Folkekirke og folkelighed

                Morgenavisen Jyllands-Posten

                                                                                       Tirsdag den 25.juni 2013

 

 

Kronik

Folkekirke og folkelighed

af

tidl. domprovst Poul E. Andersen

Odense.

 

Folkekirken har hovedsageligt fundet sin form gennem egne kræfter. Kirkeministeriets debatoplæg om et folkekirkeråd er et drastisk tiltag, der kan føre til en kirke med politisk og kulturel slagside med risiko for splittelse og medlemsflugt

 

Folkekirken er ustyrlig. Ingen ved rigtigt, hvem der bestemmer over hvad. Grundlovens krav om, at folkekirkens forfatning ordnes ved lov (§66) er ikke realiseret trods flere forsøg. Det har aldrig haft medvind, og få har efterspurgt det. Folkekirkens medlemmer har stort set slået sig til tåls med, at menighedsråd og præst, provstiudvalg og provst, stiftsråd og biskop, folketing og minister gør deres arbejde så godt, som de kan, og det kan næppe være bedre. Konflikter opstår let, men konflikter kan også skabe fornyelser.

Af og til breder der sig et krav om, at nu må der skabes klarhed om den lidt søvnige folkekirkes funktion og virksomhed. Der må tages drastiske initiativer. Og det forsøger man så.

I september 2012 nedsatte regeringen et udvalg til at udarbejde et forslag til en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken. Det skal overveje regulering af folkekirkens indre anliggender og folkekirkens fælles økonomi. Udvalget barslede med sit debatoplæg i april 2012. Det virker sagligt, velskrevet og rimeligt tilgængeligt.

En central del af forslaget samler interessen omkring oprettelsen af et folkekirkeråd med ca. 30 læge og gejstlige medlemmer og med betydelig myndighed til at deltage i den kirkelige initiativ- og beslutningsproces.

Forslaget er blevet modtaget med interesse, men ikke med begejstring. Det nedsatte udvalg peger loyalt på den lutherske tanke om det almindelige præstedømme, som forkynder, at enhver, der er blevet døbt, både er præst, biskop og pave. Fællesskabet af døbte er kirkens grundlag, og som kristne har alle medlemmer af menigheden den opgave at forkynde evangeliet. Det forudsætter ikke, at der på forhånd eksisterer en myndighed, som tildeler dem opgaver og fører tilsyn med deres gennemførelse. Men folkekirkens historie viser dog klart, at der nødvendigvis måtte sættes rammer både for kirkens arbejde og dens plads i samfundet. Myndighederne kunne være skarpe, og de udøvede deres magt overfor kirken ud fra den politiske og kulturelle forståelse, som var samtidens normalitet.

Men menighedernes grundlæggende forståelse af det almindelige præstedømme døde ikke bort. I forskellige former kaldtes den frem. Især da de åndløse eftervirkninger af den kirkelige rationalisme lagde sig tungt og dødeligt over almuens religiøse liv.

Grundloven af 1849 bestemmer, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, som modtager støtte fra staten. Og religionsfriheden er en naturlig ting. Men forandringerne slog kun langsom igennem, og kirkens læremæssige grundlag forandredes ikke. Kløften mellem gejstlige og lægfolk var dyb og svær at overskride.

Men det blev ikke de kirkelige myndigheder, der, ihukommende en gammel forestilling om det almindelige præstedømme, bragte grundlovens frihedstanker ud i kirken. Myndigheder skaber sjældent de store forandringer. Det rokker som regel ved deres eget fundament. Det blev derimod de store folkelige vækkelser, der på eget grundlag gav nye muligheder for folk og kirke. Det var folket, der tog ansvar for egne friheder og rettigheder og gennemtvang i praksis store ændringer.

De to store vækkelsesbevægelser Indre Mission og Grundvigianismen fulgtes ad et stykke vej, men måtte skilles, da de teologiske modsætninger blev for belastende. Men hver for sig ydede de en enestående indsats, især for den brede befolkning, og de prægede i høj grad både danske kirkeforhold, dansk kultur og den politiske udvikling.

Forkyndelse, synd/omvendelse og frelse var centralbegreber bag både Indre Mission og dens ungdomsbevægelse KFUM og K i deres brede kirkelige arbejde. De samlede tusindvis af tilhængere. Man mødtes i kirke, missionshuse og i private hjem om vækkelsesforkyndelsen. Der blev bygget efterskoler, højskoler og lærerseminarier, og børnene samledes i søndagsskoler og i spejderbevægelse. På det sociale område var vækkelsen aktiv som ingen før. Men de offentlige myndigheder synes i kun ringe grad at være åbne for fornyelser.

Den tidsmæssigt næsten parallelle grundtvigske vækkelse vandt en tilsvarende tilslutning, men på andre vilkår og med et andet tros- og menneskesyn. Grundtvigianismen var teologen og præsten N.F.S. Grundtvigs arv til den danske folkekirke. Han var ikke nogen folkekirkelig leder eller administrator. I årevis var han nægtet afgang til præsteembeder. Han var under censur og havde et meget anstrengt forhold til sine overordnede. Hans overvældende teologiske produktion, hans menighedsforståelse, hans frihedsforkyndelse, hans tanker om oplysning, hans nationale engagement og først og fremmest hans enestående salmedigtning bredte sig efterhånden ud over landet og samlede menighederne om forkyndelse, sakramente og trosbekendelse. Kirkepolitisk satte hans frihedstanker sig igennem ved etablering af friskoler, efterskoler, højskoler og lærerseminarier. Valgmenigheder begyndte at sætte præg på kirke- og kulturliv, også sognebåndsløsning blev en del af friheden. Nøgternt må man konstatere, at der i dag næppe findes et kirkepolitisk eller kulturelt område, som ikke på en eller anden måde er præget af grundtvigsk tænkning. Den folkekirkelige menighed skaber fornyelse. Øvrighederne følger kun langsomt efter.

Igennem årene har folkekirken været grobund for mange forskellige folkelige bevægelser, som har markeret sig i kortere eller længere tid og præget sider af det danske kirkelige liv. Også en teologisk bevægelse, Tidehverv har markeret sig og fremmet en stærk teologisk og kulturel debat. Politiske debatter i folketinget har været præget heraf.

Regeringen og folketinget er folkekirkens øverste beslutningsorgan. Det er ansvarligt for den kirkelige lovgivning og øver også indflydelse overfor folkekirkens indre anliggender som f. eks. autorisering af gudstjenesteordning, ritualer, salmebog, vielse, jordpåkastelse og forskellige former for tilsyn. Kirkeministeren har kompetence til at regulere forhold, der angår indre kirkelige anliggende. Det må bemærkes, at myndighederne næsten altid har bevæget sig med forsigtighed på disse områder. I den seneste tid har folketing og ministerium dog markeret sig stærkere – stærkere end mange har ønsket. Udmeldelse af folkekirken og arbejde på at etablere nye menighedsformer har da været tydeligt mærkbart.

Folkekirken har hovedsageligt fundet sin form gennem egne kræfter og gennem udfoldelsen af sit kristne trosgrundlag, og dens medlemmer forholder sig ofte skeptisk overfor påvirkninger, der ikke har rod i dens egen have. Noget stort behov for at råde bod på politiske forsømmelser overfor grundlovens mere end 160 år gamle forfatningskrav mærkes ikke.

Det er på denne baggrund, at debatoplægget, der skal føre til en moderne styringsstruktur, præsenteres. Men det er svært at se, hvilken rolle et folkekirkeråd vil komme til at spille, hvilken myndighed, det får tildelt overfor ministerium og folketing, og hvilke fornyelser, det vil blive medansvarlig for. At kirkelukninger ikke sjældent vil være på dagsordenen, ligger lige for.  Ofte spørges det, om man kan forvente politisk neutralitet med et smalt, nydefineret folkekirkeråd. Når f. eks. stærkt debatterede samfundsproblemer på socialområdet, klimaområdet, menneskeretsområdet trænger sig frem mod beslutningsfasen, og den kirkelige debat kredser om samme emner, kan kirken da stå med tilkendegivelser, der er mere præget af tro end af politik?

Ingen kan være i tvivl om, at en folkekirke med politisk og kulturel slagside indenfor få år vil være splittet, og at medlemstallet hurtigt vil blive reduceret. En spinkelt folkekirkeråd vil ikke have kræfter til at bære et tungt medansvar for udviklingen i en bred og mangesidet folkekirke og heller ikke til at skabe positiv fornyelse og vækst i den kirke, som størstedelen af befolkningen ønsker at værne om. Udviklingen kommer indefra. Det har den altid gjort, og menighederne går deres egne veje.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *