Lighedens ulidelighed

                                                                Berlingske Tidende

                                                                                                             5. marts 2012                    

 

Fra Dagens Debat: (s.2)

Kronikken

Lighedens ulidelighed

Lighedsideologien hæmmer den økonomiske dynamik, spiller en rolle i folkeskolens målsætning, tager kvalitetsforpligtelsen ud af universiteternes forskning og tvinger multikulturel opfattelse ned over de forskellige religioner, skriver fhv. domprovst Poul E. Andersen

(1. sektion/23)

 

Lighedens ulidelighed                                                                    

af

fhv. domprovst Poul E. Andersen

 

De fleste vil sikkert mene, at det er ganske utilladeligt, når jeg hævder, at ideologisk, politisk og social lighed og ligestilling i høj grad dækker over egoisme og banal folkelig moralisme.

”Vi er alle lige for Vorherre” lyder et gammelt humoristisk ord. Det klinger helt smukt. Når vi i dag beskæftiger os med lighedsbegrebet, møder vi sjældent humor deri, så er der tale om ideologi, og her skal man være forsigtig.

Det er ekkoet fra den franske revolutions klasseopgør: frihed, lighed og broderskab, der stadig trækker sine spor gennem vestlig kultur. Dets ideologiske indhold ændrer sig, men i demokratiske samfund lever lighedstanken og frihedstanken som hinandens supplement og konkurrenter. Frihedstanken er blevet så selvfølgelig, at den ligger som et styrende bevidsthedsfænomen, der sjældent bliver modsagt. Men i vor generation står lighed og ligestilling i forgrunden som en bærende politisk og ideologisk ledetråd, som i stadig stærkere grad bestemmer vore holdninger.

De fleste vil sikkert mene, at det er ganske utilladeligt, når jeg hævder, at ideologisk, politisk og social lighed og ligestilling i høj grad dækker over egoisme og banal folkelig moralisme. En sådan påstand er et forargeligt misbrug af ytringsfriheden, vil mange endda mene. Men sandt er det jo alligevel. Dybt i os ligger kravet om, at ingen skal være rigere, heldigere eller have fordele frem for mig. Selv samfundets bedst placerede mindretal har svært ved at tåle fordele hos andre. Hyklerisk kan de endda udtrykke bekymring over den manglende ligestilling hos samfundets svage. Enhver politiker med et socialt program, føler sig forpligtet til at arbejde for videreudvikling af den ”retfærdighed”, der skjuler sig i lighed og ligestilling.

Lighedsideologien har trængt sig ind i menneskesindet fra mange kanter. Kristendommen har i århundreder prædiket omsorg for de fattige. Den har opbygget hjælpende institutioner og efterhånden sat sig igennem i socialiseret, sekulær lovgivning. I nyere tid har marxismens angreb på borgerlige normer og politisk konservatisme haft stor indflydelse på lighedsudviklingen. De videreførtes af ungdomsoprøret i 70-erne og af kulturelitens forargelse over samfundets evige svigt at de dårligst stillede. Fagforbundene har permanente krav om lønudligning og social ligestilling. Kulturradikales dyrkelse af den multikulturelle relativisme, der vil stille alle kulturer lige, lever stadig stærkt. I dag gør ingen politiske partier for alvor gå ind i et opgør med lighedstænkningen. Det koster dyrt. Lighedsideologien har haft positiv effekt for mange socialgrupper. Det skal anerkendes. Men det belaster friheden.

Det enkelte menneskes forpligtelse overfor næsten har i århundreder været den kristne kulturs bærende grundlag. ”Du skal elske din næste som dig selv”. Det var et krav om ansvar, som ingen til fulde kunne bære, men som trods alt prægede samvittighed og kultur fra top til bund. I dag er det forsvundet som inspiration. Det gled langsomt fra det enkelte individ til det offentlige. Det kollektive system lod den upersonlige administration overtage ansvar og omsorg for alle. Den enkelte nødlidende var ikke længere en næste. Han/hun blev et anonymt gennemsnitligt væsen, som til gengæld fik rettigheder og krav at gøre gældende. Det betød naturligvis, at myndighederne i stigende grad oplever kontroverser med borgerne, som har svært ved at acceptere givne grænser for deres rettigheder og frihed. Ofte opfatter de sig selv som ofre for samfundets brutalitet og manglende lydhørhed.

Lighedsideologien lægger i bred forstand bånd på debatten om de offentlige systemer og landets økonomiske udvikling. Fornyelse bliver vanskelig og krævementaliteten stortrives.

Det er påfaldende, at lighedstænkningen kun dårligt tåler kritik. Kritik kommer jo fra onde mennesker. Kun enkelte liberalister tør pege på, at modtagere af offentlige ydelser ligesom andre mennesker han have blakkede motiver i deres færd. Men der hviler en moralsk urørlighed over den økonomisk dårligst stillede halvdel af befolkningen, og det synes de fleste, at vi skal værne om. Det nævnes derimod tit, at det er nødvendigt at kæmpe mod finansfolk, samt andre skattesnydere, der vogter over deres skattefri udbytning.

Når lighed træder frihed ned og bliver en politisk, økonomisk og social grundanskuelse, der graver sig fast i borgernes bevidsthed, mærkes det næsten overalt. Det kommer til at ligge som en dødvægt på samfundets skabende og udviklende områder. Engagement og optimisme svækkes og flere og flere lægger forpligtelse fra sig. Lighedsideologien viser sig mere og mere som en politisk generalisering, hvis selvsikkerhed er svær at imødegå, men som de fleste vælger at bøje sig for.

Livsglæden og optimismen, som vor frihedsforkynder N.F.S.Grundtvig en gang lærte sit folk, er i dag svær at finde, selvom vi kalder os ”verdens lykkeligste folk”. Vi hører heller ikke meget om den enkelte, om ansvar for eget liv og forpligtelse overfor næsten, som filosoffen Søren Kierkegaard skildrede og krævede af os. Unge idealister, som besidder innovative evner, har svært ved at udfolde sig. Det går trægt for dem, der vil lægge ligheden bag sig. De har levet med den i alle deres barndomsår.

For nogle år siden citerede man gerne et politikerudsagn om folkeskolens målsætning: ”Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære”. Citatet er ikke verificeret, men beslægtede holdninger mødes i folkeskolens praksis, hvor det ofte slår igennem, at lighed går forud for kvalitet. Elever med gode evner fastholdes ofte på et gennemsnitsniveau, som ligger langt under nabolandes forhold. Danske elever og fremmedsprogselever præges af fællesundervisning til skade for begge parter. Forældres frie skolevalg er anfægtet. Det vanskeliggør differentiering.

Heller ikke universiteterne satser på kvalitet. Lavt niveau kritiseres åbenlyst. Kritikere hævder, at ledelse og forskere ved Aarhus Universitet har tillempet sig en ny form for rundkredspædagogik uden basal viden, men med gold teoretisering om alt og intet. Vigtigt er det at uddele så mange kandidatgrader som muligt til folkets sønner og døtre. Det skæpper i kassen og fremme ligheden. For øvrigt kan vel ingen forklare, hvorfor det i lighedens navn er retfærdigt, at det ene køn skubber det andet ud ved ansættelse på universiteter eller placering i bestyrelser.

I Danmark skal alle religioner stilles lige, selvom den danske grundlov giver folkekirken en formel særstatus. I årtier har de kreative klasser kæmpet for at gennemtvinge den multikulturelle rettesnor i kultur og religion. Det er lykkedes. Ingen religion må i dag på noget felt have fortrinsret, da alle kulturelle og religiøse synspunkter har samme gyldighed og kun har den værdi, som deres egen tolkning sætter. – Og når det kommer til stykker, hvem kan så afgøre, om en tyveknægt har bedre af at sidde i fængsel end af at få sin højre hånd afhugget ?

For øvrigt er der i mange kredse enighed om, at religion ikke har nogen plads i det moderne samfund. Historiens overleveringer om kristendommens tro, etik, moral, ansvar, sociale fremskridt, kunst, litteratur, arkitektur og jura  er næsten kun besværlige erindringer. Den nøgne sandhed er nu i al sin armod, at der ingen sandhed over øjenhøjde findes på vor flade jord.

”Frit at tale, tænke, tro” gælder stadig i Danmark. Frihed forfølges ikke. Måske er den selv på vej ud i glemselen. Ligheden lever endnu en stund sit trætte liv.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *