Koranen i historiens kværn

Morgenavisen Jyllands-Posten

Søndag den 12. januar 2003

 

 

Den arabiske verden er i meget ringe grad påvirket af den vestlige verdens udvikling. En gensidig kulturudvikling er der faktisk ikke tale om. På tankefrihedens område næsten slet ikke. Den religiøse lovtænkning spærrer for udsynet, skriver Poul Erik Andersen i denne analyse af islam.

 

En sådan åbenhed er betingelsen for indgang i den vestlige kultur. Uden den bliver de indelukkede, ghettobundne,andenrangs borgere, bitre og fremmede. Det er deres religiøse bundethed, som gør dem isolerede i Vesten på en helt anden måde end andre indvandrere.

Koranen i historiens kværn

 

Af

Poul E. Andersen

Tidl. domprovst

Odense.

 

 

”Gid enhver, som fører nye ting til denne by må blive forbandet af Allah, hans engle og alle mænd”. Sådan skal Muhammad have sagt, da han erklærede Medina for hellig by. Talløse hellige udsagn som dette har op gennem historien fået næsten lovkarakter og dermed været med til at skabe en næsten uovervindelig modstand mod forandring i de muslimske samfund. De har været en mur mod en frigjort tænkning og mod den frie udvikling af samfundene. ”Af historiske og erkendelsesmæssige årsager forekommer islam i bund og grund uforenelig med tankefriheden” ( Walid Al-Kachab,magister fra Cairo Universitet, 2002). Under sådanne vilkår forstener ethvert samfund.

 

I den vestlige verden udvikler økonomien og kulturen sig med rivende hast, mens de muslimske samfund er stagnerende. Ser man bort fra de fossile brændstoffer, eksporterer den samlede arabiske verden i de senere år for mindre end Finland med kun 5 millioner indbyggere (Bernard Lewis), og araberne vogter deres kultur så skarpt, at de kun accepterer oversættelse af godt 300 fremmedsprogede bøger om året. ( FNs udviklingsrapport om Den arabiske Verden, 2002). Den arabiske verden er i meget ringe grad påvirket af den vestlige verdens udvikling. En gensidig kulturudvikling er der faktisk ikke tale om. På tankefrihedens område næsten slet ikke. Den religiøse lovtænkning spærrer for udsynet.

 

Når traditionstro muslimer har haft betydeligt sværere ved at integrere sig i Vesten end ikke-muslimer, skyldes det især deres religiøse lov, shariaen. Den har ikke givet rum til en religiøs reformation. Den har kvalt ethvert forsøg på at fortolke de hellige skrifter ud fra historisk-kritiske principper. Den såkaldte afmytologisering, som f. eks. forskere som Martin Dibelius og Rudolph Bultmann brugte som et af tolkningsprincipperne for de bibelske tekster, frigjorde dem fra en ofte afskyelig samtidsholdning, som de var vokset ud af. Men en tilsvarende afbrutalisering af Koranen kan ikke finde indpas.

 

Det var ikke mindst den lutherske reformations nylæsning af Jesu forkyndelse, som ikke mindst gennem oplysningstidens filosoffer åbnede frihedsdøre for den vestlige befolkning. Man lærte gennem Jesu ord, at ingen lov, hverken verdslig eller religiøs, er hellig. Heller ikke Moseloven.  Når Moseloven siger, at man skal elske sin næste og hade sin fjende, hævder Jesus, at der kun findes en eneste lov, og den kan ikke opstilles som regler. Det er kærlighedens lov, som det enkelte menneske ud fra forståelsen af evangeliet må forholde sig til og så ellers leve frit under Guds tilgivelse i den verden, som Gud har sat os i. Ingen kan derfor påtage sig ret til at kræve overholdelse af sabbat, eller af faste, eller til at forlange adskillelse mellem rent og urent, til at vende ryggen til vantro, nedværdige kvinder eller omskære børn. Gud holder os ikke fast på nogen lov, men på friheden og samvittigheden. ”Til frihed har Kristus frigjort os”, siger Paulus (Gal. 5.1).

 

De muslimer i Vesten, som stadig er bundet af lovforståelse og skriftfundamentalisme, er nødt til at lære om friheden. De må åbne deres hellige skrifter for den frie historisk-kritiske forskning, sådan som de kristne måtte gøre det ved bibelstudierne, selvom det skete med smerte. En sådan åbenhed er betingelsen for indgang i den vestlige kultur. Uden den bliver de indelukkede, ghettobundne, andenrangs borgere, bitre og fremmede. Det er deres religiøse bundethed, som gør dem isolerede i Vesten på en helt anden måde end andre indvandrere. Til gengæld vil en uhildet historisk-kritisk forskning i den muslimske overlevering være samvittighedens frigørelse, som åbner for muslimernes egen tradition og for den nye kultur, de lever i. Skriftfundamentalismen må vige. Først da kan man forstå de religiøse, kulturelle og politiske samfund, man lever i. Den religiøse lov er demokratiets dementi.

 

 

Koranens tilblivelse

De muslimske lærde, og dem er der mange af, har som udgangspunkt, at Koranen nok kan tolkes, men ikke ændres, for den er Allahs egen åbenbaring og hans egne uforanderlige ord til menneskene. Med dette udgangspunkt kan der ikke udføres en fri forskning, noget sådant kan anses for at have næsten blasfemisk karakter, og mange muslimer forsøger af al magt at forhindre det.

Vestlige forskere, og blandt dem fremragende videnskabsmænd, som f.eks. Frants Buhl og Jes P. Asmussen bruger som muslimerne Koranen og overleveringen hadith som kilder. Men de underkaster dem en kritisk undersøgelse. De stiller kritiske spørgsmål om teksten og om profeten Muhammad. Derfor tager muslimerne afstand fra dem. Men de værdsætter, at de bruger samme kilder og tillægger dem historisk værdi.

 

Helt anderledes forholder det sig med de såkaldte revisionister, som har arbejdet kritisk med islam i over 100 år. De har nemlig meget lidt tiltro til Koranen og overleveringerne. De opfatter dem som religiøse tekster, der ingen virkelig værdi har som historiske kilder. De har større tiltro til ikke-arabisk litteratur, til arkæologi, indskrifter og mønter. Og når de skal skildre islams tilblivelse, støtter de sig meget til sådanne kilder.

 

Blandt de mange forskere, som må betegnes som revisionister, er de mest fremtrædende Ignaz Goldziher, Joseph Schacht, Patricia Crone, Michael Cook, Ibn Warraq og størst blandt dem alle, John Wansbrough, men der er mange flere. Fra deres hånd foreligger indgående undersøgelser på både filologisk og religionshistorisk basis. Der er tale om omfattende studier, ofte svært tilgængelige. Historisk set virker de overbevisende. Men en ikke-arabiskkyndig har svært ved at vurdere det filologiske grundlag. Man kan undre sig over, i hvor ringe grad hjemlige forskere forholder sig dertil. Det er, som om hele dette materiale slet ikke eksisterer.

 

Forskningsresultaterne går i mange retninger, men et fælles udgangspunkt er næsten altid, at ligeså lidt som kristendommen forelå fuldt udformet ved Jesu død, ligeså lidt fandtes der, i modstrid med hvad muslimerne sammenbidt hæver, en islam ved profeten Muhammads død.

 

Imod al muslimsk lære påvises det, at Koranen er vokset frem igennem måske et par århundreder. Og flere forskere hævder, at Muhammad intet  som helst har haft  med Koranen at gøre.

 

Det sandsynligste er, at Muhammad har været en stammekriger og høvding, som har haft held til at samle de spredte beduinstammer og føre dem til erobringstogter, først i Arabien, senere under hans efterfølgere gennem Mellemøsten og Nordafrika. Mindre end 100 år senere beherskede de arabiske erobrere områderne mellem Atlanterhavet og Indusfloden.

 

Men disse krige har ikke noget med islam at skaffe. Det var barbariske arabiske klan-.og stammekrigere, der stødte sammen med de gamle kulturer uden for Arabien. Og der er meget få spor af islam i disse områder fra islams første århundreder. Patricia Crone og Michael Cook fastslår, at der overhovedet ikke var spor af Koranen i nogen form noget sted før mere end 60 år efter Muhammads død.

 

John Wansbrough er af den provokerende opfattelse, at den endelig Korantekst ikke er blevet til som åbenbaring. Den er langsomt vokset frem gennem samling af fortællinger, polemiske opgør med modstandere og stumper af lovtekster. Og han anser det for udelukket, at Koranen skulle have nogen som helst forbindelse med Muhammad eller med Arabien.

 

Joseph Schacht ryster mange, når han påpeger, at Koranen heller ikke indeholder nogen  åbenbaret hellig lov. Lovstoffet er for største delens vedkommende overtaget fra gamle folkelige love samt fra den administrative praksis, der herskede under de umayyadiske herskere (661-750), som næppe kan betegnes som muslimer. Først langt senere trængte muslimske love ind i Koranen, men det var ofte i modstrid med det tidligere optagne materiale.

 

Men hvordan blev islam så overhovedet til? Crone og Cook er af den opfattelse, at islam ikke er opstået i Arabien. Den er blevet til, fordi de arabiske erobrere gennem mere end 100 år havde alvorlige og løbende konfrontationer med de rabbinske jøder, først og fremmest de stærke jødiske sekter uden for Arabien i det 7. til 9. århundrede. Mekka har næppe spillet nogen rolle, og den eksisterede sandsynligvis slet ikke på Muhammads tid.

 

Men de meget aktive og selvsikre jødiske sekter blev en udfordring for de nye herskere. De havde nemlig det, som den ikke særligt betryggede arabiske administration savnede for at holde sig ved magten. De havde en hellig bog, Det gamle Testamente, en hellig by, Jerusalem med templet som bedested. De havde et bjerg, hvor loven var blevet åbenbaret, og så havde de en profet, Moses, som både var profet og hærfører.

 

Ud af disse opgør blev islam efterhånden til, udformet som en arabisk pendant til jødedommen. Koranen skabtes som hellig bog, Mekka tillagdes samme betydning som Jerusalem. Og hvor Jerusalem samlede borgerne om deres tempel, blev nu Mekka med Kabaen som tempel tolket som det arabiske modstykke dertil. Også Zions bjerg fandt sin pendant. Den fandt sit spejlbillede i bjerget Hira, nord for Mekka, hvor Muhammad efter sigende modtog loven og åbenbaringen, som Moses modtog den jødiske lov fra Sinai. Også en profetskikkelse fandt man. Det var nærliggende at knytte profetværdigheden til den for længst afdøde navnkundige krigsherre Muhammad fra det indre Arabien. Og dermed lagde man hele islams første historie tilbage til 600-tallet og til et bestemt geografisk område. Og Muhammadsagnet havde styrke nok til at bære profetperspektivet. Hans karakter og hans handlinger talte til den hårde samtid.

 

Et billede af ham er tegnet allerede omkring år 750 i Ibn Ishaqs biografi om ham. Her skildres han som stammehøvdingen, som var krigens mester, og hvis handlemåde i et og alt tyder på, at politik og felttog var hans område. 60 felttog skal han have deltaget i.

 

Ibn Ishaq fortæller med beundring om ham, også om hans udryddelse af sin jødiske nabostamme. Mellem 700 og 900 mænd blev slagtet for hans øjne på én dag. Kvinder og børn blev fordelt mellem Muhammad og hans mænd. Muhammad tog sig som altid godt betalt blandt kvinderne. Både han og hans følgesvende beskrives som tøjlesløse libertinere og som folk, der gennem snigmord brutalt ryddede modstandere af vejen. Muhammad var den mand, som der var brug for, en Davidskikkelse, som let kunne tiltrække sig en profetværdighed. Og han fik den, men først generationer efter sin død.

 

Også de navngivne muslimske overleveringer, de næsten helligehadith, har trukket på hans navn. Hundredtusinder af regler for muslimers optræden er udformet med henvisning til ham og nedskrevet omkring år 900. Disse hadith er gennem årene blevet stærkt kritiseret for utroværdighed. I en bog fra 1890 dokumenterer den tyske forsker Ignaz Goldziher, at overleveringerne er blevet til i magthavernes kampe med hinanden, og at der ved magthavernes hovedkvarterer simpelthen var tale om storproduktion af falske hadith. Goldziher beskriver dem som en storslået samling af falsknerier, skabt 2-3 hundrede år efter Muhammads død og uden forbindelse til ham.

 

Man kan nu spørge, hvorfor det er vigtigt, at sådanne forhold kommer for dagen. Ja, sådan spurgte man også, da den historisk, kritiske forskning over Bibelen satte ind, og da afmytologiseringen rev sløret væk fra tidsbundne begivenheder i de kristnes helligskrifter. Ingen kristen kan i dag acceptere eller forsvare slaveri, omskæring, stening og kvindeundertrykkelse, selvom man i Bibelen kan finde eksempler herpå , eller tro, at der står en guddommelig vilje bag. Islam må på samme måde rives løs af 700- 900-tallets brutale samfundsforståelse. Muslimerne må lære at finde deres Gud bagved historien, bagved tidsbundne love. Ærlige i deres tro, som de er, må de selv finde Allah forud for og over alle tider. En sådan ærlighed er forudsætningen for, at kristne og muslimer i Europa kan møde hinanden som det, vi er, hinandens brødre og søstre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *