Folkelighed og indvandrerpolitik

 

 

 

Højskolebladet nr. 33

18. oktober 1996

 

 

 

 

Folkelighed og indvandrerpolitik                

 

                                            af tidl. domprovst Poul E. Andersen, Odense

 

 

 

Det er svært at gennemføre en flygtninge- og indvandrerpolitik i dag. Især i et folk som det danske, hvor der i tusind år har været en meget stor etnisk ensartethed.

Det var meget lettere i 1945 med de store flygtningeskarer fra det tyske sammenbrud. Disse frem­mede samledes i afsides liggende lejre bag pigtråd. Og bevæbnede vagtposter sikrede, at ingen forlod stedet og blandede sig med danskere på offentlige områder. Så snart der blev mulighed for det, sendte vi dem ud af landet og vor forpligtelse ophørte. I virkeligheden var der ikke mange, der lagde mærke dertil. De, som døde under opholdet, fik deres hvilested på kirkegården, ofte i et hjørne nær affalds­kummen. Som regel stod der en træplade med et navn og en dødsdato.

.Meget anderledes er vor indvandrer- og flygtningepolitik i dag. Indvandringen har allerede fundet  sted gennem adskillige år, og ingen kan vide, hvornår strømmen er forbi. Måske sker det aldrig.De fremmede har fået rettigheder, meget detaljerede, og de gør brug af dem. Forsorgen er udbygget, og udbygges stadig videre. Mange indvandrere opnår en levestandard, der er flere gange højere  end hvad, de kendte i deres hjemlande, selv i fredstider. Ofte kan de med deres overskud forsørge fami­liemedlemmer, der blev tilbage i deres hjemland, med penge, der sendes ud af Danmark. På trods af omfattende omsorg, er det dog ikke lykkedes at gennemføre en effektiv integration i den danske be­folkning, selvom myndigheder og private organisationer arbejder hårdt derpå.

Den danske befolkning er dybt splittet i holdningen til de fremmede. En stor gruppe mennesker ligger under for en slags kollektiv skyld, fordi det ikke er lykkedes at skabe forståelse for, at indvandrerne skal modtages som medborgere og uden forbehold behandles som sådan. De føler det smerteligt, at de ikke kan forhindre udelukkelse af de fremmede fra et normalt integreret socialt liv i deres nye fædre­land, og en del føler sig endda af kristne eller humanistiske grunde forpligtede til at bryde dansk lovgivning for at støtte asylsøgere som fastlagte regler nægter opholdsret..

 

En anden og måske større gruppe af danskere bærer på en stærk vrede, – undertrykt eller uudtalt – overfor de fremmede. De føler, at de trænger sig ind i deres land, forøger arbejdsløsheden, skaber voksende boligkøer, belaster skoleundervisningen og modtager bistand fra staten i langt  større om­fang end landets egne beboere. Og i mange kredse er der ængstelse for den kriminalitet, som mange flygtninge og indvandrere bringer med sig. Men vreden er ikke blot et udtryk for, at de fremmede tærer på de ressourcer, som egentlig skulle tilfalde landets egne borgere, den er ligeså meget udtryk for en følelse af undertrykkelse i deres eget land. Hver gang de forsøger at formulere sig med en eller anden kritik af fremmedpolitikken, er forargelsen over dem fra myndigheder, politiske kredse og de private organisationer, der arbejder for integration, og mangt et racismeskældsord har lukket mun­den på mennesker, der så føler, at frihedsrettigheder er taget fra dem, og at en garanteret yrtringsfri­hed i praksis vanskeliggøres.

Når to så emotionelt betonede reaktioner lever side om side i vort samfund, og så indædt, som tilfæl­det er, så tyder det på, at der er noget helt galt med vor flygtninge- og indvandrerpolitik, specielt med de markante integrationsbestræbelser.

Det er mit indtryk, at en række problemer er begrundet i en manglende forståelse af og respekt for, hvad dansk folkelighed er. Det hænger måske sammen med, at folkelighed i mange hovedstadsmiljøer har klang af forsamlingshus eller EU-modstand og derfor virker som en forældet romantisk fremstil­ling, som ikke skal tages alvorligt i et moderne samfund. Med risiko for at tabe en del af læserne vil jeg dog med udgangspunkt i Grundtvigs forståelse af dansk folkelighed plædere for, at der er et par synspunkter på folkelighed, som man må tage alvorligt, hvis man ikke vil gå helt fejl af befolk­ningen i flygtninge- og indvandrerpolitikken og lægge op til fremtidige konfrontationer, som man kender der fra USA, fra Harlem og Los Angeles.

Dansk folkelighed betyder ikke blot, at der i et bestemt område findes en nation af mennesker, som kalder sig danske, og som er undergivet bestemte politiske, økonomiske og sociale vilkår, sådan som nutiden nu har krævet det. Hvis det alene er den sociologiske forudsætning hos folk, der driver frem­medpolitik, og det tror jeg ofte, det er,  så løber de lige ind i problemer, som de allerede nævnte. Og de må finde sig i, at de bli­ver mistænkt for at ville kue en befolkning til at miste mund og mæle, mens en ufolkelig politik reali­seres midt imellem dem, og mens visse mondæne kredse flirter med en drøm det multikulturelle  Sagen er jo, at dansk folkelighed er noget mere, og det må man vide, hvis man vil have forståelse for, at fremmede skal havde fuld hjemstedsret i Danmark.

Dansk folkelighed er det at være sig bevidst som dansk på et bestemt sted, bundet sammen med andre gennem fælles sprog, gennem en hundredårig historie og gennem en gammel kultur, som man har lært at forstå sig selv igennem. Grundtvig turde engang ublufærdigt benævne dette fænomen den dan­ske folkeånd.Gennem det talte sprog ( modersmålet ) er vi fra børn af blevet indført i det, der digtes, skrives og fortælles, det være sig det sublime såvel som banaliteterne. Gennem historien og religionen kommer der navne og år og fornemmelse af fælles skæbne ind i generationernes udvikling, og der kommer idealer og normer, som former vor bevidsthed. Når denne arv overtages, ubevidst eller be­vidst, skabes identitet og rodfæstethed. Det må ikke mindst på denne baggrund være et chok for alle med respekt for dansk folkelighed, at undervisningsminister Ole Vig Jensen for øjeblikket af al kraft arbejder for at afskaffe almenfagene historie og kristendomskundskab fra seminariernes læreruddan­nelse. Det vil lette bevægelsen i retning af det multikulturelle, og den letsindige overfladiskhed vil tri­ves derved. Et folk med en baggrund som den nævnte er ivrigt for oplysning og fornyelse, men det vil ikke lade sig opdrage. Det vil selv finde sin vej, og holdninger kan ikke bare flyttes.

Dansk folkelighed har ikke meget med nationalisme at gøre. Den er i høj grad villig til at møde andre folk med respekt, og den er vidende om, at folkelighed leder ud i det mellemfolkelige.

Men hvad betyder nu det for fremmedpolitikken ? Jo, det betyder først og fremmest, at når danske skal føres sammen med fremmede, må det ske i frihed og uden bedrevidende ideologi fra anden side. Myndigheders integrationspres fører til underkuelse af alle parter, og det leger med en undergrund af vrede, som er farlig for kommende generationer.

Jeg har været med til at forsøge at indføre tamilske indvandrere i en dansk seminarietradition. Det var spændende. Men ikke en eneste personlig kontakt voksede ud af det. Jeg har været initiativtager til et forsøg på at skabe et socialt fællesskab mellem indvandrere og danske sognemenigheder. Og mange ville gerne mødes en enkelt gang og iagttage hinandens forunderlige skikke. Men ikke et eneste per­sonligt venskab udsprang deraf. Og hvorfor nu det ? Fordi alle arrangerede integrationssituationer er unaturlige. Under studieår i et fremmed land oplever man, at man først kan vokse ind i et fremmed fællesskab på baggrund af et studiehistorisk og sprogligt fællesskab. Når man yderligere har prøvet at bo nogle år i et fremmed land, hvis  sprog man er helt udelukket fra, og hvis historie man ingen andel har i, så ved man noget om, hvad fremmedhed er, og man ved også, at troen på integration er ro­man­tik uden jordforbindelse, den tager generationer. Når således barmhjertige blandt landets indbyggere vil tage sig af en, åbenbares det sproglige og kulturelle dyb, der adskiller, med en sådan pinagtighed, at fremtidige forsøg ikke fri­ster. På baggrund heraf er jeg sikker på, at fremmede i vort eget land må forblive fremmede iblandt os, indtil de taler sproget og føler sig delagtige i vor politiske, kulturelle og sociale historie. Man har intet at give hinanden, hvis man ikke har et medium at mødes igennem Og ingen som helst har ret til bebrejde danskerne, at de ikke vil have med dem at gøre. For ligesom ind­van­drerne har ret til at forsvare deres eget miljø og deres egen kreds, har danske ret til at færdes uden dårlig samvittighed i deres omgangskreds med familie, arbejdsfæller, ungdomsvenner og studiekam­me­rater, og de vil føle sig ufrie og utilpas, hvis de på dette plan skal forpligtes på andre.

Hvis man i flygtninge- og indvandrerpolitikken skal respektere dansk folkelighed, er der flere ting, der skal stå klart. For det første, naturligvis, at man er forpligtet til at modtage flygtninge i overensstem­melse med internationale konventioner og i overensstemmelse med indgåede politiske aftaler.  Der er ingen kløft mellem det folkelige og det mellemfolkelige. For det andet er danske myndigheder forplig­tet til at informere bredt og uden vrangvilje og forbehold om alle forhold vedrørende flygtninge og indvandrere, om antal, nationaliteter, omkostninger, sociale og retslige problemer, om følger for ar­bejdsmarked, boligmarked, børnehaver og skoler samt om perspektiver i befolkningsudviklingen.

Det må desuden været helt selvfølgeligt, at enhver dansker har frihed og ret til at kritisere de frem­mede og arbejdet iblandt dem, uden at racismeskilte brændemærkes på ham, på samme måde som flygtninge og indvandrere er berettiget til at kritisere deres forhold og danske synspunkter.

Indvandrere siger frit og frejdigt, at dansk ægteskabslovgivning og seksualmoral er syndig, og de ud­trykker ofte en negativ holdning til danske religiøse skikke og overfor dansk kriminalpolitik. På samme måde kan danske kritisere indvandreres normer på disse områder. Kun når tingene siges ligeud, kan en samtale finde sted. Danskere er normalt ikke bange for at oplyse, at de ikke kan fordrage tyskere og svenskere. Ingen kaldes racister af den grund. Der bør også være en selvfølgelig sag, at man frit kan udtale, at man ikke bryder sig om f. eks  palæstinensere og pakistanere. Det ville være nedla­dende, om man her skulle tage særlige hensyn. Holdninger af denne art har intet med racisme at gøre. Frie mennesker skal ikke bringes til tavshed. Racisme er udtryk for at ønske om forskelsbehandling af mennesker på grundlag af deres  racemæssige tilhørsforhold samt, i udartede former, overbevisninger om, at såkaldte højerestillede racer er berettigede til at undertrykke andre. Det må man holde sig for øje. En reel forståelse af racismebegrebet giver aldrig selvpromoverende moralister ret til at fremhæve egne dyder ved at forsøge at bringe andre til tavshed ved en kvalmende moralisme.

Hvis dansk folkelighed skal respekteres, må det fastholdes, at det danske folk ikke skal opdrages og forandres. Og det skal de fremmede heller ikke. De har ret til at fastholde deres skikke, kultur og ven­skabskredse inden for landets love og givne rammer. Og de bør frit kunne udtale sig derom. Hvis de yderligere vil være danske, så sker det ved, at de efterhånden lærer sproget, lever sig sammen med landets kulturelle, sociale og politiske historie. Der er ingen anden vej. Og integration sker ikke ved at man presses mod hinanden, den sker ved, at man mødes som arbejdskammerater, i boligbestyrelser, forældreråd, i politisk arbejde og i uddannelsesmil­jøer. Enhver pression direkte eller indirekte er gift for en fredelig udvikling i forholdet mellem gamle borgere og nye. Alt for meget politiske bedreviden og alt for meget selvretfærdighed har præget de­batten. Det er demagogi at ville nægte, at de mange fremmede tynger vore budgetter, at de er besværlige og krævende. Men vi tager imod dem som men­nesker med hårde skæbner, og vi vil tage os godt af dem, give dem plads iblandt os som nye danskere, men lad os blive fri for den selvhøjtidelige moralisme og pædagogiske bedreviden, der ligger som en dyne over flygtningepolitikken og truer med at forurene ethvert naturligt menneskeligt forhold til vore nye naboer.

 

 

Ovenstående artikel er en bearbejdelse og en udvidelse af kronik i Jyllands-Posten den 26.7.96.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *