TRO OG VIDEN

Morgenavisen

                                                                                                                                    Jyllands-Posten

                                                                                                                                    søndag den 16. maj 1999

 

 

Indblik

 

TRO OG VIDEN

Det må ikke overses, at hvis tolerancen bliver så selvbevidst, at den fremtræder som den stærkes ret, så udvikler den sig til en herskerideologi, der ikke tåler nogen ved sin side, anfører Poul Erik Andersen.

 

 

                                                                  Islam og den kritiske dialog

 

af

Poul Erik Andersen

tidligere domprovst

Sadolinsgade 114 a,

Odense.

 

“Når man i åndelige spørgsmål forfægter tolerancen, hvorfor gælder den så kun dem, man er enig med ? Gælder en tolerancepagt kun til én side ?”

 

I en del kronikker og artikler har jeg påpeget, at den danske befolkning i de kommende år vil blive stillet over for en kulturel udfordring af hidtil ukendt omfang. Den store indvandring af mennesker med helt fremmed, oftest muslimsk baggrund tvinger os ud i en debat, som ikke alene handler om økonomi, men også om de lange perspektiver i kulturmødet. ( Iflg. Danmarks Statistik er der pr. 1. januar 1999 400.000 med udenlandsk baggrund, og antallet forventes fordoblet inden for de kommende 20 år ). Dette kulturmøde kan ikke tage udgangspunkt i en sentimental politisk naivisme, men må finde sted ud fra et karskt og nøgternt kendskab til de nye borgeres historie, religion og kultur.

I de nævnte artikler har jeg skelnet skarpt mellem den muslimske fundamentalisme, som endnu kun er slået igennem i visse grupper herhjemme, og så det store antal af indvandrere, som nok ønsker et kulturelt særpræg, men også er indstillet på at lade sig integrere i det danske samfund i en langsom tilpasning. Der har ikke været udtrykt ønske om at standse indvandring og familiesammenføring, om ringere sociale kår end danske eller tilbagesendelse. Ofte henvises til arbejdsmarked og uddannelsesområder som naturlige integrationsrammer.

Det er derfor ikke indlysende, at missionær Leif Munksgaard i en særdeles utålsom kronik den 16. april 1999 under overskriften: “Tværreligiøse samtaleregler”  kan hævde, at jeg ligestiller Islam med Fanden selv, påstår, at alt i Islam er fanatisme og brutal terror, og at muslimerne er fyldt med løgnagtigt dobbeltspil. Mere relevant var det, om han havde taget stilling til mine artikler og forholdt sig til, om mine synspunkter er sande eller ej. Munksgaards kronik er endnu mere overraskende, når det tydeligt fremgår, at han ud fra mange års personlige erfaringer netop selv har oplevet de ting, som har skræmt mig: radikal-fanatisme, bekæmpelse af anderledes troende, kvindeundertrykkelse,  tolkningsproblemer ved udlægningen af Koranen, den uheldige sammenblanding af religion og politik og problemer med menneskerettighederne. Dog føjer Munksgaard bestandig til, at han forventer, at det bliver bedre, ja, der er allerede fremskridt flere steder. Det er hans opfattelse, at man gennem dialog/samtale kan skabe en “Tolerancepagt”, der skal hjælpe os til at klare alle disse problemer.

Der er nogle uldne ting i forbindelse med denne tolerance. Og det bør man lade sig anfægte af: Hvorfor er man f. eks et ærligt menneske, når man skildrer de grusomheder, de kristne har begået igennem historien, mens man er provokatør og fremmedfjendsk, når man skildrer Islams tilsvarende historie. Og hvorfor betragtes man som seriøs teolog, når man overvejer, om der er sandhed i postulatet om, at Jesus var bøsse, eller måske politisk oprører, mens man næsten er blasfemiker, som fortjener ” at brænde op i Helvede”, som herboende muslimer skriver til mig, hvis man påviser, at Muhammad i sin personlighed har en brutal natside ? Og hvorfor er man klartskuende progressiv, når man påviser, at ligestilling ikke er gennemført i det danske samfund, mens man er hadefuld og fremmedfjendsk, når man ønsker at drøfte kønsdiskriminering og kvindeundertrykkelse i muslimske samfund ? Når man i åndelige spørgsmål forfægter tolerancen, hvorfor gælder den så kun dem, man er enig med ? Gælder en tolerancepagt kun til en side ?

Det er nok en overvejelse værd, om vi i Danmark i overensstemmelse med en politisk trend er ved at udvikle et ideologisk tolerancebegreb, som frimodigt går hånd i hånd med utålsomheden. I så fald har åndsfriheden hårde dage. I mit begrebssystem vil indædt tolerance kun styrke fanatikere. Alle er enige om, at uden tolerance stivner de menneskelige relationer. Men det må ikke overses, at hvis tolerancen bliver så selvbevidst, at den fremtræder som den stærkeres  ret, så udvikler den sig til en herskerideologi, der ikke tåler nogen ved sin side. Når så dertil kommer, at tolerancen cementerer et overordnet begreb, som hedder dialog eller samtale, så må alt føje sig derefter, og så lægges der bælte omkring alt, hvad der har særpræg, om frihed og selvstændighed.

I den del af missionsteologien, der handler om forholdet mellem Kristendom og Islam bestemte man gennem lang tid relationerne som konfrontation. Denne holdning er forladt fra kristent hold. Fra muslimsk side gælder det endnu til dels i praksis, i hver fald i lande som Indonesien, Sudan og Nigeria.

Senere tolkedes relationerne mellem de to religioner som møde. Men efterhånden, som det blev tydeligt, at resultaterne af generationers kristen mission blandt muslimer næsten udeblev, mens Islam vandt kraftigt frem i kristne områder, så blev ordet dialog/samtale det bærende begreb, accepteret i næsten alle kredse. For i ordet dialog kan man lægge næsten alt. Og det har man gjort.

Leif Munksgaard nævner ti forskellige, men helt selvfølgelige regler for samtale, som kan bruges i samværet mellem mennesker med forskellig baggrund. Men han glemmer at fortælle, hvad der skal opnås gennem samtalen. Dialog/samtale kan nemlig være mange ting. Den kan være det almindelige møde mellem mennesker med vidt forskellig kulturel ballast, som kun har godt samvær som mål. Den kan være den drøftelse, hvor parterne aftaler at hjælpe hinanden med praktiske ting, eller som bringer misforståelser ud af verden, dvs. et tillidsskabende møde. Den kan også være drøftelsen, hvor parterne samtaler om at give hinanden indflydelse og at afstå noget af sit eget til fordel for den anden. Her tyder noget på, at den diffuse og velvillige folkekirkelige imødekommenhed er rede til at gå et stykke. Ellers ville det ikke give nogen mening at formalisere dialogbestræbelser ud over hvad der i forvejen foregår i børnehave, på skoler på uddannelsesinstitutioner og på arbejdspladserne.

Allerede i 1971 påpegede den kendte norske missionær og senere biskop Arne Rudvin udglidningsmulighderne i denne form for dialog: “Alle muhammedanermisjonærer….har svært ofte haft fredelige, venlige samtaler med muslimer, hvor begge parter, kansje p.g.a. høflighed har forsøgt å gå inn på hverandres synspunkter og forsøgt at forstå hverandres religion. Og jeg tror de fleste av oss her i praksis… har gått lengre enn vi egentlig teologisk sette ville finne det forsvarligt. Dette er noe, som hører med til orientalsk høflighed”  ( Evangeliet og Islam p. 26 ). Og endelig kan dialogen gå så langt, at man fra kristent hold i muslimsk lære og fromhedsliv ser Guds fortsatte åbenbaring uden om Kristus. Kristus bliver således ikke Guds endelige åbenbaring. En tanke, som skulle ligge luthersk teologi meget fjernt.

Munksgaard siger ikke direkte, hvad målet med hans dialog er. Men et af formålene må i hvert fald være at skaffe Islam en vis om end beskeden form for placering i dansk kirkeliv. Han ser det i hvert fald som et ønskværdigt mål, at selve den islamiske mufti deltager i danske bispevielser, uanset Koranens bitre udfald mod alle kristne. ( f. eks. Koranens Sura 9.30. ) Da Munksgaard gennem sin tilknytning til Fyens Stifts Tværkulturelle Samarbejde repræsenterer et offentligt og meninghedsrådsfinancieret organ, taler ham med en vis vægt.

En betydelig forsigtighed har altid præget dialogen mellem kristne trossamfund. Samtalerne mellem protestanter og katolikker f. eks. om synet på bispeembedet og retfærdiggørelseslæren har et langsomt forløb. En tilsvarende forsigtighed bør præge dialogen mellem kristne og muslimer, og man kan undre sig over den åbenhed og uforberedthed, hvormed repræsentanter for den danske folkekirke ønsker at møde den stærke og yderst facetterede modpart Islam, som den er repræsenteret blandt indvandrerne. Mon f.eks. en kristen pavelig kardinal umiddelbart kunne være ligeså velkommen ved en bispevielse som den muslimske mufti ?.

I dialogen skal man efter min forståelse møde vore nye medborgere på ethvert niveau. Her medbringer vi vor egen religion, historie og kultur. Det står vi inde for. Og vi medbringer al den viden, positivt og negativt, som vi kan opbyde om vore partnere, også om emner, som vi af værtshøflighed ønsker at gå uden om, ellers får vi ingen ærlig og ligeværdig debat. I dette land må der være fuld frihed for ethvert menneske til at skaffe sig viden herom, orientere herom og tage stilling hertil uden at skulle rammes af toleranceidoelogiens bandbulle. Gud bedre det, om det skulle forholde sig anderledes.

 

Poul E. Andersen.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *