Moralisme som politisk ideologi

                                                                                                             Morgenavisen Jyllands-Posten

                                                                                                             21. november 2012

 

Moralisme som politisk ideologi

Moralismen som kulturfænomen har spillet en stor rolle ved ensretning af borgerne. Pinligt for alle vælgere er det, at vi ydmygt accepterer, at moralismen er blevet en legitim magtfaktor.

 

Kronik

af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst,

Odense

 

Et diktatur behøver ikke at være en forbandelse. Det syntes man i hvert fald ikke i oldtidens republikanske Rom. Her anså man det som en nødvendighed for en kortere tid at kunne overgive den totale magt til en stærk og respekteret person, såfremt krig truede med at udvikle sig til en overvældende trussel for stat og folk.

En idealistisk romersk forestilling om diktatur svarer langt fra til det billede af diktaturet, som de fleste af os i dag bærer på. For os er en diktator et magtmenneske, som af egoistiske grunde brutalt har tilkæmpet sig eneherredømme over et land og dets befolkning. Diktatur findes i mange former, men er for det meste udtryk for et individuelt magtstræb.

Men så vor tids folkestyre? Er man her sikker på, at det er rammen om det bedste samfund med frihed og nøgterne bestræbelser på at tilgodese borgerne på humanistisk grundlag? Naturligvis ikke. Magtsyge og egoisme får nok sjældent lov til at udfolde sig i fuldt flor, men det er ikke trængt til side. Det er en del af menneskets væsen og vil altid finde sig en form for udfoldelse. Men med det demokratiske folkestyre er den individuelle egoistiske kamp om magten erstattet af den kollektive kamp. Magtbegæret ligger stadig tæt på overfladen i enhver politisk ideologi, ikke mindst i partiernes opgør med hinanden. I partierne udfolder den kollektive magt sig. Det lægger ingen skjul på. Men det individuelle magtstræb trives også vel. Det er nødvendigt for partiets praktiske lederskab og for partiernes bredde og selvtillid. Men uanset, hvordan man driver politik, hører magtkamp med.

I de demokratiske samfund findes der almindeligvis dybe spaltninger mellem partierne, især mellem de højreorienterede og de venstreorienterede. Hos os træder de for tiden frem som rød blok og blå blok. De har alle et demokratisk udgangspunkt, men deres målsætninger varierer stærkt.

Når man læser partiernes politiske programmer, ikke mindst nyere udgaver, og når man husker de politiske debatter om væsentlige emner gennem de sidste årtier, står det helt klart, at der er sket en betydelig forskydning af magtgrundlaget i samfundsdebatten. Den rationalitet, der bygger på nøgtern viden og indsigt, som burde vokse frem og styrkes i et demokratisk samfund med absolut satsning på uddannelse og ansvarlighed, har fået stadig sværere ved at slå igennem. Den anfægtes af den banale moralisme, der stadig mere udfordrende stikker sit lurvede hoved frem, og som alle politiske udspil må måles på.

Moralismen har til alle tider været en væsentlig faktor i samfundskulturen. Den gør sig gældende med skrevne og uskrevne normer for borgernes holdning og optræden både over for myndigheder og for medborgere. Den kan ytre sig om børneopdragelse, om køn, seksualitet, ægteskab, omgangsformer, påklædning, passende og upassende sproglige udtryksformer og om skik og brug. Moralismen kan gøre sig gældende forskelligt fra landsdel til landsdel. Men en ting er fælles: unge og ældre frygter for at komme på kant med den herskende moralisme. Fejltrin er næsten utilgivelige og kan forfølge mennesker i årevis. Moralismen slår hårdt, hvor normer overtrædes. Moralisme er kun i ringe grad bygget på lovgivning, den er mere eller mindre fremvokset ud fra borgernes almindelige samvær med hinanden. Moralismen som kulturfænomen har spillet en stor rolle som ensretning af borgerne, men har samtidig begrænset deres frihed og i høj grad forhindret udvikling og fornyelse. I de sidste generationer er der sket opbrud. En voksende individualisme har opløst mange af moralismens krav og bestemmelser og givet friheden plads.

Men det, vi nu har set i de senere år, er moralismen, der som aldrig før trænger frem i det politiske system som en tyngende magtfaktor, som stadig flere politisk engagerede har måttet bøje sig for. Den afsporer mange nødvendige debatter og skræmmer mange politiske debattører over i vælgersmiskende appeller, der forhindrer enhver udfordring af moralismens vagthunde. Religion og moral er i langsigtet perspektiv med til at bestemme generelle holdninger i et samfund. Det er nødvendigt, hvis man skal styrke udviklingen af et folks selvforståelse. Men ligesom det står klart, at religion ikke skal indblandes i konkret politik, skal moral ikke have en selvstændig plads i politiske beslutninger. Religion og moral er ikke magtmidler. De seneste års konfrontation mellem blokkene tyder på, at dette synspunkt er gået i glemmebogen, og det netop i en tid, hvor flere stater i voksende grad må lide under undertrykkelse og frihedstab fra denne side.

Moralismen træder frem hos alle partier, men der er meget, der tyder på, at især rød blok bærer en stor del af ansvaret for den snærende magtforskydning, som lader saglighed træde tilbage, og følelser og moral tage over, selv hos den, der i sit almene praktiske liv aldrig ville drømme om at forholde sig til samfundets moralske forpligtelser. Den politiske moralske genfødsel er ikke resultatet af en nyere filosofi. Der er snarere tale om en forskruet strømning eller inspiration med historiske rødder helt tilbage til Oplysningstiden, der nu for alvor slår igennem. Det er ikke mindst filosoffen Rousseaus menneskesyn, der sætter sig spor. I Rousseaus optik er det naturlige menneske grundlæggende godt, hvis det ikke hæmmes af kulturel eller social undertrykkelse af sit egentlige væsen. Det udfolder sig positivt og hensynsfuldt over for andre levende væsener, når det har mulighed herfor. Tanker af denne art har været påskud til at føre de socialistiske ideologier frem i store dele af verden, og socialistiske og socialdemokratiske ledere og programmer forklæder sig ofte bag disse ideer. Og tankerne finder genklang blandt store nutidige vælgergrupper. Her foregiver man, at deres partier vil det gode og på altruistisk vis satser alt på at skabe bedst mulige vilkår for samfundets svage, for dem, som er afhængige af andres kærlighed og omsorg for at kunne leve et acceptabelt liv. Hos den røde politiker banker hjertet for de handicappede, de syge, de arbejdsløse og for samfundets ældre, og det stærkest mulige velfærdssamfund er målet. Tillid til borgerne er grundlaget, her skal ingen mistillid komme til udtryk. At det styrker partiernes magt, kalder vælgere til og giver politikere prestige og voksende indflydelse indgår ikke i debatten.

Hvis der fra borgerlige vælgere eller politikere stilles spørgsmål til eller rettes kritik mod denne fordækte magtideologi opfattes de som umoralske og hensynsløse, ja som ringere mennesker end de røde. Når man som vælger fuldt ud har ladet sig overbevise om denne moralismes sandhed, har man følelsen af at have moralen på sin side, og man ser sig selv om uangribelig, måske endda som forpligtet til at styrke sin egen og partiets magt ved at nedgøre sine modstandere som ”rige svin”, som moralsk anløbne personer, ”overlæger, bankdirektører, advokater og piloter med kort arbejdstid, Mercedes’er, millionstinkende lystbåde og som dårlige skatteydere”. Og i indvandrerpolitikken føles det ikke unaturligt, at man tager afsæt i selvretfærdig forargelse over modpartens holdninger. Og faktisk går det videre. Alle indforståede ved jo, at det er de røde, der er de gode i kampen mod forureningen, og som gennemtvinger de rammefri investeringer i kæmpevindmøller og det grønne samfund, mens de blå ansvarsløst og uden samvittighed tænker på sig selv og lukker øjnene for klodens snarlige undergang. De borgerlige bruger politisk magt til at skabe politiske og økonomiske fordele for sig selv, mens venstrefløjen investerer sig selv i at skabe gode muligheder for andre. At de så også skaber magtbase for sig selv, og at moralen ofte er egoismens førerhund, bliver sjældent nævnt. Hykleri kan være så grumt, at det ikke nævnes.

Det moralske spil, som her tillægges venstrefløjen i dansk politik, findes naturligvis ligeså gennemført på den anden fløj, om end vinklet på anden vis, og snart ligeså stærkt i den samlede befolkning. Det betyder, at tyngende nødvendige initiativer til samfundets bedste må spilles ud i moralsk forklædning, at rationelle argumenter svækkes eller skubbes til side, og at kløften mellem befolkningsgrupper uddybes. Pinligt for alle vælgere er det, at vi ydmygt accepterer, at moralismen er blevet en legitim magtfaktor, så politikerleden, demokratiets dødelige sygdom, bliver et ubærligt alternativ.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *