– “Et kulturelt Big Bang”.

Islamiske skoler

– “Et kulturelt Big Bang”.

 

 

(Bragt i Berlinske Tidende i forkortet udgave under titlen ”Faren fra de islamiske skoler” 03-10-2001)

 

 

 

af

Poul E. Andersen

domprovst

Odense.

 

 

“Overgangen til islam…det er det ekstra drama…et kulturelt Big Bang, den vedvarende sønderknusning af den gamle verden” ( V.S. Naipaul ).

 

I 1950 udgjorde den muslimske befolkning 335 mill. mennesker. I år 2000 tæller den 1.3 mia. Hvordan har denne udvikling kunnet finde sted i så kort en årrække ?

 

For muslimen ligger det klart. Det er Allahs vej til det naturlige og ret­mæs­sige verdensherredømme. Det er overgangen fra dar-al-harb og til dar-al-islam, dvs. fra krigens verden, hvor de vantro lever og til fredens hjem, hvor islam hersker.

 

Verdens forvandling til det islamiske herredømme kan fremmes ved tre “instrumenter”: Krigen, Jihad, kan være et af midlerne, som historien viser. Muslimerne taler dog ikke om krig, når der bruges våbenmagt i Allahs navn. Kun de vantro fører krig. Et andet instrument er den naturlige vækst via fød­selsoverskud. Et vedholdende, humoristisk vandreudsagn lader Hassan tri­um­ferende sige til sine mange venner: “Vi vil erobre verden ved vore ko­ners tykke maver”. Og det er der jo en sandhed bag. Men han burde også have føjet til: “og gennem vore skoler”. Det er nemlig det tredje instru­ment, som man blot ikke er så opmærksom på. Men det bliver stadig mere aktuelt. Ikke mindst i Europa, hvor mange af skolerne rundhåndet finansieres gennem of­fentlige midler.

 

Ekspansionen i den muslimske verdensideologi henter i høj grad sin kraft i de muslimske skoler. Det marxistiske samfundssystem forstod i høj grad at ud­nytte undervisningen i sit politiske fremstød. Den samme strategi gør sig gældende bag den islamiske udbredelse. Marxismen løb tør for ideologisk brændstof. Det gør islam ikke. Den har det guddommelige bag sig. Og den demokratiske verden har svært ved at finde sine ben i processen, da den må se sig svækket af sit indbyggede frisind og sin holdningsrelativisme.

 

En kamp om Indonesien

Den politisk/religiøse kamp om magten i verdens største ørige Indonesien med 225 mill. mennesker har i høj grad været præget af den religiøse ideolo­gisering af skolesystemet.

 

Forfatteren V.S. Naipaul har i bogen “Ikke til at tro” med iagttagerdistance og stor viden afdækket magtkampen om skolerne. Det var og er en kamp, der gælder den politiske magt. Men den afdækker også islams bestræbelser på at udviske alle spor af rigets tidligere kultur. Det er det nye islamiske Asien, han giver mæle, og her danner skolerne et knudepunkt.

 

I den hollandske kolonitid levede de indonesiske skoler deres stille liv. Deres åndelige baggrund var animistisk, hinduistisk, buddhistisk. Der var tale om simple landsbyskoler og kostskoler, som ofte havde deres oprindelse i bud­dhistiske klostre. Islam havde sit beskedne liv i skolerne, stilfærdigt koncen­treret om missionsarbejde. Men op gennem de seneste par århundreder vok­sede islams indflydelse, og i de sidste årtier har den via de såkaldte pesan­trenskoler tilkæmpet sig stadig større magt. Den er blevet det åndelige fun­dament for den meget magtfulde organisation Nahdlatul Ulama, NU, som i en periode havde den nuværende præsident Wahid som leder. Undervisnin­gen i skolerne har vendt sig fra sit oprindelige kulturelle grundlag og er ble­vet traditionelt muslimsk. Trods enkelte fornyelser er den koncentreret om religiøs indlæring og opdragelse med stereotyp udenadslæren af koranstyk­ker. Naipaul har meget lidt respekt for denne undervisningsform, men han peger på, at den måske kan være et middel til politisk opvågnen: “denne be­døvende tampen løs på sindet, denne form for smerte. Måske kom der ud af dette en selvrespekt… ud af den religiøse skoling, uanset dens forlorne lær­dom og fromhed og dens reelle smerte, kom der også politisk vækkelse”. Karakteristisk for denne traditionenelle religiøse skole er dog, at man ikke har ønsket nogen sammenblanding af religion og politik.

 

Det ønsker til gengæld de stærke politiske kræfter, der viderefører de stærke traditioner fra præsidenterne Suharto og Habibie gennem bevægelsen ICMI, der står for Sammenslutningen af Muslimske Intellektuelle. Denne be­vægelse arbejder på at tilføre skolerne en moderne politisk og religiøs dyna­mik og bruge dem i den løbende magtkamp. “at eje eller kontrollere disse skoler var at eje magt. Ambitionen var tårnhøj: at fuldende den islamiske overtagelse af denne del af verden”.

 

Gennem disse kampe ud fra og om skolerne har den næsten totale islamise­ring af det store rige fået næring. Og sideløbende hermed arbejdes der på at rense landet for den hinduistiske og buddhistiske fortid. Andre trosretninger som katolske og protestantiske er under hårdt pres, bl.a. gennem nedbræn­ding af kristne skoler og kirker. Ikke-muslimske enklaver som Øst Timor hærges brutalt. Fra Indonesien har en beslægtet islamisk bevægelse bredt sig til Filippinerne, hvor der gennem en årrække har været voldsomme sammen­stød mellem muslimske stærkt voksende mindretal og regeringsstyrkerne. Og der har måttet dannes muslimske selvstyrende områder i den sydlige del af landet, hvilket dog ikke har dæmpet uroen.

 

 

 

En kamp om Afghanistan

En taliban er en fundamentalistisk kriger i Afghanistan, som brutalt under­trykker eller udrydder alle, som ikke bøjer sig for islam. Det er almindelig vesteuropæisk viden. De færreste er imidlertid klar over, at en taliban også er en talib ilm, dvs. en studerende, der søger sandheden. Mærkeligt nok har mange af dem rødder i fredelige madrassas, præsteskoler knyttet til navn­kun­dige moskeer i Indien. Mest fremtrædende er skolen Dal-al-Ulum i Deo­band nord for Meerut. Her har mange talibanerledere studeret arabisk, troslære, islamisk lov, korantolkning og medicin.

 

Men hvordan er så disse fredelige studerende blevet brutale krigere i et fjernt land ? En forklaring er ikke let. Et missionselement ligger altid i islamisk teo­logi. Dertil kommer, at der ofte knyttes meget nære personlige bånd mel­lem nidkære ortodokse mullaher og deres studerende. Givetvis er der blandt for­holdsvis isolerede rettroende og renhjertede muslimske studerende gro­bund for en fanatisme rettet mod uacceptabel verdslig og politisk udvikling.

 

En spændende fremstilling af forløbet finder man i en artikel af Stig Toft Madsen: “The Fruits of Learning”. Nordic Institute of Asian Learning. Det fremgår her, at studerende og ledere fra Deobandis’madrassas allerede for år­tier siden fik kontakt til Afghanistan. Det blev imidlertid i Pakistan, Deo­ban­dispædagogikken først fik fodfæste. I det hærgede land etableredes op gen­nem 80erne ikke mindre end 25.000 madrassas langs grænsen mod Af­ghani­stan. Med politisk støtte fra Pakistan tilkæmpede en del af skolerne sig en dobbeltrolle, både som muslimske uddannelsessteder, der fik stor indfly­delse på udviklingen i Pakistan, og som rekrutteringscentre for krigen i Af­ghani­stan. Mullaherne kunne således i 1997 sende 8000 studenter til den ef­terhån­den bredt sammensatte Jihad i Afghanistan. Og her tog udviklingen fart efter mujahedin-enhedernes opløsning efter kampen mod Sovjet. I bogen “Taliban: Islam, Oil, and the New Great Game ind Central Asia, 2000” giver Ahmad Rashid en informativ vurdering af taliban. Han gør rede for, at de hverken har nogen historisk baggrund eller historisk ret i Afghanistan. Og deres religiøse tradition er uden forbindelse til tidligere fundamentalistiske grupperinger i landet.

 

Om udviklingen fra det stille studieliv til den militante fundamentalisme be­retter forfatteren Elie Krakowski. Han peger på, at talibanerne i begyndelsen af deres succesfulde erobringstog nød en vis sym­pati fra befolkningen. De opfattedes som en sammensat gruppe under ledelse af litterært interesserede mullaher, som havde et naivt syn på islam. De foku­serede udelukkende på religionen og havde et meget snævert begreb om den islamiske lov shariaen. Noget egentligt program havde de ikke, blot et ønske om at skabe et religiøst islamisk samfund. Deres herredømme udviklede sig imidlertid snart til et puritansk system med ekstrem brutalitet. Det kom til udtryk i deres kvinde­syn med forbud mod kvindearbejde udenfor hjemmet og mod uddannelse af piger. De udsendte fatwaer om alle livets detaljer. Der udstedtes forbud mod TV og mod fotografering. Pryglestraf og offentlige henrettelser blev almin­deligt. Angsten for talibanerne har grebet alle deres naboer. Og terrorgrupper uddannet af talibanerne hærger i mange lande, især i Uzbekistan, Tidjikistan, Kirghisistan og Dagestan ( The Afghan Vortex, ISAPS Research Papers in Strategy 2000 ). Bemærkelsesværdigt er det også, at uddannede folk med islamisk baggrund forsøger at ødelægge alt, hvad der leder tanken hen på en tidligere kultur. Ødelæggelsen af de kolossale Buddhastatuer er ét eksempel. Forud for islam bør der ikke findes histo­rie.

 

De islamiske skoler er et praktisk magtinstrument, og lærerne, enten de er mullaher, imamer eller ulamer, har stor indflydelse både ved udformning af islamisk kultur og tradition, gennem missionerende virksomhed og sommeti­der som arnesteder for militant opdragelse. Mønsteret genfindes mange ste­der, aktuelt hos islamiske fundamentalister i Palæstina, Hamas og Islamisk Ji­had. Og det gælder også for den Khomeiniinspirerede Hizbolla. Børn og unge skoles i primitiv korantænkning, der ser terrorisme som en religiøs pligt. Og for børn mellem 12 og 16 år glorificeres selvmordsaktioner som vejen til det hellige martyrium, som sikrer plads i paradiset, og som bringer hæder til hele deres familie.

 

Og i Danmark

De islamiske skoler trives fint i Danmark, både som friskoler og som Ko­ranskoler, og de drager fordel af en velvillig lovgivning og et forsigtigt tilsyn. Fundamentalistiske tendenser er ikke ukendte i denne sammenhæng. Under­visningsministeriet har haft store problemer med friskoler, som både hvad angår struktur og indhold har været styret af fundamentalistiske kredse i Li­banon, f. eks.. A.I.C.P. Det gælder således Al-Salahiyahskolen i Odense, Den Moderne Kulturelle Skole i Århus, Manurul Hudaskolen i København, Al Huda skolen i København og Al Irchadskolen i Helsingør.

 

Det er notorisk, at skolerne foruden deres stærke religiøse indkodning af ele­verne også bibringer dem udpræget negative holdninger til det danske sam­fund og til dansk kultur. Det er uafvendeligt, at det stadigt stigende antal indvandrere sammen med de mange tusinder af neutraliserede vil få stor vægt i det danske samfund. ( se f. eks. David Coleman: Indvandringen til Dan­mark. Rockwoolfondens Forskningsenhed 1999 samt Danmarks Statistik 6. juli 2001 ). På baggrund af udenlandske skoleerfaringer, som de beskrevne, må indholdet af den islamiske skoling i Danmark påkalde sig stor interesse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *