Kulturkonflikter med indvandringen

POUL E. ANDERSEN, TIDL. DOMPROVST, ODENSE unnamed

Det er ikke let at være muslimske flygtninge eller indvandrere i Danmark. Det hører man jævnligt fra mange sider. Selv nye statsborgere finder det svært at tilpasse sig den danske kultur.

Den omfattende og stadigt stigende muslimske indvandring giver voksende problemer og er konfliktskabende til begge sider, selvom dansk lovgivning og den danske befolkning på mange måder er imødekommende. Men mødet med den stærke islamiske kultur og religion har af og til overrasket.

Mange indvandrere er fast besluttede på at fastholde og beskærme deres medbragte kultur i deres nye land. De er overbeviste om, at den både er langt ældre og også overlegen i forhold til den, de møder i deres nye land. Derfor kræver den accept, respekt og visse rettigheder.

Dertil kommer også, at mange muslimske indvandrere har svært ved at fralægge sig den vrede og det had, som næsten alle mellemøstlige samfund nærer overfor vestlig moral og levevis.

Det muslimske krav om særlig respekt har en klar historisk begrundelse, der har rødder helt tilbage til Middelalderens begyndelse. I adskillige århundreder har muslimsk religion og militært herredømme været uovervindelige, så selv stærke magter måtte bøje sig derfor.

I dansk forståelse af dialog ligger en accept af, at samtale kan føre til ændrede holdninger.

Senere, i det 19. og 20. århundrede har de selv måttet bøje sig for vestlig kultur og magt. Som et forurettet folk stiller man herefter krav om genoprejsning og respekt. Offer vil man ikke være, og social og kulturel diskriminering vil man ikke affinde sig med.

Det er ikke overraskende, at de nye borgere søger sammen og danner fællesskaber med beslægtede sprog, religion, accepteret levevis, moral og værn mod stærke påvirkninger udefra.

I deres nye land præsenteres de for demokrati, frihed, verdslig retssystem og en løssluppen moralisme, som truer med at undergrave deres religiøst betonede samværsformer og urørlige rammer om seksuelle forhold. Danskernes letsindighed og afvisning af muslimske traditioner vækker vrede overfor dansk tradition og levevis.

Med denne baggrund er det næppe tilfældigt, at der opstår konflikter mange steder i børnehaver, folkeskoler og lægekonsultationer. Krav om unge muslimske pigers levevis strammes, mens kriminalitet hos unge mænd får lov at vokse.

Principielt har der fra dansk side været forståelse for, at fremmede fra fjerne lande, som har grund til at søge tilflugt eller bedre levevilkår, skulle modtages med velvilje og imødekommenhed. Men det voksende antal konflikter og ikke mindst det seneste, næsten uoverskuelige antal asylansøgere, der forventes i den nærmeste fremtid, skaber uro i store dele af den danske befolkning.

Der er bekymring for Danmarks fremtid, og det er umuligt at overskue, hvilke kulturelle vilkår den danske befolkning vil komme til at leve under.

Den moderate muslim professor Bassam Tibi, Göttingen, har i flere bøger peget på risikoen ved den fremmede islamistiske kultur. Allerede i 2002 advarer han i en dansk avis (Information): »I forstår ikke, at de mange islamister, som befinder sig i Europa, er en trussel mod den europæiske situation. De vil ikke have demokrati. De vil islamisere Europa«.

Det er hans opfattelse, at europæerne udviser en farlig tolerance overfor personer, der bevidst udnytter de vestlige demokratier ved at bekæmpe dem.

Det store antal personer fra Mellemøsten og Afrika ønsker naturligvis som andre asylsøgere at skaffe sig et hjemsted i deres nye land. Det bliver efterhånden en voldsom belastning for de fleste kommuner.

Når der til stadighed skal skaffes boliger til dem, kan det ikke undgås, at det rammer danske borgere med sociale problemer. De må vige eller tage til takke med ringere vilkår.

Kravet om stadig flere offentlige ydelser vokser, og offentliggørelsen af de voldsomme økonomiske byrder, som de fremmedes behov medfører, fremkalder brede debatter og krav om stramning af de danske udlændingelove. Dansk kultur er efterhånden ved at ændre sig.

Dansk kultur har en lang historie bag sig, men har bestandig med små skridt måttet gennemgå forandringer.

Men den er først og fremmest et nationalt fællesskab omkring en langvarig folkelig udvikling indenfor sprog, historie, religion og kunst, og det præger den naturligvis.

Det er ikke overskueligt, i hvilket omfang konflikten mellem dansk og muslimsk selvforståelse vil gøre sig gældende, men der er ingen tvivl om, at den vil lade den danske befolkning bære en usikkerhed ved håndtering af kommende problemer i et tvungent fællesskab.

Det er vanskeligt at fastslå, i hvilket omfang dansk kultur vil åbne sig for den muslimske, men det står klart, at der i længere tid fra flere sider har været udtrykt ønske om dialog med muslimske ledere, ikke mindst repræsentanter fra den danske folkekirke har været aktive.

I dansk forståelse af dialog ligger en accept af, at samtale kan føre til ændrede holdninger. Der er så tale om personers individuelle møde med vilje til at forstå, lære og reagere derpå.

Denne forståelse deles ikke af islamisk kultur. Her møder man den overbevisning, at religiøse holdninger udspringer af Allahs egne ord og befalinger. Hvor forskellige muslimer end er med hensyn til sprog og kulturelle og religiøse traditioner, så er de dog fælles om trofastheden over for deres hellige bog, Koranen, og den ophøjede Allah. Hvor islamisk religion og kultur trænger frem, må fremmede kulturer give plads og bøje sig.

I den løbende debat om indvandring og integration spiller kulturrelativismen en betydelig rolle. Den er barn af kulturradikalismen, der igennem årene har arbejdet på at frigøre dansk kultur fra gamle traditioner og politiske og religiøse idéer i stadig konflikt med store dele af den danske befolkning. En omfattende støtte fra partiet Det Radikale Venstre har givet dem en stærk placering i den offentlige debat.

De kulturrelativistiske engagerede har i forbindelse med indvandringen til Danmark især beskæftiget sig med de forskellige kulturformer, som blev en del af dansk samfundsliv. Mange er overbeviste om, at alle kulturer er lige og ingen er overlegen i forhold til andre; det ville for dem være en form for kulturfascisme.

Det kan vække undren, at en bevægelse, der sammen med de kulturradikale har foretaget provokerende opgør med traditioner, religiøse og konservative, nu hengiver sig til et voldsomt forsvar for stærkt religiøse og konservative muslimske indvandrere. Og de tåler ikke, at nogen anfægter disse synspunkter.

Der er udpræget tolerance overfor det voksende antal muslimske indvandrere, forståelse for deres særlige krav til det danske samfund og overbærenhed overfor ungdomskriminalitet. Alle andre danskere, der viser bekymring eller forudser problemer i de år og dage, der ligger forude, må affinde sig med at blive udstillet som racister, nynazister, hvis der ikke kan findes noget værre. Ingen tolerancetanke finder plads i denne sammenhæng, og ingen ytringsfrihed har her gode kår.

Dansk kultur har svært ved at finde sine egne veje. Islam og kulturrelativismen går hånd i hånd, måske er Hizb ut-Tahrir også på vej til en god plads.

Mellem tro og viden

Morgenavisen Jyllands-Posten
Onsdag den 8.januar 2014
Mellem tro og viden

Poul E. Andersen
tidl. domprovst, Odense

kronik
Videnskab og kristendom har i mange år på flere områder kunnet følge hinanden et godt stykke, men især med videnskabernes ekspansion i de seneste generationer er det blevet klart, at de på afgørende punkter må gå hver sin vej.
Hvis man spørger en dansker, om han er muslim eller kristen, vil han i mange tilfælde ganske ugenert svare, at han naturligvis er kristen, for han bor jo i Danmark. Henvender man sig i stedet til en af de tusindvis af kirkegængere, som juleaften strømmer ud fra deres kirke efter juleaftensgudstjenesten, vil man sikkert få et henholdende svar: ”Sådan lige kristen er man jo ikke, men det hører med til juleaften at gå med børnene i kirke, og hyggeligt er det jo ofte, og salmerne har alle det godt med”. Spørger man derimod en tilfældig forbipasserende om det samme, vil man ikke blive overrasker over at få et svar af følgende karakter: ”Jeg skal fanden gale mig ikke have noget at gøre med alt det religiøse ævl”.
En meget generel vurdering af danskernes forhold til kristendommen kan ofte have en humoristisk klang. Det møder man f. eks. hos professor i teologi ved Københavns Universitet Niels Henrik Gregersen. Her lyder det: ”for de fleste moderne og veluddannede mennesker er kristen noget af det frækkeste, man kan være.—Folk vil hellere afsløre deres seksuelle præferencer, end de vil indrømme, at de tror på Jesus. Swingerklubber, sadomasochisme, netdating – alt det må du gerne dyrke og endda fortælle vidt og bredt om. Men at sige ”jeg er kristen” – det er simpelthen for frækt” (Jyllands-Posten 22.dec. 2013). Trods alt er 78,5% af Danmarks befolkning medlemmer af folkekirken. Ikke alle betragter sig selv som troende.
Der kan være mange grunde til den usikkerhed og fremmedhed, hvormed man forholder sig til den kirke, som man selv er medlem af, og som man for øvrigt er parat til at støtte økonomisk og politisk. Gamle vaner er langsomt forsvundet, tidlige tiders selvfølgelige kendskab til kristendom og kirke møder man ikke mere. Især hos yngre medlemmer af kirken lever stort set kun erindringer fra konfirmandundervisningen. Folkeskolens kristendomsundervisning er trængt stærkt tilbage. Sang- og musikundervisningen koncentrerer sig i høj grad om helt moderne viser og sange. Og medierne har kun i ringe grad kristne temaer på programmet.
Man kan dog bemærke, at en del historiske og kulturelle overleveringer, især fra vækkelsernes tid, stadig kan mødes hos ældre befolkningsgrupper. Her ved man endnu, hvad synd, omvendelse, frelse og fortabelse betyder, men man har også barske erindringer om storsnudede og komiske præster med hyklerisk fromhed, og om kirkens urimelige magtudøvelse. Det kan bidrage til et fortegnet billede af kirkens væsen helt op til i dag.
Folkekirkens præster gør et fremragende stykke arbejde sammen med menighedsråd, medarbejdere og frivillige. De påtager sig foruden almindeligt kirkeligt arbejde store historiske og kulturelle opgaver ud fra deres lokale sognehuse. Det er opgaver, som ikke kan erstattes i nogen anden sammenhæng.

På trods af folkekirkens solide dagligliv, må man se i øjnene, at mere end halvdelen af landets befolkning betragter sig selv som a-religiøse og finder det fuldt acceptabelt, at en moderne udvikling fører direkte mod et fuldstændigt sekulariseret samfund. Ja, nogle finder det endda naturligt, at en halskæde med et kristent kors af mange betragtes som en form for provokation.
Teologer beretter gerne, at det kristne menneskeliv i snart 2000 år har været bestemt af troen på Gud og hans åbenbaring gennem Jesus Kristus og de bibelske skrifter. De troendes dage har været styret heraf, og deres forventninger har været rettet mod et evigt liv under Guds omsorg efter dette livs afslutning. Foruden det korte menneskeliv har mennesket hjemme i den evige transcendente verden, som ligger hinsides erfaringens eller erkendelsens grænse.
De kristne har gennem alle generationer med deres tro og aktivitet præget det samfund, de levede i, med hengivelse til det, de har opfattet som meningen med livet, og med den stærke befaling om at elske sin næste som sig selv. De har bygget kirker og klostre, plejet og helbredt syge, undervist børn og voksne, kæmpet for retfærdighed for alle og mættet fattige og hungrige, mens de naturligvis har syndet og fejlet på menneskevis.
Man kan let få den tanke, at a-religiøse mennesker, der fuldt bevidst vender ryggen til den livsopfattelse, som har præget kristne mennesker og været med til at bestemme deres historie i århundreder, må mærke sig selv og deres samfund med en uendelig åndelig fattigdom og kulturløs tomhed. Sandsynligvis vil de selv sige, at der aldrig i historien er en så positiv udvikling af samfundet som nu. Der er forbedring på næsten alle områder. Det gælder sundhed, teknologi, transport, uddannelse, arkitektur, gastronomi, medicin, produktion m.m. Det er videnskab og forskning, der skaber et samfund, bedre, end nogen kunne forestille sig. Derfor behøver man ikke nogen religion som åndelig sovepude.
Der står da også i alle kredse bred respekt om videnskaben i alle dens former. Den er metodisk og kritisk og godkender intet resultat uden dokumentation. Naturvidenskaben sætter spørgsmålstegn ved alle helhedsanskuelser, ikke mindst ved religiøse, etiske og moralske normer, men den møder dog af og til selv kritik, fordi det hævdes, at den på tværs af sit eget rationelle grundlag er på vej til at påtage sig en forkyndelse af sit eget sandhedskriterium, en forkyndelse, der vil gøre det, der ligger uden for eksakt videnskab til obskurantisme, tro eller overtro. Naturvidenskab får således med sin stærke afgrænsning karakter af en ramme, der lægges over menneskers natur og tænkning. Det, som ligger udenfor, mister værdi, og er overladt til snak og tilfældighed. Åndsvæsener skal mennesker ikke være. De er kemiske produkter. En åndelig fattigdom af denne art lader kirkefjendtlighed og ateisme vokse frem i sin egen ret.
Videnskab og kristendom har i mange år på flere områder kunne følge hinanden et godt stykke, men især med videnskabernes ekspansion i de seneste generationer, er det blevet klart, at de på afgørende punkter må gå hver sin vej. Kristendommens trosgrundlag kan ikke trækkes til side af nye verdslige strømninger, og den må affinde sig med at eksistere i et sekulært samfund sammen med den stærke verdslige udvikling og dens styrke og svaghed. Men især på det historiske og kulturelle område, melder svagheden sig som en ny fattigdom. Der er ringe plads til kristendommens smukke salmer og historiens levende litteratur, den geniale kunst i fortidens religiøse malerier glemmes langsomt. Kæmpekatedralerne med spir, der stræber mod det himmelske, reduceres til interessant arkitektur. Retssystemerne lever, selvom ingen videnskab har skabt dem. I de kristne lande har demokratiske partier videreført det bibelske krav om omsorgen for de svageste.
Vi kan muligvis vente en fortsat afvandring fra folkekirken og andre kristne trossamfund i de kommende år, men vor kristent prægede kultur vil ikke kunne slå sig til ro i en mangesidet sekularisme. Selvom man kigger grundigt på det store verdensatlas, vil man ikke kunne pege på et land, hvis befolkning har lagt sin religiøse historie bag sig. Selv den sovjetiske marxisme måtte som regel manøvrere uden om sin nedarvede kristendom. Ingen historiker har kunnet pege på en religionsfri periode. Men hjerneforskningen vil sikkert, dog uden begejstring, kunne afsløre om der er tale om en prædisponering af psykologisk art

Folkekirke og folkelighed

                Morgenavisen Jyllands-Posten

                                                                                       Tirsdag den 25.juni 2013

 

 

Kronik

Folkekirke og folkelighed

af

tidl. domprovst Poul E. Andersen

Odense.

 

Folkekirken har hovedsageligt fundet sin form gennem egne kræfter. Kirkeministeriets debatoplæg om et folkekirkeråd er et drastisk tiltag, der kan føre til en kirke med politisk og kulturel slagside med risiko for splittelse og medlemsflugt

 

Folkekirken er ustyrlig. Ingen ved rigtigt, hvem der bestemmer over hvad. Grundlovens krav om, at folkekirkens forfatning ordnes ved lov (§66) er ikke realiseret trods flere forsøg. Det har aldrig haft medvind, og få har efterspurgt det. Folkekirkens medlemmer har stort set slået sig til tåls med, at menighedsråd og præst, provstiudvalg og provst, stiftsråd og biskop, folketing og minister gør deres arbejde så godt, som de kan, og det kan næppe være bedre. Konflikter opstår let, men konflikter kan også skabe fornyelser.

Af og til breder der sig et krav om, at nu må der skabes klarhed om den lidt søvnige folkekirkes funktion og virksomhed. Der må tages drastiske initiativer. Og det forsøger man så.

I september 2012 nedsatte regeringen et udvalg til at udarbejde et forslag til en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken. Det skal overveje regulering af folkekirkens indre anliggender og folkekirkens fælles økonomi. Udvalget barslede med sit debatoplæg i april 2012. Det virker sagligt, velskrevet og rimeligt tilgængeligt.

En central del af forslaget samler interessen omkring oprettelsen af et folkekirkeråd med ca. 30 læge og gejstlige medlemmer og med betydelig myndighed til at deltage i den kirkelige initiativ- og beslutningsproces.

Forslaget er blevet modtaget med interesse, men ikke med begejstring. Det nedsatte udvalg peger loyalt på den lutherske tanke om det almindelige præstedømme, som forkynder, at enhver, der er blevet døbt, både er præst, biskop og pave. Fællesskabet af døbte er kirkens grundlag, og som kristne har alle medlemmer af menigheden den opgave at forkynde evangeliet. Det forudsætter ikke, at der på forhånd eksisterer en myndighed, som tildeler dem opgaver og fører tilsyn med deres gennemførelse. Men folkekirkens historie viser dog klart, at der nødvendigvis måtte sættes rammer både for kirkens arbejde og dens plads i samfundet. Myndighederne kunne være skarpe, og de udøvede deres magt overfor kirken ud fra den politiske og kulturelle forståelse, som var samtidens normalitet.

Men menighedernes grundlæggende forståelse af det almindelige præstedømme døde ikke bort. I forskellige former kaldtes den frem. Især da de åndløse eftervirkninger af den kirkelige rationalisme lagde sig tungt og dødeligt over almuens religiøse liv.

Grundloven af 1849 bestemmer, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, som modtager støtte fra staten. Og religionsfriheden er en naturlig ting. Men forandringerne slog kun langsom igennem, og kirkens læremæssige grundlag forandredes ikke. Kløften mellem gejstlige og lægfolk var dyb og svær at overskride.

Men det blev ikke de kirkelige myndigheder, der, ihukommende en gammel forestilling om det almindelige præstedømme, bragte grundlovens frihedstanker ud i kirken. Myndigheder skaber sjældent de store forandringer. Det rokker som regel ved deres eget fundament. Det blev derimod de store folkelige vækkelser, der på eget grundlag gav nye muligheder for folk og kirke. Det var folket, der tog ansvar for egne friheder og rettigheder og gennemtvang i praksis store ændringer.

De to store vækkelsesbevægelser Indre Mission og Grundvigianismen fulgtes ad et stykke vej, men måtte skilles, da de teologiske modsætninger blev for belastende. Men hver for sig ydede de en enestående indsats, især for den brede befolkning, og de prægede i høj grad både danske kirkeforhold, dansk kultur og den politiske udvikling.

Forkyndelse, synd/omvendelse og frelse var centralbegreber bag både Indre Mission og dens ungdomsbevægelse KFUM og K i deres brede kirkelige arbejde. De samlede tusindvis af tilhængere. Man mødtes i kirke, missionshuse og i private hjem om vækkelsesforkyndelsen. Der blev bygget efterskoler, højskoler og lærerseminarier, og børnene samledes i søndagsskoler og i spejderbevægelse. På det sociale område var vækkelsen aktiv som ingen før. Men de offentlige myndigheder synes i kun ringe grad at være åbne for fornyelser.

Den tidsmæssigt næsten parallelle grundtvigske vækkelse vandt en tilsvarende tilslutning, men på andre vilkår og med et andet tros- og menneskesyn. Grundtvigianismen var teologen og præsten N.F.S. Grundtvigs arv til den danske folkekirke. Han var ikke nogen folkekirkelig leder eller administrator. I årevis var han nægtet afgang til præsteembeder. Han var under censur og havde et meget anstrengt forhold til sine overordnede. Hans overvældende teologiske produktion, hans menighedsforståelse, hans frihedsforkyndelse, hans tanker om oplysning, hans nationale engagement og først og fremmest hans enestående salmedigtning bredte sig efterhånden ud over landet og samlede menighederne om forkyndelse, sakramente og trosbekendelse. Kirkepolitisk satte hans frihedstanker sig igennem ved etablering af friskoler, efterskoler, højskoler og lærerseminarier. Valgmenigheder begyndte at sætte præg på kirke- og kulturliv, også sognebåndsløsning blev en del af friheden. Nøgternt må man konstatere, at der i dag næppe findes et kirkepolitisk eller kulturelt område, som ikke på en eller anden måde er præget af grundtvigsk tænkning. Den folkekirkelige menighed skaber fornyelse. Øvrighederne følger kun langsomt efter.

Igennem årene har folkekirken været grobund for mange forskellige folkelige bevægelser, som har markeret sig i kortere eller længere tid og præget sider af det danske kirkelige liv. Også en teologisk bevægelse, Tidehverv har markeret sig og fremmet en stærk teologisk og kulturel debat. Politiske debatter i folketinget har været præget heraf.

Regeringen og folketinget er folkekirkens øverste beslutningsorgan. Det er ansvarligt for den kirkelige lovgivning og øver også indflydelse overfor folkekirkens indre anliggender som f. eks. autorisering af gudstjenesteordning, ritualer, salmebog, vielse, jordpåkastelse og forskellige former for tilsyn. Kirkeministeren har kompetence til at regulere forhold, der angår indre kirkelige anliggende. Det må bemærkes, at myndighederne næsten altid har bevæget sig med forsigtighed på disse områder. I den seneste tid har folketing og ministerium dog markeret sig stærkere – stærkere end mange har ønsket. Udmeldelse af folkekirken og arbejde på at etablere nye menighedsformer har da været tydeligt mærkbart.

Folkekirken har hovedsageligt fundet sin form gennem egne kræfter og gennem udfoldelsen af sit kristne trosgrundlag, og dens medlemmer forholder sig ofte skeptisk overfor påvirkninger, der ikke har rod i dens egen have. Noget stort behov for at råde bod på politiske forsømmelser overfor grundlovens mere end 160 år gamle forfatningskrav mærkes ikke.

Det er på denne baggrund, at debatoplægget, der skal føre til en moderne styringsstruktur, præsenteres. Men det er svært at se, hvilken rolle et folkekirkeråd vil komme til at spille, hvilken myndighed, det får tildelt overfor ministerium og folketing, og hvilke fornyelser, det vil blive medansvarlig for. At kirkelukninger ikke sjældent vil være på dagsordenen, ligger lige for.  Ofte spørges det, om man kan forvente politisk neutralitet med et smalt, nydefineret folkekirkeråd. Når f. eks. stærkt debatterede samfundsproblemer på socialområdet, klimaområdet, menneskeretsområdet trænger sig frem mod beslutningsfasen, og den kirkelige debat kredser om samme emner, kan kirken da stå med tilkendegivelser, der er mere præget af tro end af politik?

Ingen kan være i tvivl om, at en folkekirke med politisk og kulturel slagside indenfor få år vil være splittet, og at medlemstallet hurtigt vil blive reduceret. En spinkelt folkekirkeråd vil ikke have kræfter til at bære et tungt medansvar for udviklingen i en bred og mangesidet folkekirke og heller ikke til at skabe positiv fornyelse og vækst i den kirke, som størstedelen af befolkningen ønsker at værne om. Udviklingen kommer indefra. Det har den altid gjort, og menighederne går deres egne veje.

 

Moralisme som politisk ideologi

                                                                                                             Morgenavisen Jyllands-Posten

                                                                                                             21. november 2012

 

Moralisme som politisk ideologi

Moralismen som kulturfænomen har spillet en stor rolle ved ensretning af borgerne. Pinligt for alle vælgere er det, at vi ydmygt accepterer, at moralismen er blevet en legitim magtfaktor.

 

Kronik

af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst,

Odense

 

Et diktatur behøver ikke at være en forbandelse. Det syntes man i hvert fald ikke i oldtidens republikanske Rom. Her anså man det som en nødvendighed for en kortere tid at kunne overgive den totale magt til en stærk og respekteret person, såfremt krig truede med at udvikle sig til en overvældende trussel for stat og folk.

En idealistisk romersk forestilling om diktatur svarer langt fra til det billede af diktaturet, som de fleste af os i dag bærer på. For os er en diktator et magtmenneske, som af egoistiske grunde brutalt har tilkæmpet sig eneherredømme over et land og dets befolkning. Diktatur findes i mange former, men er for det meste udtryk for et individuelt magtstræb.

Men så vor tids folkestyre? Er man her sikker på, at det er rammen om det bedste samfund med frihed og nøgterne bestræbelser på at tilgodese borgerne på humanistisk grundlag? Naturligvis ikke. Magtsyge og egoisme får nok sjældent lov til at udfolde sig i fuldt flor, men det er ikke trængt til side. Det er en del af menneskets væsen og vil altid finde sig en form for udfoldelse. Men med det demokratiske folkestyre er den individuelle egoistiske kamp om magten erstattet af den kollektive kamp. Magtbegæret ligger stadig tæt på overfladen i enhver politisk ideologi, ikke mindst i partiernes opgør med hinanden. I partierne udfolder den kollektive magt sig. Det lægger ingen skjul på. Men det individuelle magtstræb trives også vel. Det er nødvendigt for partiets praktiske lederskab og for partiernes bredde og selvtillid. Men uanset, hvordan man driver politik, hører magtkamp med.

I de demokratiske samfund findes der almindeligvis dybe spaltninger mellem partierne, især mellem de højreorienterede og de venstreorienterede. Hos os træder de for tiden frem som rød blok og blå blok. De har alle et demokratisk udgangspunkt, men deres målsætninger varierer stærkt.

Når man læser partiernes politiske programmer, ikke mindst nyere udgaver, og når man husker de politiske debatter om væsentlige emner gennem de sidste årtier, står det helt klart, at der er sket en betydelig forskydning af magtgrundlaget i samfundsdebatten. Den rationalitet, der bygger på nøgtern viden og indsigt, som burde vokse frem og styrkes i et demokratisk samfund med absolut satsning på uddannelse og ansvarlighed, har fået stadig sværere ved at slå igennem. Den anfægtes af den banale moralisme, der stadig mere udfordrende stikker sit lurvede hoved frem, og som alle politiske udspil må måles på.

Moralismen har til alle tider været en væsentlig faktor i samfundskulturen. Den gør sig gældende med skrevne og uskrevne normer for borgernes holdning og optræden både over for myndigheder og for medborgere. Den kan ytre sig om børneopdragelse, om køn, seksualitet, ægteskab, omgangsformer, påklædning, passende og upassende sproglige udtryksformer og om skik og brug. Moralismen kan gøre sig gældende forskelligt fra landsdel til landsdel. Men en ting er fælles: unge og ældre frygter for at komme på kant med den herskende moralisme. Fejltrin er næsten utilgivelige og kan forfølge mennesker i årevis. Moralismen slår hårdt, hvor normer overtrædes. Moralisme er kun i ringe grad bygget på lovgivning, den er mere eller mindre fremvokset ud fra borgernes almindelige samvær med hinanden. Moralismen som kulturfænomen har spillet en stor rolle som ensretning af borgerne, men har samtidig begrænset deres frihed og i høj grad forhindret udvikling og fornyelse. I de sidste generationer er der sket opbrud. En voksende individualisme har opløst mange af moralismens krav og bestemmelser og givet friheden plads.

Men det, vi nu har set i de senere år, er moralismen, der som aldrig før trænger frem i det politiske system som en tyngende magtfaktor, som stadig flere politisk engagerede har måttet bøje sig for. Den afsporer mange nødvendige debatter og skræmmer mange politiske debattører over i vælgersmiskende appeller, der forhindrer enhver udfordring af moralismens vagthunde. Religion og moral er i langsigtet perspektiv med til at bestemme generelle holdninger i et samfund. Det er nødvendigt, hvis man skal styrke udviklingen af et folks selvforståelse. Men ligesom det står klart, at religion ikke skal indblandes i konkret politik, skal moral ikke have en selvstændig plads i politiske beslutninger. Religion og moral er ikke magtmidler. De seneste års konfrontation mellem blokkene tyder på, at dette synspunkt er gået i glemmebogen, og det netop i en tid, hvor flere stater i voksende grad må lide under undertrykkelse og frihedstab fra denne side.

Moralismen træder frem hos alle partier, men der er meget, der tyder på, at især rød blok bærer en stor del af ansvaret for den snærende magtforskydning, som lader saglighed træde tilbage, og følelser og moral tage over, selv hos den, der i sit almene praktiske liv aldrig ville drømme om at forholde sig til samfundets moralske forpligtelser. Den politiske moralske genfødsel er ikke resultatet af en nyere filosofi. Der er snarere tale om en forskruet strømning eller inspiration med historiske rødder helt tilbage til Oplysningstiden, der nu for alvor slår igennem. Det er ikke mindst filosoffen Rousseaus menneskesyn, der sætter sig spor. I Rousseaus optik er det naturlige menneske grundlæggende godt, hvis det ikke hæmmes af kulturel eller social undertrykkelse af sit egentlige væsen. Det udfolder sig positivt og hensynsfuldt over for andre levende væsener, når det har mulighed herfor. Tanker af denne art har været påskud til at føre de socialistiske ideologier frem i store dele af verden, og socialistiske og socialdemokratiske ledere og programmer forklæder sig ofte bag disse ideer. Og tankerne finder genklang blandt store nutidige vælgergrupper. Her foregiver man, at deres partier vil det gode og på altruistisk vis satser alt på at skabe bedst mulige vilkår for samfundets svage, for dem, som er afhængige af andres kærlighed og omsorg for at kunne leve et acceptabelt liv. Hos den røde politiker banker hjertet for de handicappede, de syge, de arbejdsløse og for samfundets ældre, og det stærkest mulige velfærdssamfund er målet. Tillid til borgerne er grundlaget, her skal ingen mistillid komme til udtryk. At det styrker partiernes magt, kalder vælgere til og giver politikere prestige og voksende indflydelse indgår ikke i debatten.

Hvis der fra borgerlige vælgere eller politikere stilles spørgsmål til eller rettes kritik mod denne fordækte magtideologi opfattes de som umoralske og hensynsløse, ja som ringere mennesker end de røde. Når man som vælger fuldt ud har ladet sig overbevise om denne moralismes sandhed, har man følelsen af at have moralen på sin side, og man ser sig selv om uangribelig, måske endda som forpligtet til at styrke sin egen og partiets magt ved at nedgøre sine modstandere som ”rige svin”, som moralsk anløbne personer, ”overlæger, bankdirektører, advokater og piloter med kort arbejdstid, Mercedes’er, millionstinkende lystbåde og som dårlige skatteydere”. Og i indvandrerpolitikken føles det ikke unaturligt, at man tager afsæt i selvretfærdig forargelse over modpartens holdninger. Og faktisk går det videre. Alle indforståede ved jo, at det er de røde, der er de gode i kampen mod forureningen, og som gennemtvinger de rammefri investeringer i kæmpevindmøller og det grønne samfund, mens de blå ansvarsløst og uden samvittighed tænker på sig selv og lukker øjnene for klodens snarlige undergang. De borgerlige bruger politisk magt til at skabe politiske og økonomiske fordele for sig selv, mens venstrefløjen investerer sig selv i at skabe gode muligheder for andre. At de så også skaber magtbase for sig selv, og at moralen ofte er egoismens førerhund, bliver sjældent nævnt. Hykleri kan være så grumt, at det ikke nævnes.

Det moralske spil, som her tillægges venstrefløjen i dansk politik, findes naturligvis ligeså gennemført på den anden fløj, om end vinklet på anden vis, og snart ligeså stærkt i den samlede befolkning. Det betyder, at tyngende nødvendige initiativer til samfundets bedste må spilles ud i moralsk forklædning, at rationelle argumenter svækkes eller skubbes til side, og at kløften mellem befolkningsgrupper uddybes. Pinligt for alle vælgere er det, at vi ydmygt accepterer, at moralismen er blevet en legitim magtfaktor, så politikerleden, demokratiets dødelige sygdom, bliver et ubærligt alternativ.

Lighedens ulidelighed

                                                                Berlingske Tidende

                                                                                                             5. marts 2012                    

 

Fra Dagens Debat: (s.2)

Kronikken

Lighedens ulidelighed

Lighedsideologien hæmmer den økonomiske dynamik, spiller en rolle i folkeskolens målsætning, tager kvalitetsforpligtelsen ud af universiteternes forskning og tvinger multikulturel opfattelse ned over de forskellige religioner, skriver fhv. domprovst Poul E. Andersen

(1. sektion/23)

 

Lighedens ulidelighed                                                                    

af

fhv. domprovst Poul E. Andersen

 

De fleste vil sikkert mene, at det er ganske utilladeligt, når jeg hævder, at ideologisk, politisk og social lighed og ligestilling i høj grad dækker over egoisme og banal folkelig moralisme.

”Vi er alle lige for Vorherre” lyder et gammelt humoristisk ord. Det klinger helt smukt. Når vi i dag beskæftiger os med lighedsbegrebet, møder vi sjældent humor deri, så er der tale om ideologi, og her skal man være forsigtig.

Det er ekkoet fra den franske revolutions klasseopgør: frihed, lighed og broderskab, der stadig trækker sine spor gennem vestlig kultur. Dets ideologiske indhold ændrer sig, men i demokratiske samfund lever lighedstanken og frihedstanken som hinandens supplement og konkurrenter. Frihedstanken er blevet så selvfølgelig, at den ligger som et styrende bevidsthedsfænomen, der sjældent bliver modsagt. Men i vor generation står lighed og ligestilling i forgrunden som en bærende politisk og ideologisk ledetråd, som i stadig stærkere grad bestemmer vore holdninger.

De fleste vil sikkert mene, at det er ganske utilladeligt, når jeg hævder, at ideologisk, politisk og social lighed og ligestilling i høj grad dækker over egoisme og banal folkelig moralisme. En sådan påstand er et forargeligt misbrug af ytringsfriheden, vil mange endda mene. Men sandt er det jo alligevel. Dybt i os ligger kravet om, at ingen skal være rigere, heldigere eller have fordele frem for mig. Selv samfundets bedst placerede mindretal har svært ved at tåle fordele hos andre. Hyklerisk kan de endda udtrykke bekymring over den manglende ligestilling hos samfundets svage. Enhver politiker med et socialt program, føler sig forpligtet til at arbejde for videreudvikling af den ”retfærdighed”, der skjuler sig i lighed og ligestilling.

Lighedsideologien har trængt sig ind i menneskesindet fra mange kanter. Kristendommen har i århundreder prædiket omsorg for de fattige. Den har opbygget hjælpende institutioner og efterhånden sat sig igennem i socialiseret, sekulær lovgivning. I nyere tid har marxismens angreb på borgerlige normer og politisk konservatisme haft stor indflydelse på lighedsudviklingen. De videreførtes af ungdomsoprøret i 70-erne og af kulturelitens forargelse over samfundets evige svigt at de dårligst stillede. Fagforbundene har permanente krav om lønudligning og social ligestilling. Kulturradikales dyrkelse af den multikulturelle relativisme, der vil stille alle kulturer lige, lever stadig stærkt. I dag gør ingen politiske partier for alvor gå ind i et opgør med lighedstænkningen. Det koster dyrt. Lighedsideologien har haft positiv effekt for mange socialgrupper. Det skal anerkendes. Men det belaster friheden.

Det enkelte menneskes forpligtelse overfor næsten har i århundreder været den kristne kulturs bærende grundlag. ”Du skal elske din næste som dig selv”. Det var et krav om ansvar, som ingen til fulde kunne bære, men som trods alt prægede samvittighed og kultur fra top til bund. I dag er det forsvundet som inspiration. Det gled langsomt fra det enkelte individ til det offentlige. Det kollektive system lod den upersonlige administration overtage ansvar og omsorg for alle. Den enkelte nødlidende var ikke længere en næste. Han/hun blev et anonymt gennemsnitligt væsen, som til gengæld fik rettigheder og krav at gøre gældende. Det betød naturligvis, at myndighederne i stigende grad oplever kontroverser med borgerne, som har svært ved at acceptere givne grænser for deres rettigheder og frihed. Ofte opfatter de sig selv som ofre for samfundets brutalitet og manglende lydhørhed.

Lighedsideologien lægger i bred forstand bånd på debatten om de offentlige systemer og landets økonomiske udvikling. Fornyelse bliver vanskelig og krævementaliteten stortrives.

Det er påfaldende, at lighedstænkningen kun dårligt tåler kritik. Kritik kommer jo fra onde mennesker. Kun enkelte liberalister tør pege på, at modtagere af offentlige ydelser ligesom andre mennesker han have blakkede motiver i deres færd. Men der hviler en moralsk urørlighed over den økonomisk dårligst stillede halvdel af befolkningen, og det synes de fleste, at vi skal værne om. Det nævnes derimod tit, at det er nødvendigt at kæmpe mod finansfolk, samt andre skattesnydere, der vogter over deres skattefri udbytning.

Når lighed træder frihed ned og bliver en politisk, økonomisk og social grundanskuelse, der graver sig fast i borgernes bevidsthed, mærkes det næsten overalt. Det kommer til at ligge som en dødvægt på samfundets skabende og udviklende områder. Engagement og optimisme svækkes og flere og flere lægger forpligtelse fra sig. Lighedsideologien viser sig mere og mere som en politisk generalisering, hvis selvsikkerhed er svær at imødegå, men som de fleste vælger at bøje sig for.

Livsglæden og optimismen, som vor frihedsforkynder N.F.S.Grundtvig en gang lærte sit folk, er i dag svær at finde, selvom vi kalder os ”verdens lykkeligste folk”. Vi hører heller ikke meget om den enkelte, om ansvar for eget liv og forpligtelse overfor næsten, som filosoffen Søren Kierkegaard skildrede og krævede af os. Unge idealister, som besidder innovative evner, har svært ved at udfolde sig. Det går trægt for dem, der vil lægge ligheden bag sig. De har levet med den i alle deres barndomsår.

For nogle år siden citerede man gerne et politikerudsagn om folkeskolens målsætning: ”Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære”. Citatet er ikke verificeret, men beslægtede holdninger mødes i folkeskolens praksis, hvor det ofte slår igennem, at lighed går forud for kvalitet. Elever med gode evner fastholdes ofte på et gennemsnitsniveau, som ligger langt under nabolandes forhold. Danske elever og fremmedsprogselever præges af fællesundervisning til skade for begge parter. Forældres frie skolevalg er anfægtet. Det vanskeliggør differentiering.

Heller ikke universiteterne satser på kvalitet. Lavt niveau kritiseres åbenlyst. Kritikere hævder, at ledelse og forskere ved Aarhus Universitet har tillempet sig en ny form for rundkredspædagogik uden basal viden, men med gold teoretisering om alt og intet. Vigtigt er det at uddele så mange kandidatgrader som muligt til folkets sønner og døtre. Det skæpper i kassen og fremme ligheden. For øvrigt kan vel ingen forklare, hvorfor det i lighedens navn er retfærdigt, at det ene køn skubber det andet ud ved ansættelse på universiteter eller placering i bestyrelser.

I Danmark skal alle religioner stilles lige, selvom den danske grundlov giver folkekirken en formel særstatus. I årtier har de kreative klasser kæmpet for at gennemtvinge den multikulturelle rettesnor i kultur og religion. Det er lykkedes. Ingen religion må i dag på noget felt have fortrinsret, da alle kulturelle og religiøse synspunkter har samme gyldighed og kun har den værdi, som deres egen tolkning sætter. – Og når det kommer til stykker, hvem kan så afgøre, om en tyveknægt har bedre af at sidde i fængsel end af at få sin højre hånd afhugget ?

For øvrigt er der i mange kredse enighed om, at religion ikke har nogen plads i det moderne samfund. Historiens overleveringer om kristendommens tro, etik, moral, ansvar, sociale fremskridt, kunst, litteratur, arkitektur og jura  er næsten kun besværlige erindringer. Den nøgne sandhed er nu i al sin armod, at der ingen sandhed over øjenhøjde findes på vor flade jord.

”Frit at tale, tænke, tro” gælder stadig i Danmark. Frihed forfølges ikke. Måske er den selv på vej ud i glemselen. Ligheden lever endnu en stund sit trætte liv.

 

 

Også bandeordene er nu blevet sekulariseret

Kristeligt Dagblad

Kronik  24. august 2010

 

Eder og Forbandelser. Egentlig hører eder til i en religiøs virkelighed, endog i den kristne, for de holder os fast i, at mennesker har plads i en verden, der rummer både godt og ondt. Men nutidens eder og forbandelser er blevet sekulariseret og er knyttet til de helt primitive, naturlige kropslige regioner.

 

 

Også bandeordene er nu blevet sekulariseret

Ederne er nok et negativt udløb af det religiøse, men de holder os fast i, at mennesker har plads i en verden, der rummer både godt og ondt, og som rækker ud over egen viden, tænkning, ønsker og evner”

 

af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense

 

Jeg har en nær bekendt, som siger satme til hver anden sætning. Det er velgørende. Man han er også en fandens karl. Ellers synes jeg, at det efterhånden er sjældent at møde mennesker, der har et ordentligt forråd af eder og forbandelser. Bevares, der kan slippe et enkelt sgu af min mund, og i det fashionable, velmodulerede kvindesprog er det ganske hipt med en lille ed, mere er der ikke i denne forbindelse. Gamle mænd har udbredt kendskab til dette sprogsegment, men gør næsten ikke mere brug deraf.

Men hvor er de så blevet af, alle dem, der ubesværet kunne raspe alenlange kæder af svovlende forbandelser og eder af sig. Citater kender vi jo stadig: ”For fanden i hede hule helvede, hvor er den satans tøs blevet af!”. ”Gudfader i skuret, hvor han pev”. ”Jøsses er hun allerede med rogn igen”. ”Jeg skal fanden flå og flintre mig ikke spyttes på”. ”Det var en helvedes lang prædiken, men det skal du satan edeme ikke plapre ud med til nogen”. ”Med djævelens vold og magt skal alle samfundets svage brandbeskattes” – for blot at nævnte nogle få.

Med ederne broderer man på sit sprog og udfordrer forargelsen. Hvor man selv er usikker, støtter man sig til de magter, der besidder den kraft, man selv savner i en aktuel situation. Man kalder Gud og djævelen og andre magter til vidne på, at det udsagn, eller den påstand, man forfægter, skal tages alvorligt. Og med påkaldelse af alle onde magter giver man udtryk for, at den vrede, der flammer ud af ens øjne, mund og krop, er stærkere og mere berettiget, end nogen kan forestille sig. Voldsfremmende har ederne næppe været, heller ikke forsøg på at undvige konfrontation.

Men hvorfor kan så nogen beklage, at ederne er ved at forsvinde? Det kan man, fordi eder hører til i en religiøs virkelighed, endog i den kristne. Ederne er nok et negativt udløb af det religiøse, men de holder os fast i, at mennesker har plads i en verden, der rummer både godt og ondt og som rækker ud over egen viden, tænkning, ønsker og evner. Eder er en nuancering af den endimensionelle verden.

Når man skærper sit sprog gennem eder og forbandelser, bekræfter man indirekte troen på, at Gud er til og har skabt den ganske verden, og man afslører, at man gerne vil gøre brug af denne tro i sin egen hverdag på sin egen forkvaklede facon. Men ud af den lidenskab, som ligger bag, kan vokse inspirerende tænkning, fortællinger, digte, myter og sagn fra den groveste bespottelse til den reneste poesi, et ekko fra en udbredt overbevisning om, at mennesket lever i et univers, der rummer en transcendens, der hvælver sig langt ud over alle menneskers tanker og grænser.

Parallelt med, at religionen i disse år langsomt trænges tilbage, er de gamle religiøst prægede eder og forbandelser ved at forsvinde ud af vores kultur. De erstattes af andre og nye former. Rationalisme, freudianisme, biologi og ikke mindst hjerneforskningen har sammen med den aggressive og primitive ateisme haft det som en del af sine mål at bortskære det religiøse univers, som i årtusinder har været en central del af den menneskelige tilværelsesforståelse, uanset hvilke værdier det rummer. Der er ting, der tyder på, at det har skabt en udvikling med en vis succes. I hvert fald sætter det sig spor. Det religiøse som håb, tilflugt og som inspirerende åndelig kilde for generationer af mennesker, svækkes mere og mere, og mennesker overlades stadig mere til nøgternt at leve med det tomme univers og den stadig fladere jord. Selv et gammelt krucifiks kan være så generende, at det må fjernes fra skolens klasseværelser, jvf. en dom fra Den Europæiske Menneskeretsdomstol.

Men eder og forbandelser trives i bedste velgående blandt nutidens unge mennesker. De betragtes stadig som udfordrende, smagløse, men de har fået et nyt indhold.

En gang var der mange, som fandt det selvfølgeligt at tro, at mennesket er skabt i Guds billede og livet igennem bærer gudbilledligheden med sig. Hele menneskelivet, tro, etik, kærlighed, moral kunne forstås i denne forestillingsramme. Andre fandt dog, at det naturlige, biologiske, dyriske var langt mere fremtrædende. Ikke mindst Darwins lære kunne støtte denne tolkning. At mennesket alene blandt alle dyr en gang rejste sig for at stå på to ben var en naturlig del af udviklingshistorien og sekulariseringen.

Det er i sidstnævnte sammenhæng nutidens eder og forbandelser kan ses. Derfor er de knyttet til de helt primitive naturlige kropslige regioner, til underlivet, kønsorganerne, drifterne, det fækale, og så naturligvis til det sprog, som skiller mennesker fra andre levevæsener.

I et af de lokale stormagasiner fulgtes jeg tilfældigt med en yngre mor og hendes ca. tiårige søn. De havde en intens ordveksling, der konkluderede i drengens voldsomme udbrud: ”Mor, du er en pisselort”. DR’s kulturkanal har et højdepunkt, der hedder ”Go’ røv og go’ weekend”. ”Hold kæft din fisse” hører til normalsprog sammen med udtryk som ”knep din mor, dit svin” og ”Jeg har levet i lort til halsen i mange år”. ”Fuck, fuck, fuck din bøsserøv”. ”Rend mig i røven” hører læreren jævnligt i sin klasse. ”Han er skidego’, men jeg er pissesur over, at han kan leve sammen med den luder”. Heller ikke det lyder ubekendt for de fleste.

I de sekulariserede eder er der ikke mere tale om, at man læner sig op ad de højere magter for at fortrænge sin egen afmagt. Det drejer sig i langt højere grad om, at ederne kan bruges som magtmiddel at håne og og nedgøre andre mennesker, især dem, som er svagere end en selv: ”Du er en ”pisselort”, en ”bøsseskid”, en ”fisse”, en ”luder”. Verdsliggørelsen af ederne og forbandelserne har ført dem ned på laveste menneskeplan.

Men hvad betyder det i praksis? Kan en sådan sproglig vulgarisering sætte sig eksistentielle spor i menneskers sociale omgang med hinanden? Der er ingen tvivl om, at det verdslige samfund er rummeligere end det religiøst prægede. Man omgås frimodigt med det, der skræmmer, det, man væmmes ved, det, der kredser om brutaliteten. Men desværre er der meget, der tyder på, at vulgærsproget som omfatter nutidens eder og forbandelser, rammer meget hårdt, fordi det er målrettet mod enkeltpersoner eller grupper, som har svært ved at forsvare sig. Ikke mindst derfor er mobning i skoler og på arbejdspladser et modbydeligt ekskluderende fænomen. Det er også vulgærsproget, der åbner for volden, når bander udfordrer hinanden til opgør, der forherliger en machokultur og et sygt fællesskab. Mobiler og Facebook er glimrende midler til at samle venner og medløbere til at rasere alt livsmod hos dem, man har held til at ramme.

Er det frihedens innovative udvikling, vi møder? Eller er det kulturens og sædernes forfald? Det er sgu svært. Allerede i 1930erne rejste Ortega y Gasset problemet: Før i tiden havde der også været mange dumme mennesker, men ”øjeblikket karakteriseres ved, at gennemsnitsmennesket, i klar bevidsthed om sin egen vulgaritet, har den frækhed at kræve den vulgæres ret og tvinge den igennem”. (Geert Mak: Min fars århundrede)

 

 

100 milliarder idioter kan ikke tage fejl

     

          Kristeligt Dagblad

                                                                                       Mandag den 15. september 2008

 

 

 

100 milliarder idioter kan ikke tage fejl

 

 

Når ateismen sætter alt ind på at ødelægge den kristne tilværelsesforståelse, må man nødvendigvis spørge, hvor meget der så bliver tilbage af den vesterlandske kultur.

 

”I de seneste år er ateismen blevet mondæn, og der er dukket stadig flere op, som er bevidste om deres holdninger og stolte over at påtage sig en rolle som ægte samfundsrevsere”

 

 

af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

 

 

Hvis vi lever vort liv ud fra den grundopfattelse, at den verden, som omgiver os, og som vi selv er en del af, alene består af biologiske væsener, menneske- og naturskabte ting, samt af rationelle overvejelser derom, og at intet er større end os selv, så vil ateismen være et naturligt prisme til fortolkning af det, vi kalder kultur.

 

Har man som ateist en positiv åbning overfor tilværelsen, kan man udmærket i kristendommen finde væsentlige bidrag til kulturudviklingen, selvom man er overbevist om, at sådanne bidrag er udtryk for uvidenhed eller naivitet.

 

Den negative, aggressive ateisme derimod nærmer sig alt, hvad der har med kristendom eller religion at gøre med vrede og forargelse. I dette perspektiv er kristne og alle andre troende, levende som døde kun milliarder af idioter, der udelukkende har præget historie og nutid gennem uvidenhed, overtro og hykleri.

 

Danmark har siden 1800tallet været et frugtbart væksthus for ateister. De fleste gør sig ikke mange tanker om ateismens indhold. Men i de seneste år er ateismen blevet mondæn, og der er dukket stadigt flere op, som er bevidste om deres holdninger og stolte over at påtage sig en rolle som ægtesamfundsrevsere, der kæmper en ædel kamp for sandheder og tankens renhed. De fleste bekender sig gerne som humanister, selvom humanisme er et vidt begreb, som indeholder ligeså mange negative som positive begreber.

 

Blandt de mange humanistiske ideologer, som for tiden fører sig stærkt frem her i landet, falder blikket på Tim Jensen, Lone Frank og Michael Rothstein. Niels Jørgen Kordt og Dennis Nørmark står bag organisationen Humanistisk Samfund. De vil herigennem arbejde for at skabe et ateistisk modstykke til den kristne dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Og de vil tage initiativ til, at folkeskolens børn kan oplæres i den ateistiske ”religion”. Det må være det religionsprægede i bevægelsen, der lader formanden for folkeskolens religionslærerforeningen byde dem velkommen i religionstimerne.

 

Andre ateister kalder sig direkte materialister og vedkender sig dermed det direkte slægtskab med marxisme og kommunisme. Det gælder i et vist omfang den amerikanske forfatter og biolog Richard Dawkins (”Illusionen om Gud”, 2007) og ganske konkret journalisten Christopher Hitchens (”gud er ikke stor. Hvordan religion forpester alt”, 2007). De nævnte har vakt stor opmærksomhed i danske kredse. Det er Hitchens’ synspunkter, som især skal berøres her

 

Humanisterne og materialisterne er enige i deres udgangspunkt: Der findes ingen gud. Det, som vi kalder Gud, er vores eget tankeprodukt, og det kan under ingen omstændighed bestå for en videnskabelig undersøgelse. De er også enige i deres målsætning: Når religion bygger på bedrag og hykleri, er den finale opgave at befri verden fra alt, hvad der har med religion at gøre gennem logisk afsløring af det negative, som den religiøse løgnagtighed har skabt. Dermed yder ateismen sit bidrag til frigørelse af mennesker fra den religiøse formørkelse. En gud, som mennesket selv har udtænkt, er naturligvis også bærer af alle de laveste instinkter og den ondskab, som mennesket rummer. Kun hvis vi kan befries fra religionen, er det mulighed for at sprænge de bånd, som forhindrer udviklingen af en sand og ægte menneskelighed.

 

Christopher Hitchens interesserer sig ikke for det, som er religionens grundlag, det, som er begrundet i helligskrifterne, i de gudstjenestelige handlinger, i normgivende bekendelsesskrifter, eller som kommer til udtryk i det overvældende kulturbidrag, som kristne med inspiration fra deres tro og inderlighed har skabt.

 

Det, som optager Hitchens, er noget ganske andet, nemlig alle de udskejelser, som magtsyge mennesker har foretaget sig i religionens navn for eget udbyttes skyld.

 

På fundamentalistisk vis tager han de mange tidsbestemte udtryk for brutalitet, f. eks. i Det gamle Testamente til indtægt for sit korstog mod kristendommen. Han ser bort fra, at Det gamle Testamente som meget andet i den kristne tradition skal betragtes gennem Jesu pointering af det dobbelte kærlighedsbud og hans radikale opgør med en dømmende lovreligion. Og han er tilsyneladende uden viden om, at religionskritik i århundreder har været et aktuelt element i kristen teologi.

 

For Hitchens er det vigtigere selektivt at indsamle beretninger om kristne misforhold fra næsten hele verden. Han vil dokumentere en uoverskuelig mængde af forbrydelser, der er begået af kristne. Med stort velbehag skaber han en atmosfære af uhygge omkring en kristendom, der gennem århundreder har været krater for spredning af forbrydelser, som mord, vold, terror, drab tortur og seksuel undertrykkelse. Og ingen har kunnet præstere underholdning som kirkens mænd, der kunne byde på heksebrænding eller yde bistand ved partering af mennesker, der skulle lægges på stejle og hjul.

 

Det er religionen, der har stået i spidsen for en ødelæggende indoktrinering af børn. Den har knækket al naturlighed hos dem og indpodet dem en ødelæggende seksualskræk. Hos kirkens folk var det ønskværdigt at børn skulle leve med størst mulig smerte. Kristendommen har således skylden for alverdens forbrydelser, for religion er en uforsonlig fjende af videnskab og fri forskning, fordi den ved sit menneskeskabte bedrageri ønsker at holde folk i uvidenhed og slaveri. Hitchens er overbevist om, at der er næsten 100 % risiko for, at en person, som begår kriminalitet, er stærkt forankret i troen. Næstekærligheden derimod har rod i friheden, som skabtes af oplysningstiden og modernismen, hævder han.

 

Hitchens har ret i, at man ikke kan bevise Guds eksistens. Men han skænker det ikke mange tanker, at det også er ligeså umuligt at bevise, at han ikke eksisterer. Alt, hvad der dybest set angår mennesket, har med tro at gøre og kan ikke bevises. Jeg kan ikke bevise, at min kone elsker mig. Men jeg tror, at hendes kærlighed omgiver mig, så hele mit liv og alt, hvad jeg siger og skaber, er præget deraf. Og uden den ville mit liv være askegrå tomhed.

 

I hele kristendommens historie er det troen, der har været baggrund for kulturel skabelse. Herigennem er musik, digtekunst, maleri, arkitektur vokset frem. Etikken og samfundsmoralen har fundet sin inspiration og sin form ud fra troen på Kristi kærlighed. Den kristne etik, og den deraf afledte hverdagsmoral, har igennem århundreder under forskellige former været almindelig vejledning for ret og uret. Og forkyndelsen af den kristne tro har været den ængsteliges tilflugt i liv og død, læs f. eks.. Buk-Swienty: ”Slagtebænk Dybbøl”, 2008. Hvor en almen samfundsmoral svækkes eller forsvinder, er det selvhævdelsen, der tager over.

 

Hvor stor en betydning den overleverede etik har haft, træder tydeligt frem i de kristne landes forfatninger og love om demokrati, om sociale forhold og omsorg for de fattige. Når disse bestemmelser ikke længere har folkelig tilslutning, erstattes de af et utåleligt netværk af verdslig lovgivning, aktuel kulturradikal erindring og uoverskuelig regulativer. Ateismen vil udslette den kulturelle erindring fra bevidstheden. Men den har intet at sætte i stedet. Og uden den kulturelle erindring, er man ikke mere et folk.

 

Når ateismen sætter alt ind på at ødelægge den kristne tilværelsesforståelse, må man nødvendigvis spørge, hvor meget, der så bliver tilbage af den vesterlandske kultur, for den er jo i mange tilfælde skabt af og forkynder af kristendom. Tag forkyndelsen ud af Dantes, Shakespeares, Luthers og Kierkegaards værker, af de store maleres lærreder, eller af komponisternes lovprisninger, så falder de sammen, ødelagt af kulturskændernes utålsomhed. Og givet er det, at det ikke er ud fra ateismens kastrerede univers, at der skabes ny kultur.

 

Men vil ateismen så skabe en bedre verden? Ateistiske samfund har ingen lang historie. Men de markante samfund, der hidtil har været opbygget på denne ideologi, er ikke attraktive. Kommunismens djævelske menneskeundertrykkelse måtte betales med 100 millioner menneskeliv. Nazismen, der have brutaliteten som dyd, havde en florissant periode.

Den missionerende ateisme

Morgenavisen Jyllands-Posten

Mandag den 7. juli 2008

 

 

Når den i og for sig neutrale og nøgterne ateisme udvikler sig aggressivt og missionerende, er den ikke ateisme mere, men ideologi, skriver dagens kronikør.

 

af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

 

 

I de senere år er ateisme blevet et modebegreb. I dag er det ikke så meget kirkeligt interesserede lægfolk eller teologer, der kommer til orde i de elektroniske medier, i den trykte presse eller i bogudgivelserne, når religiøse emner popper op og bliver udfordrende. Det er i langt højere grad journalister, anmeldere, kulturdebattører, sociologer eller antropologer. Og det er påfaldende, at selv yderst seriøse og indsigtsfulde omtaler af religiøse emner som regel ledsages af en slags bekendelse, hvor det pointeres, at den, der udtaler sig, er ateist. Det overses ofte, at ateisme for mange ikke mere blot er en neutral bestemmelse.  Den er på vej til at rumme en ideologisk kontekst.

 

Det er der forskellige grunde til.

 

Det har undret mig, at bl.a. læserbrevsskribenter så ofte begrunder deres afstandtagen fra al kristendom med afsky for de dommedagsprædikanter, der tordner mod synd og usædelighed, mens de selv selvretfærdigt breder sig i statsbetalte embeder. Men det er ejendommeligt, at i de mange år, jeg har været tilknyttet den danske folkekirke, har jeg aldrig været så heldig at møde eksemplarer af denne specielle ”præsterace”, og jeg tror egentlig heller ikke, at de nævnte kritikere har det.

 

I en periode hen mod slutningen af 1800-tallet tog vækkelsesprædikanterne, især i den vestjyske del af landet, barske ord i deres mund. Men det blev ikke i overvældende grad formende for folkekirkens almindelige forkyndelse, eller befolkningens kristendomsforståelse. Det gjorde derimod dagbladet Politiken og de forfattere, som kulturelt følte sig knyttet dertil. På trods af afstanden og fremmedheden overfor dette kirkelige miljø blev det herfra, at det generelle billede af helvedsprædikanternes hærgen blev skabt. Og det blev baggrund for en religionskritisk holdning, som overleveredes fra generation til generation og af mennesker, som sjældent selv havde mødt eller deltaget i det almindelige folkelige kirkeliv.

 

Selvom realiteten i den nævnte kirkehistoriske epoke har ligget død i generationer, og selvom den bagvedliggende gudsforestilling i dag er et fremmedelement, så er det denne sterile overlevering, som talrige missionerende ateister i dag er bærere af, måske uden selv at vide det, og som de polemiserer imod. Det får på denne måde karakter af et selvopgør, som generaliseres og lægges ud som en aktuel kulturdebat. Bl.a. Jyllands-Postens egen anmelder Dennis Nørmark, kan være et spejl af denne aggressive indirekte religiøsitet, der forsøger at vinde proselytter til kamp mod alle former for kristendom. Det er, som om de moderne religionskritikere er totalt uvidende om, at den protestantiske kristendom i et par århundreder selv har bidraget til den kritiske videnskab med en religionskritik, som har været stærkere end noget af det, ateisterne i dag fremfører som et nyskabende angreb på et tabuområde. Og ingen nutidig teolog har kunnet afslutte sin embedseksamen uden at være til bunds konfronteret med den religionskritik, som lige siden 1920 har været med til at sætte dagsorden for dansk teologisk debat. Måske netop derfor melder så få teologer sig som part i debatten med ateisterne, fordi den forekommer så uendeligt forældet.

 

Den missionerende ateisme med dens voldsomme angreb på gudsforestillinger og på især kristendommen er udtryk for en pseudoreligiøs holdning. Den er karakteriseret ved at lade sig bestemme af en fascination af Gud. Man er bundet af ham og man kredser om ham. Men hvis man ikke tror på Gud, er det latterligt at sætte så meget ind på at bekæmpe ham. Ateisme er en negativ tro, men i høj grad bestemmende for dens tilgang til tilværelsen. Og hvor mange negative sider, man end kan finde i gudstroen og i kristendommen, så ligger der dog i den aggressive ateisme en barnlig fortvivlelse, en vrede og fornærmethed over, at man ikke fandt det, man synes, man har krav på. Det er ofte holdninger af den art, der kommer til udtryk i den missionerende ateisme. Men talsmændene herfor lader af og til forstå, at de repræsenterer et dristigt nybrud, selvom de er i deres gode ret til at udtrykke sig, som de vil.

 

Ateisme er en personlig afvisning af et gudsbegreb og af eksistensen af en gud, en afvisning af samme art, som afvisning af andre former for livsanskuelser som f. eks. marxisme og fascisme. Den ærlige ateisme er ikke et forbitret forsøg på at missionere for eller at skabe tilhængere af en religiøs tomhed. Når den i og for sig neutrale og nøgterne ateisme udvikler sig aggressivt og missionerende, er den ikke ateisme mere, men ideologi. Det ikke-religiøse menneske kan naturligvis frit afdække kristendommens historiske position og konsekvenserne heraf. Han/hun kan pege på kristendommens uoverskuelige arsenal af fejltagelser og gevinster. Men så er det ikke et opgør med Gud, så er det en debat med historien.

 

Når ateismen skejer ud og bliver forkyndende negativitet, må den sande gudsfornægtelse finde tilbage til den gamle filosofiske agnosticisme, der siger, at al gudserkendelse er umulig, for vi har ingen tilstrækkelige midler til at afdække nogen sandhed om en gud. Han kan være der eller ikke være der. Vi ved intet derom. Flere nyere filosoffer (Spencer, Huxley) hævder, at da Gud er uerkendelig, har vi ingen som helst ret til at kalde os ateister, derved gør vi det uerkendelige til et trosforhold.

 

Man kan så spørge, hvorfor den missionerende ateisme er blevet så aggressiv og markant i disse år, hvor netop religionen er i voldsom vækst, og hvor der med engagement forskes og debatteres for at afdække mulige tolkninger af religionerne som svar på de spørgsmål, som nutidens åndelige og eksistentielt udfordrede mennesker må stille.

 

Sandheden i religionernes svar har ingen nogensinde kunnet dokumenterer. Den troende må selv forholde sig til det, han modtager. Men spørgsmålene om forholdet til næsten, om religionens sandhed, om livets mening og om liv og død, er almengyldige. Man kan forholde sig overlegent og bedrevidende dertil, men så undlader man samtidig at forholde sig til sider af selve menneskelivets eksistentielle grundfænomener. Og det er den selvvalgte åndelige fattigdom.

 

Når de ateistiske debattører forholder sig aggressivt til gudsforestillinger, religion og religiøse spørgsmål, har det, så vidt jeg kan se, en forbindelse til islams fremtrængen i Europa med holdninger, som det kristne Vesten har svært ved at forholde sig til.

 

Islam er skabt med stærke totalitære tendenser i sig. Den har politisk behersket Mellemøsten, store dele af Asien og i lange perioder mere end to tredjedele af den kristne verden. Og Mellemøstens rige kristne kulturer blev næsten udryddet. En fremtrædende arabisk kultur  trådte i stedet, men undergik efterhånden en langsom forvitring.

 

I de sidste årtiers markante muslimske indvandrerkultur møder Vesten til sin store overraskelse religiøse og politiske holdninger, som det er farligt at anfægte. Religiøse muslimske ledere træder frem med skarpe meninger om moralske og religiøse spørgsmål. De begrunder deres opfattelser ud fra helligskrifter, der prædiker kærlighed til rette troende og fordømmelse og helvedestrusler mod vantro. Ingen modsigelse tåles, for skrifterne er Allahs egen tale og åbenbarelse af hans hellige lov, sharia. Derfor er der ingen plads til kritik eller debat om kvindesyn, religionsfrihed, ytringsfrihed eller religionskritik. Overtrædelser af regler, som er begrundet i muslimsk lov kan mødes med dødstrusler, æresdrab, demonstrationer, flagafbrænding, ambassadebrand og terror.

 

Det er som regel radikale sider af islam, der fokuseres på. Men det er dem, der skaber det generelle billede af islam, den hårde religion, som ingen kritik kan tåle. Jeg siger ikke, at det er det sande billede af islam, der kommer til syne, ligeså lidt som det er det sande billede af kristendommen, som ateismen skaber. Men islam er blevet en udfordring. Den kalder på modstand.

 

Al religion må udfordres. Det er det grundlæggende princip for de missionerende ateister. Islam burde derfor med al dens selvsikkerhed være deres hovedmål, for det er en religion, som aldrig har oplevet nogen reformation, som er totalt afvisende overfor enhver rationel religionskritik, og gerne forfølger enhver kætter til døden.

 

Men et opgør med sådanne kræfter har man i den aggressive ateisme ikke tænkt sig at begive sig ud i. Den vil langt hellere knytte til ved den kristne religionskritiske tradition. Og springet til det gamle kulturradikale religionshad til kristendommen er ikke stort. En videreførelse af dette opgør koster ikke noget. Man behøver ikke at gå under jorden, eller søge beskyttelse i et andet land. Man kan oven i købet opnå at blive betragtet som mondæn intellektuel i en heroisk ateistisk kamp mod den farlige religion, kristendommen.

 

 

Der er brug for råt kød til alle løvebure

 Fyens Stiftstidende, 18. marts 2008

 

Velfærdstanken var engang ikke blot en økonomisk teori til sikring af materielle behov, men handlede også om bevarelse og udvikling af det sociale og kulturelle fællesskab.

 

Ret og pligt har altid været sammenknyttet på en eller anden vis. Hvos denne forbindelse ophæves, har det sin pris.

 

 

Der er brug for råt kød til alle løvebure

 

(Råt kød til løveburet, oprindelig titel, ændret af FS)

 

 

af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

 

 

 

Socialdemokraterne havde en gang et slogan, der lød: ”Gør din pligt og kræv din ret”. Det var et stolt slogan, der forudsatte, at mennesket påtog sig opgaver for samfundet af hvad art, de end måtte være, for dernæst stolt og selvbevidst at kræve, hvad retfærdigheden tilsiger.

 

I de senere år er første del af dette slogan forsvundet i den offentlige bevidsthed. Tilbage står: ”Kræv din ret”. Socialdemokraterne har nu entydigt fæster blikket på ”Kræv din ret” og gjort det til selve hjertet i den velfærd, de kæmper for, så at politik frem for noget bliver behovstilfredsstillelse. Og hvis vælgernes behov ikke umiddelbart træder frem som krav, så er det for politikerne blevet legitimt at afdække, eller endog opfinde behov eller skabe behov, som befolkningen blot ikke har været opmærksom på indtil nu. I politik er det lukrativt at tilgodese behov.

 

Et markant eksempel herpå ved det overståede folketingsvalg var socialdemokraternes valgudspil med de 29 velfærdsrettigheder, som alle kunne regne med at få del i, hvis de gav socialdemokraterne en solid valgsejr.

 

Nogle mente, at det næsten var for meget med de mange rettigheder. F. eks. viste det sig, at gamle svækkede plejehjemsbeboere blev skræmt ved det, de opfattede som en trussel om, at de hvor dag skulle trættes med alle de besværligheder, der er forbundet med et bad. Ved evalueringen af valgudspillet, der ikke blev nogen succes, måtte partilederen da også skyndsomt forsikre, at de mange rettigheder skulle forstås i et bredere og dybere perspektiv, hvor friheden skulle tilgodeses.

 

Man behøver ikke at være nogen skarpsindig politisk iagttager for at konstatere, at velfærd som behovstilfredsstillelse, som tildeling af rettigheder, har bidt sig solidt fast i samtlige politikere i folketinget. Der er brug for råt kød til alle løverne i buret.

 

Et sultens samfund kender vi alle gennem massemediernes billeder af udhungrede mennesker i trængsel med løftede tomme madskåle omkring nødhjælpens uddeling af madvarer. Man skal ikke være fantast for i et perverteret fremtids vue over velfærdssamfundet at visualisere en film om tusinder af krævende, vrede og hadefulde mennesker, som med knyttede næver og struben udspilet i brøl truer de politiker, som ikke mere formår at honorere de velfærdsrettigheder, som de rundhåndet har tildelt deres borgere. I velfærdens rettighedssamfund er det menneskelige behov uden grænser. Men midlerne til at tilfredsstille behov har en kant. Stødes man over den, gaber afgrunden.

 

En gang var velfærdstanken ikke blot en økonomisk teori, der skulle sikre forbrugernes materielle behov. Den inkluderede også bevarelsen og udvikling af det sociale og kulturelle fællesskab, hvor borgerne arbejdede for deres udkomme, udfoldede deres evner, ytrede deres meninger uden frygt, skabte sig viden og fremdrift og levede med tilfredshed midt i fremskridtene for alle. En pejling var det. Og en fremtidstro voksende ud deraf.

 

I dag er det anderledes. Tanken om velfærdssamfundet har mistet sin bredde. Og den nøgne økonomiske teori tegner sig stadig stærkere. Staten skal opfylde borgernes behov, for det har borgerne ret til og krav på. Velfærd bliver næsten identisk med vellevned. Og den almene erfaring er, at har man en ret til noget, kræver man den tilgodeset, selvom der ikke er noget behov. Rethaveriskheden rummer en sjælden livskraft. Springet til behovsideologien : ”Send flere penge” bliver kort. En henvisning til sammenhængen mellem velfærd og beskatning opfattes i stadig højere grad som et uanstændigt postulat, der kun trivedes i samfundets uoplyste tider.

 

Og sammen med rethaveriskheden vokser mistroen mellem partierne, mellem befolkningsgrupperne, mellem offentligt ansatte og privatansatte. Der surmules, knurres, vrisses og snerres. Utålsomhed og rethaveriskhed følges ad. Politikerne ved, at bliver der for stor uro, kastes blot lidt federe lunser i grams. Når der kastes råt kød i løveburet, så sover dyrene så dejligt, og overenskomstaftaler kommer i hus endnu en gang.

 

Alle menneskelige samfund har levet med former for rettigheder, givet af Gud eller af magthaverne. Men grundlæggende står det fast, at mennesket primært er uden rettigheder. Som naturvæsen er det stillet lige med alle andre levende væsener. Rettigheder er ikke noget, man har. Det er noget, man får tildelt. Tanken om at mennesket, som det eneste væsen har forudgivne rettigheder, er først formuleret hos naturfilosofferne i 1600-tallet. De forestillede sig naivt, at mennesket ejede visse medfødte rettigheder, som havde deres begrundelse i naturen. Det drejede sig først og fremmest om retten til livet. Senere føjes andre rettigheder til som retten til frihed, til lighed og til at eje ejendom.

 

Afgørende blev det, at den franske nationalforsamling i 1789 vedtog den omfattende erklæring om menneskerettighederne. Det betød, at mennesker uden ansvar overfor nogen anden instans end sig selv kunne tildele sig selv rettigheder. Det blev afgørende for eftertidens håndtering af retsforståelsen. I de følgende århundreder slog retsfilosofien stadig stærkere igennem. Den satte sig spor i staternes forfatninger, og stadig kraftigere i de demokratiske staters lovgivning.

 

Denne udvikling fik uhyre positive konsekvenser for borgernes sikkerhed, frihed og velfærd. Men de åbnede samtidig en lem for de demokratiske folks uhæmmede krav på rettigheder, dækning af behov og velfærd uden grænser. Det begyndte at blive klart, at der ikke i demokratiets udvikling var nedlagt noget primært styrende element. Alene politikerne er ansvarlige.

 

Ret og pligt har altid været sammenknyttet på en eller anden vis. Hvor denne forbindelse ophæves, har det sin pris.

 

Da oplysningstidens foregangsmænd havde styret menneskeretsbeslutningen gennem den franske nationalforsamling, opstod der straks betænkeligheder: Kunne et rettighedssamfund på langt sigt sikre borgerne og samfundet? Eller ville udviklingen gå amok, hvis den ikke var knyttet sammen med forpligtelse? Men oplysningsoptimisterne levede på en forestilling om, at der ikke skulle indføres begrænsninger, for den sunde menneskenatur var så stærk, at man fandt en lovgivning om pligter unødvendig.

 

Bl.a. under indtryk af den franske revolutions hærgen, hvor menneskets mørke sider kom til syne i al deres gru, rejstes sagen på ny. Og i 1799 blev deklarationen om borgernes pligter vedtaget med samme validitet som menneskeretsdeklarationen. Vedtagelsen betød en sammenfatning af pligter, som betragtedes som vitale for et samfunds udvikling. Vigtigst var de to første pligter, som var en omskrivning af det kristne kærlighedsbud til brug for det verdslige samfund: ”Du skal gøre overfor andre, hvad du ønsker, at de skal gøre mod dig. Og du skal handle vel overfor andre, hvis du ønsker at modtage det sammen igen”.

 

Menneskepligtsdeklarationen blev aldrig populær. Napoleon kunne ikke forene den med sit diktatoriske styre og afskaffede den. Den blev aldrig genindført. I det næste århundrede var borgerrettighederne nemlig så indskrænkede og fastlåste, at ingen frygtede, at de skulle komme ud af kontrol. Og i de følgende demokratiske samfund var interessen herfor heller ikke stor. Enhver politiker ville hellere tale om rettighederne, om stadig mere velfærd og stadig større plads for opfyldelse af ønsker og behov. Det er nemlig ikke drøftelse og ansvarligheden og mangfoldigheden i dansk kultur og historie, der giver valg, men det mest udefinerlige og åndløse af alt, Velfærd. Det er bl.a. denne eskalering, som ligger bag løftet om de 29 velfærdsrettigheder. Der sidder sikkert allerede politikere og overvejer, om man ved næste valg kan nøjes med at fordoble de 29 rettigheder, eller om de skal tredobles, selvom man ved, at sår man rettigheder, høster man krav, og sår man pligter, høster man ansvar.

 

På alle samfundets områder gør mennesker deres pligt på arbejde, hjemme og alle steder, hvor man er afhængig af hinanden. Men for politikerne er det i stadig højere grad afgørende, at pligterne markeres ligeså kraftigt som rettighederne. For det enkelte parti og for den enkelte politiker må kampen for genvalg altid være underlagt pligten til nu og i kommende år at afbalancere tildelingen af rettigheder med opfyldelse af de pligter, der følger med.

 

Vi har i dag kanon om litteratur, arkitektur, musik m.m. Det er emner, som der ikke kan lovgives om. Regeringen nedsatte sidste år et udvalg med henblik på at udarbejde en kanon om frihed og folkestyre, en såkaldt ”demokratikanon”, der forventes udsendt midt i marts i år. Det må antages, at forholdet mellem rettigheder og pligter får en solid placering – for borgernes skyld.

 

De vantro horder fra vest

Morgenavisen Jyllands-Posten

                                                                                       Tirsdag den 18. december 2007

 

 

De vantro horder fra vest

 

I Europas store historiske bogholderi figurerer korstogene i dag som en voldsomt tyngende debetpost. Men man har lov at spørge, hvor rimeligt det er? Uden korstogene havde et kristent Europa næppe overlevet, skriver dagens kronikør

 

 

af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

 

 

I snart et par århundreder – faktisk lige siden oplysningstiden – har erindringen om korsfarernes blodige overfald på de fredelige muslimske kulturlande hvilet som en mørk skygge over Europa og den europæiske kristenhed. Og i de seneste år har muslimernes voldsomme angreb på den vestlige verdens korsfarermentalitet ramt dybt i vore ømme samvittigheder og ladet den kollektive skyldfølelse vokse dag for dag. Symptomatisk er det, at hundreder af amerikanere og europæere for få år siden begav sig på pilgrimsvandring tværs gennem Mellemøsten for at bede om tilgivelse for Vestens forbrydelser. I muslimske skoler lærer børnene i dag om korsfarernes brutale hærgen og plyndring, de ser det som en afsløring af de vantro vestlige horders krigeriske galskab overfor profetens hellige folk.

 

Vestens børn har i generationer hørt om korsfarernes formørkethed og barbariske grusomhed. Og i vide kredse kan man stadig møde billedet af de tusinder af fanatiske sabelsvingere, der uprovokeret brød freden mellem kristne og muslimer. Det var konger og fyrster, der drog af lande. Og efter dem fulgte talløse skarer af fattige mennesker og ikke mindst byernes menneskelige bundfald, der kun havde tanke for muligt rov og bytte. Det har brændt sig fast i bevidstheden, at da Jerusalem faldt omkring 11oo-taller, foranstaltede korsfarerne et blodbad på indbyggerne så voldsomt at ”bække af blod skyllede gennem gaderne, så hestene måtte vade i blod til bringen”. Og det kristne vanvid fortsatte gennem generationer, så den fredelige muslimske befolkning måtte leve med umenneskelige lidelser. Det er Vesten, der bærer skylden for dette ragnarok, mener mange. Derfor må Vesten i dag bøje nakken og bestandig anfægtes af de muslimske anklager.

 

Er det et sandt billede?

Med dyb forbavselse læste jeg for nogle år siden hos den danske islamforsker Jes P. Asmussen, at korstogene næsten ingen plads har i muslimernes egen historieskrivning. Her betragtes kampene mod korsfarerne som krigshandlinger på linie med andre uroligheder i det enorme muslimske imperium, hvor der altid var krige et eller andet sted, og hvor alliancer, også mellem muslimer og kristne, blev indgået på kryds og tværs

 

Den amerikanske professor Thomas F. Madden fortæller i en af sine bøger: ”The New Concise History of the Crusades” 2006, at korstogene først blev kendt i den muslimske verden for ca. 100 år siden. Den første arabiske historie om korstogene blev først skrevet omkring år 1900. Og det var de europæiske koloniherrer, især efter 1. verdenskrig, der i deres skoler berettede om deres arbejde på at bringe civilisationen til Mellemøsten. I dette for muslimerne negative perspektiv blev fortællingerne om korstogene efterhånden plantet ud blandt muslimer.

 

Da islamismen gennem de sidste årtier udviklede sig til et opgør med hele den vestlige verden, dens kultur og religion, dukkede korstogsemnet op af dybet som et effektivt propagandistisk våben mod alle vantro. Oprettelsen af staten Israel havde allerede rørt ved sagen, men det var Vestens skarpe reaktioner på terroraktionen mod World Trade Center i 2001, som gjorde korstogsemnet brændende aktuelt. Og det blev et hyppigt element i forkyndelsen af islam hos Osama bin Laden såvel som hos indvandrerimamer i kældermoskeer. Korstogsanklagerne er således i højere grad udsprunget og farvet af nutidigt politisk behov end af smertelig historisk erindring.

 

En historisk realitet

Korstogene må som alle andre begivenheder forstås ud fra deres historiske sammenhæng. De tager deres udgangspunkt i pave Urban II’s korstogstale mod islam ved kirkemødet i  Clermont i 1095. Pavens tale ramte midt ind i en udbredt religiøs stemning båret af angst og vrede og af medfølelse med de undertrykte trosfæller i de muslimske lande. En vækkelse greb om sig i store dele af Europa, og i løbet af få måneder var titusinder rede til at drage ud for at kæmpe eller dø for deres tro. De ville, som paven havde opfordret til, genvinde de hellige steder, der var faldet for de muslimske hære og frelse de kristne brødre og søstre, de ville befri Jesu hellige stad Jerusalem og ikke mindst genindvie den hellige grav, som erobrerne havde skændet på det smerteligste. Korstogstiden kom til at strække sig over mere end 200 år.

 

Korsfarerbevægelsen udsprang ikke af den blå luft. Dens baggrund er lang og kompliceret. I slutningen af 1000-tallet var Europa alvorligt svækket gennem uendelige krige mellem småkonger og fyrster. Krigen var blevet et almindeligt livsvilkår, og angsten for saracenerne, som man kaldte muslimerne, lå som en baggrundsstemning overalt.

 

I løbet af de 350 år, som var forløbet efter profeten Muhammeds død i 632, havde de muslimske hære underlagt sig store dele af Asien, næsten alle gamle kristne kulturlande i Mellemøsten og langs det sydlige Middelhav. Spanien havde været under muslimsk herredømme siden 711, og de muslimske indfald i Frankrig var først blevet stanset kort uden for Paris. Angreb efter angreb hærgede de sydeuropæiske kystlande. To tredjedele af den kristne verden var erobret og undertrykt.

 

De da fremstormende muslimske selsjukker i slaget ved Manzikert i 1071 havde knust størstedelen af den mægtige byzantinske hær, lå hele det lilleasiatiske område forsvarsløst hen. Konstantinopel og det kristne østromerske kejserdømmes vældige hovedstad var uden virkeligt forsvar, og vejen til Europa var åben for de fremstormende hære.

 

I den situation var det, at den byzantinske kejser Alexios Komnennos meget mod sin vilje så sig nødsaget til at henvende sig til det papalistiske Vesten for at bede om hjælp.

 

På denne baggrund lykkedes det paven at samle de skræmte konger, fyrste og titusinder af almindelige borgere til forsvar for Europa og kristenheden. Korstogene med deres blanding af religiøs hengivelse, pilgrimsdrift og hensynsløs griskhed var Europas overlevelseskamp. Det blev en kamp med ufattelige lidelser og med økonomiske omkostninger, som aldrig før var set. Det blev ingen sejrrig kamp, men den bremsede den muslimske fremtrængen i adskillige år. Uden korstogene havde et kristent Europa næppe overlevet.

 

Da de muslimske armeer mange generationer senere trængte op gennem de østeuropæiske områder, gjorde sig til herrer over Grækenland, Albanien, Serbien, Bosnien, Rumænien, Bulgarien og Ungarn, var Europa bedre rustet. To voldsomme angreb på Wien 1529 og 1683 blev mirakuløst afværget og gennem en århundredlang kamp lykkedes det at trænge islam tilbage fra størstedelen af Europa.

 

Islamiske lande har aldrig opgivet retten til de tabte territorier i Europa. Områder, som en gang har været muslimske, hører for altid med til Dar al-Islam. Mange ser i dag den islamiske indvandring til Europa i denne sammenhæng.

 

Korstogstiden i eftertidens spejl.

I Europas store historiske bogholderi figurerer korstogene i dag som en voldsomt tyngende debetpost. Men man har lov at spørge, hvor rimeligt det er.

 

I mange århundreder efter korstogene ville enhver europæer betragte forsvaret mod islam som en fortjenstfuld indsats, som en kærlighedshandling overfor de forfulgte kristne i Mellemøsten.

 

I dag er der anderledes. Professor Thomas T. Madden peger på, at ændringen i opfattelsen begyndte med oplysningsforfatterne. Flere af dem latterliggjorde korsfarerne. Voltaire beskrev kampene som det intolerante og magtgalde præsteskabs krige. I lighed med inkvisitionen var de udtryk for de mørke århundreders uvidenhed. Romantikkens sværmeri for middelalderen kastede et mere forsonende skær over korstogstiden. Her så man tapperheden og ridderligheden i det, der skete. Ikke så meget hos de kristne som hos de ædle, vise og tolerante muslimske herskere, en opfattelse, som man kan møde den dag i dag (Jan Guillou). Men mange kolonimagter gjorde brug af de romantiske skildringer af korsfarerne i deres nationalistiske kolonipolitik. Og ikke mindste spillede de en rolle i agitation og propaganda op til 1. verdenskrig.

 

En stor rolle kom det også ti at spille, at de amerikanske og europæiske intellektuelle i det 20. århundrede førte en intensiv kamp mod imperialismen og forstod korstogene i denne sammenhæng. Marxisterne var enige, men hævdede især, at korstogene var et resultat af Europas manglende ressourcer og det voksende befolkningsoverskud. Det religiøse element var totalt skubbet til side.

 

Der kan peges på en lang række litterære og historiske værker, som øvede indflydelse på opfattelsen af korstogene. Det gælder Walter Scotts romantiske roman ”Talismanen” 1825, og det gælder det omfattende værk af Steven Runciman: ”History of the Crusades” 1951. Det blev et værk med så stor tyngde, at det i årtier har blokeret for nye tolkninger. Runciman fremstiller korsfarerne som dumrianer og barbarer, der søgte deres egen frelse ved at ødelægge de fint udviklede østerlandske kulturer. De var levende udtryk for intolerance i Guds navn. Først i de senere år er der blandt historiker kommet et opgør med Runcimans cementerede anskuelser. Og nye indfaldsvinkler og konklusioner begynder at gøre sig gældende.

 

Korstogene var Europas forsinkede reaktion på den islamiske jihad. Europa overlevede, men det havde sin uhyggelige pris i ressourcer og menneskeliv.

 

Den islamiske ekspansion er ikke død, men den fremtræder i dag i en ny skikkelse. Det kalder på opmærksomhed og må ikke synke til bunds i en tavs politisk korrekthed.