Dialog – et hemmeligt islamisk våben

                                                                                      Morgenavisen

Jyllands-Posten

                                                                                                              Tirsdag den 11.april 2006

 

 

Det vil være en misforståelse at tro, at muslimer vil indgå i en dialog på lige vilkår. De kan ikke give, tage og bøje af. Islam kan kun kræve og tage. Islam repræsenterer på forhånd retfærdigheden. Retfærdigheden er repræsenteret i den hellige uforanderlige koran og i den næsten lige så hellige lov hadith. Og sandheden heri er ikke til debat. Den er man ubetinget forpligtet på, skriver kronikøren.

 

 

JP-kronik

 

af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

 

 

Verden skal reddes gennem dialogen. Dialog er vor eneste mulighed for at leve sammen med islam. Sådan har det lydt i mange år og i disse dage stærkere end nogen sinde, efter at muhammedtegningerne har afdækket kulturkløften mellem islam og de vestlige samfund

 

For de fleste mennesker i vor kulturkreds klinger begrebet dialog positivt. Det passer fint til samfundets forståelse af demokrati som samtale, hvor politiske forlig bliver til ved, at man lytter til hinanden og bøjer sig mod hinanden. Parterne giver og tager og enes, så alle kan være tilfredse. Forhandlingerne begynder med dialogen og slutter med kompromiset.

 

Dialog betyder samtale, men dialogen kan omfatte flere former for samtale, lige fra udveksling af høflighedsfraser til engageret drøftelse af modstridende synspunkter, der involverer de dybeste lag af personligheden, og som kan have den virkning, at man går fra samtalen med ændrede holdninger.

 

Disse tanker er ikke nye. Her i Danmark er de især kendt fra filosoffen K. E. Løgstrups overvejelser i ”Den etiske Fordring” og ”Norm og Spontanitet”. Men det er, som om der i de seneste år er sket en glidning, så det er selve tanken om dialogen som middel til forandring, som nyder fremme. Det er ikke mindst den skyldbevidste protestantiske kulturkreds, der altid har brug for aflad, og som ser sig forpligtet til at bøje af og gøre sig selv ansvarlig for alle fejltrin.

 

Det første halvofficielle forsøg på at formulere en folkekirkelig politik overfor de omkring 170.000 muslimer i Danmark (snarere 250.000, da muslimske indvandrere, der opnår danske statsborgerskab, jo ikke hører op med at være muslimer) fandt sted med det såkaldte ”Biskoppernes Islamudvalg”, der i år 2000 barslede med rapporten ”Samtalen fremmer forståelsen”. Den konkluderede, at dialog er det vigtigste element i mødet mellem kristendom og islam. Og det proklameres, at folkekirken må være rede til i ikke ringe omfang at tilpasse sig den islamiske tradition: ”når vi anbefaler, at den danske folkekirke organisatorisk som en af sine aktiviteter overfor indvandrere af den muslimske tro, optager dialog med islam på alle planer, inklusive det højeste, må man forvente, at det forandrer folkekirken, som vi kender den. Religionsmødet vil med nødvendighed få betydning for den danske, også kirkelige selvforståelse” (p.182). – Det kan man vist kalde en lovende invitation til en dialogpartner!

 

Men det vil være en misforståelse at tro, at muslimer vil indgå i en dialog på samme vilkår. De kan ikke give, tage og bøje af.  Islam kan kun kræve og tage. Islam repræsenterer på forhånd retfærdigheden. Retfærdigheden er repræsenteret i den hellige uforanderlige Koran, og i den næsten ligeså hellige lov hadith. Og sandheden heri er ikke til debat. Den er man ubetinget forpligtet på. Det betyder, at i to religiøst forskellige parters dialog er den ene bundet, mens den anden må bøje sig, hvis resultater skal opnås.

 

Med denne forudsætning går muslimer gerne i dialog med kristne danskere om deres hverdagsforhold i Danmark, om savnede rettigheder på det religiøse område, om krav om religiøs ligestilling, om respekt for bedetider, om fjernelse af svinekød fra skolerne, om koranundervisning i folkeskolen og ret til modermålsundervisning, om gunstige vilkår for opførelse af stormoskeer og  ”rene” muslimske gravpladser og meget andet. Her kan der føres en frugtbar dialog, og hver gang med udvidede rettigheder. Salamiskiverne bliver tykkere og tykkere, og en altid forstående dansk modpart, der er svækket af kulturradikales multikulturelle pression, kan kun bevæge sig baglæns med samvittigheden i behold.

 

Men de værdiforskelle, som for alvor stiller sig i vejen for en muslimsk integration i et land med en kristen tradition, har langt sværere vilkår i debatten. Her drejer det sig om den religiøse guddommelige lovgivning over for den verdslige, demokratiske lov, om forståelse af ytringsfrihed og religionsfrihed, om kvinders ligerettigheder med mænd, om fri forskning. Og dialogen om sådanne emner kan vanskeligt gennemføres.

 

Ved en debat på Aarhus Universitet formulerede en af de muslimske deltagere Ahmad Akkari sig således: ”Ser vi nærmere på dialogens formål i islam, må man konstatere at: Islam er bærer af et værdisæt, der ud over at være sublimt og klart, indbefatter det ikke diskutable og overordnede princip: Nemlig at Han er Gud, Den Eneste, Den Evige, Den Absolutte”, og han føjer til at ”islam har ført krige, hvor det var nødvendigt og dialog, hvor det var muligt”. En dialog kan derfor kun ses i missionens tjeneste.

 

Da jeg forelagde dialogspørgsmålet for Islamisk Verdensliga i Danmark lød svarer: ”For en muslim er det fundamentalt kunstigt i at diskuterer Islam. Faktisk betragter man enhver diskussion som udtryk for vestlig tankegang”. For islamister kan debat om religiøse holdninger derfor principielt ikke komme på tale. Hvis muslimer indgår i dialogisk debat om religiøst betingede emner, har det kun et formål, at skabe større rum for islam.

 

Det er unaturligt for muslimer at leve i et ikke-muslimsk land, i hvad de kalder for Dar al Harb, krigens hus. Men de kan tillidsfuldt støtte sig til Koranens ord: ”Den, som tror og udvandrer og kæmper for Allahs sag med deres ejendele og deres liv, har den højeste rang for Allahs åsyn, og disse vil sejre”. (sura 9,20). Målet for den rettroende er den kamp, som vil forandre Krigens hus til Dar al Islam, fredens hus, hvor islams herredømme råder. Det er i denne kamps tjeneste, dialogen skal forstås. Den er en del af det pres på den vesterlandske kultur, som skridt for skrift skal åbne for større råderum for islam. Det er et pres, som henter kraft fra fundamentalistiske kredse og hermed også fra imamernes retorik, og som moderate muslimer meget forståeligt har svært ved at distancere sig fra.

 

Hverdagens dialog, som den udfolder sig, når mennesker fra forskellige kulturer mødes og åbner sig for hinanden, er måden, hvorpå vi uden bagtanker skaber medmenneskelige relationer. Men med den formålsbestemte religiøse og politiske dialog forholder det sig anderledes. Det er den, som er blevet mere aktuel igennem de seneste år. Den fik sin dynamik, da de radikale havde politisk magt i SR-regeringen. De fik åbnet en ladeport for en indvandring langt større, end landet kunne magte, og som rummede konflikter, som ingen kunne overskue. De radikale og deres ideologiske følgesvende, de kulturradikale, skabte dermed den måske største konflikt mellem danske befolkningsgrupper, som nogen sinde har eksisteret. De fremprovokerede konflikten især på to måder. De tegnede for det første overfor indvandrerne et billede af det danske samfund og den danske befolkning, som satte sig dybe spor. De fik indtryk af, at de stod overfor en fjendtlig befolkning, og at de med vagtsomhed skulle reagerer på alt, som forekom negativt. Især muslimerne med en selvbevidst kultur i bagagen lærte hurtigt at markere sig i overensstemmelse hermed. De radikale og de kulturradikale skabte dernæst en debattone, som skabte stor frustration i resten af befolkningen. Når som helst, de mødte modstand eller synspunkter, som udtrykte betænkelighed ved indvandringen, reagerede de med giftige og hadefulde angreb. Der var ingen forståelse for, at andre borgere kunne være ængstelige for  den udfordring, som indvandringen var for det danske samfund. Sådanne mennesker var under stadig beskyldning for at være racister. De radikale bærer et stort ansvar for opspaltningen af den danske befolkning, og det rækker helt frem til muhammedkrisen, og er roden til det internationale had, som skyller ind over landet.

 

Dagbladet Politiken bar disse holdninger videre med opbakning fra snesevis af aktive organisationer og deres talløse aggressive publikationer. Og herved tegnedes efterhånden uden for Danmarks grænser billedet af en lille fremmedfjendtlig nation, som var rede til at afvise eller undertrykke mennesker i nød, om end det betød brud på alle de internationale konventioner, som de selv havde tiltrådt. Og reaktionerne udeblev ikke, fra Beate Winklers overvågningscenter under EU, fra gode nabolande, fra FN og ikke mindst fra fundamentalistiske vestenhadere i muslimske diktaturstater. Alt dette vælter nu brutalt som en bølge tilbage over hele den danske befolkning. Og de radikale imamer har for længst taget tråden op og bidraget på uhyggelig vis til at dæmonisere både den danske regering og det danske folk.

Og så dukker det op igen som stadig større pression, råbet på dialog, det hellige mantra, som nu markedsføres som den brede hovedvej til fornuftig og fredelig integration og international sameksistens, og endnu en gang glemmes det, at hvor religion spiller hovedrollen hos den ene part, må den anden stå tilbage med den tandløse fornuft. Islam trænger sig endnu en gang fremad, da muslimerne atter opfattes som de undertrykte ofre for umenneskelighed og derfor har krav på respekt og omsorg.

 

Den radikale og kulturradikale gift ætser sig nu stadig stærkere ind i det samfund, som de som selvretfærdige meningsdannere egentlig selv har været fremmed i i mere end 100 år. Mere dialog råber de så, de rene af hjertet.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *