En dans til den tyrkiske musik

                                                                                        Kristeligt Dagblad

                                                                                        Torsdag den 1. november 2007                                                                                                                           

 

En dans til den tyrkiske musik

 

 

Med Tyrkiets optagelse i EU vil muslimer komme til at udgøre en befolkning på 110-130 millioner mennesker i Unionen. Kun få har gjort sig klart, hvad det vil betyde, at den muslimske befolkning i tal langt vil overgår antallet af protestanter.

 

 

af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense

 

Det er min fornemmelse, at tilslutningen til EU har været voksende de seneste år – ikke at kritikerne tier, heller ikke at tanken om en europæisk forfatning anskues som problemernes løsning. Men i og med, at vreden og hadet mod Vesten i de asiatiske og mellemøstlige samfund eskalerer, og at angsten for terror og ukontrolleret muslimsk indvandring griber om sig, kommer EU for flere europæere til at træde frem i et nyt lys. Det kommer stærkere end tidligere til at fremstå som et nødvendigt fællesskab om en ældgammel europæisk civilisation, som en ramme om politisk udvikling og om en europæisk sikkerhedsbestræbelse.

 

Men i brede befolkningskredse cementeres samtidig overbevisningen om, at det skal være et EU uden Tyrkiet. Inden for EU’s europæiske grænser vil Tyrkiet repræsentere en fremmed kultur, en selvbevidst og ekspansiv religion, en svag økonomi og et usikkert demokratisk system.

 

I visse kreds er det stadig lidt finere at være tilhænger af Tyrkiets optagelse i EU, end at være modstander heraf. Det er en del af moderniteten at være reformvenlig, offensiv og fremsynet. En dans til ”hele den tyrkiske musik” virker på ingen måde skræmmende. Modstanderne må så på den anden side affinde sig med at repræsentere det forstokkede, det nationalistiske og det frygtsomme. At moderniteten så af og til har svært ved at dække over sin naivisme og sine svage argumenter, er en anden sag.

 

Men modstanderne af et Tyrkiet i EU har nu en del at have deres skepsis i. At man i Istanbul og andre vesttyrkiske storbyer kan møde den frigjorte, vestligt orienterede overklasse er ikke udtryk for en generel vestlig sekularisme. Det kan ikke skjule det faktum, at millioner af tilvandrere fra landområderne stort set stadig lever med de samme religiøse og kulturelle traditioner, som gjaldt i deres hjemstavn, og at det geografiske skifte har gjort det endnu nødvendigere for dem at stå vagt herom, såfremt de ikke skal lide et væsentligt identitetstab. Og holdninger som disse vil være urokkelige, så længe de er bundet af accepten af den uforanderlige Koran og de guddommelige religiøse love.

 

En væsentlig egenart hos EU er, at det spænder over nationer og folkeslag, som har udviklet deres kultur på baggrund af den individualisering, som ligger bag den europæiske konkurrenceånd, og som til stadighed nyskaber og stimulerer den ekspanderende økonomi. Den løbske kapitalisme har man formået at holde i ave, så velfærdssamfundet de fleste steder har formået at brede sig også til samfundenes svagere grupper. Rødderne til denne udvikling er gamle. Man finder dem både i den tidlige katolske kristendom og især i protestantismen. Arnestedet var de store klosterinstitutioner og middelalderens italienske bystater. Og oplysningstidens filosoffer afklarede individualismens tænkning. Senest optagne medlemmer i EU som Bulgarien og Rumænien har anden kulturel baggrund, og det mærkes. Men kan undre sig over, at dette væsentlige kulturpræg meget sjældent drages ind i debatten om Tyrkiets optagelse i EU.

 

Sagen er nemlig, at den tyrkiske kultur hverken rummer individualisme eller udviklingstanker, den er tværtimod vokset frem omkring en kollektiv tilværelsesforståelse, som præger alle sider af deres samfund. Og udviklingen er aldrig sat på prøve af noget, der kunne minde om en oplysningstid.

 

Den tyrkiske kollektive tænkemåde fastlåser familie, slægt og klan, ja hele samfundet i fortiden. Den giver intet rum for enkeltpersoners initiativer i konkurrence med andre i slægten. Enhver må kende sin familiemæssige og sociale plads. Og man kan kun ændre den med gruppens accept. En måske tusindårig kollektiv tradition, der går tæt på alle livsforhold, kan ikke smedes om til individuel forståelse af tilværelsens vilkår blot på et par generationer, måske overhovedet aldrig. Her ligger voldsomme modsætninger til et moderne samfund gemt. Et medlemskab af EU  vil højst kunne skabe ændringer i en overklassebefolkning, som under medborgeres skepsis er på vej til at opløse deres identitet.

 

Da Muhammed o. 630 e. Kr. erklærede Mekka for en hellig by, skal han have udtalt: ”Gid enhver, som fører nye ting til denne by, må blive forbandet af Allah, hans engle og alle mænd” Når man gennem Muhammed har nået samfundets optimale udviklingsstade, må udviklingen følgelig sættes i stå, da al forandring herefter fører til det ringere. Alle muslimske folk har et strejf af denne holdning. Selv i et moderat muslimsk land som Tyrkiet har innovative tanker svært ved at sætte sig spor i den brede befolkning. Derfor, – hævder den skarpe amerikanske filosof og professor Rodney Stark,- er der ingen udvikling i nogen af de muslimske lande. Islam ser med længsel tilbage på det bedste samfund af alle, det som Muhammed skabte i sin levetid. Kristendommen derimod ser fremtiden som den gode tid, som vi skal være med til at skabe. ( The Victory of Reason 2006). Det er dette fænomen, der giver den sociale og politiske fremdrift.

 

Ikke desto mindre har anbefalere at tyrkisk medlemskab ofte henvist til en voldsom positiv udvikling i den tyrkiske økonomi – med rette. Turister har de senere år lagt vældige pengesummer i det tilbagestående land, og udvandrere til de vesteuropæiske lande støtter deres familie i deres hjemland med så store beløb, at det har betydelig effekt på det tyrkiske statsbudget. Men sjældent henvises der til, at en god procentuel udvikling i en meget svag økonomi har en meget ringe praktisk effekt i et umådeligt stort underudviklet samfund med en enorm befolkning, der for størstedelens vedkommende savner enhver uddannelsestradition og dermed de mest elementære forudsætninger for med egne midler at etablere blot begyndelsen til det, vi i Europa kalder et velfærdssamfund. Da der af Vesttyskland og DDR skabtes det nye Tyskland, blev sammenslutningens økonomiske byrde så stor, at den vestlige befolkning våndede sig derunder, selvom DDR befolkningsmæssigt var et lille land. Optagelsen af de østeuropæiske stater som Bulgarien og Rumænien er også allerede en bremse på udviklingen i EU. Skatteyderne ved endnu ikke, hvor tung belastningen vil blive. Indlemmelsen af mastodontlandet Tyrkiet med 71 millioner fattige mennesker, vil sende EU til tælling i adskillige år. Ingen kan forudse, hvor og hvor hårdt den europæiske velfærdsstat skal rammes.

 

Ved EU’s optagelsesforhandlinger med Tyrkiet gælder det gængse grundprincip, at indlemmelse af en ny nation sker gennem dens tilslutning til fælles demokratiske værdier. Religiøse holdninger må ikke være afgørende.

 

Dette princip har ikke skabt vanskeligheder mellem de europæiske stater, da kristendommen i en eller anden form er fælles forudsætning for europæisk kultur, og da sekulariseringen har udvisket væsentlige modsætninger.

 

Men i forhold til Tyrkiet med dets store muslimske befolkning er det dødsens farligt at gøre brug af dette princip. Dels fordi der fra mange sider rejses tvivl om, hvorvidt islam overhovedet tillader en virkelig demokratisk udvikling, og dels fordi religion og politik i praksis ikke kan adskilles. Et selvbevidst Tyrkiet i Europa kan udvikle sig til en uendelig anfægtelse af unionens demokratiske grundlag.

 

Med Tyrkiets optagelse i EU vil den muslimske befolkning inklusive muslimerne på Balkan og de indvandrede muslimer udgøre en stærkt voksende befolkning på 110-130 millioner. På sigt opnår den fri bevægelighed i alle EU-lande med forøgelse af de i forvejen store kulturkonflikter til følge. Kun få har gjort sig klart, hvad det vil betyde, at den muslimske befolkning talmæssigt langt vil overgå antallet af protestantiske kristne.

 

Igennem mere end 1200 år har muslimerne behersket og undertrykt større eller mindre dele af Europa og givet den oprindelige befolkning nedværdigende levevilkår. I dag er der adskillige muslimer, der mener, at de har et retmæssigt historisk krav på de tidligere muslimske besiddelser. De opfatter indvandringen som begyndelsen til genoprettelsen af det muslimske herredømme i Europa. ( se: Bat Ye’or: Eurabia)

 

Det kan ikke afvises, at Tyrkiet formelt er et demokratisk land. Det regeringsbærende parti AKP har under ledelse af Tayiip Erdogan fået vedtaget sekulære love og nærmet sig EU. AKP er skabt af islamister, mange fra det forbudte islamiske Velfærdsparti. Derfor er mistilliden stor, både i Tyrkiet og i EU. Få tror på, at sekulære love for alvor vil trænge igennem i det store traditionalistiske muslimske land. Og Tyrkiet har allerede vist, at det har vanskeligt ved at tillempe sig demokratiske grundholdninger. Det holder stadig en stor del af EU-landet Cypern besat med 40.000 stationære soldater. Undertrykkelsen af kurderne er usvækket, og landet nægter at vedkende sig sin barske fortid, f.eks. folkemordet på den armenske befolkning for godt 100 år siden.

 

Der skal fjernes mange sten fra Tyrkiets vej til EU, inden det tyrkiske halvmåneflag kan vaje permanent i rækken af EU’s nationale faner.

 

Grænsen mellem EU og Tyrkiet ligger på den europæiske side af Bosperus, uden for Istanbul. Det er trukket efter århundreders uendelige kampe. Den er i dag Europas respekterede grænse til Tyrkiet. I det længere perspektiv også til Mellemøsten og Asien. Denne stabilitet bør ikke ændres. Den tyrkiske musik klinger lifligst på afstand.

 

 

 

Hippe kulturfordærvere

Morgenavisen Jyllands-Posten

torsdag den 10. maj 2007

 

 

 

 

Et samfund kan ikke overleve, hvis det mister oplevelsen af det indre fællesskab, bygget på en århundredlang sproglig, politisk, historisk og religiøs udvikling med respekt for grundlæggende ideer som demokrati, borgerrettigheder samt et kampberedskab til at forsvare dem, skriver dagens kronikør

Hippe kulturfordærvere

 

 

JP-Kronik

 

af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

 

 

 

For nylig kunne vi opleve den tidligere kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen med det smukkest tænkelige flot designede muslimske tørklæde som sand rollemodel for usikre små muslimske piger. For at skabe et billede af kulturernes mangfoldighed havde hun ladet sig fotografere ved siden af den djærve fiskerkone på Gammmel Strand. Den sprudlende nyinspirerede og moderne person op mod historiens grå aflejring.

 

Gerner Nielsens skønhed blev tydeligt fremhævet af det elegante tørklæde. Og hun bar det så naturligt, som om det havde fulgt hende i mange år. Hvad det vel på en måde også har. En smule drillende kan man måske sige, at Gerner Nielsen har smidt masken og grebet sløret. Frydefuldt har hun sikkert kunne sige til sig selv, at nu lyses den nye, levende globaliserede kultur i kuld og køn med hele den mangfoldighed, som vore nye borgere har bragt os, og nu har vi mod til at sparke den udlevede, nationale bornerthed ned fra dens støvede hylder, så alle kan forstå, hvor smukt og nyskabende ethvert bidrag fra verdenskulturen tegner sig i vort land. Det multikulturelle Danmark folder sig ud.

 

Der er en friskhed og en forførende selvbevidsthed over Gerner Nielsen og hendes trosfæller. De lever i deres luftige kulturradikale feslot og fryder sig over de smukke moralske træk, som de mener at kunne se i multikulturalismen, denne brede anskuelse med moralske træk, som hæver de rettroende op over den normale menneskelige sfære.

 

Men hvad er så egentlig multikulturalismen? Først og fremmest er det en åndsstrømning, som nyder støtte fra de moderne samfunds allerhøjeste top. FNs højkommissær for menneskerettighederne Mary Robinsom erklærede i 2001, at ”den menneskelige mangfoldighed må anerkendes som et aktiv og ikke en ulempe, at fremmedfrygt under enhver form må forkastes, at man må vælge en forpligtelse overfor det multikulturelle samfund i en verden, der håber på at høste fordelene ved globaliseringen”.

 

Men også på det lidt jævnere plan er der opbakning. I 1995 udtalte forfatteren Ole Hammer således om multikulturalismen: ”Det flerkulturelle samfund er målet. Et Danmark, hvor man tænker flerkulturelt, træffer flerkulturelle beslutninger, organiserer sig flerkulturelt og handler i overensstemmelse hermed”. Biskop Kjeld Holm, tidligere formand for Nævnet for etnisk Ligestilling, siger i bogen ”Visioner for religionsfrihed”: ”Nævnet for etnisk Ligestilling har en vision for det danske samfund, en vision om det multietniske velfærdssamfund hvor der er plads til etnisk, kulturel og religiøs mangfoldighed, og hvor mangfoldigheden betragtes som et potentiale og ikke som et problem”.

 

Det Radikale Venstre og dets ideologiske trosfæller i alle partier har forstået multikulturalismen som et naturligt udgangspunkt for det politiske arbejde, der kan føre til integrering af et stadigt større antal flygtninge til gavn for vort land. For Danmark skal være det åbne samfund.

 

Den multikulturelle forestilling er bl.a. udsprunget af overvejelser, som antropologer og kultursociologer har gjort sig i mødet med ikke-vestlige folk. Og det er overvejelser, som blev overtaget af venstreorienterede grupper i Vesten, endnu før deres holdbarhed var blevet prøvet i et virkeligt kulturmøde. Hvilket har vist sig at være katastrofalt.

 

En klog mand (Zygmund Bauman) siger en smule ironisk om bevægelsen: ”Multikulturalismen er for tiden de lærde og opinionsskabende klassers mest almindelige svar på den verdensomspændende usikkerhed om, hvilke værdier, der fortjener at blive højnet og dyrket, og hvilken retning, udviklingen skal tage. Dette svar er hurtigt ved at blive ”den politiske korrektheds” ypperste lovsætning, ja bliver endog til et aksiom, der ikke kræver nogen forklaring”.

 

Igennem århundreder har vestens folk været overbevist om, at den kultur, som de repræsenterede, var langt bedre udviklet end nogen anden kultur på jorden, og de gjorde sig store anstrengelser for at udbrede den til mindre udviklede kulturer, til folk, som de mente burde være taknemmelige for at få del i den. Multikulturalisterne gjorde imidlertid sammenbidt op med denne kulturelle overlegenhed. De mener, at den udtrykker en kulturimperialisme, som bør bekæmpes, fordi den nægter at anerkende, at alle kulturer bygger på relative værdier. Og det har de gjort med alle midler og ud fra den tese, at alle kulturer og alle værdier i bund og grund er relative. Ingen, og slet ikke Vestens borgerlige samfund, repræsenterer absolutte værdier, og der eksisterer ingen bestemt overordnet kulturforståelse, hvorfra man kan betragte og bedømme andre kulturer. En kultur kan nemlig kun forstås og vurderes indefra på grundlag af sine egne værdier og målestokke. Derfor er det selvfølgeligt, at alle kulturer har samme værdighed og lige rettigheder. Og de må behandles med samme respekt.

 

Det gælder også selvom de for udenforstående rummer skikke, normer og ideer, der af os opfattes som uønskværdige, brutale, uæstetiske eller direkte frastødende. Vi skal ikke komme med vor bedrevidende og bedømme andre. I stedet må vi iføre os tolerancens ham og synge med på den melodi, som de selv anslår. Det er den eneste sømmelige adfærd.

 

Det dannede samfund med de gode mennesker må lægge kulturimperialismen bag sig. Vi må tage det veldesignede tørklæde på os og åndeligt lade os forevige på Gammel strand. Dermed giver vi endeligt udtryk for vor solidaritet med alle de nye kulturer og al den kulturelle rigdoms stolte traditioner.

 

Enhver kan se, at den grundholdning, som multikulturalismen hviler på, er tolerancen. Tolerancen er det etiske udtryk for kærlighed til næsten, som ikke behøver nogen religiøs begrundelse. Og det er med tolerancen, vi skal nærme os vore nye borgere og deres kulturelle ballast, og det er forståelse og tolerance, der kræves i de politiske tiltag, som skal sikre en smidig integration. Det betyder dog ikke, at den multikulturelle tolerancetanke er båret af en blød humanisme. Den kræver simpelthen tolerance af alle dem, som engagerer sig, eller beskæftiger sig med indvandring og integration. Her bliver den totalitær og anklages for af have alt for let ved at synke ned i selvretfærdighed. Og hermed følger så den uanfægtelige intolerance overfor enhver, som ikke deler ”de gode menneskers” opfattelse af tilværelsen. Denne tvetydighed har været meget stærkt fremtrædende i indvandrer- og integrationsdebatten i Danmark og har ofte forhindret en nøgtern politisk stillingtagen til væsentlige sager. Multikulturalismen har været et filter, som har forhindret klare anskuelser i at gøre sig gældende.

 

Multikulturalister her i landet er med deres relativisme parat til at tolere skikke, holdninger og traditioner hos fremmede kulturer, som de møder omkring sig, fordi mange af dem for længst har givet afkald på deres egne normer. Sådanne normer er nemlig i deres optik udtryk for hø og hakkelse i lilleputnationens rejsestald, de tegner et lille lukket land med udpræget nationalisme, og næsten komisk er det i sin indadvendthed. Det må åbnes, så det forstår, at det er frydefuldt at lade sig vugge på de bløde bølger fra verdenshavene.

 

Multikulturalisterne er forsvarsløse, når de møder totalitære holdninger hos især muslimske indvandrere. De er identitetsløse og har intet forsvarsberedskab. Derfor gør de retræten til en dyd og glemmer ikke at håne dem, som finder grund til at tage kampen op. Selv finder de det ikke smertefuldt, for netop fremdriften, nyskabelsen og selvsikkerheden hos de nye borgere viser, at de med det for os nye og udfordrende er rede til at udfylde tomrummene efter en udlevet hjemlig kultur.

 

Men et samfund kan ikke overleve, hvis det mister oplevelsen af det indre fællesskab, bygget på en århundredlang sproglig, politisk, historisk og religiøs udvikling med respekt for grundlæggende ideer som demokrati, borgerrettigheder samt et kampberedskab til at forsvare dem. Derfor må de multikulturelle bestandig konfronteres med ubehagelige spørgsmål: Skal Danmark respektere en religionsstifter, som hyldes for sin militarisme, sit had til andre religioner, og hvis seksuelle overgreb endog med pædofil karakter, er helt uacceptable selv i en frisindet verden? Kan I tolerere en religion, som rummer trusler om dødsstraf for frafaldne, som hævder mandens ejendomsret over sin hustru, som begrænser kvinders arveret til halvdelen, som efter sharialoven straffer utro kvinder med døden, som nægter at tage afstand fra sadistiske straffe som stening, ”æresdrab” og håndsafhugning? Og hvor længe finder I det rimeligt, at der opretholdes forbud mod ægteskab mellem en muslimsk kvinde og en kristen mand. Kan I relativere disse forhold?

 

Om den tolerante multikulturalisme siger den skarpe islamkritiker Ibn Warraq: ”Hvis relativismen er sand, får det som konsekvens, at man ikke kan sammenligne Jesus Kristus, Sokrates eller Solon med Hitler. Vi kan ikke sige, at Jesus var moralsk højerestående end Hitler, hvilket er absurd”. Multikulturalisterne er hippe kulturfordærvere.

Kirkedøren kan også åbnes udad

         Morgenavisen Jyllands-Posten

                                                                                        Tirsdag den 16. januar 2007.

 

 

 

Kirkedøren kan også åbnes udad

(oprindelig titel: Farisæerdrømme)

 

 

Det er næstekærligheden, den uafkortede, den globale, det drejer sig om. Det er her, jeg skal være soldaten, lære at gå i takt og kæmpe min kamp for Gud og mig selv, om det så må koste al kristendom livet. Et svimlende sekund! Jo, endelig. En kirkedør kan også åbnes udad, skriver dagens kronikør.

 

JP-Kronik den 16. januar 2007

 

Af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense

 

 

Kirken havde fået et nyt orgel. Ved indvielsen var der fest i det lille sogn. Det var en anonym gave. I menighedsrådsformandens tale priste han det nye instrument og rettede en dybtfølt tak til den anonyme giver, der af sit gode hjerte havde betænkt sit sogn. I stilheden efter talen gled alles øjne ned over ansigterne ved kaffebordene. Stilfærdigt og beskedent rejste Anders Jensen sig. Havde kun nogle få ord at sige: ”A tøws, te det var bedst på den måed’ ”

 

Han havde lært ydmyghed og lidt om at give i løndom. Jesus siger jo selv: Når du giver almisse, må den venstre hånd ikke vide, hvad den højre gør, for at din almisse kan gives i det skjulte. Det sidste havde han dog næppe lært.

 

Han havde måske heller ikke helt forstået Mesterens ord om selvretfærdigheden: Pas på, at I ikke viser jeres retfærdigheden for øjnene af mennesker for at blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlen. – Springet fra retfærdighed til selvretfærdighed er slet ikke så langt.

 

Hykleri og selvretfærdighed findes hos alle. Det skulle ikke undre mig, om man også kunne træffe på den hos julens præsteinitiativgruppe, der huserer bl.a. omkring Mariager, eller hos deltagerne i den hillerødske ti-præsteaktion med politisk demonstration på byens torv og forbønsgudstjeneste i kirken. Ham Jesus har det med at bruge spidse pointer, når han siger: Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der står og beder i synagoger eller på gadehjørner for at vise sig for menneskene. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. –Naturligvis kan også Jesus tage fejl, for godhedens præsteskab har som regel ret.

 

Jeg selv er en hykler. Men jeg skjuler det så godt, jeg kan. Og jeg tror, at det er en sag mellem mig og Vorherre. Men i et natligt tungsind kan angsten for hans straf vælte ind over mig. Så ser jeg mig selv hensat til kirken hos en from og god præst fra godhedens pilgrimstogt. Jeg hører om hans sjælekvaler, den dybe anfægtelse, der kom til udtryk i den kristne gruppes rystende pressemeddelelse om regeringens overgreb mod de irakiske asylansøgere, Han påpeger, at tusindvis

af mennesker flygter hver dag fra Irak. Danmark er jo det land i EU, der har flest flygtninge pr. indbygger, så her må være plads, både til de 600 afviste flygtninge og alle dem, der måtte komme efter dem, ellers fortjener vi at pines til døde af vor egen uanstændighed og umenneskelighed. Men vi kristne må kæmpe for godheden og for medmenneskeligheden og for, at de troende kan opnå den politiske magt, som de behøver, for med sand styrke at kunne kæmpe kampen, som jo også er Guds kamp, – mod regeringen, lovgivningen og den juridiske forudsigelighed. Og det er præsternes kamp, siger han, ikke lærernes, slagternes, mekanikernes, bøndernes eller de handlendes. Det er den lutrede etiske indsats for de rene følelser, og de tyngede samvittigheder. Det er ikke individernes kamp, men fællesskabets, den fælles bøn på gader og stræder og fra kirkens alter. Og det er NU, det gælder. Det er drejer sig om kærligheden, ikke om blodløse perspektiver i fremtidens samfund, og det er en kamp i al åbenhed. Vi har jo set, at det virker så lidt, når vi går ind i vort kammer, lukker vores dør og beder i løndom til vor fader, for vi har set, at han også kun svarer i løndom, og det er vor sag for vigtig til. Vi kristne præster må sammen gribe til ordets sværd.

 

Og jeg sidder forsagt i min kirkestol. For han må jo have ret, præsten jeg lytter til. Jeg går frimodigt og tror, at jeg er kristen, men den sande kristne forkynder her på prædikestolen nægter fællesskab med sådan en som mig. For sidder jeg ikke og tænker helt anderledes? At statens love er resultatet af, hvad fornuftige mennesker gennem generationer med deres forstand har udtænkt og fået godkendt som fastlagte regler til bedste for deres folk og under hensyn til, at folket selv kan udvikle dem, tilpasse dem og forsvare dem. Igen kan af sig selv tiltage sig magt over dem. Statens lovgivning er også udmøntet i det juridiske system, der begrænser indvandringen, træffer beslutning om opholdstilladelse eller udvisning. Sker der fejl, må det påtales og rettes af myndighederne ud fra nøgterne overvejelser. Med hyl og skrål kan man give udtryk for sine egne følelser, men loven er generel. Hvis den skal fortolkes ud fra tilfældige følelser, kastes den hovedkulds ned i kaos og despoti, jævnfør f. eks. Irak. I et demokratisk land godkendes ingen nok så fromme argumenter, hverken i Jesu eller Allahs navn. Sådan gik jeg og troede.

 

Det er heller ikke tidligere faldet mig ind, at Gud forlader mig, når jeg forestiller mig, at åbne grænser med bølger af ægte forfulgte og benhårde lykkeriddere kan blive den tsunamibrænding, der overbelaster vort land og på ny gør fattigdom til en realitet, for børn den meningsløse vej til sygdom, mangel på omsorg og dunkel uvidenhed. Fremmede landes lidelse kan på langt sigt blive vore efterkommeres lidelse. Jeg må bede om tilgivelse for sådanne tanker.

 

Og når jeg sidder der på kirkebænken, må jeg erkende, at jeg er islamofob. Jeg frygter kultursammenstødet med den stærke islamiske kultur, de religiøse opgør, den voksende kriminalitet, sprogproblemerne, svækkelsen af kulturel identitet. Jeg, individualisten, hænger fast i en kollektiv egoisme. Og når der tales om alles barmhjertighed mod alle, er mit hjerte forkalket. Det har ikke plads til at rumme for mange. Jeg har ikke set, at de mange, der søger os, er den hvæssesten, som vi kan øve vore gode gerninger på.

 

Jeg har sikker været for naiv. Det forstår jeg nu. Men jeg har hidtil været tryg ved den befaling, som Kristus har givet mig, at give kejseren, hvad kejseren er, og Gud, hvad Guds er. Kejseren har jeg tjent godt alle dage, for han har en lov, der er til at forstå. Men med Gud ligger det helt anderledes, for hans lov er svære at forstå og opfylde. Den blander sig nemlig udenom alle paragrafferne, og lader mig stå helt alene med befalingen om, at jeg skal elske både min Gud og min næste. I modsætning til de politiske kristne har jeg ingen brugsanvisning fået med, den. Der er fortalt,er ligeså uforståelig som Ikeas. Med disse forudsætninger har jeg indtil i dag fulgt langt bagefter, når de virkeligt fromme optager kampen mod regeringen og hele dens slæng. Måske det nu endelig kan blive bedre, når nu sagerne afklarer sig i Hillerød og andre steder.

 

Overfor Gud har jeg trods al følt mig temmelig tryg, for jeg tror ikke, han er så småtskåren, at han bekymrer sig om bagateller. Men næsten har jeg det sværere med. Jeg ved, at der er et stykke vej mellem statens love og mine følelser, hvor nedslidte de end måtte være. Hvis jeg selv en dag pludselig står ansigt til ansigt med den enkelte udviste iraker og ser nøden i hans øjne, er han så ikke blevet min næste og mit menneskelige problem. Jo han er, så er al magtpolitik suspenderet, så er kravet der om at elske sin næste.

 

Men de nye politsk-teologiske tiltag er jeg nu endelig sat på plads. Alle skal være min næste. Jeg kan ikke nøjes med, som så mange andre ud fra politisk ansvarlighed at sende beløb til de velgørende organisationer, for det er staten selv, dens udlændingeservice, dens ministre og deres forkvaklede menneskesyn, jeg skal anfægte. Det er næstekærligheden, den uafkortede, den globale, det drejer sig om. Det er her, jeg skal være soldaten, lære at gå i takt og kæmpe min kamp for Gud og mig selv, om det så må koste al kristendom livet.

 

Et svimlende sekund! Jo, endelig. En kirkedør kan også åbnes udad.

Eurabia – et politisk forræderi

    Kristeligt Dagblad

27. december 2006

 

Kronik: Midt i hele den sociale og politiske elendighed, der skinner igennem den globale folkevandring, som vi er vidner til, skjuler der sig også en islamisk missionsstrategi, som mange europæiske politikere har hyldet. 

 

af  Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense

Skal Europa om nogle generationer være en del af den islamiske ummah, dvs. muslimernes trossamfund? Skal vi være undertrykte dhimmier på linje med de kristne og jøderne i alle de gammelkristne lande, som muslimerne med uhørt brutalitet løb over ende i århundrederne efter Muhammeds død?  Nej vel, det tror vi da ikke på!

Men hvem havde for 30 år siden troet på, at der på et par tiår skulle skaffes plads til 25 millioner muslimer i Europa? 225.000 i Danmark, langt flere i Sverige og Holland og millioner i Frankrig, England og Tyskland med alle de problemer, det medførte.

Hvis Tyrkiet optages i EU, vil antallet af muslimer her overstige 100 millioner. Og stadig er der pres på Europas grænser fra Vestafrika til Tenerife, fra Afrikas nordkyst til Spanien og Italien og over Balkanlandene en vifte af fremmede til fordeling over hele Europa.

Ofte dukker de tanker op i den hjemlige debat, at der midt i hele den sociale og politiske elendighed, som skinner igennem den folkevandring, som vi er vidner til, også skjuler sig en islamisk missionsstrategi, som skal give islam en magt i Europa, som man tidligere var henvist til at skaffe sig med våben i hånd.

Men hvad nok de færreste ved er, at hele denne udvikling er sket i overensstemmelse med multikulturelle visioner i ledende europæiske politikerkredse og udfoldet igennem magtfulde europæiske institutioner og organisationer. Alt sammen uden at det til fulde har været kendt i de europæiske befolkninger. Udviklingen mod europæernes dhimmistatus er på vej. Og på mange religiøse, kulturelle og politiske områder er borgerne ved at bøje sig for den muslimske styrke.

Det er stærke politiske kredse, der har ønsket udviklingen og fremmet den. Det mener i hvert fald den egyptiske forfatter Bat Ye’or, nu professor i Geneve, som gennem en række yderst veldokumenterede bøger har påtaget sig at afsløre et europæisk-arabisk forræderi mod Europas befolkning. Ikke mindst bøgerne ”Islam and Dhimmitude: Where Civilizations Collide” (2002) og ”Eurabia. The Euro-Arab Axis”, 2005, har skabt forfærdelse. Men yderst anerkendte islamkendere som Daniel Pipes og Robert Spencer og mange andre står inde for hende. Bat Ye’or deltog i Trykkefrihedsselskabets konference i København i november 2005.

Bøgerne bringer et så omfattende materiale, at kun enkelte skelsættende initiativer og begivenheder skal nævnes her.

Et afgørende år er 1973, oliekrisens år. På initiativ fra Frankrig og den verdensomspændende Arabiske Liga oprettede EF The Euro-Arab Dialog (EAD). Denne sammenslutning kom gennem 30 år til at spille en afgørende rolle med hensyn til at udbrede islamiske synspunkter på alle niveauer i Europa. EAD udviklede sig hurtigt med mange underudvalg og hundredvis af medarbejdere, der optog betydningsfulde kontakter med arabiske kredse.

Dette EF-initiativ var ifølge Bat Ye’or begyndelsen til den voksende arabisering/dhimmificering af Europa. Det fandt tilslutning både i Fællesmarkedet, senere EU og i Europarådet. Gennem årene nød det europæisk-arabiske samarbejde også godt af FNs velvilje.

Bat Ye’or hævder, at dhimmificeringen af Europa har sammenhæng med  oplysningstidens myte om den islamiske tolerance og med de udenrigspolitiske interesser, som især Frankrig og England havde i de arabiske lande.  Men myten om den muslimske tolerance er vokset frem på trods af historiske fakta. Selv den såkaldte ”andalusiske guldalder” i Spanien, samlet omkring Cordoba, rummer skræmmende historiske begivenheder.

Men fremførelsen af tolerancemyten har været med til at åbne Europa for den store muslimske indvandring og hermed også for udbredelsens af den muslimske kultur. Organisationen Den Euro-Arabiske Dialog (EAD) skabte rammerne for islams vækst. Visionen, som lå bag, var især udtænkt af Frankrig. Hensigten var at skabe en gensidig økonomisk og kulturel udvikling sammen med de arabiske lande som modvægt mod USA. Men det afsløredes snart, at de arabiske stater nok ville samarbejde, men hverken de eller muslimerne i Europa ville acceptere nogen gensidighed. Vesten måtte så i stigende grad acceptere at optræde eftergivende overfor muslimske indvandreres religiøse og politiske normer.

I 1974 vedtog de ni EF-udenrigsministre at udbygge forbindelsen til de islamiske lande indenfor landbrug, industri, videnskab, kultur, uddannelse, teknik og økonomi. Et parlamentarisk udvalg oprettedes for at realisere planerne.

Den arabiske åbning mod Europa førte bl.a. til indvandring af millioner af muslimer fra Afrika, Mellemøsten og Asien.

Denne fortsatte arabisering og islamisering blev grundigt forberedt gennem et Euro-Arabisk seminar, som blev afholdt på universitetet i Venedig i marts 1977. Her fastlagde man formerne for og midlerne til ”samarbejde om udbredelsen af kendskabet til arabisk sprog og litterær civilisation i Europa”. På mange fronter skulle den arabiske kultur nyde fremme. Araberne lagde stærk vægt på, at der skulle ansættes arabiske lærde ved de europæiske institutioner, da man betvivlede de europæiske universitetsfolks kompetence. En klar, men skjult missionsstrategi.

Lige siden EADs første møde i Cairo i juni 1975 har hvert møde vedtaget resolutioner til støtte for arabisk immigration, arbejde og beskæftigelse i Europa. Støtte til PLO og kritik af Israel hørte med til disse resolutioner, og de bidrog til at forme antiamerikanske holdninger i Europa. Parallelt hermed udvidedes de europæiske markeder i de arabiske lande. Millioner af indvandrere til Europa var en del af prisen.

Araberne ønskede ikke at støtte spredt indvandring.  De ønskede frem for alt at udplante homogene etnisk arabiske samfundsgrupper i EF-landene med hurtig vækst for øje. Det medførte totalitære strømninger i de europæiske samfund og borgergrupper uden interesse i integration, men med ønske om at bevare og udbrede deres kultur og religion.

Et meget afgørende møde var Hamburg-symposiet i 1983 under temaet: ”Integration af de to kulturer”. Her var indvandrerrettigheder helt i centrum. Indvandrerpligter blev ikke berørt.

Den tyske udenrigsminister Hans Dietrich Genscher indledte mødet med en tale, hvor han stærkt mindede om den gæld, som europæerne havde til den islamiske civilisation, og han understregede, hvor vigtigt det var, at dialog cementerede den europæisk-arabiske solidaritet.

Bat Ye’or bemærker, at det var karakteristisk for alle møderne, at europæerne udtalte sig forsigtigt, lagde vægt på deres beundring og respekt for islam. De fremførte ydmyge undskyldninger for Europas fordomme overfor islam. De arabiske deltagere derimod påtog sig normalt den hovmestererende rolle og svingede spanskrøret over europæerne. De talte om storheden i den islamiske civilisation og fremhævede den som den åndelige og videnskabelige kilde til Europas kultur. Og de europæiske deltagere bøjede nakken.

I Europarådets septembermøde i 1991 holdt man debat om den islamiske civilisations bidrag til den europæiske kultur. Man pegede på islams store betydning for europæisk civilisation. Man gjorde bl.a. gældende, at islam skulle indgå stærkt i vestlige historiebøger, og ikke mindst skulle medierne mobiliseres, arabiseringen skulle støttes på alle niveauer.

Både de muslimske og vestlige lærde, som gav bidrag, understregede den islamiske civilisations overlegenhed og den tolerance, der udsprang af den muslimske kultur i Spanien midt i en tid med vestlig obskurantisme. Man beklagede korstogene og inkvisitionen. Den italienske formand for ungdom, kultur og uddannelse, Roberto Barzanti lagde også vægt på islams kulturelle overlegenhed og udtrykte respekt for islams uddannelsessystem i madrassaerne!

I tilslutningen til debatten i Europarådets parlamentariske forsamling udtalte den britiske udenrigsminister Robin Cook den 8. oktober 1998 i London følgende: ”Det er den mest vidunderlige påmindelse her midt i Londons hjerte, at rødderne til vor kultur ikke blot er af græsk eller romersk oprindelse, men ligeså fuldt islamisk. Det er islamisk kunst, videnskab og filosofi, som har bidraget til at skabe os, som vi er, og bestemt, hvordan vi tænker”. Han understregede den dybe gæld til islam og fortsatte med at sige: ”Islam har lagt det intellektuelle grundlag for en stor del af den vestlige civilisation”. – Europa skal således med beundring modtage sine nye muslimske borgere.

Eurabia er allerede på vej, mener Bat Ye’or, og Europa er ved at opgive kampen. Immigrationsproblemerne er voksende, og befolkningerne, som er blevet indoktrinerede med de multikulturelle velsignelser, har ikke nogen sammenhængende kultur, hvorfra en modstand kunne formes. Overvågningscenteret EUMC i Wien og alle dets aflæggere i de enkelte stater er sammen med velmenende grupper af politiske islamofiler et bastant våben mod ”ideologiske afvigelser” fra de politisk korrekte holdninger.

 

Konsensuskristendom

irsdag den 25. juli 2006

af
Poul E. Andersen
tidl. Domprovst.
Odense

 

 

I en nær fremtid, hvor de kristne viger, hvor ængstelighed, selv hos kirkens ledere, skaber tvivl om kirkens sandhed og alvor, vil det blive islam, som sætter dagsorden. Konsensuskristendommen bærer alle taberens mærker, skriver dagens kronikør

 

 

Konsensuskristendom er et nyt begreb, men det bør det ikke blive ved med at være, for det dækker over væsentlige aktuelle realiteter. Det rummer i hvert fald to holdninger, som er yderst fremtrædende i dansk kirkeliv og som tilsyneladende vinder stadig stærkere genklang blandt både folkekirkens medlemmer og i politiske kredse

 

Den ene er uviljen mod at skulle vedstå egen religion, frygten for i alvor at skulle definere sin kristne tro og dens grundsætninger og stå inde for dem. Et nyt ”dogme” spiller her ind, nemlig det, at kristendommen aldrig må forfalde til dogmatisme, hvad der i mange henseender kan være rigtigt nok. Men multikulturalismen og kulturrelativismen har sat deres spor så kraftigt, at det har ført til mærkbar udvanding af folkekirkens egen grundsubstans, ikke mindst den lutherske evangelietolkning møder voldsom skepsis. I stedet føles det rigtigt og mere i overensstemmelse med tidens trend at lade kristendommen træde frem som den frie, åbne og vidtfavnende tro, som er så rummelig, at der er plads til den rene, runde og kælne humanisme, til elementer af nyreligiøsitet, ja endda til forståelse for og ikke sjældent til accept af dele af den skinbarlige muslimske lovreligion. Kulturrelativismen har her iklædt sig sin multireligiøse ham, der mildner alle anfægtelser. Konsensusideologien undgår for enhver pris at udfordre moderniteten. Den har endda plads til en præst, der som udgangspunkt betegner folkekirkens bekendelsesskrifter som et rent abrakadabra, og hans synspunkter, hvor uklare de end er, er ikke uden opbakning blandt ”moderne” teologer.

 

Den anden holdning, som konsensuskristendommen gemmer i sig, er skrækken for at vække religiøst anstød hos andre religioner. Det drejer sig vel ikke så meget om hinduismen og buddhismen. De skræmmer ikke så meget, selvom der i kirkelig henseende har været god grund hertil. Påvirkning fra disse religioner har i al stilfærdighed bidraget til at udhule centrale trosforestillinger i folkekirkens kristendomsforståelse, og nyreligiøse strømninger har sat sig mageligt til rette i kristnes bevidsthed i en sådan grad, at det som regel er acceptabelt, at nyreligiøse begreber træder frem i gudstjenestesammenhæng i folkekirken. Den kristne åbenhed har været iøjnefaldende, og de fremmede tanker har mødt forbavsende lidt modstand, selv fra folkekirkens ledere, der har været påfaldende forsigtige med originale modspil.

 

Det er dog først og fremmest i forhold til islam, at konsensustankerne slår igennem. Det gør de, fordi den store nye religion i vort land er så stærk, at tanken om retræte overfor den melder sig stadig stærkere i kristne kredse. Denne hang til vigen er da heller ikke noget nyt fænomen. Igennem historien har angsten for islam bestemt mange kristne holdninger. Allerede i 600-tallet, da den brutale muslimske erobringsbølge skyllede hen over bl.a. det kristne Mellemøsten og store dele af middelhavsområdet, modtog de indbyrdes uenige kristne ledere, patriarkerne, muslimerne med åbenhed. De gav efter for de blodige erobrere, bøjede sig for dem, samarbejdede med dem, pegede på samstemmigheden mellem de to religioner, ja påtog sig endda den opgave at opkræve skat til kaliffen fra de undertrykte kristne, dhimmierne. ( Bat Ye’or: Islam and Dhimmitude) Tilsvarende eksempler fra andre perioder er legio. Den dag i dag må millioner af kristne i de muslimske lande leve deres tilværelse som underkuede, ja næsten i en skyggetilværelse, og næsten ingen betydningsfulde menigheder i de kristne lande vover at række dem en hjælpende hånd.

 

Når nutidens angst for islam bliver stærk nok hos de kristne, kan den forklæde sig som opfyldelse af det kristne kærlighedsbud om at elske sine fjender, selv dem, som vil deres egen tro til livs. Denne fjendekærlighed kan udtrykke sig i eftergivende dialog, som i visse sammenhænge foruden fejhed er udtryk for både hykleri og uvidenhed. Så glemmes det helt, at Kristus i sig selv er islams største udfordring.

 

Katolikker har vi aldrig brudt os meget om. Århundreders dialog har ikke knyttet os meget nærmere sammen. Mellem protestanter og katolikker skulle alle muligheder for en nærmere forståelse dog være til stede, idet dialogen kan føres på fælles principper. En teologisk dialog med muslimer er derimod langt vanskeligere, da den muslimske skriftfundamentalisme stiller sig i vejen for ændringer i de religiøse positioner, der er begrundet i den urokkelige åbenbaring, som Allah har nedlagt i Koranen. Men trods dette er den fremmede religion islam alligevel på et par årtier kommet nær til folkekirken, biskopperne arbejder intenst på at bygge bro både herhjemme og i udlandet. Man kan opleve, at folkekirkepræster og muslimske imamer optræder sammen ved religiøse happenings, en præst i et muslimsk flertalssogn ser sin sogneopgave ikke i at forkynde evangelium, men i at hellige sine kræfter til integrationsarbejdet. Københavns domprovst lægger sig i selen for at støtte kirkelige indsamlinger til moskebyggeri, for vi skal naturligvis nedbryde grænser mellem religioner, især de grænser, som vi her omgiver vor egen tro med.  Derfor er det også, at velmenende forskere og foreninger lægger vægt på at udlægge Koranens fredsskabende budskaber for os alle. Samstemmighedsønsket bestemmer selektivt egnede temaer, der kun kan glæde vore muslimske brødre og søstre..

 

Som religion rummer kristendommen stærke universalistiske træk, – religiøse, men ikke politiske. Dens budskab går til alle jordens folk uanset hudfarve, sprog, tro og kultur. Den forkynder menneskers lighed overfor Gud og skelner ikke mellem fortjenstfulde og syndere, eller rene eller urene. Men det betyder ikke, at den vil nedbryde grænser. Grænseløsheden kan kristendommen ikke leve med, den ødelægger alle virkelige fællesskaber, enten de er af politisk, national, kulturel eller religiøs art. Den nedbryder al identitet og udleverer det enkelte menneske til tomheden. Den lader magt finde sin egen ret og løsriver den fra forpligtelsen, så alvor bliver et ufremkommeligt ingenmandsland. (Zygmund Bauman). Derfor er grænsedragning nødvendig.

 

Kristendommen trækker derfor grænser. Det har den altid gjort. Ikke for at den med selvtilfredshed kan lukke sig inde med sig selv, men fordi den kun kan leve i et fællesskab om den sandhed, den har fået forkyndt, og hvortil alle er indbudt, og inden for de rammer, som mennesker selv har sat, men som til enhver tid kan ændres. Her er der plads til fordybelse, til nytolkning, men aldrig til selvopgivelse.

 

Så vidt jeg kan se, har de kristne en forpligtelse til at trække grænserne mellem kristendom og islam skarpt op. I begge religioner ligger et sandhedskrav, som de må respektere overfor hinanden. Vi må kende hinandens religion, holde hinanden fast derpå og kræve hinanden til regnskab derfor, ellers føres forskellighederne over på det politiske plan, og her gælder ingen kristne argumenter.

 

At Jesu forkyndelse af Guds rige udstak skarpe grænser overfor den jødiske lovreligion, kan dårligt overses. Det kom til udtryk i voldsomme ord, i veråb og i stridssamtaler. Her var ingen konsensusdrift, og prisen måtte betales. Heller ingen kan anfægte, at Paulus trak grænser mellem det evangelium, han havde fået betroet, og jødernes lov og grækernes visdom. Og Luther var rede til at give sit liv for at skille den evangeliske tro fra det papistiske system. I Danmark har enhver folkekirkepræst afgivet højtideligt løfte om at bekæmpe lærdomme, som strider mod folkekirkens trosgrundlag. Det er en afgørende grænse for den kristne kirkes eksistens.

 

Frem for nogen trækker islam grænser overfor enhver anden religion. Og dybest set respekterer muslimer kun de andre troende, som gør det samme. I en nær fremtid, hvor de kristne viger, hvor ængstelighed, selv hos kirkens ledere, skaber tvivl om kirkens sandhed og alvor, vil det bliver islam, som sætter dagsordenen. Konsensuskristendommen bærer alle taberens mærker.

 

Dialog – et hemmeligt islamisk våben

                                                                                      Morgenavisen

Jyllands-Posten

                                                                                                              Tirsdag den 11.april 2006

 

 

Det vil være en misforståelse at tro, at muslimer vil indgå i en dialog på lige vilkår. De kan ikke give, tage og bøje af. Islam kan kun kræve og tage. Islam repræsenterer på forhånd retfærdigheden. Retfærdigheden er repræsenteret i den hellige uforanderlige koran og i den næsten lige så hellige lov hadith. Og sandheden heri er ikke til debat. Den er man ubetinget forpligtet på, skriver kronikøren.

 

 

JP-kronik

 

af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

 

 

Verden skal reddes gennem dialogen. Dialog er vor eneste mulighed for at leve sammen med islam. Sådan har det lydt i mange år og i disse dage stærkere end nogen sinde, efter at muhammedtegningerne har afdækket kulturkløften mellem islam og de vestlige samfund

 

For de fleste mennesker i vor kulturkreds klinger begrebet dialog positivt. Det passer fint til samfundets forståelse af demokrati som samtale, hvor politiske forlig bliver til ved, at man lytter til hinanden og bøjer sig mod hinanden. Parterne giver og tager og enes, så alle kan være tilfredse. Forhandlingerne begynder med dialogen og slutter med kompromiset.

 

Dialog betyder samtale, men dialogen kan omfatte flere former for samtale, lige fra udveksling af høflighedsfraser til engageret drøftelse af modstridende synspunkter, der involverer de dybeste lag af personligheden, og som kan have den virkning, at man går fra samtalen med ændrede holdninger.

 

Disse tanker er ikke nye. Her i Danmark er de især kendt fra filosoffen K. E. Løgstrups overvejelser i ”Den etiske Fordring” og ”Norm og Spontanitet”. Men det er, som om der i de seneste år er sket en glidning, så det er selve tanken om dialogen som middel til forandring, som nyder fremme. Det er ikke mindst den skyldbevidste protestantiske kulturkreds, der altid har brug for aflad, og som ser sig forpligtet til at bøje af og gøre sig selv ansvarlig for alle fejltrin.

 

Det første halvofficielle forsøg på at formulere en folkekirkelig politik overfor de omkring 170.000 muslimer i Danmark (snarere 250.000, da muslimske indvandrere, der opnår danske statsborgerskab, jo ikke hører op med at være muslimer) fandt sted med det såkaldte ”Biskoppernes Islamudvalg”, der i år 2000 barslede med rapporten ”Samtalen fremmer forståelsen”. Den konkluderede, at dialog er det vigtigste element i mødet mellem kristendom og islam. Og det proklameres, at folkekirken må være rede til i ikke ringe omfang at tilpasse sig den islamiske tradition: ”når vi anbefaler, at den danske folkekirke organisatorisk som en af sine aktiviteter overfor indvandrere af den muslimske tro, optager dialog med islam på alle planer, inklusive det højeste, må man forvente, at det forandrer folkekirken, som vi kender den. Religionsmødet vil med nødvendighed få betydning for den danske, også kirkelige selvforståelse” (p.182). – Det kan man vist kalde en lovende invitation til en dialogpartner!

 

Men det vil være en misforståelse at tro, at muslimer vil indgå i en dialog på samme vilkår. De kan ikke give, tage og bøje af.  Islam kan kun kræve og tage. Islam repræsenterer på forhånd retfærdigheden. Retfærdigheden er repræsenteret i den hellige uforanderlige Koran, og i den næsten ligeså hellige lov hadith. Og sandheden heri er ikke til debat. Den er man ubetinget forpligtet på. Det betyder, at i to religiøst forskellige parters dialog er den ene bundet, mens den anden må bøje sig, hvis resultater skal opnås.

 

Med denne forudsætning går muslimer gerne i dialog med kristne danskere om deres hverdagsforhold i Danmark, om savnede rettigheder på det religiøse område, om krav om religiøs ligestilling, om respekt for bedetider, om fjernelse af svinekød fra skolerne, om koranundervisning i folkeskolen og ret til modermålsundervisning, om gunstige vilkår for opførelse af stormoskeer og  ”rene” muslimske gravpladser og meget andet. Her kan der føres en frugtbar dialog, og hver gang med udvidede rettigheder. Salamiskiverne bliver tykkere og tykkere, og en altid forstående dansk modpart, der er svækket af kulturradikales multikulturelle pression, kan kun bevæge sig baglæns med samvittigheden i behold.

 

Men de værdiforskelle, som for alvor stiller sig i vejen for en muslimsk integration i et land med en kristen tradition, har langt sværere vilkår i debatten. Her drejer det sig om den religiøse guddommelige lovgivning over for den verdslige, demokratiske lov, om forståelse af ytringsfrihed og religionsfrihed, om kvinders ligerettigheder med mænd, om fri forskning. Og dialogen om sådanne emner kan vanskeligt gennemføres.

 

Ved en debat på Aarhus Universitet formulerede en af de muslimske deltagere Ahmad Akkari sig således: ”Ser vi nærmere på dialogens formål i islam, må man konstatere at: Islam er bærer af et værdisæt, der ud over at være sublimt og klart, indbefatter det ikke diskutable og overordnede princip: Nemlig at Han er Gud, Den Eneste, Den Evige, Den Absolutte”, og han føjer til at ”islam har ført krige, hvor det var nødvendigt og dialog, hvor det var muligt”. En dialog kan derfor kun ses i missionens tjeneste.

 

Da jeg forelagde dialogspørgsmålet for Islamisk Verdensliga i Danmark lød svarer: ”For en muslim er det fundamentalt kunstigt i at diskuterer Islam. Faktisk betragter man enhver diskussion som udtryk for vestlig tankegang”. For islamister kan debat om religiøse holdninger derfor principielt ikke komme på tale. Hvis muslimer indgår i dialogisk debat om religiøst betingede emner, har det kun et formål, at skabe større rum for islam.

 

Det er unaturligt for muslimer at leve i et ikke-muslimsk land, i hvad de kalder for Dar al Harb, krigens hus. Men de kan tillidsfuldt støtte sig til Koranens ord: ”Den, som tror og udvandrer og kæmper for Allahs sag med deres ejendele og deres liv, har den højeste rang for Allahs åsyn, og disse vil sejre”. (sura 9,20). Målet for den rettroende er den kamp, som vil forandre Krigens hus til Dar al Islam, fredens hus, hvor islams herredømme råder. Det er i denne kamps tjeneste, dialogen skal forstås. Den er en del af det pres på den vesterlandske kultur, som skridt for skrift skal åbne for større råderum for islam. Det er et pres, som henter kraft fra fundamentalistiske kredse og hermed også fra imamernes retorik, og som moderate muslimer meget forståeligt har svært ved at distancere sig fra.

 

Hverdagens dialog, som den udfolder sig, når mennesker fra forskellige kulturer mødes og åbner sig for hinanden, er måden, hvorpå vi uden bagtanker skaber medmenneskelige relationer. Men med den formålsbestemte religiøse og politiske dialog forholder det sig anderledes. Det er den, som er blevet mere aktuel igennem de seneste år. Den fik sin dynamik, da de radikale havde politisk magt i SR-regeringen. De fik åbnet en ladeport for en indvandring langt større, end landet kunne magte, og som rummede konflikter, som ingen kunne overskue. De radikale og deres ideologiske følgesvende, de kulturradikale, skabte dermed den måske største konflikt mellem danske befolkningsgrupper, som nogen sinde har eksisteret. De fremprovokerede konflikten især på to måder. De tegnede for det første overfor indvandrerne et billede af det danske samfund og den danske befolkning, som satte sig dybe spor. De fik indtryk af, at de stod overfor en fjendtlig befolkning, og at de med vagtsomhed skulle reagerer på alt, som forekom negativt. Især muslimerne med en selvbevidst kultur i bagagen lærte hurtigt at markere sig i overensstemmelse hermed. De radikale og de kulturradikale skabte dernæst en debattone, som skabte stor frustration i resten af befolkningen. Når som helst, de mødte modstand eller synspunkter, som udtrykte betænkelighed ved indvandringen, reagerede de med giftige og hadefulde angreb. Der var ingen forståelse for, at andre borgere kunne være ængstelige for  den udfordring, som indvandringen var for det danske samfund. Sådanne mennesker var under stadig beskyldning for at være racister. De radikale bærer et stort ansvar for opspaltningen af den danske befolkning, og det rækker helt frem til muhammedkrisen, og er roden til det internationale had, som skyller ind over landet.

 

Dagbladet Politiken bar disse holdninger videre med opbakning fra snesevis af aktive organisationer og deres talløse aggressive publikationer. Og herved tegnedes efterhånden uden for Danmarks grænser billedet af en lille fremmedfjendtlig nation, som var rede til at afvise eller undertrykke mennesker i nød, om end det betød brud på alle de internationale konventioner, som de selv havde tiltrådt. Og reaktionerne udeblev ikke, fra Beate Winklers overvågningscenter under EU, fra gode nabolande, fra FN og ikke mindst fra fundamentalistiske vestenhadere i muslimske diktaturstater. Alt dette vælter nu brutalt som en bølge tilbage over hele den danske befolkning. Og de radikale imamer har for længst taget tråden op og bidraget på uhyggelig vis til at dæmonisere både den danske regering og det danske folk.

Og så dukker det op igen som stadig større pression, råbet på dialog, det hellige mantra, som nu markedsføres som den brede hovedvej til fornuftig og fredelig integration og international sameksistens, og endnu en gang glemmes det, at hvor religion spiller hovedrollen hos den ene part, må den anden stå tilbage med den tandløse fornuft. Islam trænger sig endnu en gang fremad, da muslimerne atter opfattes som de undertrykte ofre for umenneskelighed og derfor har krav på respekt og omsorg.

 

Den radikale og kulturradikale gift ætser sig nu stadig stærkere ind i det samfund, som de som selvretfærdige meningsdannere egentlig selv har været fremmed i i mere end 100 år. Mere dialog råber de så, de rene af hjertet.

 

 

Kulturradikalismens og kirken

 

 

af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense

 

 

Ikke sjældent bliver det hævdet, at danskerne er et af de mindst troende folk i verden, hvordan man så end har kunnet måle det. Men det er tydeligt, at den kristne tro kun kommer svagt til udtryk i danskernes hverdag. Det kan skyldes, at de nøgternt har lagt afstand til den religiøse tænkning og udfoldelse. Men det kan også hænge sammen med, at den kamp mod kirke og kristendom, som på forskellig vis har præget flere perioder i det 2o.århundrede, har tvunget hverdagsmenneskets kristendom ind i lønkammeret, så hverken det religiøse sprog eller de religiøse holdninger får frit løb. Selv i forholdet mellem børn og forældre er kristendom omgærdet med blufærdighed.

 

I det politiske rum har kommunismens antikirkelighed haft frit spillerum, og i socialdemokratiets første årtier var modviljen mod alt kirkeligt også et udpræget træk. Men det blev imidlertid et åndeligt opgør med kristendommen, som kom til at påvirke udviklingen af det kirkelige liv stærkest, ikke mindst fordi kulturradikale meningsdannere aldrig gjorde op med deres antikirkelige arv fra deres lærermester Georg Brandes.

 

Brandesianismens kirkehad

Georg Brandes var på mange områder en genial mønsterbryder i det 20. århundredes kulturudvikling. Hans indsats for den frie tanke, den frie forskning og den frie kønsmoral har i høj grad renset ud i 19-hundredtallets fastlåse religiøse og moralske victorianisme. Modstanden mod ham var hård, men de kulturbærende borgerlige kredse manglede åndelig kraft til selv at skabe nødvendig fornyelse.

 

De brandesianske anskuelser bredte sig op igennem århundredet, men forstenede efterhånden, blev institutionsbærende, selvsupplerende og intolerante og fjernede sig fra fundamentale samfundsbærende ideer som pligt, ansvar og skyld. Et bærende træk i Brandes’ ideologiske samfundsopgør hænger uden tvivl sammen med hans aldrig slukkede had til kristendommen, hans angreb på kirken og alle dens funktioner, hans mangel på forståelse af, at religion ikke alene har en trosmæssig værdi, men også en social og samfundsmæssig betydning. Flere af hans åndsfæller kom til at leve i den samme fattigdom.

 

 

I begyndelsen af Hovedstrømningernes 3. bind slår Georg Brandes fast som så ofte før, at det er  helt nødvendigt at udrydde kristendommen. Det hænger sammen med hans opfattelse af autoritet. Autoritetsprincippet har haft en stor opdragende betydning i menneskehedens historie. Familieautoriteten, samfundets autoritative myndigheder og statens autoritet har bestandig måtte søge legitimitet. Man har derfor måttet påberåbe sig en absolut begrundelse, at autoriteten var genforsikret i det religiøse. Først når menneskets sind frigøres fra overnaturlige autoriteters tryk, er der mulighed for, at nye og frie tanker kan udvikle sig. Kampen mod myndighederne og de samfundsbærende har kun én mulighed for sejr, og det er at undergrave den kirkelige autoritet, for den vil drage alle andre myndigheder med sig i sit fald. For Brandes er det tydeligt, at den frie tankes omformning af det borgerlige samfunds ideer først er mulig, når den kristne gennemsyring af samfundets livsformer er ophørt. Igennem det meste af det 20. århundrede gør sådanne tanker sig stærkt gældende i forskellige klædedragter, men fremført med begavelse, humor og ironi, og med stadige politiske tiltag. Undergravelsen af kristendommen og afsløringen af alt kristent hykleri i samfundet, det var Brandes’ helligste mål.

 

Kirke- og præstehad i Danmark

Det er naturligvis ikke alene Georg Brandes og hans åndsfæller, som sætter Gud og kristendommen på pension. Langtidsvirkningerne efter afskaffelsen af den pyramidale samfundsombygning spiller ind. Væsentlig er også den demografiske ændring af samfundet, hvor store dele af befolkningen skifter fra jordnær beskæftigelse på landet til en mere rodløs tilværelse i bymiljøer og en deraf følgende individualisering. Men den meget negative holdning til kirke og kristendom, som bredte sig især i storbymiljøerne, er i et ikke uvæsentligt omfang skabt af brandesianismen og den dermed forbundne kulturradikalisme.

 

De nye tanker blev naturligvis af repræsentanterne for den borgerlige kultur mødt med iskold foragt og frygt. Men digterne opfangede straks de nye toner. I bogen om Georg Brandes, 1994 skriver Jørgen Knudsen, at digterne opfatter præsterne som ”en ryggesløs teologisk bande”,  ”Det gælder dem alle, Ibsen såvel som Bjørnson, Kielland, Elster, Strindberg, Schandorph, Gjellerup eller Victoria Benedictsson, at når de kommer til en præst eller en biskop, så kommer der et særligt sving over spydighederne, disse herrer i værdigt ornat er omtrent hver gang indbegrebet af den offentlige menings fejhed, hykleri, selvhøjtidelig og dømmesyge. Kolde  hjerter” (p.26). Pontoppidan kunne være nævnt i samme sammenhæng.

 

I 1871 skriver Holger Drachmann digtet ”Engelske Socialister” hvor alle præster hånes for deres griskhed og hykleri. Digtet får stor indflydelse.

 

Ved den store drukneulykke i Harboøre i 1893, hvor 26 fiskere omkom, mødte den københavnske presse for første gang den indremissionske vækkelsesbevægelse i den vestjyske dom- og frelseudgave. Henrik Cavling fra Politiken overværede præsterne Moe og Madsens begravelsestaler med den stærke fiksering på fortabelsens mulighed. Bladet tegner på baggrund heraf et billede af Indre Mission og kristendommen i almindelighed, som chokerede de dannede københavnske læsere og skabte et billede af kirken, som igennem generationer ikke kunne nuanceres. Og begrebet helvedesprædikanter blev banket ind i sindene så stærkt, at det kan dukke op den dag i dag. Også de højkirkelige og grundtvigianerne var yndede mål for årtiers litterære flakbeskydning.

 

I de følgende år hagler spydighederne ned over kirkens folk. Igennem 1930erne florerer angrebene især i de mange kulturtidsskrifter. I ”Aandehullet” opregner Hans Kirk alle synder: Præsterne holder altid med overklassen og beder for den, men hvis Satan selv tog magten, ofrede de gladelig en bøn på ham. De er militaristiske og udplyndrer det arbejdende folk. Nogle har dog skiftet stil, så det ikke er til at spytte for ”sociale” præster. Selvom præster prædiker mod prævention, gør de selv brug deraf, for de får færre børn, selvom alle ved, at imbecile formere sig som rotter (1934).

De kulturradikale angreb fortsætter op igennem århundredet, men klinger så efterhånden af. Enhver kirkelig indflydelse i samfundet skal ryddes bort. Især går man til kamp mod de religiøse islæt i skolerne. Og religionsundervisningen neutraliseres. Lang op i sidste halvdel af århundredet er teater og folkelige revyer præget af sådanne holdninger, men langsomt klinger det ud. En institution uden myndighed er ikke længere noget mål. Som en parentes under 2. verdenskrig og de næstfølgende år sker der en samling omkring det nationale og det kristne, båret frem af forfattere som Kaj Munk, Martin A. Hansen og Jens Kruuse og af borgerlige aviser. Men i øvrigt får man indtryk af, at meget af tidens litteratur helt har overset, at kirken er til. Kristen tro og tænkning får sin plads yderst på kulturens reservebænke.

 

Kulturradikalismen er for længst stendød, hævder mange af dens tilhængere. De vil nyde dens frugter i fred, som de altid har gjort. Kun et par gamle runkedorer går rundt og træder på folk, og det får de lov til, for det plejer de jo.

 

Men kulturradikalismen er ikke død. Den har blot omklamret os alle. Selv en fin og begavet forfatter som Jette A. Kaarsbøl må i ”Den lukkede bog” afsløre sine forsteninger. Ikke mindre end tre grumme præsteportrætter må fordøjes, hvor uvedkommende de end er i fortællingen, og de tegnes med al Pontoppidansk epigonisk stereotypi. Det gode selskab må have sit. I bogen ”Unn fra stjernestene” udfolder Hanne Marie Svendsen hele sin blændende stil og sprogkunst, mens hun lægger kulturradikalismens kirke- og præstebillede tilbage til 1200-tallet, en banal anakronisme, der er til at tage og føle på. Mange andre på samme linje kan nævnes.

 

I de seneste år har man kunnet spore, at forandringer er på vej. Kirkens interne debat sætter sig tydelige spor i det politiske miljø. Politikere og kunstnere udtaler sig frimodigt om deres kristne holdninger, debatbøger kredser omkring kirkelige emner, salmedigtning og romanlitteratur forholder sig til kristne grundbegreber, i mediernes børneudsendelser afsløres det, at trosspørgsmål er godt stof, og mødet med andre religioner fremmer en spørgen ind til egne værdier. Kristendommens 3. årtusind åbner for et spændende og åbent landskab.

 

 

Ovenstående tema behandles udførligt i bogen Poul E Andersen: Opgør med kulturradikalismen, 2004.

 

 

Når tro føder terror

Morgenavisen Jyllands-Posten

                                                                              Onsdag den 27. juli 2005

 

 

Når tro føder terror

 

Det står fast, at hvor Koranen vinder magt, svinder demokratiet. Lovgivende, udøvende og dømmende magt har ingen plads i islam. Demokrati er imod Allahs love. Vi må modsige enhver hate-speech i moskeen, kræve til regnskab, når Vestens værdier undergraves i koranskolerne. Men aldrig må vi selv glemme, at muslimen er vor næste, også selvom han modsiger os, skriver dagens kronikør.

 

JP-kronik

af Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

 

 

Terrorangrebene i London har udløst mange reaktioner. De afslører en meget stor forvirring, og ud fra dem vil det bliver vanskeligt at finde en effektiv plan til imødegåelse af islamistisk terrorisme. Tony Blair er rystet over rabiate imamers propaganda for selvmordsbomber. Terrorisme er for ham en ond, giftig og perverteret ideologi, som udøves i islams navn. Prins Charles hævder, at det er en perversion af traditionel islam. Londons politichef Ian Blair afviser derimod enhver religiøs begrundelse og siger politimæssigt kontant og unuanceret, at man skal huske på, at der alene er tale om en kriminel handling, ikke om en politisk. Muslimske imamer benægter kategorisk, at der er tale om en religiøs handling. Der er intet i islam, som kan føre til terror, for det er forbudt ifølge Koranen. Dette hævdes frimodigt, selvom der står fundamentalistiske muslimer bag de fleste af de tusinder af terrorhandlinger, der er udført over den ganske verden, som regel begrundet med Korancitater. Både imamer og politiske venstregrupper søger som vanligt tilflugt i offerteorien. De finder terrorens årsag dels i Vestens overgreb mod muslimske lande og dels i muslimske indvandreres marginalisering, deres udsatte sociale positioner og de oprindelige befolkningers diskriminering eller racistiske holdninger. Det falder dem sjældent ind, at de øvrige indvandrere fra alle mulige andre kulturer må lever under samme vilkår, uden at det giver sig udtryk i fjendtlighed eller kriminalitet af betydeligt omfang.

 

Når dybt religiøse islamiske grupper spiller så stor en rolle i terrorepidemien, må man undre sig over, at de generelle religiøse elementer skydes i baggrunden i debatten. Det er jo ikke skjult for nogen, at en muslimsk renæssance trænger sig frem både i den gamle muslimske verden, og i de muslimske miljøer i indvandrerlandene. Det er en renæssance, som næsten kan sammenlignes med middelalderens europæiske renæssance, som kaldte de lærde ”ad fontes”, dvs. tilbage til kilderne. Den europæiske renæssancetænkning ville finde vej tilbage til oldtidens storhed, på samme måde som nu begavede muslimske filosoffer igennem det sidste hundredår har villet kæmpe sig tilbage til den oprindelige islam. De søger ikke oplysning om friheden som de europæiske tænkere, de søger den rene og stærke tro, det oprindelige budskab, som Allah havde åbenbaret sin profet, og som gav hans folk kraft til at undertvinge de vantro og udbrede hans lære til hele Mellemøsten og store dele af Europa og Asien, til igen at blive det herrefolk, som ingen kunne modstå, og som ikke gav plads til vantro og moralsk forfald. I studiet af Koranen og Profetens Sunna fandt man den rette vej.

 

Med denne renæssancetænkning er der ved at ske et katastrofalt opgør med den moderate islamiske filosofi, som heldigvis endnu bærer den fromhed, som lever i de muslimske indvandrerkredse. Men den er under hårdt pres.

 

Det er inspiration fra sådanne tanker, som i disse år langsomt er på vej op igennem det muslimske folkedyb og hæger sig fast i radikale sjæle. En af de væsentligste kilder hertil er Wahabismen, som har sit centrum i Saudi-Arabien, og som behersker store dele af Mellemøsten. Den grundlagdes i sidste halvdel af det 18. århundrede af Muhammed al-Wahab og blev snart sammenknyttet med det arabiske herskerhus Saud og blev derved en stærk både religiøs og politisk bevægelse. Den fastholder, at al politik skal drives ud fra islamiske forskrifter. Og sharialovens skræmmende straffebestemmelser som f.eks. håndsafhugning ved tyveri og moralistisk kvindeundertrykkelse blev juridisk ramme om samfundet og er det den dag i dag. Wahabismen giver plads for Det muslimske Broderskab og støtter dets fjendskab med al vestlig kultur. Wahabismen har gennem Den muslimske Verdensliga stor indflydelse blandt indvandrere i europæiske lande og udbreder i stort omfang propaganda og missionerende materiale. Koranen er i centrum, herfra henter man sin inspiration til kampen for den ægte og oprindelige islam.

 

Også Salafismen vil genskabe den rene islam og hårdhændet bekæmpe både islamisk og vestlig traditioner, der støder mod disse fremstød

 

Fra Egypten har Sayyid Qutb øvet en vældig indflydelse på radikaliseringen af især unge muslimer. Han blev henrettet i 1965 som medsammensvoren i bestræbelserne på at myrde præsident Nasser. Qutb afviser alle menneskeskabte ideologier, ikke mindst demokratiet. Alle ægte muslimer skal leve efter Koranens oprindelige bud. Det er alle muslimers opgave at gå ind i kampen for at oprette det ægte og oprindelige muslimske samfund. Og kampen må føres mod alle stater, herskere og samfund, også muslimske, som ikke tillader muslimer at udfolde deres rene islamiske tro. Volden er nødvendig. Muslimer går ikke ram forbi. Af de 400 selvmordsbomber i Irak de sidste to år er de fleste rettet mod muslimer. Martyriet kan være en opgave, man må påtage sig for Allahs sag. Det er et led i den nødvendige jihad, for Guds stat kan ikke nås uden vold. Og arbejdet med Koranen, den daglige fordybelse i troens verden, skal stemme den unge muslim til udøvelse af de nødvendige handlinger. Og målet er Vestens undergang med dets åndelige og moralske forfald.

 

Nyformuleringen af islamiske tanker og dens søgen tilbage til den oprindelige islam  med alle dens brutale sider blev også radikaliseret gennem ayatollah Khomeini i Iran og finder udtryk i de radikale fundamentalistiske bevægelser som Hizbollah, Hamas, GIA, FIS, Milli Görüs, PFLP, Islamisk Jihad. Martyriet med dødsdriften hyldes overalt. Det er vejen mod sejr for islam, og sejren er vis, for muslimer elsker døden, mens Vestens befolkning klamrer sig til livet. Der er tale om en dødekult på linie med nazismens.

 

Især i 1980-90erne udvikles et muslimsk netværk over hele Mellemøsten, Afghanistan og Pakistan og efterhånden også i  indvandrerlande. Vreden mod Vesten bag krigene i Afghanistan skabte de hellige krigere, som dukkede op overalt, hvor islam var trængt, og som så døden og paradiset som livets egentlige mening. I tusinder af madrassaer, koranskoler i Pakistan, Afghanistan  og andre steder, skabtes åndelig baggrund for selvhengivelsen. Begrebet hjernevask har ofte været brugt i forbindelse med Londonterroren. Den er især knyttet til netop disse geografiske områder, hvor tusinder af unge muslimske mænd modtager deres opdragelse.

 

Med næsten apokalyptisk dæmonologi samler Osama bin Laden og Al-Qaeda store dele af alle strømningerne i sig.

 

Gennem den overvælgende muslimske indvandring til Europa flytter opmærksomheden sig også hertil, specielt til de store muslimske miljøer, hvor der kan arbejdes uset. Og mange imamer, som lever i de lukkede miljøer, bringer radikale holdninger videre ud i samfundet.

 

I alle muslimske samfund er Koranen det samlende og uimodsigelige centrum. Den rummer alle tilværelsens dimensioner i sig. Den priser Allah og hans profet Muhammad, kærligheden til trosfællen, de etiske forpligtelser og forkyndelsens poesi. Denne side af Koranen er de moderate muslimers åndelige baggrund, den, der gør det selvfølgeligt, at selv moderate muslimer ønsker Vesten islamiseret.

 

Men Koranen rummer også den brutale side, som netop de muslimske renæssancetanker har aktiveret. Vers efter vers damper af had og af opfordringer til at udrydde de vantro, så da kan pines evindeligt i helvede for Allahs retfærdigheds skyld. Det er i denne uhyggelige side af Koranen, som især stammer fra krigeren Muhammads Medinatid, islamisterne søger næring, når de skal begrunde deres had til Vesten. De er ansporet af den mellemøstlige vækkelse og dens centre i Afghanistan og Pakistan. Målet for vreden er ugudeligheden, som kommer til udtryk i den vestlige livsform. De afskyer den. Vesten opfattes som islams modstander, fordi dens livsform formes af regler, som ikke har Allah som ophav, fordi den vil undertrykke islam og dens kultur, og fordi den ligger under for et moralsk fordærv, som nødvendig skal udrenses, hvis dens smitte skal standses. Det er en opgave, som de hvervede troende må påtage sig. Gennem århundreder har islam kunnet underlægge sig vantro lande for Allahs sag. Denne opgave er ikke ført til ende. Opgøret med de vantro er nu igen aktuelt. Denne opgave må løses udefra og indefra.

 

De demokratiske landes kamp mod terrorismen i deres lande vindes ikke med våben, eller social omklamring, heller ikke med politikers debat med muslimske ledere, da rationel argumentation falder til jorden overfor fastlagte dogmer, læresætninger og fanatisme. Naturligvis må demokratiske lande give deres muslimske befolkning gode vilkår og have vilje til at beskytte dem. Hvis det ad åre medvirker til at opvække en solidaritet på visse områder, skal det hilses velkomment.  Men for mig at se er det vigtigste, at vi fortæller disse medborgere, at Koranen ikke er menneskeliv værd, at den ikke er magtens grundlag og legitimering. Den er et religiøst skrift, som alle andre, åben for kritik, debat og tvivl. Ingen politisk handling kan direkte retfærdiggøres ud fra Koranen. Ingen gyldig lov kan udspringe deraf, og ingen smerte kan begrundes derfra. Det er det demokratiske samfunds forsvar at fortælle muslimer dette, under alle former for samvær, i skoler, på læreanstalter, hvilket anstød det end giver.

 

Det står fast, at hvor Koranen vinder magt, svinder demokratiet. Lovgivende, udøvende og dømmende magt har ingen plads i islam. Demokrati er imod Allahs love. Derfor er det opgaven at give enhver tilkommen imam en indgående indførelse i dansk demokratisk tænkning. Vi må  modsige enhver hate-speech i moskeen, kræve til regnskab, når Vestens værdier undergraves i Koranskolerne. Men aldrig må vi selv glemme, at muslimen er vor næste, også selvom han  modsiger os.

 

Kulturradikalismen og utålsomheden

Morgenavisen Jyllands-Posten

                                                                                       Torsdag den 4.11.2004

Kulturradikalismen og utålsomheden

 

Det er en almen erfaring, at den, der vover sig ud med synspunkter, som går på tværs af den kulturradikale korrekthed, risikerer at blive placeret på den yderste højrefløj, hvis han/hun da ikke som i indvandrerdebatten stemples som racist og nazisympatisør. Det er en hæslig markør for den intolerance, som har præget den kulturradikale kulturdominans i årevis, skriver kronikøren.

 

Tegning af Georg Brandes med

                                                                                       Den nihalede kat

                                                                                       ”Radikalisme…Morgendagens

                                                                                       Konservatisme

                                                                                       Ambrose Bierce

JP-Kronik

 

af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst, Odense

 

 

1990-erne var de år, hvor mange danske med stigende bekymring iagttog den voldsomme indvandring, der fandt sted, især fra muslimske lande. Men der kunne ikke tales om den. Den tunge tavshed lagde sig over landet. Kun ganske få vovede et forsøg på at trække det tæppe, der var lagt ud over realiteterne, bort. Alle vidste, at det havde sin pris at tale rent ud.

 

I en slags protest mod ufriheden offentliggjorde jeg fra slutningen af 1999 og et par måneder ind i år 2000 en halv snes artikler og kronikker i Morgenavisen Jyllands-Posten, i Fyens Stiftstidende og lidt senere også i Kristeligt Dagblad. Jeg pegede på de integrationsproblemer, som fulgte med den store indvandring. Og specielt gjorde jeg rede for den store kulturkløft, der består mellem dansk og islamisk kultur. Et par artikler omhandlede karakteren af den fundamentalisme, som rådede i bestemte grupper blandt de muslimske indvandrere.

 

Artiklerne havde en vis provokerende karakter. Det var jo vigtigt at trække tabuemnerne frem i lyset. Ved senere gennemlæsning mener jeg dog at kunne konstatere, at der var tale om et stilfærdig opgør med den herskende tavshed, og at det sprogligt og indholdsmæssigt langt fra tillod sig det frisprog, som senere har gjort sig gældende.

 

Som jeg have ventet, var reaktionerne skarpe. Fra muslimske indvandrere kom  der mange vrede tilkendegivelser i form af læserbreve, telefonopringninger og personlige breve, nogle læselige, andre ikke. Telefonopringningerne kunne f. eks. opfordre til: at ”holde op med det svineri, for ellers kan der ske noget”, en enkelt fortalte, at dødsfatwaen over Salman Rushdie ikke var for sjov, og at noget tilsvarende kunne ramme enhver, der krænkede Profeten. Flere breve påpegede, at det kun var retfærdigt, at vantro korsfarere måtte brænde op i helvede. I disse reaktioner var der intet overraskende.

 

Langt mere interessante var imidlertid de mange danske reaktioner. De gav meget ofte udtryk for, at mange følte sig personligt antastet, både på deres egne og på grundlæggende universelle værdier. Der lå tydeligt brede signalmarkører heri. Og en hadefuldhed, som langt overgik provokationen, var påfaldende.

 

Blandt de mange kan et par prægnante trækkes frem. Biskoppen over Aarhus Stift hævdede i en debatbog (De uansvarlige, 1999), at jeg udtrykte både nyfascistiske og nynazistiske tanker. Lektor Helle Lykke Nielsen, Center for Mellemøststudier, Odense, der menes at have viden om islam, søgte at bringe kritik til tavshed ved i flere blade bl.a. at postulere, at synspunkterne var hentet fra Fremskridtspartiets partiprogram. Morsomt var det også, at en klog sognepræst fra Nr. Lyndelse på Fyn på sit internet havde held til at finde frem til, at en af de snesevis af forfattere, som jeg havde benyttet, en gang havde talt til en forsamling af højreorienterede. Doktrinært foreslog han, at jeg skulle forhindres i at skrive om islam. Lidt ubehageligt virkede det, da jeg fik tilbagemelding om, at et par journalister ved min lokale avis, som jeg har haft et årelangt tillidsfuldt samarbejde med, yndede at omtale mig som ”den højreradikale domprovst på Fyn”. Det blev også mærkbart, at flere af mine gamle venner pludseligt ikke rigtigt havde noget at tale med mig om.

 

Tilsammen rejste det spørgsmålet om, hvilket ideologi, det er, der får folk til i samme person at påtage sig både anklagerens og dommerens ret. Der må også spørges om,  hvor stor indflydelse denne ideologi har på samfundets øvrige kulturelle, sociale og politiske områder. Med andre ord: findes der en lammende og intolerant ensidighed i vort samfund, som selvretfærdig bidrager til at knægte tankens og talens frihed?

 

Det her skildrede forløb ser ud til at være en almindelig kulturradikal automatreaktion, som mange har oplevet.  Det er en almen erfaring, at den, der vover sig ud med synspunkter, som går på tværs af den kulturradikale korrekthed, risikerer at blive placeret på den yderste højrefløj, hvis han/hun da  ikke som i indvandrerdebatten stemples som racist og nazisympatisør. Det er en hæslig markør for den intolerance, som har præget den kulturradikale kulturdominans i årevis. Den officielt poserede tolerance bærer ikke sjældent utålsomheden på bagsiden af sit medusahoved. Hovedrysten og nedladenhed møder enhver afviger.

 

Når kritikken af de kulturradikale i mange år har været så svag, så hænger det sammen med, at deres ideer er blevet institutionaliseret, og at de via pædagogik og kulturel accept er trængt så langt ind i befolkningens almindelige bevidsthed, at vi alle i større eller mindre grad er blevet bærere af deres tanker. Dertil kommer, at det er lykkedes for kulturradikalismen at skabe sig et image med mange positive nuancer. De fleste mennesker vil forbinde kulturradikalismen med kampen for frihed på alle samfundets og menneskelivets områder og gerne en kamp med et socialt aspekt. Det er i denne kamp, den har vundet sine største sejre. Men utålsomheden, selvretfærdigheden og intolerancen fulgte med og har været med til at vanskeliggøre lødig kritik.

 

Den kulturradikale selvretfærdighed og intolerance er knyttet til opgøret med borgerligheden. Det Brandesianske opgør med den forstenede borgerlighed i slutningen af l800-hundredetallet, videreført på forskellig vis igennem de meste af det 20. århundrede, var virkelig en frihedskamp, det var frisk luft til de på alle måder beklumrede borgerlige hjem. Det ville friheden, og det ville den hensynsløse kamp.

 

Georg Brandes, den vigtigste person i den danske kulturradikalismes historie, kæmpede uden barmhjertighed for friheden i oplysningstidens ånd, men han kendte også til intolerancen. For ham var det indlysende, at den offentlige mening i Danmark skulle modtage hans stempel. Den skal lære at lystre og behandles som ”den canaille, den er”. Han udtrykte det mest levende had til kristendommen og istemte Voltaires : ”écrason l’infame” dvs. ”lad os knuse den afskyelige”, altså kirken. Og dette had ledsagede hans åndelige efterfølgere op igennem årene. Frihedens parløb med intolerancen er ikke så uforståelig endda. Og den udfolder sig uden forbehold den dag i dag overfor alle skeptikere.

 

Men kulturradikalismens utålsomhed og intolerance har også en anden rod. Den næres også gennem dens årelange fascination af det totalitære, af dens kredsen omkring nazismen i negativ forstand og om kommunismen og islam i positiv forstand. Negativt i førstnævnte tilfælde, fordi  nazismen var udtryk for snæver borgerlighed, positivt overfor kommunismen og islam, fordi de ville fremme opgøret med borgerligheden og kristendommen samt kæmpe for internationalisme.

 

De kulturradikale har på mange måder et slægtskab med kommunismen. Kommunismen ville magten i kampen mod kapitalismen for med alle midler at tvinge befolkningerne ind i den kommunistiske æra. De kulturradikale ville magten af kulturelle grunde. De ville påvirke menneskers tænkning og adfærd og forme det frihedens samfund, de altid havde drømt om. Den totalitære tænkning gemmer sig ikke alene bag den kommunistiske ide, men ligeså fuldt bag dem, der vil bruge friheden til at omskabe mennesker. Modstandere mod denne ide har intet krav på tolerance, mente man. Det er i denne kamp, de kulturradikale har taget menneskerettighederne til sig. De rettigheder, som skulle være borgernes beskyttelse mod de politiske magters overgreb, de blev til de kulturradikales pisk mod dem, som ikke ville rette ind. De kulturradikale ønskede frihedskampen. De vandt kampen og tiltog sig eneretten til friheden.

 

Og pisken har sat mærker på mange af samfundets områder, ikke mindst på alle dem, som ikke kunne støtte den kulturradikale skole. De måtte bøje nakken og forføje sig bort som mørkemænd og tilhængere af den sorte skole. Men den mærkede også dem, som ville trække en grænse mellem den frie seksualitet og pornokratiets amokløb. De måtte rødmende tegnes med sort i panden: Moralister.

 

Nationalfølelse og tilslutning til grundlæggende danske værdier er uacceptabelt for de kulturradikale, ja mere end det. 1930-ernes kulturradikale husfilosof Bertrand Russel angav, hvad den filosofiske holdning på dette område bør være. Han siger, at nationalisme er tidens farligste last, værre end narkotika, uredelighed eller alle andre laster, for den udvikler sig til patriotisme. Og det er den sorteste forbrydelse, et menneske kan gøre sig skyldig i. Kvæler man en mand med sine bare hænder, får man sin straf. Men den, der prædiker patriotisme og er skyldig i millioner af menneskers død, får rejst en statue. Patriotismen må man forvise fra sine tanker. Denne holdning blev mønsterdannende.

 

Et arbejde for det danske sammenhold har ikke de kulturradikales interesse. For dem er det vigtigere at arbejde for det multikulturelle samfund, selvom også en kulturradikal burde kunne sanse det enorme spring, der er mellem ideologisk drøm og ghettoens virkelighed, mellem moralismens selvretfærdighed og dens sociale konsekvenser. Hvis nogen advarer mod samfundets kulturelle udspaltning og svækkede sammenhængskraft, er tavlen med det kulturradikale advarselskilt altid parat. Racismens og nationalismens syndefald skal ikke forstyrre de rene af hjertet.

 

I årtier har kulturradikalismen ligget over landet med selvfølgelighedens ret. Selvfølgeligt er det dog ikke mere.

 

Fra sexuel frihed til pornokrati

    Kommer i

Morgenavisen Jyllands-Posten

Søndag marts/april 2004                                                                                                               

 

 

 

af Poul E. Andersen

tidl. domprovst, Odense.

 

 

De er så søde de små, 14-15 år med kort bluse, der smyger sig om taljen og strammer over brysterne. Og et lille stykke blødt maveskind åbenbarer sig. Blikket er bevidst om kvindelighed og tillært erfaring – har I set mig! Og mor og far er fulde af ømhed og lidt sentimentale over de år, som allerede er gået, siden de selv tog hul på livet.

 

Og søde er de også, de små i børnehaven. De boltrer sig med hinanden, glade eller forsagte. Men sproget er hårdt, og sexordene falder med gentagelsens sikkerhed, men uskylden er uanfægtet.

 

Det er det moderne samfunds glade børn uden snærende hæmninger af den art, som børn og unge for mindre end to generationer siden måtte slæbe med sig.

 

Den frie seksualitet blev vundet gennem den store sædelighedsfejde for mere end hundrede år siden og gennem de følgende årtiers kulturopgør. Det var frisindede folk, som førte den frie sex til sejr. Mange af dem havde åndeligt slægtskab med de individualister, som man senere betegnede som kulturradikale.

 

Arkitekten, kulturdebattøren og kirkehaderen Poul Henningsen, som kunne være fræk og frivol i sine revyer, kunne også udtrykke sig med moralsk ømhed og ansvarlighed om den frie kvindes og den frie mands nye seksuelle frihed: ”Selvom vi betragter det seksuelle som en lystig ting, kommer vi ikke ud i det løsslupne og animalske. Med den seksuelle frihed følger i høj grad den række nye forpligtelser, som den gamle moral slet ikke kendte. Det bliver ikke bekvemmere at leve livet, men det bliver rigere, og vi bær selv ansvaret. Du må ikke bedrive hor bliver i moderne betydning til: Du må ikke tvinge noget menneske på det seksuelle område, ikke søge at herske over det, ikke misbruge den magt, der ligger i det seksuelle, ikke binde den anden mod hans vilje, ikke tro, at du ejer den anden part. Et menneske er under alle forhold og i alle forbindelser sig selv og har lov at handle med sig selv efter sin egen moral. Kun ikke med andre. Den, der i kærlighedsforhold berøver den anden nogen som helst frihed, bedriver hor” (Sex og Samfund, 1937/38. Citeret efter ”Den kulturradikale udfordring 2001). Smukkere og rigtigere kan det vel ikke siges.

 

I dette uddrag har PH på en måde samlet de idealer, som Georg Brandes og ”Det store Gjennembruds Mænd” havde kæmpet for i moraldebatten i slutningen af nittende århundrede. De revolterede mod den kønsmoral, som i generationer havde udpint ethvert naturligt seksuelt forhold mellem mand og kvinde. Fortielsen lå overalt. Det var som om, man havde den opfattelse, at hvis man bare undlod at tale om kønslivet, ville det nok forsvinde af sig selv sammen med alle problemerne uden diskussion.

 

Og på alle områder var der opdragere, som ville forsvare rammerne og forhindre overtrædelser af moralen. De opretholdt billedet af kvinden som det rene, kyske og  aseksuelle væsen og affandt sig med en manderolle, den, som nødtvunget måtte søge til prostitutionen på de ydmyge steder. Skyggetanter og faldne kvinder måtte henslæbe deres liv som ansigtsløse skæbner, og talrige uægte børn, født i dølgsmål var store dele af deres liv henvist til forstillelsens halvverden. Og alt indimellem hvilede den syfilistiske skræk over talrige mænds sjælefred

 

Opgøret med dobbeltmoralen og fortielsen var nødvendig og blev med stor kampgejst og en hel del selvretfærdighed båret videre i den kulturradikale frihedskamp.

 

Frihedens sejrsgang

Allerede i 1902 udkom Ellen Keys berømte bog: Barnets Aarhundrede. Med udgangspunkt i filosofiske tanker hos Montaigne, Rousseau og Spencer introducerede hun et nyt syn på barnet og dets stilling i samfundet. For hende var det afgørende, at barnet får lov at udvikle sig frit. Børn skal leve og lære som personligheder og tænke deres egne tanker. I skolerne må man ophøre med at dræbe personlighedens spirer. Synspunkter som disse blev efterhånden betegnet som den fri opdragelse, og de kom til at bestemme store dele af det 20. århundredes opdragelsessyn og pædagogiske debat i forbavsende omfang, men stivnede så til sidst i den forvredne og tanketomme ide om børns ansvar for egen læring.

 

Den pædagogiske udvikling understøttedes i høj grad af de nye psykoanalytiske strømninger. Afgørende blev ikke mindst psykologiens stærke koncentration om seksualiteten som biologisk fænomen, hvor man ofte opfattede begreberne sex og kærlighed som to forskellige størrelser, som kunne fungere uafhængigt af hinanden. Sådanne tanker havde også tidligere været kendt, men løsnet fra ægteskabets regulerende rammer skulle de vise sig at få stor betydning for den kommende pornoficering af samfundet.

 

Sigmund Freuds påvisning af, at undertrykkelsen af den naturlige drift kunne føre til alvorlige hæmninger for en sund udvikling, trængte forbavsende hurtigt igennem i pædagogiske kredse. Og det førte til, at der rejstes et uimodståeligt krav om opgør med den traditionelle opdragelsesform, og der formuleredes voldsomme angreb på forældrenes opdragerrolle, så voldsomme, at forvirrede forældre efterhånden mistede deres tillid til deres egne evner som opdragere, endog i tilfælde, hvor der var tale om en kærlig og omsorgsfuld videregivelse af egne erfaringer.

Den østrigske psykiater og sexolog Wilhelm Reich, som i trediverne opholdt sig nogle år i Danmark, gav de freudianske tanker en praktisk udformning. I 1933 skriver han i tidsskrifter Plan en artikel med overskriften: ”Er en konsekvent seksuel opdragelse mulig i et kapitalistisk samfund?”. Heri opfordrer han forældre til i deres opdragelse at vise deres kønsdele for børnene og at tillade dem at overvære forældrenes samleje. Onani er en selvfølgelig og naturlig sag, og seksuelt samvær mellem børn må accepteres så snart de er kønsmodne. Enhver form for kønslig afholdenhed er skadelig.

 

I forskellige skikkelser genfindes synspunkter som disse i talløse psykologiske og pædagogiske udtalelser, foredrag, artikler og bøger. Og efterhånden vinder de genklang i store dele af befolkningen. Der skabtes et naturligere forhold til seksualiteten, seksualundervisningen vandt indpas i skolerne. Der blev almindelig accept af samliv før ægteskabet, begrebet uægte børn forsvandt, regler for sømmelig påklædning undergik forandring, og den sproglige restriktion på området erstattedes af en åben og direkte formulering af holdninger til seksuelle emner.

 

Med den større frihed fik seksualiteten en stadig stærkere  placering i det offentlige rum. Massemedierne spillede en stor rolle. 60erne og 70ernes ungdomsbevægelser som f. eks  Flower-Power politicerede sexdyrkelsen, og med ungdomsoprørets kolletivbegejstring bredte optagetheden af sexeksperimenter sig til toneangivende kredse i ungdomsgrupperne. Musikvideoernes pornoopsætning og mange teenageres daglige surfing på internettets pornosider blev også  et bidrag til normalisering af sexvulgariteten.

 

Allerede i 60erne havde det vist sig, at straffelovens pornografiparagraffer ikke kunne opretholdes. Det blev efterhånden umuligt at skelne mellem accepteret seksualitet og pornografi. I årene 1967-69 blev pornoen totalt frigivet af den konservative justitsminister Knud Thestrup. Han så, at pornografibestemmelserne ikke kunne overleve, og har vel skønnet, at nyfigenheden omkring det pornografiske ville forsvinde og interessen aftage. Loven om fri abort fulgte efter i 1973.

 

Fra seksuel frihed til pornokrati

Men frisindet kendte ingen grænser, heller ikke på det seksuelle område. Frihedens kulturelle forkæmpere har næsten altid ligget under for den svaghed, at man ønskede at kæmpe friheden frem til sejr, men man havde intet ansvar for dens konsekvenser. Frihedens folk har altid ret, og modsigerne repræsenterer pr. definition moralismen og tilbageskridtet. Frihed uden grænser, som fornægter sin plads mellem ansvar og skyld, forfølger eksperimentet så langt ud i det uforudseelige, at nihilismen melder sig.

 

Og når den  ubundne vilje udnytter friheden, er man forsvarsløs overfor kommercialismen. Den brød for alvor igennem i århundredets sidste årtier. Som kommercialiseringsobjekt blev seksualiteten en uudtømmelig guldgrube i de rette hensynsløse hænder. Udbytterne trængte sig ind i bevidstheden hos millioner af mennesker og formåede at skabe en ungdomskultur af forbrugere af pornografiske masseprodukter.

 

Og pornografien bevægede sig langsomt fra spekulation i nyfigenheden til pornokratiet, til at blive en magtinstans, som satsede på at beherske bevidsthederne. Og kunstnere og meningsdannere traskede bagefter og fasthold hyklerisk, at det var nødvendigt på det kulturelle plan at afprøve pornografiens grænser. Og erotikken med dens poetiske sans for kønsinspirationen, blev efterladt som en overflødig jernbanevogn på et fjernt rangerspor.

 

Det, som karakteriserer pornografien, er seksualitetens afpersonalisering og animalisering. Enhver form for blufærdighed forsvinder. I stedet træder den nøgne kropslighed frem sammen med teknik og organfiksering. Almene menneskelige relationer og forholdet til det omgivende samfunds bortraderes. I stedet idealiseres machorollen og forestilling om haremsdullen – altid parat og til rådighed for alt.

 

Når pornografien ikke blot optræder som beskuelsesobjekt, men overgår til pornokratiets realisering i hverdagsmenneskets adfærd, så udvider normalitetsbegrebet sig ud over smertegrænsen og sætter sig dybe spor. Ikke mindst fordi antikonceptionsmidler befrier det seksuelle samvær fra det personlige ansvar, som tidligere var knyttet til seksualakten.

 

Men seksualiteten er ikke en neutral udfoldelse. Den involverer den menneskelige totalitet. Den tildeler roller, som frivilligt eller ufrivilligt må overtages. Man slipper ikke uden om, at den i menneskers forhold til hinanden bærer et præg af skæbne med sig.

 

Pornokratiet ophæver troskabsgrænser og aldersgrænser. Og den bevæger sig vellystigt moraliserende omkring voldtægter og pædofilisager. Men mærkeligt nok ser det ud til, at den modne og selvstændige kvinde ser den anden vej og nedsvælger sin menneskelige ydmygelse gennem det pornokratiske univers, samtidig med, at machorollen genvinder det skær af selvfølgelighed, som er ved at brede sig på stadig flere områder, efter at den tidligere var på vej til at blive trængt tilbage til naturlig størrelse.

 

Men de små i de stumpede bluser er stadig søde. De drømmer nok også om den store kærlighed og den lykke, som bærer alt. Men hvad kan de så egentlig fortælle om deres tid? Ja, det har vi jo længe hørt, læst og set: om deres stynede barndom under mediernes og gruppenormalitetens tvangsmodning, og om drengene omkring dem, hvoraf flere i pornofixering hænger over internettets pornosider og mere og mere får den opfattelse, at det, de ser er normalpraksis. Og ved festerne finder de det ubestrideligt, at pigerne, endda af og til flere gange på en aften, skal stille sig til rådighed for dem. Og de gør det for at leve op til gruppens pres. Depressioner, selvmordstanker og spisevægring er ikke uden sammenhæng med sådanne udfoldelser. Og forældrene? Ja, også de er fanget i frihedsfælden. De kræfter, de er oppe imod, er for stærke.

 

Georg Brandes, moralopgørets egentlige ophav, erkendte i sine sidste år konsekvenserne af sin indsats med dyb depression. Man hans åndelige efterkommere betragtede friheden som uantastelig. Kun ikke den stærkeste iblandt dem, Poul Henningsen. Man kan næsten høre hans lidt monotone og hæse stemme i de ord han formulerer: ”Du må ikke tvinge noget menneske på det seksuelle område, ikke søge at herske over det… Den, der i et kærlighedsforhold berøver den anden part nogen som helst frihed, bedriver hor!”. – Mon vi trods alt hører Bjergprædikenens ord bagved?