygt for den stærke islami­ske religion. Man forudså, at de muslimske kvin­ders høje fødselsfrekvens sammen med familiesammenføring skulle gøre dan­skerne til mindretal i deres eget land. Der pegedes på den økonomi­ske belastning, på den voksende kriminalitet, på problemer i skoler og på hospi­taler. Mogens Glistrup (14) og Den danske Forening gav flere af be­tænke­lighederne markante udtryk. Og mange undersøgelser viser, at meget store befolkningsgrupper delte holdningerne (15). Kulturelt set ønskede højreflø­jen at bevare et kulturelt “rent” dansk samfund. I visse tilfælde ud­tryktes kravet om assimilation af indvandrere, således, at de blev danske på danske præmisser. Der var sjældent tale om egentlig kulturalisme, dvs. un­dertryk­kelse af andres særpræg, men mere om opslutning om det særpræg, som dansk kultur gennem historie og geografisk forhold var skabt af. Et multi­kulturelt Dan­mark var og er et skræmmebillede. Når der tales om højreflø­jen i denne sammenhæng, er der nok snarere tale om et synspunkt, der deles af størstedelen af den danske befolkning. Det blev derfor katastrofalt, at folketingets øvrige partier lod sig skræmme bort fra en åben politisk debat om emnet

 

Mange af de nævnte holdninger var en almindelig folkelig og selvfølgelig reaktion, men der opstod også en del mytedannelser. Forskellige mediekam­pagner, ikke mindst Ekstra Bladet skabte tavshed omkring debatten eller overlod den til højrefløjens partipolitik.

 

Den danske venstre­fløjs holdning til indvandrere og indvandring er van­skeligere at bestemme, ligesom begrebet venstrefløj heller ikke kan klart afgrænses. Men det er mærkbart, at den har markeret sig meget stærkt i de­batten, og ikke mindst har gjort sig gældende gennem en række af organisa­tioner, som f. eks. Dansk Flygtningehjælp, Mellemfolkeligt Samvirke, Ind-sam, Dokumentati­ons- og rådgivningscenteret om racediskrimination, Poem, Ung-sam, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Dansk Cen­ter for Migra­tion og Etniske Studier og Det danske Center for Menneskerettigheder og adskillige andre. Der foreligger fra denne side en helt uoverskuelig mængde af litteratur og pamfletter, som har været massivt holdningsbestemmende, men som med regeringsskiftet i 2001 mistede indflydelse.Venstrefløjens holdning kan i mange henseende bestemmes som altfav­nende. Den ser gerne et meget stort antal af indvandrere og opfatter dem ofte som kulturberigende islæt i dansk kultur. Den er præget af ønsket om at give plads og kræve plads til forskelligheden. Ofte er der næsten tale om en dyrkelse af forskelligheden. En synsvinkel, som hyppigt anlægges, er, at de fremmede repræsenterer en oprindelighed, der er uforurenet af moderne forfald. “Indvandrernes sociale omgangsformer, gruppesolidaritet, familiere­lationer, forholdet mellem den yngre og den gamle genera­tion er ifølge denne nostalgiske tankegang, ikke ødelagt og upersonliggjort af det mo­derne liv og den upersonlige bureaukrati­ske maskine, som vi… kalder vel­færdsstaten” (16). Kritisk er det bemærket, at der “fra de private og halvpri­vate organisationer har været en tendens til at nuttetgøre de etniske minori­te­ter. Det viser sig ved, at alle konflikter tildækkes og bortforklare som ud­slag af fremmedhad og racisme” (17)

 

Det er muligt, at danske kan lære noget af indvandrere, af deres religiøse fællesskaber, af stabiliteten i manges familieliv og af deres slægtssamhørighed, men det er tvivlsomt, om det er praktisk realisabelt. Sociologen Mehmet Ümit Necef ironiserer over nostalgien heri, når han skriver: “Vi lovpriser indvandrernes storfamilier, hvor tre generationer lever sammen. Men hvem af os gider bo sammen med vore forældre, og hvem siger, de gamle har lyst til at bos sammen med os ?… Vi lovpriser indvandrernes familiesammen­hold og loyalitet, men hvem vil skærpe skilsmisseloven el­ler abortloven ? Hvem kan acceptere, at en kone, der forlader hjemmet skal korporligt straffes? (18). Indvandrerkonsulent Manu Sareen fortæller, at hans erfaring fra mange ind­vandrerfamilier er, at selv arrangerende ægteskaber blandt socialt dårligt stillede indvandrere i realiteten er tvangsægteskaber ( Note: Når kærligheden bliver til tavng, 2004) og konsulent i Dansk Kvindesamfund Esma Birdi beskriver, hvorledes kvinder, som lever i de særlige indvandrermiljøer, psykisk og socialt er dybt præger deraf: ”De bliver holdt i nogle meget snævre fæl­lesskaber, hvor de konstant omgås de samme mennesker og gang på gang hører de samme fordomme o det danske samfund” ( Note Kr. Dagblad 23. juli 2003)

 

Der er ingen tvivl om, at man hos venstrefløjen møder en ærlig vilje til at bistå indvandrere på enhver måde og at komme dem i møde, så at de ufor­kortet kan udnytte deres demokratiske og sociale rettigheder som velkomne og godkendte borgere. Men omsorgen har en ten­dens til at skabe en offer­ideologi, så indvandrerne ofte ses som magtesløse ofre for en ubarmhjertig under­trykkelse.

 

En ganske overvældende del af lit­teraturen om indvandrer­forhold handler om racisme, diskrimination og fratagelse af naturlige rettig­heder. Mens tolerancen overfor de fremmede er grænseløs, er den næsten fraværende overfor landets egen befolkning. Mens der hos højrefløjen mær­kes en vrede mod indvandrerne, er venstrefløjens vrede uafkortet vendt mod landets egne ind­byggere. Man kan endda være pa­rat til at afvise faktuelle oplysninger om problemer med indvandrerne som fordomme og myter.

 

Det er bemærkelsesværdigt at afsløringen af fordomme, myter, diskrimine­ring og racisme i det danske samfund har kaldt på mange kræfter. Der fin­des næppe begreber, der inden for de sidste 15-20 år har være behandlet så indgående. Man afdækker fænomenet i udpræget grad hos politiet, i social­sek­toren, i skoler, i massemedierne, i litteraturen, på arbejdsmarkedet. Og i an­noncer og reklamer findes det i direkte form eller indirekte form, og der er både bevidste og ubevidste motiver hertil. Selv de fleste procedu­rer/rutiner, som  anses for kulturneutrale i samfundet, diskriminerer, da de bygger på danske kul­turtraditioner, der ikke altid tager højde for andre kulturers behov og forud­sætninger (19).En vidtgående omformning af det danske samfund er derfor nødvendig for at sikre etnisk ligestilling, hævdes det.

 

Den minutiøse afdækning af racistiske tendenser stoppede på mange måder den frie debat og bidrog til en slags ængstelig al­muegørelse af befolknin­gen, ikke mindst fordi de antiracistiske bestræbelser kunne understøttes af den såkaldte racismepara­graf 266A i straffeloven. Den voldsomme anti­racismekampagne fik allerede i 1994 sociologen Mehmet Necef til at foreslå: “lad os sige et 5-årigt moratorium for at beskylde det danske sam­fund, pressen og politikerne for at være racister” (20).

Et betydeligt antal bøger med indvandrerhistorier og interviews med ind­vandrere anføres som støtte for antiracismekampag­nen. I de seneste år har en række islamkritiske bøger under stor kritik afbalanceret debatten og fjernet fornemmelsen af pro­blemløsning ( note med titler)

 

 

Det multikulturelle

Igennem flere år har man haft et tydeligt indtryk af, at der stadig bygges bredere veje hen imod det multikulturelle samfund. Og fra mange sider udtrykkes der misbilligelse af ethvert forsøg på at bremse en sådan udvikling.

Tanken om det multikulturelle samfund har stærke tilhængere i EU, og EU har gjort det til en mainstream at fremme politiske tiltag på dette område  med henvisning til, at en forstærket indvandring er nødvendig for at bevare Europas velfærdssamfund, der presses af en aldrende befolkning. Sådanne tanker finder i høj grad støtte i FN. Højkommissær for menneskerettigheder Mary Robinson kritiserede 2001 den fæstningsmentalitet i Europa, som er blokerende for det multikulturelle samfund: ”Erklæ­ringen og handlingsplanen fra sidste års verdenskonference mod Racisme i Durban bekræftede, at den menneskelige mangfol­dighed må anerkendes som et aktiv og ikke som en ulempe, at fremmedfrygt under enhver form må forkastes, og at man må vælge et forpligtelse overfor multikulturelle samfund i en verden, der håber på at høste fordelene af globaliseringen” ( Note ISU)

 

 

Drømmen om det multikulturelle samfund er et barn af kulturrelativismen, som også dyrkes i Danmark af mange kulturradi­kale idealister. Mange ser det som et naturligt og ønskværdigt forløb. Markante udtryk herfor finder vi mange steder. Klart formuleres det f. eks. hos Ole Hammer og Charlotte Toft i bogen: ”Det flerkulturelle Danmark”: ”Det flerkulturelle Danmark er målet. Et Danmark, hvor man tænker flerkulturelt, træffer flerkulturelle beslutninger, organiserer sig flerkulturelt og handler i overensstemmelser hermed”. (Note Præstf.) Der må ske en bevægelse fra flere kulturer til flerkultur, og der må peges på ve­jene dertil. Direktøren for det tidligere Det danske Center for Menneskerettigheder Morten Kærum skrev i 1999, at Grundloven skulle ændres. Flygtninge og indvandrere skal have sikret deres ret til egen kultur, eget sprog og egen tradition ( Note, Præstef.)

 

Bag den multikulturelle strømning ligger en moraliserende tilgang til emnet. At være kulturradikal er lidt bedre end at være socialdemokrat og meget bedre end at være borgerlig, for i hvert fald i kulturdebatten er en borgerlig pr. definition en højrera­dikal, det vil noget obskurt til fordel for det folkelige og det nationale. En kulturradikal befinder sig på et noget højere stade.

 

Det var derfor også naturligt, at 1028 hovedsageligt således kvalifcerede personligheder den 30. marts 2000 indrykkede kæmpeannoncer i de fleste danske dagblade, hvori de udtrykte flovhed over at være danske. De havde svært ved at være dan­ske sammen med flertalsdanskerne, der besad en ringere moral end de selv. Det var de gode, der sagde fra overfor den onde. Sagen var, at mange danske med forkerte holdninger havde tilladt sig endog på skrift at udtrykke bekymringer for Danmarks fremtid under indtryk af de hundredtusinder især muslimske indvandrere fra fjerne lande, som på dette tidspunkt væltede ind over Danmarks grænser.

 

Blandt annoncens underskrivere var der adskillige, der førte en renhjertet kamp for at skabe det multikulturelle Danmark, og som så et fornyet kraftfuldt samfund vokse op heraf. Sådanne tanker gør sig stadig gældende i mange kulturradikale kredse. De står bag fine politiske tiltag, ja er endda ved at erobre danske højskoler.

 

Tilhængere af denne overbevisning har ofte henvist til Canada, det land som stærkest af alle er på vej til at skabe et sådant samfund. Multikulturalismen har her siden premierminister Trudeau været officiel politik. Der er immigranter fra 200 lange. Racisme findes næsten ikke, bliver i hvert flad ikke nævnt. Respekt for indvandrerkulturer viser sig blandt andet i, at megen undervisning i de offentlige skoler er opdelt, således at den foregår på engelsk eller fransk først på dagen, mens der om efter­middagen undervises i indvandrernes modersmål og kultur. Men der er også kritik. Tom Buk-Swienty fortæller i Weekendavi­sen( Note 31. august 2000, Søndagsartikel), at der på trods af, at Canada ikke har nogen historisk cementeret nationalkultur er bestandige gnidninger mellem etniske grupper. Men da den officielle holdning er yderst politisk korrekt, omtales de faktisk ikke. I det offentlige er det et helvede, siger kritikerne. Hver eneste komite, selv det mindste udvalg skal repræsentere alle etniske grupper ligeligt. Der udbydes undervisning i alle kulturer, men skolerne har måttet afskaffe faget canadisk historie. Man kan opleve, at julekoncerter bliver til vinterkoncerter, hvor der synges hebraiske, kinesiske og filippinske sange, men de kristne kan man ikke møde. Et nationalt fællesskab findes ikke mere.

 

Realiteten er, at multikulturelle samfund med store kulturelle mindretal faktisk aldrig har kunnet leve sammen i fordragelighed. Det har i hvert fald krævet generationers tilpasning, og hvor det drejer sig om stærke mindretalskulturer som de muslimske har det været umuligt. Hvor velintegrerede muslimer end bliver, er deres samhørighed med den islamiske umma ligeså stærk som deres nationale tilhørsforhold. Nobelpristageren V. S. Naipaul mener endda ( Note: Ikke til at tro) at muslimer, især konverte­rede, oplever sig stærkere som en del af den arabiske historie end af den nationale historie. Ideen om det multikulturelle sam­fund hviler på to forskellige antagelser, som gensidigt forudsætter hinanden, og begge forudsætter, at kulturrelativismen er en sandhed, som ikke kan anfægtes. Den ene antagelse er, at et samfund bygget op over  ligeværdige kulturer, i respekt og har­moni kan inspirere hinanden til tolerance og gensidig udvikling. Den anden er, at der ud af kulturernes fællesskab på god mar­xistisk vis fødes det kraftfulde idealsamfund, hvor de bedste elementer fra alle kulturer opgår i en syntese med opblomstring på alle samfundets områder til følge. Tanken om det multikulturelle samfund er dømt til undergang. Hvis den får udbredt politisk magt vil det være ødelæggende for samfundet. En er et tydeligt nedslag af den naive tanke, at mennesket af natur vil det gode, eller i hvert fald ved veltilrettelagt oplysning kan opdrages til at vælge de fornuftige standpunkter. I sin omtale af multikultur­ralismen i England beretter Ibn Warrraq (note), hvordan man først havde troet, at man via uddannelse kunne assimilere immi­granterne i den engelske hovedkultur. Det gik galt på dramatisk vis. Forestillingen om, at man af den rå immigrant kunne pro­ducere en lille engelskmand, druknede i beskyldninger om chauvinisme, racisme og kulturel imperialisme.

 

Den naive optimisme i kulturrelativismen betyder, at man afstår fra at tillægge nogen kulturytring bestemte værdier, for alle har krav for samme respekt og ingen har ret til at kritisere de filosofiske, religiøse eller sociale forhold, som ligger bag kultu­relle ytringer. Det vil under alle omstændigheder være udtryk for vestlig ”højrøvethed” og kulturimperialisme. En historisk betinger overordnet rationel ideologi kan medføre en værdisvækkelse, så samfundets grundlæggende sammenhængskraft for­falder. En fælles folkelig samhørighed er sammensat af de byggestene, som bærer et demokrati. Når forpligtethed overfor et samfunds grundlæggende værdier opløses, står højrebevægelser klar til at overtage på deres enkle præmisser. Udviklingen i Østrig, Frankrig og Holland skal ses i denne sammenhæng.

 

De multikulturelle ideologers gave til den danske befolkning er ghettodannelserne. De var uundgåelige, da multikulturelle samfund altid udvikler sig til parallelsamfund med befolkningsgrupper, der lever isoleret i forhold til hinanden. Ghettosamfund i Danmark er principielt overførelse af mellemøstlige, østlige og afrikanske livsformer til en nordeuropæisk kultur med solide hegn imellem. Mange anatoliske landsbysamfund har således indrettet sig på bedste vis i Danmark. Ingen kan bebrejde ind­vandrerne, at de indretter sig på denne måde. Danske optræder på samme måde i Spanien og Sydfrankrig. I fællesskaberne føler man tryghed og bevarer de sociale og religiøse normer, som man ikke vil miste. Politikernes forsøg på at opsplitte så­danne samfund er på forhånd dømt til at mislykkes, for jo stærkere pres, der er på disse områder, desto stærkere vokser fælles­skabsfølelsen og modstanden mod det omgivende samfund, og denne modstand forstærkes af, at mellemøstlige indvandrere ofte er negative, endog ofte fjendtlige, overfor vestlige kultur og civilisation. De er sprogligt og uddannelsesmæssigt margina­liserede, og en manglende forpligtelse overfor det nye land gør det acceptabelt at udnytte dets sociale tilbud til det yderste.

 

Ghettoerne er udfordrende for det demokratiske samfund, fordi de sætter bom for kontakten til den omgivende befolkning, og de bliver socialt belastede områder og steder for fremvæksten af negative myter om den kultur, som mange helst undgår at lade sig indfælde i. Ofte sker der en dæmonisering. Den skabes af mistænksomhed, sproglig afmagt, modvilje og fjendtlighed, og forstærkes derved, at de stærkeste indvandrere, som ikke har villet sig klientgøre, forlader områderne og dermed mister deres mulighed for at være rollemodeller for uddannelse og social integration.

 

Ghettoerne er ofte præget af modsætninger mellem de forskellige gruppers indbyrdes modsætninger. Der er eksempler på, at de store muslimske religiøse retninger sunni og shia er vagtsomme overfor hinanden, og at deres selvstændige grene af begge parter får kætternavne hæftet på sig. Der bliver således rig lejlighed for udenlandske islamister til at spille mennesker ud mod hinanden. Og modsætninger afklares som regel efter normer, som er i modstid med regler i det danske samfund. Der er tendens til at dansk retsvæsen har svært ved at gøre sig gældende i ghettoområderne.

 

Egentlige raceuroligheder har vi i Danmark været forskånet for, men erfaringer fra flere udenlandske miljøer er langt fra posi­tive, især optøjerne i de engelske byer Bradford, Burnley og Oldham har trukket spor, og paralleller hertil kendes fra det meste af verden.

 

De kulturradikale er altid følsomme overfor kritik, men de ved altid med sig selv, at kritik er udtryk for manglende uddannelse og misforståelse. Et egentligt skyldbegreb kender de derimod ikke. Derfor er de også uden forståelse for, at de i det stadige forsvar for de åbne grænser for indvandrere og i den fortsatte omsorg for totalitære muslimske værdier har pådraget sig en alvorlig skyld overfor deres egne medborgere og deres eget samfund. Vi har hørt meget lidt om deres forsvar for og medfølelse med de dårligt stillede danske borgere, som har fået deres livskvalitet alvorligt forringet af indvandring i deres boligkvarter, i deres skoler og i den overbelastede sociale omsorg. ( Note Kai Sørlander). Af en eller anden mærkelig grund har vor nuvæ­rende integrationsminister Bertel Haarder mødt en utrolig skepsis overfor den intense integrationsarbejde, regeringen har påta­get sig. Mistro og bred skepsis er faldet langt mere i øjnene.

 

 

Dialog mellem kristne og muslimer.

Dialogen med muslimer er uomgængelig. Fremmedheden mellem kristne og muslimer er så stor, at der fordres en indsats fra begge parter for at skabe en fælles referenceramme, og væksten i den muslimske befolkningsgruppe er så kraftig, at mødet med den er den største udfordring for dansk kulturfor­ståelse måske i århundreder.

 

Men vanskelighederne er store. Som det er påpeget, er vor forståelse af selve kulturbegrebet meget inhomogen, og en tydelig splittelse falder i øj­nene. Usikkerheden i vurderingen af danske værdier og normer har været voksende lige siden det marxistisk inspirerede ungdomsoprør i 6oerne og 70erne satte spørgsmålstegn ved alle overleverede traditioner. En teknolo­gisk betinget udbredelse af en nivelleret  massekultur har yderligere foruro­liget en national selvforståelse. Usikkerheden betyder, at det er vanskeligt at opstille fælles mål for en dialog. Også den muslimske befolkningsgruppe er yderst sammensat. Der er store tradi­tionsforskelle mellem indvandrere fra f. eks. Iran, Somalia og Marokko, og sprogligt set er der store barrierer. Også de religi­øse sædvaner er yderst forskelligt udviklet. Forskellene mellem sunnimuslimer og shiamuslimer er så markante, at deres ind­byrdes forhold kan være meget spændt. Sufismen har egne traditioner. Alawier betragtes af store grupper inden for sunni og shia som kættere og er genstand for en vis forfølgelse. De er stærkt repræsenteret i Tyskland, men er også at finde i Danmark. Ahmadiyya-Islam er af nyere oprindelse. Den anses også for at være en heretisk bevægelse, men den er markant til stede i Danmark og står for en aktiv islampropaganda. Ud over de nævnte findes adskillige andre, især shiaprægede grupperinger, som Zaidiyya og Ismailiyya. Den meget store spredning både i traditioner og religiøse opfattelser bevirker, at en ge­nerel forståelse af Islam ikke er mulig, og enhver fremstilling af muslimsk tænkning og tradition vil straks blive imødegået af grupperinger, der meget kraftigt hævder, at “sådan er det ikke hos os” !. Hvis man forhandler med muslimer, vil man møde stor velvilje og imø­dekommehed, men det særpræ­gede taqiyya-begreb, der i visse tilfælde tillader muslimer at skjule deres hensigter, kan gøre egentlige aftaler vanskelige eller uoverskuelige.

 

En virkelig gennemtænkning af forholdet mellem kristendom og islam på teologisk plan må finde sted i universitetsregi. Det er her forskellene i skriftsyn må drøftes. Også gudsopfattelsen, Kristologien, opfattelsen af Helligånden, eskatologien og forståel­sen af lov og evangelium må behand­les her. Men alle steder, hvor kristne og muslimer mødes i hverdagen, vil teologiske be­greber være til debat. I den almindelige dialog vil grundpro­blemer aftegne sig, fordi de fleste muslimer, enten de er religiøst udøvende eller alene kulturelle muslimer, bærer deres fastlagte og uomgængelige for­ståelse af Koranen og Profetens sædvane, sunna, og dens skriftlige udform­ning hadith med sig. Og deres stillingtagen både til moralske, sociale og politiske spørgsmål vil være bestemt heraf. Kristnes synspunkter på Kora­nen og hadith vil normalt afvises, da kun den, der er værdig til at læse Ko­ranen og den ældste tradition kan udtale sig. Og værdig er man kun, hvis man kan læse teksterne på arabisk (23)

Dialog med muslimer foregår på forskellige planer alt efter de aktuelle om­stændigheder  afhængig af danske deltageres kultu­relle forudsætninger og muslimernes religiøse holdninger og traditioner.

 

Den vigtigste og afgørende dialog finder sted, når man mødes i et arbejds­mæssigt, uddannelsesmæssigt og skolemæssigt fæl­lesskab, hvor man sætter pris på at lære hinanden at kende og finde gode personlige relationer.

Dialog kan også være møder, hvor man aftaler at hjælpe hinanden med prak­tiske ting, eller for at bringe misforståelser ud af verden. Sådanne sam­men­komster får tit et tillidsskabende præg.

 

På det noget mere formelle plan sker der dialog mellem muslimske ledere og danske ledere af børneinstitutioner, skoler, ho­spitaler, kommuner og amter. Ved sådanne møder har muslimer ofte den konkrete hensigt at regu­lere bestemte danske forhold f. eks. angående spisevaner, undervisning, skolers ordensreglement, forhold mellem piger og drenge, regler for be­handling af patienter på hospitaler, arbejdsfritagelse til daglig bøn, reserva­tion af svømmehaller til brug for muslimer, regler for opførelse eller finan­siering af moskeer, udlægning af jord til begravelsespladser. Foruden drøf­telse af sådanne forhold, har muslimske ledere i lighed med, hvad der er almindeligt i andre indvandrerlande, ofte den generelle dagsorden på over­ordnet plan at skaffe islam en stadig stærkere plads i det danske samfund. I drøftelser af denne art, drejer det sig om indflydelse, om at der skal ske af­ståelse til fordel for en anden part. For kulturrelativistiske danske deltagere er problemerne næsten ikke en debat værd, da muslimske traditioner er li­geså berettigede som danske. For danske deltagere med dansk selvforståelse kræves der god og ærlig viden både om egne forhold og om samtalepartne­rens baggrund og intentioner. Og  frem for alt er det afgørende at være sig bevidst, at der findes en række danske traditioner, vedrørende lige­retspro­blematik, demokratiske principper og menneskeret­tigheder,hvor der ikke kan gives køb.

 

Der er tradition for, at danske kirkelige organisationer og øvrige kirkelige grupperinger har en meget åben holdning til musli­mer. Selvom missions­virksomhed i muslimske områder har været vanskeliggjort og stort set er uden resultat, og selvom der i disse år sker en voldsom mus­limsk fremtræn­gen i tidligere kristne områder, så har kristen missionsteo­logi, som på mange om­råder har været særdeles frugtbar, i årtier fastholdt begrebet dia­log som et helt overordnet princip. Det er da også forståeligt, at dialogmøn­steret er grundlaget for flere danske stifters formaliserede samar­bejde mel­lem kristne og muslimer. Der kan godt være grund til at overveje vilkårene for et sådant møde.

 

I muslimske menigheder har der aldrig været nogen folkelig debat om re­li­gionens gyldighed. For muslimer er islam ikke noget tag-selv bord. Der vil være en betydelig religiøse integritet blandt muslimske deltagere i samtalen. Hos danske deltagere der­imod kan det godt forholde sig helt anderledes. Her vil kulturrelativismen have sin rolle at spille, og den vil være kædet sam­men med et ønske om at være imødekommende over for vore nye borgere, som har gennemgået så meget, ondt, som danskere har vendt ryggen, og som overbevisende og urokkeligt står vagt om deres tro. For danske kristne er det naturligt at respektere en anden religion. Man kan møde overbevisnin­ger om, at kristne og muslimer dyrker den samme Gud, at muslimer også re­spekterer Jesus, at islam i virkeligheden er Guds fortsatte åbenbaring udenom Kristus. Der kan derfor tit opstå ønsker om, at forskelle skal glattes ud, og at tolerancen skal være kristnes mærkesag.

 

At der findes holdninger af denne art, er forståelig. Nogle generatio­ners opdragelse til demokrati har sløret den kendsgerning, at man også må defi­nere sig selv ved at trække grænser, selv over for mindretal, ellers pris­gives fundamentale elementer i dansk kulturgrundlag.

 

I de nærmeste år, hvor der langsomt vil ske en integrering af muslimer i det danske samfund, vil der være behov for en dybtgå­ende oplysning  om for­holdet mellem kristendommen og islam. Og denne undervisning må finde sted både i skoler, i konfir­mandundervisning, i den kirkelige voksenunder­visning og på de videregående uddannelser. Det drejer sig om en sag, der er af overvældende betydning for den danske kirke. Tilnærmelsen mellem de lutherske kirker, den anglikanske kirke og den katol­ske kirke har bevæget sig med meget små skridt og igennem århundreder. Og forud for hvert skridt er der gået intense teologi­ske drøftelser. Det vil være letsindigt at forestille sig, eller ønske sig, at tilnærmelsen mellem kri stne og muslimer skal få et meget anderledes forløb, deres væsensforskel taget i betragtning.

 

 

Noter:

 

1. Lund, Pihl, Sløk: De  europæiske ideers historie, p. 358, Kbhvn. 1965.

 

2. Kultur. in Religion in Geschichte und Gegenwart, bd. IV, 1960

 

3. Gyldendals Leksikon, Kbhvn. 1977

Jonas Frykman og Orvar Löfgren: Den kultiverade människan, p. 15, Lund 1979

 

4. Se nærmere herom f. eks. hos Ann-Belinda S. Preis: Flygtninge, sandheden og andre gåder. p. 13 og 21-22. Munksgaaard/Rosinante, 1996

 

5. Christina B. Jagd: Når racefordomme bliver til racediskrimination, p. 15, Dokumentations- og rådgivningscentret om racediskrimination, 1997

 

6. se f. eks. Jacques Blum: Splinten i øjet – om danskernes forhold til de fremmede. 1986

 

7. Mai Heide Ottosen: Os og dem – gensidig tilpasning, p. 7. Socialforskningsinstituttet/Gyldendal

 

8. Referat, ibid, p. 103

 

9. Mellemfolkeligt Samvirke, Statistik – Om de etniske minoriteter i Danmark, 1999

 

10. Danmarks Statistik, Indvandrere i Danmark, 1999

 

11. Europæernes århundredlange kampe mod skiftende muslimske regimers ekspansionstrang har sat sig dybe spor. Tab af menneskeliv i hundredtusindetal og hel eller delvis ødelæggelse af talløse sydeuropæiske byer giver en historisk baggrund for skabelsen af billedet af den grusomme tyrk. – Se Paul Fregosi: Jihad, New York, 1998.

12. Yngre historikere kunne derfor ofte med ringe historisk forståelse og stor forargelse set tilbage på det “primitive” fjendebillede, som fortidens mennesker bar på. Se. f. eks. Peter Christensen: En gammel fjende genopstår. In Fjendebilleder og fremmedhad., red. Kristof K. Kristiansen og Jens R. Rasmussen. F.N.- Forbundet 1988.

De kristne korstog får trods deres begrænsede effekt en fremtrædende plads i debatten.

 

13. Frants Buhl: Muhameds liv, Kbhvn. 1903 og Muhameds forkyndelse efter Quranen, Kbhvn. 1924. Johannes Pedersen: Islams Kultur, Kbhvn. 1928. Jes P. Asmussen: Islam. Kbhvn. 1981. Et nyere tematisk værk er Niels Henrik Arendt: Gud er stor, Anis 1994

 

14. Mogens Glistrup: De fremmede i landet. Kbhvn. 1992.

 

15. Jacques Blum: Splinten I Øjet – om danskernes forhold til de fremmede. Jacques Blum og forlaget Stavnsager 1986

Øystein Gaashold og Lise Togeby: I syv sind. Danskernes holdninger til flygtninge og indvandrere. Forlaget Politica 1995.

 

16. Mehmet Ümit Necef: Jeg vil ikke være en simpel fremmedarbejder som min far, p. 62. Odense Universitetsforlag 1994.

 

17. Pernille Bramming, Søren Mørch, Torben Rugberg Rasmussen: Bastardkultur, p. 16. Center for Mellemøst-Studier, Odense Universitet 1990.

 

18. Mehmet Ümit Necef: Jeg vil ikke være en simpel fremmedarbejder som min far, p. 69. Odense Universitetsforlag 1994.

 

 

 

19. Christina B. Jagd: Når fordomme bliver til racediskrimination. Dokumentations- og rådgivningscentret om racediskrimination, p. 6, 1997

– Snesevis danske udgivelser behandler, ofte ensidigt,  disse og lignende problemer – en massiv bearbejdelse af danskernes holdning !

 

2o. Mehmet Ümit Necef: Jeg vil ikke være en simpel fremmedarbejder som min far, p. 96. Odense Universitetsforlag 1994.

 

21. Ole Hammer og Charlotte Toft: Det flerkulturelle Danmark, p. 110, Forlaget Klim, 1995.

 

22. Kronik i Berlingske Tidende 5. juni 1999.

 

23. I forbindelse med en række kritiske, men nøje dokumenterede artikler om islam har jeg modtaget flere vrede reaktion fra muslimske informationsgrupper. Det fælles træk har været, at alle synspunkter er islam uvedkommende, da Koranen og hadith ikke er læst på arabisk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *