100.000 kr. til danskerhad

                                                                                                                                                          Morgenavisen

                                                                                                                                                          Jyllands-Posten

                                                                                                                                                          28. november 1999

 

 

100.000 kr. til danskerhad

 

 

Meninger

af tidl. domprovst Poul E. Andersen

Odense.

 

I 70-erne og 80-erne hadede marxisterne det danske samfund. Det var ikke værd at bevare. Den samme holdning møder vi idag hos mange personer bag det mangebenede mastodontdyr, som udgøres af de ideologiske humanitære organisationer, nævn, centrer og foreninger, som mer og mer får karakter af ekspanderende flygtningsindustri. Det indtryk får man i hvert fald, når man hører udtalelser fra ledende medlemmer herfra, eller læser de mange publika­tioner, de udsender.

For nylig kunne man i pressen læse, at et af de statsstøttede centrer, Doku­mentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination, DRC har modta­get 100.000 kr fra kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen til oprettelse af en hjemmeside til at informere os om racisme, ligestilling og det multikulturelle samfund.

Hvem står så bag dette rådgivningscener ? Ja, det blev indviet af tidl. inden­rigsminister Birte Weiss i 1994. Det støttes af indenrigsministeriet, LO, SID, Kvindeligt Arbejderforbund, Politiken Fonden, 1. maj Fonden og Forsknings­fonden af 1971.

DCR har netop i anledning af 5-års jubilæet udsendt en såkaldt sortbog: “Hvem forsvarer det flerkulturelle Danmark” af Moses Larsen. I bogen for­tælles i højstemt tone om den succes, centret har opnået. Den anklager de danske myndigheder for at have “et umodent forhold til det flerkulturelle samfund” og for at svigte beskyttelsen af de etniske minoriteter. Den fortæl­ler, at det er lykkedes at skaffe flere tusinde klager fra etniske minoriteter. Blandt dem er udvalgt 48 sager, som kan “visualisere diskriminationens mange grimme ansigtsudtryk”. Og så gennemgås i stort og småt diskrimina­tion eller racisme hos Magasin, Shell, hos undervisningsministeriet, på disko­teker, i svømmehaller, på arbejdsmarkedet og talløse andre steder.

I en række øvrige publikationer afsøger DRC nidkært alle samfundets funktionsområder for at afdække danskernes muligheder for direkte eller indirekte racisme eller dis­krimination. I bogen “Når fordomme bliver til racediskrimination” påpeger Christine B. Jagd, at selv offentlige myndigheders og kontorers procedurer/rutiner, som an­ses for kulturneutrale, diskriminerer, da de bygger på danske kulturtraditi­oner! Flertallets sprog, lovgivning, tradition og omgangsformer kan natur­ligvis af minoriteter opfattes som diskriminerende, men Jagd går så vidt, at hun hævder, at danskere ikke må beskæftige sig med indvandrerproblemer, for “Fokuseringen på kulturelle forskelle ligner til forveksling racistiske for­domme og opfattelser” ( p. 15 ).

I Tim O’Connor og Ysar Cakmak: “Kom indenfor og lad være med at føle jer velkommen” fortsættes utrætteligt jagten med anholdelse af danskeres tvivlsomme udtalelser, der kan skabe baggrund for racediskrimination. Ytringsfrihedens vide grænser beklages – det havde jo været rart at kunne slæbe mange flere for retten – og illustrationerne, hvor morsomme, de end er, afslører danskerhadet åbenlyst.

Erik Tinor-Centi har udgivet skriftet: “Om at sætte ild til en krudttønde”. Heri polariserer og cementerer han holdningerne i det danske samfund gennem radikalisering af kravet om etnisk ligestilling. I bogen “Etnisk ligestilling til forskel” af Amira Bada, Jane Skifte og Eric Tinor-Centi fremdrages flere in­teressante synspunkter. Jeg nævner blot et punkt  I et af afsnittene kræver forfatterne indførelse af adfærdsregulering i det danske samfund. Alle virksomheder skal indføre adfærdskodeks for både ledelse og medar­bejdere, så etnisk diskrimination undgås. F. eks. skal ansættelse af medarbej­dere tjene formålet etnisk ligestilling, minoriteter skal have egne helligdage og særlig bespisning, racistiske vittigheder forbydes, arbejde skal afstemmes efter ramadan, og alle skal kunne udøver deres religion i arbejdstiden. Der sikres klageadgang og tilsyn med overholdelse af kodeks. En effektiv over­vågning med konsekvenser er påkrævet, og en etniske registrering af perso­nalet skal afsløre racediskrimination. Den bærende ånd kommer f. eks. til udtryk i forslaget om, at et racistisk præget tilråb på en fodboldbane skal have øjeblikkelige konsekvenser, og et racistisk motiveret udtryk om et ny­dansk postbud skal medføre standsning af postudbringning. I alle skoler er tvivlsomme vittigheder forbudt, der skal indføres censur af undervisningsma­terialer, bøger, der har udsagn, der kan fortolkes som nedværdigende, skal fjernes, og skolens informationsvirksomhed skal også gøre brug af minori­tetssprog.

Det er ikke klart om DRC kræver særlige kvalifikationer ved ansættelser af medarbejdere, eller om blot rigtige holdninger er tilstrækkeligt. Materialet ty­der på det sidste.

Det forekommer mig, at ufriheden får særdeles gode kår i det samfund, som DRC har for øje. Der er mer end blot anstrøg af totalitær ideologi. DRC formår som ingen andre at opbygge spændinger i det danske samfund, og på mesterlig vis at vende vrede indvandrere mod det danske samfund, hvor nedværdigelse og diskrimination tilsyneladende omgiver dem døgnet rundt. Det er nærliggende at spørge både indenrigsministeren og kulturministeren, om det er sådanne holdninger, der ønskes fremmet gennem dansk indvandrerpolitik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *