De vantro horder fra vest

Morgenavisen Jyllands-Posten

                                                                                       Tirsdag den 18. december 2007

 

 

De vantro horder fra vest

 

I Europas store historiske bogholderi figurerer korstogene i dag som en voldsomt tyngende debetpost. Men man har lov at spørge, hvor rimeligt det er? Uden korstogene havde et kristent Europa næppe overlevet, skriver dagens kronikør

 

 

af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

 

 

I snart et par århundreder – faktisk lige siden oplysningstiden – har erindringen om korsfarernes blodige overfald på de fredelige muslimske kulturlande hvilet som en mørk skygge over Europa og den europæiske kristenhed. Og i de seneste år har muslimernes voldsomme angreb på den vestlige verdens korsfarermentalitet ramt dybt i vore ømme samvittigheder og ladet den kollektive skyldfølelse vokse dag for dag. Symptomatisk er det, at hundreder af amerikanere og europæere for få år siden begav sig på pilgrimsvandring tværs gennem Mellemøsten for at bede om tilgivelse for Vestens forbrydelser. I muslimske skoler lærer børnene i dag om korsfarernes brutale hærgen og plyndring, de ser det som en afsløring af de vantro vestlige horders krigeriske galskab overfor profetens hellige folk.

 

Vestens børn har i generationer hørt om korsfarernes formørkethed og barbariske grusomhed. Og i vide kredse kan man stadig møde billedet af de tusinder af fanatiske sabelsvingere, der uprovokeret brød freden mellem kristne og muslimer. Det var konger og fyrster, der drog af lande. Og efter dem fulgte talløse skarer af fattige mennesker og ikke mindst byernes menneskelige bundfald, der kun havde tanke for muligt rov og bytte. Det har brændt sig fast i bevidstheden, at da Jerusalem faldt omkring 11oo-taller, foranstaltede korsfarerne et blodbad på indbyggerne så voldsomt at ”bække af blod skyllede gennem gaderne, så hestene måtte vade i blod til bringen”. Og det kristne vanvid fortsatte gennem generationer, så den fredelige muslimske befolkning måtte leve med umenneskelige lidelser. Det er Vesten, der bærer skylden for dette ragnarok, mener mange. Derfor må Vesten i dag bøje nakken og bestandig anfægtes af de muslimske anklager.

 

Er det et sandt billede?

Med dyb forbavselse læste jeg for nogle år siden hos den danske islamforsker Jes P. Asmussen, at korstogene næsten ingen plads har i muslimernes egen historieskrivning. Her betragtes kampene mod korsfarerne som krigshandlinger på linie med andre uroligheder i det enorme muslimske imperium, hvor der altid var krige et eller andet sted, og hvor alliancer, også mellem muslimer og kristne, blev indgået på kryds og tværs

 

Den amerikanske professor Thomas F. Madden fortæller i en af sine bøger: ”The New Concise History of the Crusades” 2006, at korstogene først blev kendt i den muslimske verden for ca. 100 år siden. Den første arabiske historie om korstogene blev først skrevet omkring år 1900. Og det var de europæiske koloniherrer, især efter 1. verdenskrig, der i deres skoler berettede om deres arbejde på at bringe civilisationen til Mellemøsten. I dette for muslimerne negative perspektiv blev fortællingerne om korstogene efterhånden plantet ud blandt muslimer.

 

Da islamismen gennem de sidste årtier udviklede sig til et opgør med hele den vestlige verden, dens kultur og religion, dukkede korstogsemnet op af dybet som et effektivt propagandistisk våben mod alle vantro. Oprettelsen af staten Israel havde allerede rørt ved sagen, men det var Vestens skarpe reaktioner på terroraktionen mod World Trade Center i 2001, som gjorde korstogsemnet brændende aktuelt. Og det blev et hyppigt element i forkyndelsen af islam hos Osama bin Laden såvel som hos indvandrerimamer i kældermoskeer. Korstogsanklagerne er således i højere grad udsprunget og farvet af nutidigt politisk behov end af smertelig historisk erindring.

 

En historisk realitet

Korstogene må som alle andre begivenheder forstås ud fra deres historiske sammenhæng. De tager deres udgangspunkt i pave Urban II’s korstogstale mod islam ved kirkemødet i  Clermont i 1095. Pavens tale ramte midt ind i en udbredt religiøs stemning båret af angst og vrede og af medfølelse med de undertrykte trosfæller i de muslimske lande. En vækkelse greb om sig i store dele af Europa, og i løbet af få måneder var titusinder rede til at drage ud for at kæmpe eller dø for deres tro. De ville, som paven havde opfordret til, genvinde de hellige steder, der var faldet for de muslimske hære og frelse de kristne brødre og søstre, de ville befri Jesu hellige stad Jerusalem og ikke mindst genindvie den hellige grav, som erobrerne havde skændet på det smerteligste. Korstogstiden kom til at strække sig over mere end 200 år.

 

Korsfarerbevægelsen udsprang ikke af den blå luft. Dens baggrund er lang og kompliceret. I slutningen af 1000-tallet var Europa alvorligt svækket gennem uendelige krige mellem småkonger og fyrster. Krigen var blevet et almindeligt livsvilkår, og angsten for saracenerne, som man kaldte muslimerne, lå som en baggrundsstemning overalt.

 

I løbet af de 350 år, som var forløbet efter profeten Muhammeds død i 632, havde de muslimske hære underlagt sig store dele af Asien, næsten alle gamle kristne kulturlande i Mellemøsten og langs det sydlige Middelhav. Spanien havde været under muslimsk herredømme siden 711, og de muslimske indfald i Frankrig var først blevet stanset kort uden for Paris. Angreb efter angreb hærgede de sydeuropæiske kystlande. To tredjedele af den kristne verden var erobret og undertrykt.

 

De da fremstormende muslimske selsjukker i slaget ved Manzikert i 1071 havde knust størstedelen af den mægtige byzantinske hær, lå hele det lilleasiatiske område forsvarsløst hen. Konstantinopel og det kristne østromerske kejserdømmes vældige hovedstad var uden virkeligt forsvar, og vejen til Europa var åben for de fremstormende hære.

 

I den situation var det, at den byzantinske kejser Alexios Komnennos meget mod sin vilje så sig nødsaget til at henvende sig til det papalistiske Vesten for at bede om hjælp.

 

På denne baggrund lykkedes det paven at samle de skræmte konger, fyrste og titusinder af almindelige borgere til forsvar for Europa og kristenheden. Korstogene med deres blanding af religiøs hengivelse, pilgrimsdrift og hensynsløs griskhed var Europas overlevelseskamp. Det blev en kamp med ufattelige lidelser og med økonomiske omkostninger, som aldrig før var set. Det blev ingen sejrrig kamp, men den bremsede den muslimske fremtrængen i adskillige år. Uden korstogene havde et kristent Europa næppe overlevet.

 

Da de muslimske armeer mange generationer senere trængte op gennem de østeuropæiske områder, gjorde sig til herrer over Grækenland, Albanien, Serbien, Bosnien, Rumænien, Bulgarien og Ungarn, var Europa bedre rustet. To voldsomme angreb på Wien 1529 og 1683 blev mirakuløst afværget og gennem en århundredlang kamp lykkedes det at trænge islam tilbage fra størstedelen af Europa.

 

Islamiske lande har aldrig opgivet retten til de tabte territorier i Europa. Områder, som en gang har været muslimske, hører for altid med til Dar al-Islam. Mange ser i dag den islamiske indvandring til Europa i denne sammenhæng.

 

Korstogstiden i eftertidens spejl.

I Europas store historiske bogholderi figurerer korstogene i dag som en voldsomt tyngende debetpost. Men man har lov at spørge, hvor rimeligt det er.

 

I mange århundreder efter korstogene ville enhver europæer betragte forsvaret mod islam som en fortjenstfuld indsats, som en kærlighedshandling overfor de forfulgte kristne i Mellemøsten.

 

I dag er der anderledes. Professor Thomas T. Madden peger på, at ændringen i opfattelsen begyndte med oplysningsforfatterne. Flere af dem latterliggjorde korsfarerne. Voltaire beskrev kampene som det intolerante og magtgalde præsteskabs krige. I lighed med inkvisitionen var de udtryk for de mørke århundreders uvidenhed. Romantikkens sværmeri for middelalderen kastede et mere forsonende skær over korstogstiden. Her så man tapperheden og ridderligheden i det, der skete. Ikke så meget hos de kristne som hos de ædle, vise og tolerante muslimske herskere, en opfattelse, som man kan møde den dag i dag (Jan Guillou). Men mange kolonimagter gjorde brug af de romantiske skildringer af korsfarerne i deres nationalistiske kolonipolitik. Og ikke mindste spillede de en rolle i agitation og propaganda op til 1. verdenskrig.

 

En stor rolle kom det også ti at spille, at de amerikanske og europæiske intellektuelle i det 20. århundrede førte en intensiv kamp mod imperialismen og forstod korstogene i denne sammenhæng. Marxisterne var enige, men hævdede især, at korstogene var et resultat af Europas manglende ressourcer og det voksende befolkningsoverskud. Det religiøse element var totalt skubbet til side.

 

Der kan peges på en lang række litterære og historiske værker, som øvede indflydelse på opfattelsen af korstogene. Det gælder Walter Scotts romantiske roman ”Talismanen” 1825, og det gælder det omfattende værk af Steven Runciman: ”History of the Crusades” 1951. Det blev et værk med så stor tyngde, at det i årtier har blokeret for nye tolkninger. Runciman fremstiller korsfarerne som dumrianer og barbarer, der søgte deres egen frelse ved at ødelægge de fint udviklede østerlandske kulturer. De var levende udtryk for intolerance i Guds navn. Først i de senere år er der blandt historiker kommet et opgør med Runcimans cementerede anskuelser. Og nye indfaldsvinkler og konklusioner begynder at gøre sig gældende.

 

Korstogene var Europas forsinkede reaktion på den islamiske jihad. Europa overlevede, men det havde sin uhyggelige pris i ressourcer og menneskeliv.

 

Den islamiske ekspansion er ikke død, men den fremtræder i dag i en ny skikkelse. Det kalder på opmærksomhed og må ikke synke til bunds i en tavs politisk korrekthed.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *