Islam og det kristne vesten. Konfrontation på vej

( Helsingør Stiftsbog 2000

                                                                                                                                    ej trykt )                               

 

 

 

Islam og det kristne vesten. Konfrontation på vej

 

af

tidl. domprovst Poul E. Andersen

Odense.

 

 

 

 

 

Er vesten og islam på kollisionskurs? Meget tyder på det. Indsigtsfulde folk med vidt forskellig baggrund udtrykker bekymring. I bogen “de uansvarlige” red. Troels Mylenberg og Jeppe Nybroe, udtaler fhv. minister og formand for Folketinget Erling Olsen “I 2000-tallet kommer der et kæmpe klask mellem den kristne og den islamiske kulturstat”. Han opfordrer til tolerance over for andre kulturer og andre religioner, og han lægger afstand til politologen Sa­muel Huntingdon, der anser konflikten for uundgåelig, og er tilbøjelig til at anbefalet, at opgøret skal tages nu, mens Vesten endnu indtager en magtpo­sition.

 

Tidligere direktør for Verdensbanken Sven Burmester påpeger, at de store kultursammenstød i verden hyppigst sker mellem muslimer på den ene side og kristne og hinduer på den anden. Problemet er det fundamentalistiske is­lam, der har stor opbakning i den islamiske verden, og som skaber problemer både for de muslimske lande og for alle de lande, som muslimerne nu bosæt­ter sig i. ( Jyllands-Posten 30. juli 2000 ).

 

Fra en helt anden kant lyder tilsva­rende betænkeligheder. Det gælder den sy­risk-tyske muslim Bassam Tibi, der i sit store værk “Krieg der Zivilisationen” advarer mod et islam, der er foran­kret i absolutisme, og mod den stigende militante indvandring fra de nordafri­kanske og mellemøstlige områder. En kontant dialog uden svaghed ser han som den eneste vej at gå.

 

De muslimske befolkningers voksende had mod alt vestlig og skræmmende konfrontationer i Mellemøsten og i de sydlige tidligere sovjetstater tyder på, at der er god grund til opmærksomhed overfor disse problemer.

 

Da østeuropæiske kommunistiske systemer brød sammen, især markeret ved murens fald i 1989, var der mange, der frygtede det ideologiske tomrum, som herved opstod. Kommunismen var jo en altomfattende universelt tænkt ideologi, der ikke så let kunne erstattes. Mange så en fare i, at kapitalismen og den liberalisme, der bar den, nu var uden ideologisk modstykke, og at den derfor uhæmmet ville bevæge sig mod en umenneskegjort verden. Dette blev dog ikke umiddelbart tilfældet. I stedet oplevede man, hvordan de nyre­ligiøse bevægelser bragede ind over Vesten med forkyndelse af selvopfyl­delse og frelsesidealisme. Men sammenrendet af de mange forskellige tanker og sammensmeltning af mange aktuelle og historiske størrelser var uden fast ideologisk fundament og klingede langsomt af.

 

Men pludselig træder islam overraskende ind på verdensscenen som vestens og liberalismens stærke modpart.

 

I mange årtier var islam helt ude af fokus. Efter første verdenskrig, der umiddelbart afsluttede de muslimske staters magtæra, satte de vestlige lande sig  på disse gamle stater på ydmygende vis og skabte derved grobund for den muslimske befolknings afsky for al vestlig kultur. Under 2. verdenskrig og den kolde krig spillede landene i Mellemøsten stort set kun en rolle som olieleverandører og opnåede ikke for alvor at skaffe sig  plads i den vester­landske befolknings bevidsthed. Den helt naive forståelse af islam som en to­lerant religion voksede frem i disse år, godt hjulpet på vej af et smerteligt hi­storietab i Vesteuropa.

 

Med den europæiske kommunismes fald blev der pludselig plads for den muslimske religion også i Europa. Den besidder en religiøst funderet univer­salistisk verdensanskuelse og en hensynsløs fremdrift som på 50 år har ladet islams tilhængerskare vokse fra 235 mill. til 1.1 milliard. Med selvsikkerhed gør den brug af vestens teknologiske frembringelser ( hævder endog ofte, at de alle er skabt i muslimske lande ), samtidig med at den lægger kraftig af­stand til den øvrige del af vestens kultur.

 

Den genopblomstrende islam har både kristendommen og de vestlige demokratier som naturlig modpart. Grundlæggende for islam er det, at den omfatter alle aspekter af samfundet, både de religiøse og de verdslige. Det åndelige og det verdsligt politiske kan for rettroende muslimer ikke skilles. Det betyder, at islam må distancerer sig både fra Vesteuropas kristendom og de vestlige politiske systemer. De euro­pæiske demokratiske stater er nok på mange måder udsprunget af kristen tænkning og tilværelsesforståelse, men i staternes politiske magtudøvelse, har den kristne kirke ingen indflydelse. Det er tydeligst i de protestantiske samfund, hvor stat og kirke siden reformationen har været helt adskilte.

 

Både kristendommen og islam er universalistisk bestemt, og ser mission som middel til at udbrede troen. For de kristnes vedkommende er sendelsesopga­ven tydeligt udtrykt i missionsbefalingen ( Matth. 28.18 ). For islams ved­kommende rummes missionsforpligtelsen i flere udsagn i Koranen f. eks. Sura 33.27 og Sura 9.20: “Og Allah gav jer deres ( de vantros ) land, deres huse og formuer i arv, og land, som I end ikke har betrådt. Allah har magt over alle ting”. “De, som tror og udvandrer med deres gods og med blod kæmper for Allahs sag, indtager den højeste rang hos Allah”.

 

For kristne angår mission ikke folk og lande, den har kun et åndeligt og indi­viduelt aspekt, et aspekt, som endda i de sidste par generationer er blevet stærkt svækket og er suppleret med dialogtanken og et udbredt socialt ar­bejde. I muslimske lande har kristen mission svære kår og er næsten uden positive resul­tater. Hos muslimerne derimod har mission ( dáwa ) et meget bredere mål, den har naturligvis både et religiøst og et politisk perspektiv. Den skal  på verdensplan lægge hele “krigens hus”, dvs. de vantro ind under Allahs “fredens hus”, islam. Denne mission sker både med åndelige og politiske vå­ben. Den har da også sat sig tydelige spor. Flere lande og befolkninger er vundet for islam, og store mindretal i andre lande skaber udfordringer til lan­denes regeringer.

 

Set fra islamisk hold har ikke alene kristendommen men også de europæiske demokratier tydelige missionstendenser. De kommer til udtryk i talen om udbredelsen af de europæiske værdier og i den stadige fastholden af univer­saliteten i menneskerettighederne. Det sker til stor vrede for muslimerne, der under ingen omstændigheder kan tiltræde de grundlæggende holdninger  i menneskerettighederne, der efter deres opfattelse indsætter mennesker på Allahs plads.

 

Vesten har ingen tanker om at inddrage muslimske lande i den vestlige kristne kulturkreds. Hvad det religiøse angår, har man i hvert fald intet fol­ke­ligt ønske om at sætte verdslig magt bag religiøse bestræbelser. Den indi­vi­dualisme, som voksede frem af renæssancen og reformationen frigjorde men­nesket fra den kollektive forståelse af stat og religion og stillede det en­kelte menneske ansigt til ansigt med Gud.

 

Men hvorfor kan der så være grund til at frygte det helt store sammenstød mellem islam og det kristent prægede Vesteuropa?. Ja, det er der mange grunde til. Set fra muslimsk hold foreligger der en uendelige provokation i, at vesten globalt markedsfører sine værdier, hvoraf mange er direkte inspireret af de afskyelige dekadente og ateistiske strømninger fra USA. Ateismen er for muslimerne det foragteligste af alt. De frygter at sådanne holdninger skal få plads i deres kultur i de muslimske lande og i de milliontallige muslimske samfund i indvandrerlande. Strømningen fra vest opfattes ofte som en direkte fortsættelse af middelalderens korstog.

 

Et farligt element er også vestens indgreb i muslimske stridigheder, som i Irak og i den i muslimernes øjne dobbeltmoralske støtte til Israel i de isra­elsk-palæstinentiske opgør.

 

Men hvad kan så bringe vesten på kollisionskurs mod islam og islamiske stater?

 

Ja, olien er naturligvis et stadigt memento. Hele den vestlige verden er så dybt afhængig af Mellemøstens olieleverance, at blot en svag trussel mod olien som våben vil have uhyggelige konsekvenser.

 

Men ligeså skræmmende kan tendenserne til religiøs absolutisme i mange muslimske befolkninger virke. Den genfødte interesse for Koranen og den nyere tids radikale tolkninger heraf ikke mindst fra iranske, palæstinensiske og afghanske mullaer og imamer finder lydhørhed i store befolkningsgrupper. I de militante fundamentalistiske grupper som Hizbollah, Hamas, GIA, FIS, Milli Görüs, AICP, Pflp og Islamisk Jihad, omsættes de religiøse lederes budskaber i voldsom aggression, der koster tusinder af mennesker livet, som det har været tilfældet i Algeriet, Libanon, Sudan, Nigeria, Indonesien ( Mo­lukkerne og Østtimor ), Afghanistan og Filippinerne. Og i de sydlige, tidli­gere sovjetstater udkæmpes vedvarende blodige kampe mod muslimske op­rørsgrupper.

 

Også terrorhandlinger rundt omkring som flykapringer, bortførelser, sprængning af World Trade Center osv. vækker opsigt. Og i vesten er man uforstående over for det fænomen, at en enkelt fatwa som den mod Salman Rushdie kan vække hadefulde kræfter i næsten hele verden.

 

Flere steder dukker erindringer op om de muslimske herskeres tretten­hund­rede lange hærgen, ofte i form af Jihad mod deres fjender, ikke mindst i syd­europa. Et senario af denne art vil man gøre alt for at holde borte fra sit ver­densbillede.

 

Langsomt går det op for vesten, at det, der står i Koranen skal tages alvor­ligt, også selvom det udtrykker 600-tallets tænkning. Det gælder også de voldsomme udfald mod de vantro, og mod jøder og kristne. Mens den kristne Bibel er under stadig tolkning og genstand for historisk-kritiske un­der­søgelser, så gælder det ikke for Koranen. Den er Allahs endelige og ufor­anderlige ord og bud, som ikke kan diskuteres, men skal forstå og efter­leves bogstaveligt.

 

Når man overvejer de faktorer, som rummer kollisionspotentiale, må man også regne den fortsatte muslimske indvandring til vesten fra de mindre ud­viklede land ind i billedet, ikke sjældent modbringer de kulturnormer med stærkt absolutistiske træk. Demografer, f. eks.. Hans Oluf Hansen, Økono­misk Institut, Københavns Universitet vurderer således, at indvandrere og efterkommere få årtier udgør flertallet i København, Brøndby, Albertslund og Ishøj kommuner.

 

Hertil kommer, at vi i de kommende årtier vil opleve folkevandringer, som er helt uoverskuelige, når fattige mennesker flygter fra nød og undertrykkelse i de overbefolkede nordafrikanske og mellemøstlige områder. Mens befolk­ningstallet i Europa i de kommende årtier vil stagnere, vil der i de muslimske lande omkring Middelhavet blive tale om fordobling af indbyggertallet fra 180 millioner til 340 millioner på 30 år. Allerede om få år vil der i disse lande være fire gange så mange under 15 år som i Europa. Hvis der ikke fra poli­tisk hold skabes helt forandrede vilkår, vil store dele af disse hungrende  og lidende finde deres vej til Europa. Og hverken politi eller militær vil formå at ændre meget derved. ( Hans Kornø Rasmussen: Tabte generationer. Udg. Unicef og Red Barnet , 1991 ).

 

Det kan ikke undre, at FN med stort flertal af medlemmer fra udviklingslande gerne ser en 100-milliones indvandring i det rige Europa. Heller ikke, at glo­balister i EU anbefaler en stærkt forøget indvandring, stærkt understøttet af et arbejdsmarked, der gerne ser et lavere lønniveau og lavere produktions­pri­ser. Et indenrigspolitisk perspektiv kan også være, at flere re­geringsledere gerne ser et nyt vælgerpotentiale i deres lande.

 

Indvandringen vil forstærke kollisionstruslen. Store mindretal af muslimer har aldrig kunnet leve problemfrit mellem kristne, og lokalbefolkningerne, som allerede producerer politiske højrepartier, vil reagere stadig stærkere. Det ses tydeligt i Frankrig, Belgien, Østrig og Danmark.

 

For politikerne og befolkningerne som helhed bliver opgaven derfor for alvor at sætte disse udviklingstendenser på dagsordenen. Politikere fra alle partier har brug for at få problemerne lagt frem til drøftelse, hvor de mødes, ikke alene i overnationale organisationer, der har svært ved at udvikle fælles hold­ninger.

 

Det drejer sig endvidere om at gøre befolkningerne i vesten og i de rige olie­nationer forståeligt, at en ændring af vilkårene forudsætter økonomiske mid­ler til udviklingshjælp til de lande, der føler sig stærkest løbet over ende af den teknologiske udvikling og derfor også er mest frustrede. Og her drejer det sig ikke om promiller af nationalbudgetter, men om stærke procenter, så det kan mærkes i den enkeltes husholdning.

 

En virkelig effektivisering af aftagerpolitikken overfor U-landenes vare­pro­duktion vil kunne skabe gode forbindelser mellem kulturerne. Fattigdom som jordbund for religiøs fanatisme må trænges tilbage, og en effektiv børne­be­grænsning må efterhånden være mulig.

 

Hvad der i øvrigt vil være af behov for tiltag for at ændre udviklingen, må fremstå gennem klarlægningen af problemerne. Der er herunder ingen tvivl om, at jagten på menneskesmuglere må prioriteres meget højt sammen med en stramning af de løse de factoregler, der gør al integrationsarbejde kaotisk. Staterne må inspireres til at acceptere fri udnyttelse af informationsprogram­mer og til at intensivere gensidig udveksling af forskere og studerende. Der må skabes fora for samtaler mellem religiøse ledere. Ikke for at de skal øve pres mod hinanden, ikke for at mønstre sejre og nederlag, heller ikke for at føre velvillig dialog, som aldrig fører til noget, men for at de ansigt til ansigt overfor hinanden kan klargøre sig deres religioners politiske og sociale im­plikationer og deres store konsekvenser for deres troende.

 

De lutherske kirker skal ikke blande sig i politiske forhold. Men enhver kri­sten er forpligtet til at leve med i det samfund, hvor Gud har sat ham, til at afdække problemer, drøfte dem, til at tale når der er brug for det, også selvom det kun kan være efter fattig evne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *