Der er brug for råt kød til alle løvebure

 Fyens Stiftstidende, 18. marts 2008

 

Velfærdstanken var engang ikke blot en økonomisk teori til sikring af materielle behov, men handlede også om bevarelse og udvikling af det sociale og kulturelle fællesskab.

 

Ret og pligt har altid været sammenknyttet på en eller anden vis. Hvos denne forbindelse ophæves, har det sin pris.

 

 

Der er brug for råt kød til alle løvebure

 

(Råt kød til løveburet, oprindelig titel, ændret af FS)

 

 

af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

 

 

 

Socialdemokraterne havde en gang et slogan, der lød: ”Gør din pligt og kræv din ret”. Det var et stolt slogan, der forudsatte, at mennesket påtog sig opgaver for samfundet af hvad art, de end måtte være, for dernæst stolt og selvbevidst at kræve, hvad retfærdigheden tilsiger.

 

I de senere år er første del af dette slogan forsvundet i den offentlige bevidsthed. Tilbage står: ”Kræv din ret”. Socialdemokraterne har nu entydigt fæster blikket på ”Kræv din ret” og gjort det til selve hjertet i den velfærd, de kæmper for, så at politik frem for noget bliver behovstilfredsstillelse. Og hvis vælgernes behov ikke umiddelbart træder frem som krav, så er det for politikerne blevet legitimt at afdække, eller endog opfinde behov eller skabe behov, som befolkningen blot ikke har været opmærksom på indtil nu. I politik er det lukrativt at tilgodese behov.

 

Et markant eksempel herpå ved det overståede folketingsvalg var socialdemokraternes valgudspil med de 29 velfærdsrettigheder, som alle kunne regne med at få del i, hvis de gav socialdemokraterne en solid valgsejr.

 

Nogle mente, at det næsten var for meget med de mange rettigheder. F. eks. viste det sig, at gamle svækkede plejehjemsbeboere blev skræmt ved det, de opfattede som en trussel om, at de hvor dag skulle trættes med alle de besværligheder, der er forbundet med et bad. Ved evalueringen af valgudspillet, der ikke blev nogen succes, måtte partilederen da også skyndsomt forsikre, at de mange rettigheder skulle forstås i et bredere og dybere perspektiv, hvor friheden skulle tilgodeses.

 

Man behøver ikke at være nogen skarpsindig politisk iagttager for at konstatere, at velfærd som behovstilfredsstillelse, som tildeling af rettigheder, har bidt sig solidt fast i samtlige politikere i folketinget. Der er brug for råt kød til alle løverne i buret.

 

Et sultens samfund kender vi alle gennem massemediernes billeder af udhungrede mennesker i trængsel med løftede tomme madskåle omkring nødhjælpens uddeling af madvarer. Man skal ikke være fantast for i et perverteret fremtids vue over velfærdssamfundet at visualisere en film om tusinder af krævende, vrede og hadefulde mennesker, som med knyttede næver og struben udspilet i brøl truer de politiker, som ikke mere formår at honorere de velfærdsrettigheder, som de rundhåndet har tildelt deres borgere. I velfærdens rettighedssamfund er det menneskelige behov uden grænser. Men midlerne til at tilfredsstille behov har en kant. Stødes man over den, gaber afgrunden.

 

En gang var velfærdstanken ikke blot en økonomisk teori, der skulle sikre forbrugernes materielle behov. Den inkluderede også bevarelsen og udvikling af det sociale og kulturelle fællesskab, hvor borgerne arbejdede for deres udkomme, udfoldede deres evner, ytrede deres meninger uden frygt, skabte sig viden og fremdrift og levede med tilfredshed midt i fremskridtene for alle. En pejling var det. Og en fremtidstro voksende ud deraf.

 

I dag er det anderledes. Tanken om velfærdssamfundet har mistet sin bredde. Og den nøgne økonomiske teori tegner sig stadig stærkere. Staten skal opfylde borgernes behov, for det har borgerne ret til og krav på. Velfærd bliver næsten identisk med vellevned. Og den almene erfaring er, at har man en ret til noget, kræver man den tilgodeset, selvom der ikke er noget behov. Rethaveriskheden rummer en sjælden livskraft. Springet til behovsideologien : ”Send flere penge” bliver kort. En henvisning til sammenhængen mellem velfærd og beskatning opfattes i stadig højere grad som et uanstændigt postulat, der kun trivedes i samfundets uoplyste tider.

 

Og sammen med rethaveriskheden vokser mistroen mellem partierne, mellem befolkningsgrupperne, mellem offentligt ansatte og privatansatte. Der surmules, knurres, vrisses og snerres. Utålsomhed og rethaveriskhed følges ad. Politikerne ved, at bliver der for stor uro, kastes blot lidt federe lunser i grams. Når der kastes råt kød i løveburet, så sover dyrene så dejligt, og overenskomstaftaler kommer i hus endnu en gang.

 

Alle menneskelige samfund har levet med former for rettigheder, givet af Gud eller af magthaverne. Men grundlæggende står det fast, at mennesket primært er uden rettigheder. Som naturvæsen er det stillet lige med alle andre levende væsener. Rettigheder er ikke noget, man har. Det er noget, man får tildelt. Tanken om at mennesket, som det eneste væsen har forudgivne rettigheder, er først formuleret hos naturfilosofferne i 1600-tallet. De forestillede sig naivt, at mennesket ejede visse medfødte rettigheder, som havde deres begrundelse i naturen. Det drejede sig først og fremmest om retten til livet. Senere føjes andre rettigheder til som retten til frihed, til lighed og til at eje ejendom.

 

Afgørende blev det, at den franske nationalforsamling i 1789 vedtog den omfattende erklæring om menneskerettighederne. Det betød, at mennesker uden ansvar overfor nogen anden instans end sig selv kunne tildele sig selv rettigheder. Det blev afgørende for eftertidens håndtering af retsforståelsen. I de følgende århundreder slog retsfilosofien stadig stærkere igennem. Den satte sig spor i staternes forfatninger, og stadig kraftigere i de demokratiske staters lovgivning.

 

Denne udvikling fik uhyre positive konsekvenser for borgernes sikkerhed, frihed og velfærd. Men de åbnede samtidig en lem for de demokratiske folks uhæmmede krav på rettigheder, dækning af behov og velfærd uden grænser. Det begyndte at blive klart, at der ikke i demokratiets udvikling var nedlagt noget primært styrende element. Alene politikerne er ansvarlige.

 

Ret og pligt har altid været sammenknyttet på en eller anden vis. Hvor denne forbindelse ophæves, har det sin pris.

 

Da oplysningstidens foregangsmænd havde styret menneskeretsbeslutningen gennem den franske nationalforsamling, opstod der straks betænkeligheder: Kunne et rettighedssamfund på langt sigt sikre borgerne og samfundet? Eller ville udviklingen gå amok, hvis den ikke var knyttet sammen med forpligtelse? Men oplysningsoptimisterne levede på en forestilling om, at der ikke skulle indføres begrænsninger, for den sunde menneskenatur var så stærk, at man fandt en lovgivning om pligter unødvendig.

 

Bl.a. under indtryk af den franske revolutions hærgen, hvor menneskets mørke sider kom til syne i al deres gru, rejstes sagen på ny. Og i 1799 blev deklarationen om borgernes pligter vedtaget med samme validitet som menneskeretsdeklarationen. Vedtagelsen betød en sammenfatning af pligter, som betragtedes som vitale for et samfunds udvikling. Vigtigst var de to første pligter, som var en omskrivning af det kristne kærlighedsbud til brug for det verdslige samfund: ”Du skal gøre overfor andre, hvad du ønsker, at de skal gøre mod dig. Og du skal handle vel overfor andre, hvis du ønsker at modtage det sammen igen”.

 

Menneskepligtsdeklarationen blev aldrig populær. Napoleon kunne ikke forene den med sit diktatoriske styre og afskaffede den. Den blev aldrig genindført. I det næste århundrede var borgerrettighederne nemlig så indskrænkede og fastlåste, at ingen frygtede, at de skulle komme ud af kontrol. Og i de følgende demokratiske samfund var interessen herfor heller ikke stor. Enhver politiker ville hellere tale om rettighederne, om stadig mere velfærd og stadig større plads for opfyldelse af ønsker og behov. Det er nemlig ikke drøftelse og ansvarligheden og mangfoldigheden i dansk kultur og historie, der giver valg, men det mest udefinerlige og åndløse af alt, Velfærd. Det er bl.a. denne eskalering, som ligger bag løftet om de 29 velfærdsrettigheder. Der sidder sikkert allerede politikere og overvejer, om man ved næste valg kan nøjes med at fordoble de 29 rettigheder, eller om de skal tredobles, selvom man ved, at sår man rettigheder, høster man krav, og sår man pligter, høster man ansvar.

 

På alle samfundets områder gør mennesker deres pligt på arbejde, hjemme og alle steder, hvor man er afhængig af hinanden. Men for politikerne er det i stadig højere grad afgørende, at pligterne markeres ligeså kraftigt som rettighederne. For det enkelte parti og for den enkelte politiker må kampen for genvalg altid være underlagt pligten til nu og i kommende år at afbalancere tildelingen af rettigheder med opfyldelse af de pligter, der følger med.

 

Vi har i dag kanon om litteratur, arkitektur, musik m.m. Det er emner, som der ikke kan lovgives om. Regeringen nedsatte sidste år et udvalg med henblik på at udarbejde en kanon om frihed og folkestyre, en såkaldt ”demokratikanon”, der forventes udsendt midt i marts i år. Det må antages, at forholdet mellem rettigheder og pligter får en solid placering – for borgernes skyld.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *