Eurabia – et politisk forræderi

    Kristeligt Dagblad

27. december 2006

 

Kronik: Midt i hele den sociale og politiske elendighed, der skinner igennem den globale folkevandring, som vi er vidner til, skjuler der sig også en islamisk missionsstrategi, som mange europæiske politikere har hyldet. 

 

af  Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense

Skal Europa om nogle generationer være en del af den islamiske ummah, dvs. muslimernes trossamfund? Skal vi være undertrykte dhimmier på linje med de kristne og jøderne i alle de gammelkristne lande, som muslimerne med uhørt brutalitet løb over ende i århundrederne efter Muhammeds død?  Nej vel, det tror vi da ikke på!

Men hvem havde for 30 år siden troet på, at der på et par tiår skulle skaffes plads til 25 millioner muslimer i Europa? 225.000 i Danmark, langt flere i Sverige og Holland og millioner i Frankrig, England og Tyskland med alle de problemer, det medførte.

Hvis Tyrkiet optages i EU, vil antallet af muslimer her overstige 100 millioner. Og stadig er der pres på Europas grænser fra Vestafrika til Tenerife, fra Afrikas nordkyst til Spanien og Italien og over Balkanlandene en vifte af fremmede til fordeling over hele Europa.

Ofte dukker de tanker op i den hjemlige debat, at der midt i hele den sociale og politiske elendighed, som skinner igennem den folkevandring, som vi er vidner til, også skjuler sig en islamisk missionsstrategi, som skal give islam en magt i Europa, som man tidligere var henvist til at skaffe sig med våben i hånd.

Men hvad nok de færreste ved er, at hele denne udvikling er sket i overensstemmelse med multikulturelle visioner i ledende europæiske politikerkredse og udfoldet igennem magtfulde europæiske institutioner og organisationer. Alt sammen uden at det til fulde har været kendt i de europæiske befolkninger. Udviklingen mod europæernes dhimmistatus er på vej. Og på mange religiøse, kulturelle og politiske områder er borgerne ved at bøje sig for den muslimske styrke.

Det er stærke politiske kredse, der har ønsket udviklingen og fremmet den. Det mener i hvert fald den egyptiske forfatter Bat Ye’or, nu professor i Geneve, som gennem en række yderst veldokumenterede bøger har påtaget sig at afsløre et europæisk-arabisk forræderi mod Europas befolkning. Ikke mindst bøgerne ”Islam and Dhimmitude: Where Civilizations Collide” (2002) og ”Eurabia. The Euro-Arab Axis”, 2005, har skabt forfærdelse. Men yderst anerkendte islamkendere som Daniel Pipes og Robert Spencer og mange andre står inde for hende. Bat Ye’or deltog i Trykkefrihedsselskabets konference i København i november 2005.

Bøgerne bringer et så omfattende materiale, at kun enkelte skelsættende initiativer og begivenheder skal nævnes her.

Et afgørende år er 1973, oliekrisens år. På initiativ fra Frankrig og den verdensomspændende Arabiske Liga oprettede EF The Euro-Arab Dialog (EAD). Denne sammenslutning kom gennem 30 år til at spille en afgørende rolle med hensyn til at udbrede islamiske synspunkter på alle niveauer i Europa. EAD udviklede sig hurtigt med mange underudvalg og hundredvis af medarbejdere, der optog betydningsfulde kontakter med arabiske kredse.

Dette EF-initiativ var ifølge Bat Ye’or begyndelsen til den voksende arabisering/dhimmificering af Europa. Det fandt tilslutning både i Fællesmarkedet, senere EU og i Europarådet. Gennem årene nød det europæisk-arabiske samarbejde også godt af FNs velvilje.

Bat Ye’or hævder, at dhimmificeringen af Europa har sammenhæng med  oplysningstidens myte om den islamiske tolerance og med de udenrigspolitiske interesser, som især Frankrig og England havde i de arabiske lande.  Men myten om den muslimske tolerance er vokset frem på trods af historiske fakta. Selv den såkaldte ”andalusiske guldalder” i Spanien, samlet omkring Cordoba, rummer skræmmende historiske begivenheder.

Men fremførelsen af tolerancemyten har været med til at åbne Europa for den store muslimske indvandring og hermed også for udbredelsens af den muslimske kultur. Organisationen Den Euro-Arabiske Dialog (EAD) skabte rammerne for islams vækst. Visionen, som lå bag, var især udtænkt af Frankrig. Hensigten var at skabe en gensidig økonomisk og kulturel udvikling sammen med de arabiske lande som modvægt mod USA. Men det afsløredes snart, at de arabiske stater nok ville samarbejde, men hverken de eller muslimerne i Europa ville acceptere nogen gensidighed. Vesten måtte så i stigende grad acceptere at optræde eftergivende overfor muslimske indvandreres religiøse og politiske normer.

I 1974 vedtog de ni EF-udenrigsministre at udbygge forbindelsen til de islamiske lande indenfor landbrug, industri, videnskab, kultur, uddannelse, teknik og økonomi. Et parlamentarisk udvalg oprettedes for at realisere planerne.

Den arabiske åbning mod Europa førte bl.a. til indvandring af millioner af muslimer fra Afrika, Mellemøsten og Asien.

Denne fortsatte arabisering og islamisering blev grundigt forberedt gennem et Euro-Arabisk seminar, som blev afholdt på universitetet i Venedig i marts 1977. Her fastlagde man formerne for og midlerne til ”samarbejde om udbredelsen af kendskabet til arabisk sprog og litterær civilisation i Europa”. På mange fronter skulle den arabiske kultur nyde fremme. Araberne lagde stærk vægt på, at der skulle ansættes arabiske lærde ved de europæiske institutioner, da man betvivlede de europæiske universitetsfolks kompetence. En klar, men skjult missionsstrategi.

Lige siden EADs første møde i Cairo i juni 1975 har hvert møde vedtaget resolutioner til støtte for arabisk immigration, arbejde og beskæftigelse i Europa. Støtte til PLO og kritik af Israel hørte med til disse resolutioner, og de bidrog til at forme antiamerikanske holdninger i Europa. Parallelt hermed udvidedes de europæiske markeder i de arabiske lande. Millioner af indvandrere til Europa var en del af prisen.

Araberne ønskede ikke at støtte spredt indvandring.  De ønskede frem for alt at udplante homogene etnisk arabiske samfundsgrupper i EF-landene med hurtig vækst for øje. Det medførte totalitære strømninger i de europæiske samfund og borgergrupper uden interesse i integration, men med ønske om at bevare og udbrede deres kultur og religion.

Et meget afgørende møde var Hamburg-symposiet i 1983 under temaet: ”Integration af de to kulturer”. Her var indvandrerrettigheder helt i centrum. Indvandrerpligter blev ikke berørt.

Den tyske udenrigsminister Hans Dietrich Genscher indledte mødet med en tale, hvor han stærkt mindede om den gæld, som europæerne havde til den islamiske civilisation, og han understregede, hvor vigtigt det var, at dialog cementerede den europæisk-arabiske solidaritet.

Bat Ye’or bemærker, at det var karakteristisk for alle møderne, at europæerne udtalte sig forsigtigt, lagde vægt på deres beundring og respekt for islam. De fremførte ydmyge undskyldninger for Europas fordomme overfor islam. De arabiske deltagere derimod påtog sig normalt den hovmestererende rolle og svingede spanskrøret over europæerne. De talte om storheden i den islamiske civilisation og fremhævede den som den åndelige og videnskabelige kilde til Europas kultur. Og de europæiske deltagere bøjede nakken.

I Europarådets septembermøde i 1991 holdt man debat om den islamiske civilisations bidrag til den europæiske kultur. Man pegede på islams store betydning for europæisk civilisation. Man gjorde bl.a. gældende, at islam skulle indgå stærkt i vestlige historiebøger, og ikke mindst skulle medierne mobiliseres, arabiseringen skulle støttes på alle niveauer.

Både de muslimske og vestlige lærde, som gav bidrag, understregede den islamiske civilisations overlegenhed og den tolerance, der udsprang af den muslimske kultur i Spanien midt i en tid med vestlig obskurantisme. Man beklagede korstogene og inkvisitionen. Den italienske formand for ungdom, kultur og uddannelse, Roberto Barzanti lagde også vægt på islams kulturelle overlegenhed og udtrykte respekt for islams uddannelsessystem i madrassaerne!

I tilslutningen til debatten i Europarådets parlamentariske forsamling udtalte den britiske udenrigsminister Robin Cook den 8. oktober 1998 i London følgende: ”Det er den mest vidunderlige påmindelse her midt i Londons hjerte, at rødderne til vor kultur ikke blot er af græsk eller romersk oprindelse, men ligeså fuldt islamisk. Det er islamisk kunst, videnskab og filosofi, som har bidraget til at skabe os, som vi er, og bestemt, hvordan vi tænker”. Han understregede den dybe gæld til islam og fortsatte med at sige: ”Islam har lagt det intellektuelle grundlag for en stor del af den vestlige civilisation”. – Europa skal således med beundring modtage sine nye muslimske borgere.

Eurabia er allerede på vej, mener Bat Ye’or, og Europa er ved at opgive kampen. Immigrationsproblemerne er voksende, og befolkningerne, som er blevet indoktrinerede med de multikulturelle velsignelser, har ikke nogen sammenhængende kultur, hvorfra en modstand kunne formes. Overvågningscenteret EUMC i Wien og alle dets aflæggere i de enkelte stater er sammen med velmenende grupper af politiske islamofiler et bastant våben mod ”ideologiske afvigelser” fra de politisk korrekte holdninger.

 

6 tanker om "Eurabia – et politisk forræderi"

  1. Det er mig en gåde, hvordan lærde mennesker kan mene, at vores kultur har hentet berigelse fra den muslimske kultur. Tværtimod. Det der især har skabt os, er den europæiske oplysningstid fra midten af 1500-tallet. Den står i skarp kontrast til Islam.
    Det næste store spring kom med den amerikanske revolution og uafhængigshedskrig i 1776-83, og den tilhørende uafhængighedserklæring fra 1776 med de deri formulerede menneskerettigheder. Tankerne heri bredte sig til Europa, og især Frankrig med revolutionen i 1789. Endnu en yderst vigtig faktor var borgerkrigen i England i midten af 1600-tallet, og indførelsen af parlamentarisme. De skulle dog lige slippe af med Oliver Cromwell først, ligesom man i Frankrig også lige skulle forbi tiden med Napoleon.
    Det er sørgeligt, at faget historie i folkeskolen og gymnasiet bliver ødelagt og perverteret på det skammeligste og venstreorienterede halvstuderede røvere, som sikrer, at den opvoksende ungdom ikke aner det fjerneste om det fundament, som vores veludviklede samfund bygger på.

    • “hvordan [kan] lærde mennesker kan mene, at vores kultur har hentet berigelse fra den muslimske kultur.”

      Svaret er at berigelsen var før år 1700. Ind til 1600 tallet var den islamiske verden førende på kultur og videnskab. Men under påvirkning af kristendommen så vendte muslimerne videnskaben ryggen. Og kun gradvist slog videnskaben i gennem i vesten.

  2. Islam fra Mecca til Medina har ikke hverken bidraget eller beriget Europas kultur, som er rundet af det græsk romerske og Humanismens og Kristenhedens civiliserende kraft efterfulgt af RELIGIONSKRITIK og oplysning med kvinder integreret i både det politiske og videnskabelige.
    Arabisk kultur er en lang march for mission og undertrykkelse.
    Mon ikke arabernes domæne og Islam- landene af ikke arabere ville være nået længere hvis Islam kunne skænke både fred og udvikling ?
    Latterligt at dialogmøderne har syltet sig ind i ærbødighed for koranens opfordring til jihad og nedslagtning af anderledes tænkende og troende.
    Marxisterne har anvendt Islam som løftestang til Marx og nedslagtning af Borgerskabet.

  3. De kulturradikale har overtaget scenegulvet. Desværre er det særdeles svært at ændre på forholdene uden væsentlig dramatik. Alle, som ikke er korrekte, anses ikke for at være stuerene. Tro mig, der vil komme tider i Europa, som vi gerne ville være foruden. Hovedparten af vore nuværende politikere og kirkeledere har ikke format til at erkende, at de har taget fejl.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *