Den missionerende ateisme

Morgenavisen Jyllands-Posten

Mandag den 7. juli 2008

 

 

Når den i og for sig neutrale og nøgterne ateisme udvikler sig aggressivt og missionerende, er den ikke ateisme mere, men ideologi, skriver dagens kronikør.

 

af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

 

 

I de senere år er ateisme blevet et modebegreb. I dag er det ikke så meget kirkeligt interesserede lægfolk eller teologer, der kommer til orde i de elektroniske medier, i den trykte presse eller i bogudgivelserne, når religiøse emner popper op og bliver udfordrende. Det er i langt højere grad journalister, anmeldere, kulturdebattører, sociologer eller antropologer. Og det er påfaldende, at selv yderst seriøse og indsigtsfulde omtaler af religiøse emner som regel ledsages af en slags bekendelse, hvor det pointeres, at den, der udtaler sig, er ateist. Det overses ofte, at ateisme for mange ikke mere blot er en neutral bestemmelse.  Den er på vej til at rumme en ideologisk kontekst.

 

Det er der forskellige grunde til.

 

Det har undret mig, at bl.a. læserbrevsskribenter så ofte begrunder deres afstandtagen fra al kristendom med afsky for de dommedagsprædikanter, der tordner mod synd og usædelighed, mens de selv selvretfærdigt breder sig i statsbetalte embeder. Men det er ejendommeligt, at i de mange år, jeg har været tilknyttet den danske folkekirke, har jeg aldrig været så heldig at møde eksemplarer af denne specielle ”præsterace”, og jeg tror egentlig heller ikke, at de nævnte kritikere har det.

 

I en periode hen mod slutningen af 1800-tallet tog vækkelsesprædikanterne, især i den vestjyske del af landet, barske ord i deres mund. Men det blev ikke i overvældende grad formende for folkekirkens almindelige forkyndelse, eller befolkningens kristendomsforståelse. Det gjorde derimod dagbladet Politiken og de forfattere, som kulturelt følte sig knyttet dertil. På trods af afstanden og fremmedheden overfor dette kirkelige miljø blev det herfra, at det generelle billede af helvedsprædikanternes hærgen blev skabt. Og det blev baggrund for en religionskritisk holdning, som overleveredes fra generation til generation og af mennesker, som sjældent selv havde mødt eller deltaget i det almindelige folkelige kirkeliv.

 

Selvom realiteten i den nævnte kirkehistoriske epoke har ligget død i generationer, og selvom den bagvedliggende gudsforestilling i dag er et fremmedelement, så er det denne sterile overlevering, som talrige missionerende ateister i dag er bærere af, måske uden selv at vide det, og som de polemiserer imod. Det får på denne måde karakter af et selvopgør, som generaliseres og lægges ud som en aktuel kulturdebat. Bl.a. Jyllands-Postens egen anmelder Dennis Nørmark, kan være et spejl af denne aggressive indirekte religiøsitet, der forsøger at vinde proselytter til kamp mod alle former for kristendom. Det er, som om de moderne religionskritikere er totalt uvidende om, at den protestantiske kristendom i et par århundreder selv har bidraget til den kritiske videnskab med en religionskritik, som har været stærkere end noget af det, ateisterne i dag fremfører som et nyskabende angreb på et tabuområde. Og ingen nutidig teolog har kunnet afslutte sin embedseksamen uden at være til bunds konfronteret med den religionskritik, som lige siden 1920 har været med til at sætte dagsorden for dansk teologisk debat. Måske netop derfor melder så få teologer sig som part i debatten med ateisterne, fordi den forekommer så uendeligt forældet.

 

Den missionerende ateisme med dens voldsomme angreb på gudsforestillinger og på især kristendommen er udtryk for en pseudoreligiøs holdning. Den er karakteriseret ved at lade sig bestemme af en fascination af Gud. Man er bundet af ham og man kredser om ham. Men hvis man ikke tror på Gud, er det latterligt at sætte så meget ind på at bekæmpe ham. Ateisme er en negativ tro, men i høj grad bestemmende for dens tilgang til tilværelsen. Og hvor mange negative sider, man end kan finde i gudstroen og i kristendommen, så ligger der dog i den aggressive ateisme en barnlig fortvivlelse, en vrede og fornærmethed over, at man ikke fandt det, man synes, man har krav på. Det er ofte holdninger af den art, der kommer til udtryk i den missionerende ateisme. Men talsmændene herfor lader af og til forstå, at de repræsenterer et dristigt nybrud, selvom de er i deres gode ret til at udtrykke sig, som de vil.

 

Ateisme er en personlig afvisning af et gudsbegreb og af eksistensen af en gud, en afvisning af samme art, som afvisning af andre former for livsanskuelser som f. eks. marxisme og fascisme. Den ærlige ateisme er ikke et forbitret forsøg på at missionere for eller at skabe tilhængere af en religiøs tomhed. Når den i og for sig neutrale og nøgterne ateisme udvikler sig aggressivt og missionerende, er den ikke ateisme mere, men ideologi. Det ikke-religiøse menneske kan naturligvis frit afdække kristendommens historiske position og konsekvenserne heraf. Han/hun kan pege på kristendommens uoverskuelige arsenal af fejltagelser og gevinster. Men så er det ikke et opgør med Gud, så er det en debat med historien.

 

Når ateismen skejer ud og bliver forkyndende negativitet, må den sande gudsfornægtelse finde tilbage til den gamle filosofiske agnosticisme, der siger, at al gudserkendelse er umulig, for vi har ingen tilstrækkelige midler til at afdække nogen sandhed om en gud. Han kan være der eller ikke være der. Vi ved intet derom. Flere nyere filosoffer (Spencer, Huxley) hævder, at da Gud er uerkendelig, har vi ingen som helst ret til at kalde os ateister, derved gør vi det uerkendelige til et trosforhold.

 

Man kan så spørge, hvorfor den missionerende ateisme er blevet så aggressiv og markant i disse år, hvor netop religionen er i voldsom vækst, og hvor der med engagement forskes og debatteres for at afdække mulige tolkninger af religionerne som svar på de spørgsmål, som nutidens åndelige og eksistentielt udfordrede mennesker må stille.

 

Sandheden i religionernes svar har ingen nogensinde kunnet dokumenterer. Den troende må selv forholde sig til det, han modtager. Men spørgsmålene om forholdet til næsten, om religionens sandhed, om livets mening og om liv og død, er almengyldige. Man kan forholde sig overlegent og bedrevidende dertil, men så undlader man samtidig at forholde sig til sider af selve menneskelivets eksistentielle grundfænomener. Og det er den selvvalgte åndelige fattigdom.

 

Når de ateistiske debattører forholder sig aggressivt til gudsforestillinger, religion og religiøse spørgsmål, har det, så vidt jeg kan se, en forbindelse til islams fremtrængen i Europa med holdninger, som det kristne Vesten har svært ved at forholde sig til.

 

Islam er skabt med stærke totalitære tendenser i sig. Den har politisk behersket Mellemøsten, store dele af Asien og i lange perioder mere end to tredjedele af den kristne verden. Og Mellemøstens rige kristne kulturer blev næsten udryddet. En fremtrædende arabisk kultur  trådte i stedet, men undergik efterhånden en langsom forvitring.

 

I de sidste årtiers markante muslimske indvandrerkultur møder Vesten til sin store overraskelse religiøse og politiske holdninger, som det er farligt at anfægte. Religiøse muslimske ledere træder frem med skarpe meninger om moralske og religiøse spørgsmål. De begrunder deres opfattelser ud fra helligskrifter, der prædiker kærlighed til rette troende og fordømmelse og helvedestrusler mod vantro. Ingen modsigelse tåles, for skrifterne er Allahs egen tale og åbenbarelse af hans hellige lov, sharia. Derfor er der ingen plads til kritik eller debat om kvindesyn, religionsfrihed, ytringsfrihed eller religionskritik. Overtrædelser af regler, som er begrundet i muslimsk lov kan mødes med dødstrusler, æresdrab, demonstrationer, flagafbrænding, ambassadebrand og terror.

 

Det er som regel radikale sider af islam, der fokuseres på. Men det er dem, der skaber det generelle billede af islam, den hårde religion, som ingen kritik kan tåle. Jeg siger ikke, at det er det sande billede af islam, der kommer til syne, ligeså lidt som det er det sande billede af kristendommen, som ateismen skaber. Men islam er blevet en udfordring. Den kalder på modstand.

 

Al religion må udfordres. Det er det grundlæggende princip for de missionerende ateister. Islam burde derfor med al dens selvsikkerhed være deres hovedmål, for det er en religion, som aldrig har oplevet nogen reformation, som er totalt afvisende overfor enhver rationel religionskritik, og gerne forfølger enhver kætter til døden.

 

Men et opgør med sådanne kræfter har man i den aggressive ateisme ikke tænkt sig at begive sig ud i. Den vil langt hellere knytte til ved den kristne religionskritiske tradition. Og springet til det gamle kulturradikale religionshad til kristendommen er ikke stort. En videreførelse af dette opgør koster ikke noget. Man behøver ikke at gå under jorden, eller søge beskyttelse i et andet land. Man kan oven i købet opnå at blive betragtet som mondæn intellektuel i en heroisk ateistisk kamp mod den farlige religion, kristendommen.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *