Islam og fundamentalismen

 

 

Islam og fundamentalismen

 

af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst,

Odense.

 

Til Det Radikale Venstre i Fyns Amt, efter anmodning af amtsborgmester Karen Nøhr. 2002

 

Den 11. september 2001 blev den dato, som vil huskes som datoen for den islamiske fundamentalismes rystende og bragende debut på den store verdensscene. Den har naturligvis været kendt i mange år både i storpolitik og i mere lokale terrorhandlinger. I Danmark møder vi fundamentalismen i mindre terroristisk prægede lokalopgør, men især gennem den kulturelle og politiske debat.

 

En gruppe unge dansk-muslimske politikere med fundamentalistisk baggrund har gennem længere tid hårdnakket forsøgt at gøre sig gældende i det danske partisystem. For en del af dem gælder, at de har en form for tilknytning til den pakistanske muslimske organisation Minhaj-ul-Quran, som i lighed med mange andre fundamentalistiske organisationer har underafdelinger i Danmark. Medlemstallet anslås for øjeblikket til mellem 1200 og 1500. Da der er tale om en fortløbende og meget hård kamp, bliver diskussionen om forholdet mellem demokrati og islamisk fundamentalisme også aktualiseret i Danmark. Og det rejser spørgsmålet om, hvad islamisk fundamentalisme i virkeligheden dækker over.

 

Dagspressen har vurderet de unges medlemskabet Af Minhaj-ul-Quran meget forskelligt. Nogle dag­blade har fastholdt, at organisationen er en slags humanitær bevægelse, der lægger vægt på socialt arbejde, uddannelse og integration af flygtninge. En forbindelse til denne organi­sation er derfor en udmærket forudsætning for engagement i dansk partiar­bejde.

 

Andre påviser, at Minhaj-ul-Quran er en fundamentalistisk organisation, som arbejder på at udbrede islam til hele verden, som går ind for dødsstraf, som fordømmer homosek­sualitet, bi­falder undertrykkelse af kvinder og fastholder shariarettens barbariske straffe­metoder. Det vil derfor være utænkeligt, at holdninger af denne art skulle kunne finde plads i et dansk politisk system.

 

Der er ingen tvivl om, at begge vurderinger kan begrundes, afhængigt af, hvilket ud­gangspunkt man tager.

 

Fundamentalistiske bevægelser

Antallet af islamiske fundamentalistiske bevægelser er meget stort. Indbyrdes er de forskellige, og de kan endog bekrige hinanden. Men med deres religiøse udgangspunkt i Koranen og den muslimske tradition hadith, har de et fælles fundament.

 

Blandt de kendteste kan foruden Minhaj-ul-Quran ( Pakistan ) nævnes partier og organi­satio­ner som GIA og FIS ( Algeriet ), Refah Partsi og Milli Görüs ( Tyrkiet ), Hamas, P.F.L.P, Fa­tah, Hizbolla, Islamisk Jihad og A.I.C.P. ( Mellemøsten ) og Det Muslim­ske Broderskab ( panarabisk ). Også det yderst ekstremistiske Hizb-ut-Tahrir ( Khilafa ) gør sig for tiden stærkt gældende som vækkelsesbevægelse i Danmark.

 

Blandt de mange mere eller mindre fundamentalistiske organisationer, der findes i Tyskland, vurderer Bundesamt für Verfassungsschutz, at 22 er militante ( 1997 ) og har betydelig til­slutning. Alle store fundamentalistiske organisationer er repræsenteret i Danmark, og de indgår i et tæt intereuropæisk og som regel også internationale netværk.

 

Hvad er fundamentalisme ?

Der skelnes mellem skriftfundamentalisme og politisk fundamentalisme. Men det er to beteg­nelser, der til en vist grad betinger hinanden.

 

a. Skriftfundamentalisme. Man siger ofte, at i kristendommen blev Gud menneske: Jesus. I is­lam blev Gud en bog: Koranen. Skriftfundamentalismen bygger på den påstand, at hvert ord og hvert bogstav i Den hellige Skrift er Guds tale. Enhver kritik heraf er derfor en anfægtelse af Guds majestæt og en alvorlig overtrædelse. I kristendommen har fundamentalismen i denne forstand ikke kunnet overleve en historisk fortolkning. Her er alene det enkelte menneskes  forståelsen af Jesu ord og gerninger troens grundlag. Helt anderledes forholder det sig i islam. Her er Koranens ord Allahs endelige åbenbaring. Intet kan ændres eller gøres bedre. Den er lo­ven, som skal følges til punkt og prikke. Og selvom den i storslået skuen forkynder barmhjer­tighed overfor rette troende, så rummer den anvisninger og krav, der er ufatteligt grusomme. Koranens lovpræg kan naturligvis spores i muslimske samfund i form af stærk optaget­hed af retskrav og lovspørgsmål.  Det mærkes også blandt muslimske indvandrere i Danmark, som herved adskiller sig stærkt fra andre religiøse samfund i landet.

 

Muslimernes traditioner om profeten Muhammads sædvaner er o. 9. årh. samlet og ned­skrevet som hadith. De opfattes som hjælp til at forstå de samfund, hvori Koranens bud skal efterlevet. Også her er retstænkning fremtrædende. Hadith forstås af retslærde som en autoritativ og op­dragende udfyldelse af Koranens bestemmelser, når de skal aktuali­se­res i et bestemt samfund. Ofte anses de for at have kanonisk gyldighed.

 

Et yderst centralt punkt i muslimsk religion er det religiøse retssystem sharia, der be­grundes både ud fra Koranen og fra hadith. Shariaen nægter at adskille religiøse og verdslige forhold. Den gælder for alle samfundets områder !, og den går forud for al verdslig lovgivning. Funda­mentalister og traditionalister arbejder på at sætte shariaen med alle dens hårde straffebestem­melser i stedet for den verdslige lov, fordi den savner religiøs begrundelse. For mange musli­mer er det logisk af hævde, at muslimer i Danmark ikke nyder godt af den grundlovssikrede religionsfrihed, da shariabestemmelser endnu ikke kan gøres gældende under dansk lovgivning. Men samtidig hævder de, at frafald fra islam er så alvorlig en lovovertrædelse, at den fortjener dødsstraf.

 

b. politisk fundamentalisme. Fælles for islamiske fundamentalister er kravet om oprettelse eller genoprettelse af en islamisk stat, hvor shariaen gælder. Et sådant krav er allerede opfyldt i Iran, Saudi-Arabien, Afghanistan,  dele af Sudan og dele af Nigeria, og det er tilsyneladende på vej i Pakistan og Al­geriet med alvorlige overgreb mod fundamentale menneskerettigheder til følge. Sådanne ønsker har altid levet hos muslimer, men de er især blevet radi­kaliseret gennem den af Khomeini skabte religiøse vækkelsesbevægelse og revolutionen i Iran. Golfkrigens ydmygelse af musli­mer spiller også en rolle. Men radikaliseringen af is­lamiske lande og grupper udspringer også af vreden mod den vestlige verdens verdslig­gørelse, ikke mindst gennem globaliseringen og det moralske forfald. De enorme sociale problemer i mange muslimske samfund har skabt en poli­tisk radikalisering af de religiøse organisationer. I storbyernes befolkningslag af håbløst fattige har de fundamentalistiske bevægelser ofte i voldsom opposition til myndighederne etableret stærke folkelige fundamenter gennem arbejdet på at afhjælpe den yderste nød, gennem forbed­ring af sundhedssystemet og ved oprettelse af skoler. Og ikke mindst islamiske skoler har vist sig at være et slagkraftigt instrument for udbredelse af fun­damentalistiske budskaber. Det er de også i Danmark.

 

I de politiske fundamentalistiske grupper fornyes de gamle muslimske skikke. Når  tradi­tioner med krav om dødsstraf, lemlæstelse som sanktion, seksuel puritanisme, nedklas­sering af kvin­der og stærke afgrænsninger af rent og urent skal håndhæves i menneskers eget navn, så bliver de problematiske, men når de opfyldes i Allahs navn, sker det uden belastning af samvittighe­den. De blodige spor efter retfærdigheden i Allahs navn har da også tegnet sig skarpt i store dele af verden.

 

Fundamentalismen er på stadig fremmarch.  Den moderate muslim, Bas­sam Tibi, professor i Göttingen og verdenskendt for sine litterære arbejder om forholdet mellem muslimer og kristne, anklager de vestlige kulturer for at være selvopgivende, og han hævder, at det er naivi­tet, hvis man tror, at man med velvilje, tolerance og forståelse kan nå en hyggelig konsen­sus. Man afslører herved blot, at man intet ved om sagen. ( Krieg der Zivilisationen, 1998 ). Mens største delen af muslimske indvandrere i Danmark er åbne for en form for integration i et vestligt samfund, så er der også stærke tegn på, at fundamenta­lismen herhjemme er i stærk vækst.

 

Taqiyya.

De fleste danske har lært muslimske medborgere at kende som venlige og imødekom­mende mennesker. Men i den politiske og religiøse verden må man være opmærksom på, at begrebet taqiyya ( forstillelse, omformning ) spiller en rolle. Både i kristendommen og islam stilles krav om sandhed i tale og handling. Men et orientalsk sandhedsbegreb har ikke nødvendigvis nøjag­tigt sammenfald med det vestlige. Kulturelt set kan høfligheds­begrebet ofte være vigtigere end sandhedsbegrebet. Men i religiøs og politisk henseende kan sagen være mere problematisk. I spørgsmål af den art kan en muslim endda være forpligtet på at udøve taqiyya, så man skjuler både sine egne hensigter og religiøse hold­ninger. Hos shiiterne praktiseres taqiyya stærkest, men også i den største gruppe, sunni er taqiyya almindelig.

 

I storpolitik har det vist sig svært at indgå bindende aftaler med mus­limer. Men også i almin­delige dagligdags politiske religiøse forhold er aftaleforpligtethed anderledes end hos europæ­ere. I dansk omgang med muslimer giver det anled­ning til frustration, forundring og tvivl om, hvordan man overhovedet skal forstå hinan­den. Taqiyya skal ikke opfattes som per­sonlig utroværdighed, men som udtryk for en brugbar tradition, der dog som regel er ukendt for danske. I politiske og religiøse forhandlinger må man nød­vendigvis tage den i betragtning. ( Se f. eks.. U.Spuler Stege­mann, professor, Marburg Universitet: Muslime in Deutschland, 1998 ). Begrebet er kun spo­radisk og med stor forsigtig­hed berørt i dansk forskning.

 

Forklaringsparadigmer

Når man i Vesteuropa tager stilling til den voksende islamiske fundamentalisme har man ofte to forskellige indfaldsvinkler.

 

Der er mange, der vælger at se den i et socialt perspektiv. Den er udsprunget af den fattigdom og undertrykkelse, der råder i mange mindre uudviklede lande, især i storbyerne. Fundamenta­lismen repræsenterer en social indignation, som også kommer til udtryk i, at de fundamentali­stiske organisationer ofte præsenterer et socialt program, hvor man går ind for reformer, og hvor man i større eller mindre grad tilbyder social bistand, politisk prægede uddannelsestilbud og omsorg for flygtninge.

 

Der er andre, der i højere grad opfatter fundamentalismen som en radikalisering af væsentlige religiøse tanker i Koranen og den islamiske tradition, hadith. I den religiøse dimension henter den aggressiviteten og den neo-absolutistiske politisk/religiøse målsætning: Det muslimske verdenssamfund grundlagt på shariaretfærdigheden. Muslimske fundamentalister ser sig selv i dette perspektiv.

 

Den euromuslimske politolog Bassam Tibi analyserer i flere af sine bøger fundamentalismens fremkomst, særpræg og målsætning. Og han udtrykker sin store ængstelse over dens hurtige vækst. Han siger, at hvis Europa ønsker at vedblive at være Europa under det nuværende og kommende islamiske pres, må europæerne undlade i multikulkulturalismens navn at opgive kontinentets vesterlandske identitet. ( Krieg der Zivilisationen p. 331 ). Og han slår fast, at overfor de neoabsolutistiske ideologier opnår man intet med kulturrelativistiske og multikultu­relle utopier. Mod intolerance kan man intet stille op med imødekommenhed.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *