Mellem tro og viden

Morgenavisen Jyllands-Posten
Onsdag den 8.januar 2014
Mellem tro og viden

Poul E. Andersen
tidl. domprovst, Odense

kronik
Videnskab og kristendom har i mange år på flere områder kunnet følge hinanden et godt stykke, men især med videnskabernes ekspansion i de seneste generationer er det blevet klart, at de på afgørende punkter må gå hver sin vej.
Hvis man spørger en dansker, om han er muslim eller kristen, vil han i mange tilfælde ganske ugenert svare, at han naturligvis er kristen, for han bor jo i Danmark. Henvender man sig i stedet til en af de tusindvis af kirkegængere, som juleaften strømmer ud fra deres kirke efter juleaftensgudstjenesten, vil man sikkert få et henholdende svar: ”Sådan lige kristen er man jo ikke, men det hører med til juleaften at gå med børnene i kirke, og hyggeligt er det jo ofte, og salmerne har alle det godt med”. Spørger man derimod en tilfældig forbipasserende om det samme, vil man ikke blive overrasker over at få et svar af følgende karakter: ”Jeg skal fanden gale mig ikke have noget at gøre med alt det religiøse ævl”.
En meget generel vurdering af danskernes forhold til kristendommen kan ofte have en humoristisk klang. Det møder man f. eks. hos professor i teologi ved Københavns Universitet Niels Henrik Gregersen. Her lyder det: ”for de fleste moderne og veluddannede mennesker er kristen noget af det frækkeste, man kan være.—Folk vil hellere afsløre deres seksuelle præferencer, end de vil indrømme, at de tror på Jesus. Swingerklubber, sadomasochisme, netdating – alt det må du gerne dyrke og endda fortælle vidt og bredt om. Men at sige ”jeg er kristen” – det er simpelthen for frækt” (Jyllands-Posten 22.dec. 2013). Trods alt er 78,5% af Danmarks befolkning medlemmer af folkekirken. Ikke alle betragter sig selv som troende.
Der kan være mange grunde til den usikkerhed og fremmedhed, hvormed man forholder sig til den kirke, som man selv er medlem af, og som man for øvrigt er parat til at støtte økonomisk og politisk. Gamle vaner er langsomt forsvundet, tidlige tiders selvfølgelige kendskab til kristendom og kirke møder man ikke mere. Især hos yngre medlemmer af kirken lever stort set kun erindringer fra konfirmandundervisningen. Folkeskolens kristendomsundervisning er trængt stærkt tilbage. Sang- og musikundervisningen koncentrerer sig i høj grad om helt moderne viser og sange. Og medierne har kun i ringe grad kristne temaer på programmet.
Man kan dog bemærke, at en del historiske og kulturelle overleveringer, især fra vækkelsernes tid, stadig kan mødes hos ældre befolkningsgrupper. Her ved man endnu, hvad synd, omvendelse, frelse og fortabelse betyder, men man har også barske erindringer om storsnudede og komiske præster med hyklerisk fromhed, og om kirkens urimelige magtudøvelse. Det kan bidrage til et fortegnet billede af kirkens væsen helt op til i dag.
Folkekirkens præster gør et fremragende stykke arbejde sammen med menighedsråd, medarbejdere og frivillige. De påtager sig foruden almindeligt kirkeligt arbejde store historiske og kulturelle opgaver ud fra deres lokale sognehuse. Det er opgaver, som ikke kan erstattes i nogen anden sammenhæng.

På trods af folkekirkens solide dagligliv, må man se i øjnene, at mere end halvdelen af landets befolkning betragter sig selv som a-religiøse og finder det fuldt acceptabelt, at en moderne udvikling fører direkte mod et fuldstændigt sekulariseret samfund. Ja, nogle finder det endda naturligt, at en halskæde med et kristent kors af mange betragtes som en form for provokation.
Teologer beretter gerne, at det kristne menneskeliv i snart 2000 år har været bestemt af troen på Gud og hans åbenbaring gennem Jesus Kristus og de bibelske skrifter. De troendes dage har været styret heraf, og deres forventninger har været rettet mod et evigt liv under Guds omsorg efter dette livs afslutning. Foruden det korte menneskeliv har mennesket hjemme i den evige transcendente verden, som ligger hinsides erfaringens eller erkendelsens grænse.
De kristne har gennem alle generationer med deres tro og aktivitet præget det samfund, de levede i, med hengivelse til det, de har opfattet som meningen med livet, og med den stærke befaling om at elske sin næste som sig selv. De har bygget kirker og klostre, plejet og helbredt syge, undervist børn og voksne, kæmpet for retfærdighed for alle og mættet fattige og hungrige, mens de naturligvis har syndet og fejlet på menneskevis.
Man kan let få den tanke, at a-religiøse mennesker, der fuldt bevidst vender ryggen til den livsopfattelse, som har præget kristne mennesker og været med til at bestemme deres historie i århundreder, må mærke sig selv og deres samfund med en uendelig åndelig fattigdom og kulturløs tomhed. Sandsynligvis vil de selv sige, at der aldrig i historien er en så positiv udvikling af samfundet som nu. Der er forbedring på næsten alle områder. Det gælder sundhed, teknologi, transport, uddannelse, arkitektur, gastronomi, medicin, produktion m.m. Det er videnskab og forskning, der skaber et samfund, bedre, end nogen kunne forestille sig. Derfor behøver man ikke nogen religion som åndelig sovepude.
Der står da også i alle kredse bred respekt om videnskaben i alle dens former. Den er metodisk og kritisk og godkender intet resultat uden dokumentation. Naturvidenskaben sætter spørgsmålstegn ved alle helhedsanskuelser, ikke mindst ved religiøse, etiske og moralske normer, men den møder dog af og til selv kritik, fordi det hævdes, at den på tværs af sit eget rationelle grundlag er på vej til at påtage sig en forkyndelse af sit eget sandhedskriterium, en forkyndelse, der vil gøre det, der ligger uden for eksakt videnskab til obskurantisme, tro eller overtro. Naturvidenskab får således med sin stærke afgrænsning karakter af en ramme, der lægges over menneskers natur og tænkning. Det, som ligger udenfor, mister værdi, og er overladt til snak og tilfældighed. Åndsvæsener skal mennesker ikke være. De er kemiske produkter. En åndelig fattigdom af denne art lader kirkefjendtlighed og ateisme vokse frem i sin egen ret.
Videnskab og kristendom har i mange år på flere områder kunne følge hinanden et godt stykke, men især med videnskabernes ekspansion i de seneste generationer, er det blevet klart, at de på afgørende punkter må gå hver sin vej. Kristendommens trosgrundlag kan ikke trækkes til side af nye verdslige strømninger, og den må affinde sig med at eksistere i et sekulært samfund sammen med den stærke verdslige udvikling og dens styrke og svaghed. Men især på det historiske og kulturelle område, melder svagheden sig som en ny fattigdom. Der er ringe plads til kristendommens smukke salmer og historiens levende litteratur, den geniale kunst i fortidens religiøse malerier glemmes langsomt. Kæmpekatedralerne med spir, der stræber mod det himmelske, reduceres til interessant arkitektur. Retssystemerne lever, selvom ingen videnskab har skabt dem. I de kristne lande har demokratiske partier videreført det bibelske krav om omsorgen for de svageste.
Vi kan muligvis vente en fortsat afvandring fra folkekirken og andre kristne trossamfund i de kommende år, men vor kristent prægede kultur vil ikke kunne slå sig til ro i en mangesidet sekularisme. Selvom man kigger grundigt på det store verdensatlas, vil man ikke kunne pege på et land, hvis befolkning har lagt sin religiøse historie bag sig. Selv den sovjetiske marxisme måtte som regel manøvrere uden om sin nedarvede kristendom. Ingen historiker har kunnet pege på en religionsfri periode. Men hjerneforskningen vil sikkert, dog uden begejstring, kunne afsløre om der er tale om en prædisponering af psykologisk art

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *