Vexler paa Evigheden

                                                                                                           Marts 2004

 

Vexler paa Evigheden

 

 

af Poul E. Andersen

tidl. domprovst, Odense

 

 

Ikke sjældent bliver det hævdet, at danskerne er et af de mindst troende folk i verden, hvordan man så end har kunnet måle det. Men det er tydeligt, at den kristne tro kun kommer svagt til udtryk i danskernes hverdag. Det kan skyldes, at de nøgternt har lagt afstand til den religiøse tænkning og udfoldelse. Men det kan også hænge sammen med, at den kamp mod kirke og kristendom, som på forskellig vis har præget flere perioder i det 2o.århundrede, har tvunget hverdagsmenneskets kristendom ind i lønkammeret, så hverken det religiøse sprog eller de religiøse holdninger får frit løb. Selv i forholdet mellem børn og forældre er kristendom omgærdet med blufærdighed.

 

I det politiske rum har kommunismens antikirkelighed haft frit spillerum, og i socialdemokratiets første årtier var modviljen mod alt kirkeligt også et udpræget træk. Sådanne holdninger prægede naturligvis de grupper, hvor disse politiske bevægelser vandt sympati.

 

Det blev imidlertid et åndeligt opgør med kristendommen, som kom til at påvirke udviklingen af det kirkelige liv, ikke mindst fordi kulturradikale meningsdannere aldrig gjorde op med deres antikirkelige arv fra deres lærermester Georg Brandes.

 

Brandesianismens kirkehad

Georg Brandes var på mange områder en genial mønsterbryder i det 20. århundredes kulturudvikling. Hans indsats for den frie tanke, den frie forskning og den frie kønsmoral har i høj grad renset ud i 19-hundredtallets fastlåse religiøse og moralske victorianisme. Modstanden mod ham var hård, men de kulturbærende borgerlige kredse, som skulle være hans hårdtslående modpart, afslørede sig selv som bærende på en udlevet ideologi, som manglede virkelige inspirationskilder til fornyelse.

 

De brandesianske anskuelser bredte sig op igennem århundredet, men forstenede efterhånden, blev institutionsbærende, selvsupplerende og intolerante og fjernede sig fra fundamentale samfundsbærende ideer som pligt, ansvar og skyld. Georg Brandes blev herved på en måde ramt i ryggen af sit eget angreb på borgerskabet, hvor det f. eks. kunne hedde: ”naar et Samfund efterhaanden har udviklet sig saaledes, at det under Frihedens Maske bærer Tyranniets træk saa har Reaktionen vundet”. (Emmmigrantlitteraturen ). Hans voksende tankemæssige indsnævring hænger uden tvivl sammen med hans aldrig slukkede had til kristendommen, hans angreb på kirken og alle dens funktioner, hans mangel på forståelse af, at religion ikke alene har en trosmæssig værdi, men også en social og samfundsmæssig betydning. Flere af hans efterkommere kom til at leve i den samme fattigdom.

 

I 3. bind af ”Hovedstrømninger i det nittende Aarhundredes Litteratur” tager Georg Brandes sine læsere med til revolutionstidens Frankrig. Efter hans opfattelse er revolutionen i 1789, den europæiske menneskeånds største erobring, befrielsen fra fordom og vold. Han mener, at det er lærerigt for danskerne at stifte bekendtskab med nogle af de holdninger om kirke og præsteskab, som kom til udtryk i det franske nationalkonvent. Her kan det f. eks. hedde, at ”Religion er en Lænke, som er opfundet til at styre Menneskene med”.  ”Naar Præsterne er de ærlige, er de dumme eller gale, for det meste er de frække Bedragere”.

 

I årene efter 1789 foregik der en voldsom hærgen af de franske kirker og klostre, og adskillige præster mistede livet. Den almindelige opfattelse var dog, at gudsdyrkelsen især skulle nedbrydes med latterliggørelse, spot, ironi og lystighed. Da Brandes fremførte disse og mange andre holdninger i sine forelæsninger i København 1871 som noget nyt, var reaktionen i Frankrig imidlertid for længst vendt tilbage.

 

Opgøret med autoritetsprincippet

I begyndelsen af hovedstrømningernes 3. bind gør Georg Brandes det klart, at det er  helt nødvendigt at udrydde kristendommen. Det hænger sammen med hans opfattelse af autoritet. Autoritetsprincippet har haft en stor opdragende betydning i menneskehedens historie. Familieautoriteten, samfundets autoritative myndigheder og statens autoritet har bestandig måtte søge at sikre autoritetens legitimitet, man har derfor måttet påberåbe sig en absolut begrundelse. Det fordrede, at autoriteten var genforsikret i det religiøse. Først når flertallet af menneskers sind frigøres fra overnaturlige autoriteters tryk, er der mulighed for, at nye og frie tanker kan udvikle sig, som det blev klart ved den franske revolution. Kampe mod myndighederne har kun en mulighed for sejr, og det er at undergrave den kirkelige autoritet, for den vil drage alle andre myndigheder med sig i sit fald. For Brandes er det tydeligt, at den frie tankes omformning af det borgerlige samfund først er mulig, når den kristne gennemsyring af samfundets livsformer er ophørt. Igennem det meste af det 20. århundrede gør sådanne tanker sig stærkt gældende i forskellige klædedragter, men fremført med begavelse, humor og ironi, og med stadige politiske tiltag. Undergravelsen af kristendommen og afsløringen af alt kristent hykleri i samfundet, det var Brandes’ helligste mål.

 

Kirke- og præstehad i Danmark

Spørgsmålet er, om det er Georg Brandes og hans åndsfæller, der sætter Gud og kristendommen på porten i Danmark. Men sådan forholdet det sig naturligvis ikke. Der er her tale om langtidsvirkninger af samfundets demokratisering gennem afskaffelsen af dets pyramidale opbygning, og der er tale om følgerne af, at store dele af befolkningen forskydes fra jordnær beskæftigelse på landet til en mere rodløs tilværelse i bymiljøer og en deraf følgende individualisering. Og mange andre faktorer spiller ind. Men den meget negative holdning til kirke og kristendom, som bredte sig især i storbymiljøerne, er i et ikke uvæsentligt omfang skabt af brandesianismen og den dermed forbundne kulturradikalisme.

 

De nye tanker blev naturligvis af repræsentanterne for den borgerlige kultur mødt med iskold foragt og frygt. De så, hvordan ”radikalismens opløsningstendenser” bredte sig og satte sig fast. Og forargelsen fyldte mange hjerter, når naturalisterne hævdede, at religionen var selve løgnens centrum.

 

Men digterne opfangede straks de nye toner. I bogen om Georg Brandes, 1994 skriver Jørgen Knudsen, at digterne opfatter præsterne som ”en ryggesløs teologisk bande”,  ”Det gælder dem alle, Ibsen såvel som Bjørnson, Kielland, Elster, Strindberg, Schandorph, Gjellerup eller Victoria Benedictsson, at når de kommer til en præst eller en biskop, så kommer der et særligt sving over spydighederne, disse herrer i værdigt ornat er omtrent hver gang indbegrebet af den offentlige menings fejhed, hykleri, selvhøjtidelig og dømmesyge. Kolde  hjerter” (p.26). Pontoppidan kunne være nævnt i samme sammenhæng.

 

I 1871 skriver Holger Drachmann digtet ”Engelske Socialister” med de berømte linjer:

 

”De sender os Præster med pibede Kraver:

”Her er Biblen til Deres sultne Maver”

For Sulten en Text om Kanaan og Eden,

For Husleien Vexler paa Evigheden

Men Præsten! – han tager vor sidste Daler:

”Min Søn, Vorherre i Himlen betaler””

 

Ved den store drukneulykke i Harboøre i 1893, hvor 26 fiskere omkom, mødte den københavnske presse for første gang den indremissionske vækkelsesbevægelse i den vestjyske dom- og frelseudgave. Henrik Cavling fra Politiken overværede præsterne Moe og Madsens begravelsestaler med den stærke fiksering på fortabelsens mulighed. Bladet tegner på baggrund heraf en billede af Indre Mission, som chokerede de dannede københavnske læsere og skabte et billede af vækkelsesbevægelsen, som igennem generationer ikke kunne nuanceres. Og begrebet helvedesprædikanter blev banket ind i sindene så stærkt, at det kan dukke op den dag i dag.

 

Også de højkirkelige og grundtvigianerne var yndede mål for årtiers litterære flakbeskydning. Deres egne indbyrdes stridigheder hjalp på udmærket vis udviklingen på vej.

 

I de følgende år hagler spydighederne ned over kirkens folk. Igennem 30erne florerer angrebene på kirkefolkene især i de mange kulturtidsskrifter. I ”Aandehullet” opregner Hans Kirk alle synder: Præsterne holder altid med overklassen og beder for den, men hvis Satan selv tog magten, ofrede de gladelig en bøn på ham. De er militaristiske og udplyndrer det arbejdende folk. Nogle har dog skiftet stil, så det ikke er til at spytte for ”sociale” præster. Selvom præster prædiker mod prævention, gør de selv brug deraf, for de får færre børn, selvom alle ved, at imbecile formere sig som rotter (1934). I ”Kulturkampen” citeres Bertrand Russel med begejstring for følgende udsagn: ”Jeg tør med fuldt overlæg slå fast, at den kristne religion repræsenteret ved kirkerne, altid har været og altid vil være modstander af ethvert moralsk fremskridt i denne verden” ( 1937). Man går til kamp mod de religiøse islæt i skolerne, især religionsundervisningen. Og i faktisk alle kulturtidsskrifterne op igennem 30erne spiller kirke- og menighedssatiren et stor rolle. Muntert skriver Poul Henningsen i 1938:

”Nu tæver klokkeren de frelste sammen

og menigheden lystrer ham desværre

og træder livets mening fromt i støvet

og  piller ben og vinger af vor herre”

 

De kulturradikale  angreb fortsætter op igennem århundredet, især gennem de folkelige revyer, men klinger så efterhånden af. En institution uden myndighed er ikke længere noget mål. Ofte får man indtryk af, at megen af tidens litteratur helt har overset, at kirken er til. Kristen tro og tænkning får sin plads yderst på kulturens reservebænke.

 

Kulturradikalismen er for længst stendød, hævder mange af dens tilhængere. De vil nyde dens frugter i fred, som de altid har gjort. Kun et par gamle runkedorer går rundt og træder på folk, og det får de lov til, for det plejer de jo.

 

Men kulturradikalismen er ikke død. Den har blot omklamret os alle. Selv en fornem og begavet forfatter som Jette A. Kaarsbøl må i ”Den lukkede bog” afsløre sine forsteninger. Ikke mindre end tre præsteportrætter må fordøjes, hvor uvedkommende de end er i fortællingen, og de tegnes med al Pontoppidansk epigonisk stereotypi. Det gode selskab må have sit.

 

Men måske er det alligevel kristendommen, som rummer den livgivende inspiration, som kan inspirere til opgøret med kulturradikalismens indtørrethed og tilværelsesforkortelse.

 

Kirken slikker stadig sine sår, den bærer på flere katakombetræk og værst af alt, så har den mistet det sprog, som kan tale om Gud, i så høj grad, at selv præster søger ind i den firkantede kasse, der udelukker al anden tale end den om mennesket.

 

Men gennem alle årene har der været mennesker, som ved enhver lejlighed på skarp og frodig vis kunstnerisk og kulturelt har ladet medborgere forstå, at kristendom er deres fodfæste og tolkningsnorm. Og der kommer stadig flere til. Det er, som om det først er nu, at de for alvor læses og høres. Er det måske presset fra den anakronistiske islam, der baner vej for kristen tale. Bog efter bog, film efter film finder kilder under de tilsandede brønde.

 

Åndeligt set er kampen mod kulturradikalismen en kamp på liv og død. Stærkest blandt års udgivelser står kampen mod naturalismen i Yann Martels bog: ”Pi’s liv”. Her genfinder man sproget påny, så stærke tanker om Gud, om skyld og ansvar, om stedfortrædende lidelse og om kærlighed igen placeres, som det de er, det gudskabte menneskes stærkeste livsgrundlag. Læs den for Guds skyld – nej, læs den for din egen!

Kulturens radikale fornyelse


Berlingske Tidende

                                                                                                             fredag 17. august 2012

 

Kulturens radikale fornyelse

af Poul E. Andersen

tidl. domprovst

 

Det vakte opsigt, da teologen K. E. Løgstrup for mange år siden i bogen ”Kunst og Etik”, 1961, analyserede begrebet formløshed. Selvom han havde flere tilgange til emnet, blev det stærke synspunkt stående: ”Formløshed gør ufri”. Giver man sig til at dyrke formløsheden og konventionstabet, skaber man fjender af friheden. Der kommer ikke andet end vulgariteten ud af det. Former og konventioner er kun en lille del af den kultur, som vi lever i og er en del af, men generelt gælder det, at frigørelse fra og afstandtagen til grundlæggende kulturværdier har sin pris.

Kamp for kulturel frihed og ligestilling kan ikke undgå at sætte fornyelse i gang, men den kan heller ikke undgå at skabe selvretfærdighed og intolerance overfor modstandere. Og hvis der er styrke nok bag, vækker den usikkerhed og bekymring hos mennesker, der føler sig åndeligt i overensstemmelse med grundlæggende religiøse, historiske og nationale værdier i den overleverede kultur. Kulturkamp er en form for åndelig og ideologisk identitetsafprøvning.

Kulturradikalismen er netop nu et bærende element i en voksende kulturkamp, der gør op med et eksisterende samfund, som for de kulturradikale stadig forsvarer undertrykkelse af mange former for menneskelig frihed. De kulturradikale står derimod efter egen opfattelse for inspiration, forandringsparathed og dynamik. Men i hælene herpå følger overlegenhed, rethaveriskhed og stadig vagtsomhed overfor overleverede kulturelle værdier. Først de seneste år er flere blevet opmærksomme på, at relativisme og åndelige ørkenlandskaber breder sig stadig stærkere i den kulturradikale fornyelsescamp.

Den aktuelle radikale politik er kulturradikalisme i praksis. Ikke mindst ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen gør det klart i sit opinionsindlæg i Berlingske Tidende 6. august. De radikale værner om værdierne, siger han. Vi har rummelighed, tolerance og forståelse for andre mennesker, og det enkelte menneske gives frihed til at udvikle sig på egne præmisser. Udgangspunktet er, at man aldrig skal være bange for at udfordre det bestående, tænke nyt, og at turde udfordre egen forståelse. Hans modpart, hævder Sareen, er derimod dem, som ønsker et samfund, hvor der er skarpt skel mellem de rigtige og de forkerte mennesker, og hvor der er én sandhed om, hvad der er det gode liv, som med vold og magt skal trækkes ned over alle, der ikke lever op til idealet. Det bestående er det gode, og det er en naturgiven orden, at mænd pr. definition er bedre ledere end kvinder. – Sådan taler en minister. For ham gælder det: os og dem. Men ligestillingsministeren skal favne dem alle, også dem han lyst til at kvæle.

Hos en hel del politisk interesserede vælgere kan der efterhånden i humorens skær tegne sig et billede af de kulturradikales kulturelle visioner og deres genlyd i politisk praksis: Det står klart, at det nationale er alt for snævert for radikal tænkning. Men kan ikke længere udholde de lokale fællesskabers sammenløb om historiske aftener, grundtvigske højskoler, nationale sange og salmer eller de talløse religiøse opstød til jul og påske, begravelse og konfirmation. Helligdage med national flagning har overlevet sig selv, og grundloven må gennemgå en rationel foryngelse. Vi må lægge det bag os. I stedet skal der for alvor åbnes for det globale. Vi må tænde begejstringens lys for mangfoldigheden. Vi skal modtage alle fremmede med udbredte arme og pengekassen på klem. De kommer jo til os med stærke kulturer, respekt for hinanden og med levende religiøst liv. Vi må støtte dem med vore milliarder og gøre dem stærke nok til at imødegå danskeres mistro, og jo mere vi kender og lever os ind i den store verden omkring os, desto mere må vi gøre op med det danske bagstræb. Enhver kan se, at folkekirken er forældet. Politikerne må forpligte sig til at gribe ind overfor danske trossamfund. Her mødes der ofte fjendskab mod fornyelse, så her må der skaffes plads til forkyndelse af menneskerettigheder, til kamp mod uligheden og til ærligt engagement i sociale spørgsmål. Nogle vil måske endda mene, at gudstjenesterne bør indskrænkes til hver anden søndag, uden præste- og bispekjoler og uden den komiske klokkeklang. Begravelser behøver ikke at ske med gejstlig medvirken. Det kristelige fylder alt for meget.

Folkeskolen skal man ikke bekymre sig for. Vi har verdens bedste folkeskole med ansvar for egen læring. Der falder vel et par hug til nogle lærere af og til, men de er også irriterende ofte i stand til at forstyrre timerne med indblanding i seriøst facebookarbejde og mobilopvartning af kæresten. Og nu arbejder kyndige pædagoger i grupper på at fremlægge nye udkast. Måske skal gruppeeksamen ændres, og gøres endnu bedre. Til gengæld må man skære ned på kristendomskundskab. Den passer ikke til nutiden og må helst fjernes. Innovation og tolerance kan rigeligt blive den faglige erstatning, som passer bedre til et multikulturelt samfund.

Vi har aldrig før været så hastigt på vej til det afkristnede, multikulturelle samfund, som nu. Vi bærer allerede en selvfølgelighedsfornemmelse derom i vores bevidsthed. Sørine Godfredsen ser i sin kronik: ”Kampen mod det tomme rum”,(Berlingske tidende 3. august), et sådant samfund som en slags intethed. Løgstrup ville kaldet det normløshed eller vulgaritet. En ting tror jeg er sikkert: askegråt vil ikke være en ukendt farve i lighedssamfundet, den lever godt med tomheden.

 

Islam og forskningsfriheden

Kristeligt Dagblad

22.marts 2002

 

Kronik

Islam og forskningsfriheden

 

Koranen er et af verdenslitteraturens hovedværker. Den rummer dyb indsigt i menneskesindet og præsenterer en gudsopfattelse, som præger en milliard menneskers hverdag. Men skønt en indgående historisk forskning i islam vil kunne opleves som smertefuld af mange muslimer, bliver den mere og mere nødvendig i et land med grundlovssikret forskningsfrihed.

 

Der er et stærkt behov for en fri debat om det vældige problemkompleks, som rejser sig ud fra islams møde med den vestlige kultur gennem den stærke indvandring. Denne debat vil også omfatte en historisk-kritisk forskning i islam.

 

 

af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense.

 

 

Muslimer i Danmark lever under en verdslig lovgivning, og deres frihed er beskyttet af grundloven. Men ikke alle de sikrede frihedsrettigheder er uproblematiske. Det gælder således for både trosfriheden og ytringsfriheden. For kristne er det svært at forstå, at muslimer vedholdende nægter deres trosfæller retten til at konvertere til kristendommen, samtidig med, at de driver en aktiv mission for at omvende kristne til islam. Og mens flere tusind danske kvinder ved ægteskab går over til islam og lader deres børn blive muslimer, så betragtes ægteskab mellem danske mænd og muslimske kvinder af religiøse grunde som ganske utilladeligt, selvom det er en grundlovssikret ret.

 

Også ytringsfriheden og forskningsfriheden volder vanskeligheder for traditionstro muslimer. Når jeg i foredrag eller artikler ordret citerer Koranen, det kan være A. S. Madsens oversættelse eller f. eks. Abdullah Yusef Alis oversættelse, bliver jeg tit bebrejdet, at jeg citerer Koranen ukorrekt, og at jeg spreder vrede og had hos muslimer ved at citere den hellige bog.

 

Muslimers forhold til deres helligskrift skaber forvirring hos danske kristne. Jeg har ofte oplevet, at troende muslimer begrunder bestemte traditioner med, at de er påbudt i Koranen, men når man forsøger at efterspore dem deri, er de ikke til at finde, og ikke sjældent er udlægning af angivne koranord svært gennemskuelig. Koranens begrundelse for kvinders brug af tørklæder, som for øvrigt ikke burde anfægte nogen, finder vi således i sura 33.60  og 24.31-33, (versinddelingen dog afhængig er hvilken oversættelse, man anvender ). Men slår man stederne efter, finder man nydelige ord om kvinders ærbarhed, men ikke et ord om pligt til at bære tørklæde. Man tolker altså Koranens ord skarpere end den selv. Det modsatte møder vi således, når man i tale og skrift priser Koranens respekt for kvinden og dens fremhævelse af hendes ligestilling. Men når man læser de suraer og ayat, som omhandler kvindens placering i det muslimske samfund, møder man barske udsagn af en helt anden karakter. Ikke engang det gammeltestamentlige kvindesyn kender tilsvarende holdninger. Stærkest kommer det til udtryk i sura 4.35, sura 2.224, sura 4.16 og sura 24.3. I praksis ser det dog ud til, at de anførte tekster stadig øver indflydelse på muslimske samfunds hverdag.

 

I sura 2.257 heder det: ”Der må ikke være tvang i religionen”. Det er et vers, der i indvandrerkredse citeres igen og igen, som udtryk for friheden i islam. Sammenhængen, det står i, er imidlertid uklar. Man skal bestemt ikke overse, at Koranen rummer udsagn om smuk tolerance og forståelse. Men læser man Koranens senere åbenbaringer, så møder man langt flere udsagn om utålsomhed overfor de vantro, og om udryddelsen af dem. Og mange mener, at de første udsagn må underordne sig de sidste. Men ufriheden er markant og usikkerheden med.

 

Århundreders tale om islam som fredens religion, er næsten kritikløst blevet overtaget i den kristne dialog med islam. Her overser man imidlertid, at muslimer ikke må betegne de kampe, som islam fører, som krige, da alene vantro fører krige. Men læser man Koranen grundigt igennem, så er det langt fra et fredens billede, der tegnes. Og kun periodevis i århundrederne er freden mærkbar under det muslimske herredømme. Førende både kristne og muslimske forskere, som f. eks. Samuel P. Huntington og Bassam Tibi peger på, at volden og terroren har langt bedre grobund i muslimske lande end i kristne, uden at de dog tør pege på en direkte forbindelse til islam som religion. Men også på dette punkt står vi overfor alvorlige tolkningsproblemer.

 

For mig at se er der et meget stærkt behov for en fri og uhildet analyse og debat om det vældigt problemkompleks, som rejser sig ud fra islams møde med den vestlige kultur gennem den stærke indvandring. Både kristne og muslimer har brug for en saglig afvejning af synspunkter mod hinanden. Mange misforståelser vil kunne afklares derved.

 

En indgående historiske forskning over islamisk religion og tradition vil kunne opleves som smertefuld af mange traditionelle muslimer. Men i et land med grundlovssikret forskningsfrihed er det nødvendig. Igennem generationer har kristne gennemlevet processen. Den kristne kultur er blevet debatteret, analyseret og kritiseret. Den kristne religions kilder er blevet endevendt, sammenlignet og lagt under samtlige historiske og logiske metoders lup.

 

Kristne og ikke kristne forskere har i århundreder diskuteret opfattelsen af Kristus, som den kristne tros grundvold og indhold. Man har betragtet ham som Jesus, guds søn, som menneskehedens frelser og forsoner, som menneskets moralske forbillede og som den politiske revolutionære eller som hippie. Han er blevet beskrevet som uægtefødt, endog som homoseksuel. Og kristne har reageret herpå med vrede eller smerte, med afstandtagen eller med tilslutning. Men ingen har villet lægge forskningen hindringer i vejen eller standse diskussionen. For den troende vedbliver Kristus, den opstandne at være den ophøjede, som ikke kan gøres ringere ved vore holdninger. Og mange kristne føler netop, at deres gudsbillede i diskussionen er blevet udbygget og nuanceret. I Jesus som Guds søn kommer Gud selv mennesker nær under alle de vilkår, som Guds skabning lever under. Og troen bliver rigere for hver dør, som åbnes.

 

En fri forskning over emner fra Koranen, fra Profeten Muhammads liv og forkyndelse og fra den muslimske tradition er nødvendig. Det er en del af grundlovens frihedsramme. Den vil afmystificere mange uforståelige spørgsmål for de kristne, og den vil lette muslimers indgang i deres nye samfund ved at afklare usikkerhed omkring forpligtende religion og de mange blot kulturelle traditioner. Og mennesker, som har forladt et hjemland med bomme for friheden og lås for munden for i stedet at søge til demokratiske lande, må naturligvis ikke alene nyde godt at den frihed, som tilstås dem. De må selv være med til at udbygge friheden og bidrage til at forstå deres tradition i lyset af deres egen nutid.

 

At den fri forskning vil give vanskeligheder er uundgåeligt. New York Times giver i en artikel: ”Radical New Views of Islam and the Origins of the Koran” ( Alexander Stille, 2. marts 2002 ) en oversigt både over de vanskeligheder en ikke-religiøse forskning giver anledning til og en gennemgang af nogle af de væsentlige emner for koranforskningen. Forskere, som har arbejdet med Koranen, har ofte måttet arbejde anonymt, flere er blevet truet, og nogle er blevet dræbt. Salman Rushdie har måttet leve med en dødsfatwa. Ængsteligheden for at stille spørgsmål til Koranen har påvirket forskerne i almindelighed, for som en siger: ”Mellem frygt og politisk korrekthed er det ikke muligt at sige andet end sukkersødt sludder om islam”.

 

Blandt de mange væsentlige forskningsemner nævnes de litterære undersøgelser af Koranens ældste udformninger. Forskellige forskere gør opmærksom på, at der ikke eksister samtidige vidnesbyrd om Koranen før 59 år efter Muhammads død. Da blev Klippemoskeen i Jerusalem bygget og forsynet med Korancitater. Men det er iøjnefaldende, at de i nogen grad afviger fra den nu gængse Koran. John Wanbrough fra The School of Oriental and African Studies, London har det synspunkt, at Koranen er en sammenstilling af forskellige tekster, som er samlet over årtier, måske århundreder. Yderligere hævder han, at alt, hvad vi ved om islam, Profetens liv og levned er baseret på tekster, der stammer fra årene mellem 130 og 300 efter Muhammads død.

 

Christoph Luxemberg argumenterer for, at Koranen er blevet fejloversat århundreder igennem, og at dele af islams ældste tekster stammer fra føreksisterende kristne og aramæiske tekster. Professor i islamisk historie Roy Mottadeh ved Harvard Universitetet og flere andre forskere er overbeviste om, at Koranen må ses i en bred historisk sammenhæng og udsprunget af mellemøstlige, monoteistiske religioner, snarere end den er et spontant produkt fra den uberørte arabiske ørken.

 

Professor Gerd R. Puin, Saarland Universitet, Tyskland arbejder med de allerældste Korantekster, og det er hans opfattelse, at ord med forholdsvis brede betydninger er blevet skærpet gennem senere oversættelser. Som eksempel nævner han, at ordet ”kampe” efterhånden gengives ved ”dræbe”. Han finder, at en tilbagevenden til den ældste Koran vil føre til en mere tolerant form for islam. Kravet om en bogstavelig tolkning af Koranen er udgået af et behov, der er opstået de seneste år, siger professor Andrew Rippins, University of Victoria, British Columbia, Canada. En metaforisk tolkning har tidligere i over tusind år været en hovedstrømning i islam.

 

Koranen er et af verdenslitteraturens hovedværker. Den rummer dyb indsigt i menneskesindet og i de menneskelige relationer, foruden at den præsenterer en gudsopfattelse, som præger måske en milliard menneskers hverdag og tanker den dag i dag. Koranen må derfor behandles med den største respekt. Men med dens stærke bundethed til forholdene i det 7. århundredes Arabien, kan den ikke som det eneste værk i verden unddrage sig den tankens frihed, som skaberen har forlenet sin skabning med til at bruge på alle livets områder, og også til  tolkning af hans åbenbaring til mennesker.

 

Behov for kølighed

ort Sagt
Jyllands-Posten 15. marts 2010

Behov for kølighed

Jeg har nu snart nået den alder, hvor man kan se frem til at mærke alle de varme hænder, som det offentlige har samlet sammen i årevis. Det vil gøre godt på kolde vinterdage. Men Herre Jemini! hvor ville det være godt også af og til at møde et par kølige hoveder. Men dem har man måske ikke brug for i det offentlige, hvor man for længst har tabt hovedet.
Poul E. Andersen

Mine rektorår ved Nørre Nissum Seminarium og HF-kursus 1976-85 Nissumske årbøger 2008

Mine rektorår ved Nørre Nissum Seminarium og HF-kursus 1976-85
Nissumske årbøger 2008

 

af

Poul E. Andersen

 

 

 

Det var ikke meget, jeg vidste om Nørre Nissum Seminarium og HF-kursus, da rektorposten pludselig blev aktuel for mig. Jeg vidste blot, at det var Nordvestjyllands store seminarium med et anerkendt HF-kursus, og at det som ideseminarium var knyttet til Indre Mission.

 

Umiddelbart var jeg ikke meget optaget af vestjyske uddannelsesforhold, Jeg befandt mig godt med mit undervisnings- og forskningsarbejde på Danmarks Lærerhøjskole, og Kirsten, min kone havde endnu ikke afsluttet sin uddannelse ved Københavns Universitet. Jeg var mig også bevidst, at jeg kirkeligt set lå nærmest ved den grundtvigske fløj og derfor ikke helt naturligt ville passe ind i seminariets historiske tradition. Ganske vist havde jeg kendskab til den indremissionske bevægelse, da min mor stammede fra et vækkelsespræget miljø. Men det var min fars grundtvigske holdning og interesse for højskolebevægelsen, jeg delte.

 

En dag i marts efter endnu en kontakt fra Nørre Nissum befandt vi os pludseligt på vej til Nørre Nissum. Det kunne være morsomt at se stedet og omgivelserne. Da vi passerede Struer, var regnen og snesjappet generende. Da vi nærmede os seminariet, lå tågen tæt. Vi kunne ane de arkitektonisk fortegnede vinkler på festsalen. Det var tungt og dystert. Jeg bremsede lidt op, og sagde til min kone: ”Her vil jeg ikke være”.

 

Rektor Høgel og fru Høgel tog hjerteligt imod os. Efter kaffen gik Høgel og jeg igennem nogle af bygningerne. Han fortalte med kærlighed om bygninger og kolleger. Inden vi tog afsked hyggede vi os et par timer i rektorboligens havestue, hvor Høgel talte om Sønderjylland under besættelsestiden. Det ledige stilling blev ikke nævnt, det var bestyrelsens anliggende. På hjemturen talte vi ikke meget om den sag. Men jeg fik tilsendt vedtægter, studieplaner og årbøger. Jeg mærkede mig, at årbogen fra 1975 udtrykte rektors bekymring over den truende nedskæring på seminarieområdet. Det kunne varsle reduktion i lærerstaben.

 

Et voksende kendskab til en sag fanger en ind. Sådan gik det også her. En samtale med seminariets bestyrelse nogle uger efter blev for mig et møde med mennesker med frisind og engagement og med vilje til at tilstå rektor frihed til at udfylde seminariets rammer ud fra egne forudsætninger. Denne tolkning blev bekræftet adskillige gange hele min periode ud.

 

I midten af maj indgav jeg min ansøgning – nogle dage efter fristens udløb.

 

 

Læreruddannelse i 1970erne

Læreruddannelsesloven af 1966 blev med visse ændringer bestemmende for seminariernes virksomhed i flere årtier. Målsætningen for den nye lov var at opnå en styrkelse af fagligheden og at skabe en bedre placering af de pædagogisk/psykologiske fag. De to stærke liniefag og de psykologiske/pædagogiske områder blev i høj grad tilgodeset i timefordelingsforslaget. Praktikken derimod fik ikke den fremtrædende plads, som nogle havde ønsket. Det skulle vise sig være et savn i hele uddannelsesforløbet. En svaghed viste sig også deri, at den teoretiske pædagogik og psykologi nok sigtede mod folkeskolen, men i praksis foldede disse fag sig ofte ud som seriøse bidrag til den almene dannelse, som studerende først langt senere indså betydningen af. Som lærerstuderende stilede de først og fremmest mod at blive dygtige undervisere. Og den nye øvelsesskole lå jo lige på den anden side af vejen som en meningsfuld udfordring.

 

Loven som trådte i kraft i 1969 betød et vældigt kvalitetsløft i læreruddannelsen. Den tvang alle undervisere på lærerseminarierne ind i vidtgående studier. Aldrig før var der blevet samlet så megen viden på læreruddannelsen. Pensum blev ikke fast defineret. Den enkelte studerende skulle kunne erhverve sig særlige kundskaber og lade dem indgå i sit eksamensstof. Og studerende med betydelig baggrundslæsning lod aldrig lærerne synke hen i gentagelser og emnefiksering. Både lærere og studerende skulle udfordres.

 

Reformen skabte stort engagement. Og tilgangen af studerende med gode forudsætninger var voksende i flere år. Men holdninger og traditioner fra den gamle 1954-lov havde flere steder en tendens til at strække sig et godt stykke ind i den nye epoke.

 

 

Naturligvis trængte de strømninger, som havde været tydelige især i universitetsmiljøerne under ungdomsoprøret, sig også ind på seminarieområdet. I første omgang var der tale om styrkelse af fællesskab gennem kreative gruppedannelser. Sensitivitetstræning blev et modebegreb sammen med sværmerierne for den hippieorienterede ungdomskultur og for Tvindfascinationen. Men i løbet af få år udviklede studiekulturen sig i politisk retning, og kravet om medbestemmelse slog kraftigt igennem. Der blev arrangeret store demonstrationer, hvor man besatte uddannelsesinstitutioner, også seminarier. Langsomt overtog marxistisk ideologi og kampen mod borgerligheden al debat, og styrelsessystemerne blev mange steder overtaget af stærke politiske grupper.

 

I første omgang skabte den ændrede kultur en stærk og frugtbar debat, der lagde nye perspektiver over uddannelsen. Men utålsomheden voksende også, og en vis politisk ensrettethed lagde en dæmper på alle tiltag til fornyelse. Epigoneriet udløste en tomgang, der mange steder satte udviklingen på vågeblus. Som lærer på Odense Seminarium og timelærer på to københavnske seminarier havde jeg oplevet de mange facetter i udviklingen, både de positive og de negative. Seminariedirektoratet var opmærksom på problemet og ønskede at stimulere udviklingen gennem rundhåndet godkendelse af mange forsøgsordninger.

 

 

Et politisk interregnum i Nørre Nissum

Nørre Nissum Seminarium og HF-kursus havde i et par årtier været under en stærk ledelse, så udløberne af ungdomsoprøret og den politiske vækkelse gjorde sig først gældende et halvt års tid før rektorskiftet, men da også med kraft. Når jeg i det følgende kort skal skildre forløbet, sker det med en vis modvilje. Dels fordi jeg var personligt involveret, og derfor bliver subjektiv i skildringen, og dels fordi der vil være kolleger og studerende, der har oplevet det anderledes. Når jeg alligevel tager sagen op, er det, fordi det er en del af seminariets historie og placerer Nørre Nissum Seminarium i den samfundsdebat, som alle de øvrige seminarier deltog i.

 

Vedtægtsmæssigt er det seminariets bestyrelse, der vælger ny rektor. Bestyrelsen gav udtryk for, at den gerne ville høre forskellige synspunkter, men fastholdt sin ret til at vælge en person uden for seminariet. Fra de studerendes side rejstes et meget stærkt krav om medbestemmelse, og de pegede på en lokal kandidat. Lærergruppen forholdt sig afventende, men var delt i spørgsmålet.

 

Efterhånden samlede interessen sig omkring lektor Thorkild Nielsen, der nød stor respekt fra alle sider. Det udløste en stor debat i alle organer, det bredte sig til de lokale aviser og til lokalradioen. Og ordudvekslingen var hård.

 

Det var først et stykke hen i sommerferien, jeg blev opmærksom på problemerne, dels gennem en henvendelse fra Nørre Nissum og dels gennem et par nærgående journalister. Det var med spænding, jeg mødte op på seminariet den 1. august 1976. Familien kom nogle dage senere.

 

Der var endnu feriestemning på stedet. Pedel Hansen modtog mig og inviterede på fin middag. Der fulgte et par orienteringsdage. Herefter var der modtagelse af de nye 5 HF-klasser. Bestyrelsens formand, provst Edvard Madsen bød den nye rektor velkommen. Nogle dage senere mødte 5 nye seminarieklasser til modtagelse i festsalen, mens alle øvrige klasser havde fundet deres lokaler.

 

Jeg holdt en velkomsttale, hvori jeg fortalte om seminariet og også kort præsenterede mig selv. Mens inspektøren herefter uddelte klasselister og lokaleplacering, gik det store fortæppe til scenen pludseligt op, og en større gruppe ældre studerende opførte indstuderede optrin, der rettede barske anklager mod det missionske seminarium, den missionske bestyrelse og den missionske rektor, der imod alle regler afviste ikke-missionske ansøgere til læreruddannelsen, og kun optog ansøgere med de rette holdninger. Det var de lærerstuderendes råd, der præsenterede sig. Under den følgende pinlige tavshed, gik jeg igen på talerstolen, protesterede mod optrinnene og insinuationerne og gjorde rede for seminariets optagelsesprocedure. Jeg var vant til de hårde opgør fra de københavnske seminarier, men var forberedt på, at dette kunne blive mit farvel til Nørre Nissum Seminarium.

 

Da jeg vendte tilbage til kontoret, fulgte en gruppe med ind for med barske bemærkninger at fortælle, hvem der skulle sidde på magten på dette sted. En lille gruppe fra KFUM og K dukkede lidt senere op for at lægge afstand til begivenhederne i festsalen.

 

Sidst på eftermiddagen mødtes jeg igen med den nye årgang til en spørgetime. Der blev udvekslet kontante, men relevante synspunkter. Kun en enkelt lærer var til stede ved modtagelsen. Begivenheden blev derfor kun sporadisk berørt i lærergruppen. Men den satte sig spor i forhandlingsklimaet og i de utallige møder, der fulgte efter.

 

Imod slutningen af måneden blev der nyvalg til de studerende råd. Det gav en vis ændring i rådets sammensætning. Efter første møde meddelte den nye formand, at de studerende nu var indstillet på at byde den nye rektor velkommen. Der blev indbudt til en sammenkomst på Borgen. Der var dækket kaffeborde, og både studerende og lærere mødte talstærkt op. De lærerstuderendes talsmand bød kort den nye rektor velkommen. Der lød også en velkomst til den nye rektorfamilie fra lærergruppen og fra elevforeningen. Aftenen blev herefter et hyggeligt samvær. Tingene begyndte langsomt at falde på plads.

 

 

Seminarier ”som det ligger der”

Nørre Nissum Seminarium var endnu i 1976 et stort seminarium. Man havde hidtil kunnet optage 7 eller 8 seminarieklasser og 5-6 HF-klasser, og søgningen var god.

 

Bygninger lå spredt over det store areal. Man kunne sagtens i den enkelte bygninger finde en arkitekturtradition, men de mange forskellige stilarter gav et noget forvirrende præg. De tre gamle bygninger Sparta, Athen og Theben lå smukt som en arkitektonisk helhed, Seminariebygningen, den grå, fra 1911 var en fin bygning, men uden arkitektonisk pondus. Biologiafdelingen skilte sig stærkt ud fra det øvrige byggeri, men havde et udmærket helhedspræg. Rhodos, den gamle Østre-skole var et stykke gedigent byggeri, hvilket næppe kunne siges om Minerva.

 

Alt i alt udtrykte de mange bygninger, at Nørre Nissum Seminarium er en gammel institution, som har brugt kræfterne på at opfylde vekslende behov og skaffe lokaler til voksende tilgang. Og en hel skoleby er vokset op omkring det.

 

Ved seminariets 50-års jubilæum i 1942 havde 8 lærere fast ansættelse ved Nørre Nissum Seminarium. Da jeg tiltrådte mit embede i 1976 bestod lærergruppen af 74 personer. Med kontorpersonale og de praktiske medarbejdere var ca. 100 beskæftiget på institutionen. Antallet af studerende lå omkring 600-650. Da HF-kurset blev oprettet med Leo Fristed som ledende kraft, betød det en vældig styrkelse. Det skabte fornyelse og bidrog til fremtidssikring af seminariet.

 

 

Et idéseminarium – et landseminarium

Nørre Nissum Seminarium er et ideseminarium. Det gjorde jeg mig meget klart, før jeg engagerede mig i arbejdet deroppe. En uddannelsesinstitution, der bygger på en bestemt ide eller holdning, kan være en vældig inspiration for alle, der er knyttet dertil. Men en ide kan også være en spændetrøje, en afgrænsning og en tillukkethed.

 

At seminariet er et ideseminarium kommer til udtryk i dets vedtægter, der knytter det til den evangelisk lutherske kristendom og til Kirkelig Forening for Indre Mission. Halvdelen af bestyrelsens medlemmer blev udpeget herfra.

 

Seminariets idegrundlag er det pejlemærke, som man i flere henseender orienterer sig efter. I praksis betyder det, at seminariet har to stærke bindinger. På den ene side til gammel kristen tradition, og på den anden side til love og bekendtgørelser, der tager sigte på en bestemt uddannelse. Det skal give plads for personlig udvikling hos alle ansatte og studerende med inspiration fra hele den historie, som giver institutionen dens særpræg og lader mange forskellige livsforståelser komme til deres ret. På Nørre Nissum Seminarium, har der aldrig været nogen modsætning mellem disse bestemmelser. I bestyrelsen som i ledelsen har den åndelige frihed været en grundholdning. De to bestyrelsesformænd, som jeg arbejde sammen med, provst Edvard Madsen og skoleinspektør E. Munksgaard betragtede det som en selvfølge. Det har da heller ikke været nogen tilfældighed, at tilknytningen til den græske arv ”kend dig selv” var ophængt som motto ved indgangen til seminariets største bygning, studiegården.

 

Nørre Nissum Seminarium er et landseminarium. Det præger hele livet der. Det betyder, at størstedelen af lærerne og en stor del af de studerende bor på stedet. Et landseminarium lukker derfor ikke sine lokaler sidst på eftermiddagen, eller slukker lyset om aftenen. Det træder indbydende frem for lærere og studerende, så længe der er behov. Man mødes i kendte omgivelser, studerer, fester, dyrker musik, skaber kunst og udvikler foreningslivet. Det har været vidunderligt at møde denne enestående side af et uddannelsescenter, der ellers kunne have henligget i mørke og indelukkethed.

 

 

De studerende

Der var to grupper af studerende. De HF-studerende, og de lærerstuderende. De fleste kom fra lokalområdet, især fra Ringkjøbing amt, men også Viborg amt var godt repræsenteret. At to forskellige grupper fik deres uddannelse samme sted, var helt uden problemer. De mødte ofte de samme lærere, gjorde brug af samme lokaler og færdedes sammen i fritiden. Der var en gensidig positiv påvirkning. Samarbejdet mellem lærere og studerende fungerede både i klasserne og ved fritidsarrangementerne.

 

Der var et bredt ønske blandt de studerende om at få indflydelse på såvel deres uddannelsesforhold som på de rammer, der var om deres sociale vilkår. Og det fik de. Ad. L. Hansens Kollegium var for længst som en selvejende institution gledet over til beboerne, således at kun regnskaberne blev ført seminariets regnskabskontor. Da det viste sig, at administration af HF-eleverne mødepligt gav visse problemer, blev der allerede i 1976 med opbakning fra alle sider etableret et mødepligtsnævn, som med lige repræsentanter fra lærere og studerende stort set overtog det praktiske arbejde med denne sag. I januar 1977 etableredes kantineforeningen Borgen, hvor de studerende helt overtog driften af det nye køkken, der skulle erstatte Borgens gamle pensionat.

 

Et af de problemer, som skulle løses, men som jeg havde svære overvejelser over, var seminariets forhold til udskænkning af spiritus. Det stod klart, at man måtte finde en løsning, da det var umuligt at kontrollere drikkeriet på de mange kollegier, og at der ved festerne var udbredt brug af spiritus, men i det skjulte. Vi fandt en løsning gennem en forsigtig overgangsordning. Forholdene i Nørre Nissum er i dag som på andre uddannelsessteder, hvad der i sig selv ikke udløser stor jubel.

 

De frie kollegieforhold gav anledning til bekymring i flere hjem, forældre og ikke mindst bedsteforældre kontaktede ikke så sjældent seminariet for at udtrykke deres rådvildhed. Vi forsøgte, så godt vi kunne, at tage hensyn ved tildeling af seminariets kollegiepladser, men at gennemføre en restriktiv kollegiepolitik overfor nutidige unge var ikke muligt.

 

Efter de første måneders konflikter og utallige møder lykkedes det at skabe et godt samarbejdsklima sammen med de studerende Også med de meget politiske bevidste, blev der opnået forståelse. (En undersøgelse af de studerendes politiske holdninger i 1981 viste, at 37.7% af de studerende stemte på  SF, VS, DKP og KAP. 5.9 % af stemmerne tilfaldt CD og Kristeligt Folkeparti) (Karen Anderskov in Nissumske årbøger 1982)

 

Der er ingen tvivl om, at studierne fyldte meget for de studerende. Men der var altid tid til stor aktivitet i fritiden. Idrætten spillede en stor rolle, ungdomsorganisationerne KFUM og KFUK, KFS, filmklub m.m. havde deres mødeaftener og betød på mange måder en solid støtte til seminariets identitet.

 

Det var livsbekræftende at leve så tæt på målrettede unge og at møde en hel del af dem ved morgensang, i klasserne og ved fester. Og humor havde de. Da jeg ved en bestemt lejlighed ikke kunne bøje mig i forhandling om en bestemt sag, modtog jeg en nat et trusselsbrev: Hvis jeg ikke ændrede holdning, ville mit kæreste familiemedlem, dvs. min hund, blive taget som gidsel. Det gav intet resultat, da Jock heller ikke ville bøje sig.

 

 

Lærergruppen

Kom man en smule for sent til frokostpausen på lærerværelset, gik man direkte ind i en summen af snak og latter. Lærerne trivedes i hinandens selskab, derfor var samværet åbent og venligt. Sådan mødte jeg det også i alle de år, jeg var på stedet.

 

Lærerne kunne groft sagt opdeles i to grupper. Den første gruppe havde gjort noget af udviklingen med fra den gamle læreruddannelseslov fra 1954, og de havde dernæst indlevet sig i den nye uddannelsestradition, der var påbegyndt med 1966-loven. Det var rodfæstede nissumnitter, der solidariserede sig med seminariets historie, og de havde en tæt tilknytning til lokalområdet, og det var vigtigt. Den anden gruppe bestod mest af yngre lærere, der på forhånd var præget af uddannelsestankerne og den teoretiske pædagogik fra 1966. De var blevet tilknyttet seminariet i forbindelse med den store udvidelse af seminariekapaciteten. Begge parter fandt sammen i et selvfølgeligt fællesskab omkring institutionen og dens dagligliv. De var alle fremadrettede, og da nedlægningstruslen aktualiseredes, var deres ukuelighed bemærkelsesværdig. Kompetente lærerrådsformænd spillede en stor rolle i seminariets overlevelseskamp.

 

Fagligt og pædagogisk var der tale om en velkvalificeret forsamling. En optælling i Nissumske årbøger i 1977 viser, at der foreligger flere hundrede udgivne faglige og pædagogiske artikler fra seminariets lærere. Selvom de allerfleste fag blev udfoldet indenfor klasserummets fire vægge, var der dog et par, som man mærkede over alt. Det var formning, hvis flotte produkter mødtes mange steder, og det var især musik, som fyldte meget, og som man kunne have glæde af ved morgensang og ved ethvert arrangement. Jeg oplevede, at mange andre seminarier næsten kunne virke en smule sterile på dette område.

 

Jeg nævner nødigt navne i dette erindringsglimt, skønt mange fortjener at blive draget frem. Men jeg bør dog fortælle, at det var Orla Andersen, som var inspirator og initiativtager til den teknologiske udvikling, som fremover blev kendetegnende for Nørre Nissum Seminarium. Det var hans smittende begejstring for informationsteknologien, der greb flere af os andre og satte gang i forsøgsarbejde med analyse af mulighederne for anvendelse af teknologi på alle områder. Det var uopdyrket land med næsten intet foreliggende orienteringsmateriale, og teknologien mødtes med skepsis fra mange sider. Men snart var mange andre engageret. Allerede i 1983 kunne man møde EDB og datalogi som en faglig realitet, og i løbet af få år har udviklingen på dette felt placeret seminariet i en fremskudt position.

 

 

 

Lærerstaben, knyttet til Nørre Nissum Seminarium, har været forudsætningen for, at man med stædighed og energi har kunnet udvikle en kvalificeret læreruddannelse i det vestjyske, tyndt befolkede område trods vanskeligheder og usikkerhed om arbejdsvilkårene.

 

Nørre Nissum Seminarium har aldrig lukket sig om sig selv. På det undervisningsmæssige plan har der været en meget tæt og frugtbar kontakt til seminariets øvelsesskole med de dygtige undervisere til gensidig inspiration, men også de almindelige praktikskoler på lidt længere afstand hørte med til seminariets hverdag. Og ikke mindst hos de studerende var de med til at skabe billedet af den folkeskole, hvor de skulle have deres fremtidige virke. I næsten alle kulturelle aktiviteter i lokalområdet er seminariets lærere involveret på en eller anden måde. De har gjort en indsats for Pensionisthøjskolen og for Fenskær Efterskole. Også teaterkredsen ”Limfjorden” og Ældrepædagogisk Center er udviklet herfra. De har stået bag de store kor- og orkesterstævner og støttet Nissum-møder, der blev arrangeret af Kirketjenesten i Danmark sammen med KFUM-og K. Og så var der de mange kurser: Teologisk Voksenundervisning, Voksenpædagogisk kursus, Nordvestjysk Folkeuniversitet og meget andet.

 

 

”Så bygger de igen på seminariet”

At bygge nyt er besværligt, at bygge om er værre. Det er en del af erfaringerne fra mine rektorår.

 

Vi tog fat på planlægningen allerede i 1976. I de hektiske år, hvor seminarierne var blevet presset til det yderste for at udvide klasseantallet både for lærerstuderende og HF, havde man klaret sig lokalemæssigt, som man bedst kunne. Men det var ikke uden vanskeligheder.

 

Der var således et stort behov for at få skabt en helhedsplan for modernisering af hele den store og noget uoverskuelige institution og at få gennemtænkt, hvorledes en sådan plan kunne realiseres uden at gribe alt for forstyrrende ind i de normale arbejdsgange. Inden arbejdet kunne gå i gang, var der snesevis af forberedende møder. Foreløbige udkast drøftede vi i ministeriet og blev mødt med positive signaler.

 

Tanken var at samle undervisningen i fagcentre, at koncentrere den spredte administration på ét sted, omkring studiekontoret, ekspeditionens daglige nervecenter, at skabe forbedrede køkkenfaciliteter, og i øvrigt at tilpasse gamle lokaleforhold til nye krav. De enkelte faggrupper skulle acceptere omflytning og ombygning og bidrage til tilrettelæggelse af studieplaner, så en fornuftig prioritering af byggeriets forskellige faser kunne gennemføres. Alle disse drøftelser blev gennemført af et af lærerrådet nedsat udvalg. Det var et voldsomt projekt, som betød betydelig indgriben i mere en 2/3 af seminariets bygninger. Den 1. juli 1977 kunne vi til ministeriet aflevere et udkast, der var godkendt af bestyrelse og alle råd.

 

Da ministeriets endelige godkendelse og bevilling omsider forelå, kunne arbejdet gå i gang i juni 1980. Næsten alt gik efter planerne, og da de nye studerende mødte op efter sommerferien 1981 var næsten alt på plads.

 

Det blev ikke meget drøftet under forberedelserne, men naturligvis spillede det en rolle, at en effektiv modernisering også bidrog til sikring af seminariets fremtid. Et uddannelsescenter med så fine faciliteter, og som ikke var efterspurgt til andre formål på egnen, kunne vanskeligt nedlægges.

 

Om selve planernes indhold skal jeg ikke berette mere. Der henvises til instruktive artikler i Nissumske årbøger 1978 af Jacob Hauge Nielsen og i 1980 af Sv. E. Abrahamsen.

 

Jeg har kun lyst til at tilføje, at vi nok ikke i tilstrækkelig grad var opmærksomme på de voldsomme byrder, som vi lagde på seminariets uundværlige studiekontor og regnskabskontor, samt ikke mindst på pedeller og rengøringspersonale. Vi fik ikke til fulde udtrykt vores tilfredshed.

 

Byggeriet ved seminariet sluttede ikke her. Flotte arkitektonisk højt udviklede bygningsfaciliteter i de senere år fortæller om seminariets parathed til at takle nye tider.

 

 

Slagskyggen

Min rektorperiode var næsten fra først til sidst mærket af nedskæring og truende nedlæggelse. Den overproduktion af lærere, der havde præget årene fra slutningen af 1960erne og begyndelsen af 1970-erne, gav bagslag. Der blev uddannet for mange. Økonomisk statistisk Kontor beregnede, at der i 1990 ville være 19.000 ledige lærere. Overproduktionen blev fulgt op af politiske besparelseskrav, knyttet sammen med ideologiske ønsker om at flytte læreruddannelsen fra udkantsområderne til de befolkningstætte byområder. Og ingen kunne være i tvivl om, at afgørende politiske beslutninger stod for døren. For alle med tilknytning til seminariet var det naturligvis et pres at leve under, det var som et bevidsthedens mørke bagtæppe, der lå der hele tiden, men dukkede frem i dramaets stilfærdige scener. År efter år blev der skåret klasser væk, vi bevægede os fra 8 seminarieklasser til 2 klasser på mindre end 10 år. Hf-klasserne reduceres fra 6 til 4. Og alle vidste, at for hver klasse, der forsvandt, var kolleger sendt ud ad arbejdsløsheden stadig bredere vej.

 

Bekymringen levede blandt os, men stærkere endnu levede oplevelsen af fællesskab, af lyst til at gå i brechen for sin arbejdsplads. Og mærkeligt nok udfoldede humoren sig på både på den mest banale og den mest subtile måde. Et enestående sammenhold i lærergruppen viste sig deri, at flere af lærerne accepterede at dele timeunderskud og lønnedgang mellem sig, så afskedigelserne blev begrænset mest muligt. Og det lykkedes at få Dansk Magisterforenings opbakning. Nogle af de store øjeblikke var, da det stod klart, at mange af de studerende meldte sig for at deltage i kampen for seminariets overlevelse. Med støtte fra den aktive gamle elevforening spredte de sig til efterskoler og højskoler for at fortælle om seminariet og for at forsøge at skaffe fornøden tilgang til halvfyldte klasser.

 

Den 30. august 1982 kort tid efter seminariets 90-års jubilæum deltog jeg som repræsentant for seminariernes rektorforsamling i et møde på Frederiksdal Hotel, hvor undervisningsministeriet forelagde nedlæggelsesplanerne for Folketingets Uddannelsesudvalg. Beskeden var her sort på hvidt, at Nørre Nissum Seminarium, Gedved Statsseminarium, Ranum Statsseminarium, Th. Langs Seminarium, Herning Seminarium og Ribe Statsseminarium var dømt til nedlæggelse.

 

I pausen opsøgte jeg de tilstedeværende politiske uddannelsesordførere for at forelægge nogle synspunkter fra seminariernes side. Svaret var enslydende, at det var nødvendigt at nedlægge seminarier, og at de nævnte seminarier havde tilknyttet HF-kursus, så institutionerne havde mulighed for at overleve selv med begrænsning i deres aktiviteter.

 

Men hvorfor overlevede Nørre Nissum Seminarium så? – Af en eneste grund. Der blev udskrevet valg til folketinget. Der dannedes en ny regering med ændrede signaler på seminariepolitikken. Den nye undervisningsminister Bertel Haarder var stærk modstander af en centralisering af læreruddannelsen i storbyerne, da han ønskede at bevare egnsseminarierne. Nedlæggelsespolitikken tog en helt ny drejning. På Nørre Nissum Seminarium kunne vi ånde lettet op. Men det var et stærkt beskåret Nørre Nissum Seminarium, der var gået ud af kampen. Vi måtte arbejde på husmandsvilkår. Men vi fik støtte fra mange sider, fra Lemvig kommune i et vist omfang, men også fra lokalpressen, Lemvig Folkeblad og Struer dagblad. Lokale  elektroniske medier fulgte os også nøje og positivt.

 

I 1985 sagde jeg farvel til Nørre Nissum efter ni gode og spændende arbejdsår. Det skyldtes ikke træthed, heller ikke bekymring, da jeg var overbevist om, at seminariet rummede en sejhed, der nok skulle skaffe det en solid fremtid. Det havde altid været min hensigt at slutte min aktive erhvervsperiode i den folkekirke, hvori jeg havde begyndt mit virke. Jeg og min familie glemmer aldrig den flotte afskedsfest, som min gamle arbejdsplads gav os.

 

Seminariearbejdet slap jeg ikke helt. Som formand for privatseminariernes bestyrelsesforening og medlem af seminarierådet, havde jeg lejlighed til at følge udviklingen, og jeg kunne glæde mig over, at Nørre Nissum Seminarium stædigt og vedholdende genvandt sine gamle kræfter og fik ny tro på fremtiden nu i Professionshøjskolen VIA University College.

Debat :En opgave for ombudsmanden?

                                                                                       Morgenavisen

                                                                                                             Jyllands-Posten

                                                                                                             17. juli 2008

 

 

 

En opgave for ombudsmanden?

 

Det ser ud til, at Udlændingeservice gennem længere tid imod gældende EU-regler har ført en alt for restriktiv praksis overfor danske statsborgere med udenlandsk ægtefælle, der som familiesammenførte ønsker at tage fast bopæl i Danmark. Danske forvaltningseksperter har påpeget, at der har været tale om direkte vildledning. Flere ønsker en grundig undersøgelse af forholdene, og ombudsmanden har ladt forstå, at han vil gå ind i sagen.

 

Ombudsmandens rolle

Folk der erindrer, at ombudsmanden, som tidligere formand for Dansk Flygtningehjælp, spillede en afgørende rolle ved forarbejdet til udlændingeloven af 1983, den lov, som ændrede den stramme udlændingelov af 1973, vil næppe være begejstrede.

 

Hans Gammeltoft-Hansen fik som formand for Dansk Flygtningehjælp sæde i det justitsministerielle udvalg, som skulle vurdere bl.a. forholdene omkring udlændinges adgang til Danmark og problemer vedrørende familiesammenføringer samt give indstilling eller udkast til ny udlændingelov.

 

Liberale hensyn

Med vedtagelsen af udlændingeloven i 1983 blev der i overvældende grad taget hensyn til de yderst liberale forslag fra udvalgets mindretalsindstilling, som Gammeltoft-Hansen havde haft afgørende indflydelse på, og som i vid udstrækning tilgodeser flygtninge og indvandrere. Princippet var her, at reglerne skulle udformes på den gunstigste måde for enhver, som ønskede at få adgang til Danmark og tage ophold her. Ikke mindst på denne baggrund fik vi skabt den mest liberale flygtningelovgivning i Europa og baggrunden for den masseindvandring, som kom til at ændre hele Danmarks fremtid.

 

Svækket omdømme

Hvis ombudsmanden går ind i nævnte sag, vil ingen være i tvivl om, at hans arbejde vi ske på et yderst sagligt grundlag og spørgsmål om kvalitetsproblemer vil næppe blive rejst, men en vis svækkelse af ombudsmandens omdømme kan blive resultatet.

En anfægtelse af omdømme på væsentlige poster er en betænkelig sag.

 

Uden sammenligning i øvrigt har der næppe heller været begrundelse for at betvivle evt. fremtidig muslimske højesteretsdommeres kompetence og neutralitet, selvom de ville møde med tørklæde i retten, men alene en ængstelse for en evt. svækkelse af domstolens neutralitet har her medført en så stærk debat, at der fra politisk hold skal tages stilling sagen.

 

Poul E. Andersen

Munkemarxisterne vandt

                                                                                       Morgenavisen Jyllands-Posten

Lørdag den 19.april 2008

                                                                 (Særlig udgave i anledning af 4o-årsdagen for 68-oprøret)

Munkemarxisterne vandt

 

Kulturradikalismen var 68-oprørets inspirator og medspiller – men tabte til sidst

 

af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

Odense

 

 

68-oprørets eftermæle er bredspektret. Men centralt står spørgsmålet om, hvorvidt et stort kulturtab opvejes af en levende vagtsomhed om frihed og en frugtbar demokratiudvikling.  Jeg tror det.

 

Kulturradikalismen var 68-oprørets inspirator og glade medspiller. Den er en af århundredets ideologiske og kulturelle strømninger, som formåede at sætte sig igennem, og som havde åndelige kræfter og kulturel gennemslagskraft til at præge store dele af samfundet. Den gav incitament og forandringslyst, men også voldsomme udfordringer til det borgerlige samfund, som på mange måder var faldet hen i moralisme, selvtilstrækkelighed og søvnighed. Det er ikke tilfældigt, at 1970ernes ungdomsoprør er mærket deraf.

 

Generationen efter 2. verdenskrig formåede hurtigt at ryste krigens traumatisering af sig. Den omsatte al sin energi til kampen for et moderne samfund, hvor velfærdsstaten kunne tilgodese alle borgere. Det rent materialistiske samfund blev skabt i disse år.

 

Mod slutningen af 60-erne tog ungdomsoprøret form som en protest mod materialisme og kapitalisme, men også som en protest mod de autoritære samfunds- og familiemønstre, som tidligere generationer havde overleveret. Krigen havde nok vendt op og ned på mange ting, de gamle traditioner havde på mange områder overlevet sig selv, men levede videre med næsten fornyet kraft i efterkrigstiden i en befolkning, som ikke mere delte en fælles tilværelsesforståelse. Ungdomsoprøret var imidlertid også et forsøg på at bekæmpe fremmedgørelsen og uligheden i samfundet.

 

Det er ikke underligt, at de unge lod sig inspirere af nye tanker. De følte sig isolerede og rodløse under samfundets økonomiske ekspansion. De stod usikre i nationale spørgsmål, og de havde vendt ryggen til det religiøse, som tidligere havde været livsgrundlag.

 

I denne periode var 30-ernes store tankebygninger kulturradikalismen og marxismen på ny blevet aktualiseret. Kulturradikalismen havde formået at fastholde grundideerne fra den franske oplysningstid. Den gjordet det meningsfuldt for de unge at overtage tanken om frihed og tolerance, om social forståelse og respekt for mennesket. Og kampen mod borgerskab og religion, mod vanetænkning, hykleri og fraser fandt ny forståelse og var med til at skabe et fællesskab.

 

Omring 1960-ernes begyndelse havde kulturradikalismen udviklet sig til en magtfaktor. Den var blevet institutionsbærende. De kulturradikales pædagogiske og psykologiske tænkning gjorde sit indtog i alle samfundets kulturbærende institutioner, børnehaver og videregående uddannelser. Kulturradikalismen var blevet normdannende, ja visse steder besad den et aggressivt kulturmonopol.

 

I ungdomsoprørets første år var der nok ikke mange, der fandt det mærkeligt, at der kunne dannes et parløb mellem de kulturradikale og kommunisterne/marxisterne. Begge parter talte om arbejderklassen og den sociale uretfærdighed, om det autoritære borgerskab, og om udbytningen. Også frihedstænkningen var i centrum. Men ofte forstod man noget forskelligt ved begreberne

 

På de videregående uddannelser kunne de kulturradikale og marxisterne mødes i et opgør med al autoritet og alle former for borgerlige dannelsesbegreber, selv den højt udviklede klassiske dannelse var suspekt. Begge parter var sig bevidst, at den, der formåede at kontrollere bevidsthederne, ville bære sejren hjem.

 

Kommunismen ville magten i kampen mod kapitalismen for med alle midler at tvinge befolkningerne ind i den kommunistiske stat og æra. De kulturradikale ville magten af kulturelle grunde for at påvirke menneskers tænkning og bevidsthed, så et nyt frihedens samfund kunne opstå deraf. Den totalitære tænkning gemte sig ikke blot bag den kommunistiske ide, men ligeså fuldt bag dem, som ville bruge friheden til at omskabe mennesker. De ønskede ”de kloge til magten”. Kulturradikale politikere har da også altid lagt stor vægt på at besætte de kulturbærende ministerposter.

 

Den marxistiske og kulturradikale hybrid lagde sig intolerant og totalitært over store dele af undervisningen og den litterære verden. Den truede med at kvæle al respekt for alsidighed, historieløshed blev en dyd. Alliancen tålte ikke andre ved sin side. Kampen mod alle andre former for politisk, moralsk og religiøs autoritet bandt dem sammen. I fællesskab kunne man gennemføre boykot af undervisningen, arrangere demonstrationer og besætte institutter. Og slagordene, ikke mindst mod professorvældet vandt genklang.

 

Da der åbnedes mulighed for studentermajoritet i de styrende organer, skete der voldsomme ændringer i undervisningen og i anvendelsen af faglitteratur. Med dødelig alvor drøftede man nu, som regel anført af nyansatte lærere med marxistisk orientering de uforståelige marxistiske fagteorier. Den følgende vidensnivellering vakte ingen opsigt.

 

Det var munkemarxisterne, den marxistiske ensretning og stærke politiske målrettethed, der sejrede, og dermed også de følgende års epigoneri, der ikke tillod nogen at tænke ud over de accepterede rammer. De kulturradikale trængtes ud og måtte igen koncentrere sig om den folkeskole, som nu skulle endeligt erobres, og de medbragte ungdomsoprørets ideologi. Skolens lærere, der kunne mistænkes for at være systemets lakajer, skulle modsiges og trænges tilbage, skolen var børnenes.

 

68-oprørets eftermæle er bredspektret. Men centralt står spørgsmålet, om et stort kulturtab opvejes af en levende vagtsomhed om frihed og en frugtbar demokratiudvikling. Jeg tror det.

 

Kulturrelativismen møder islam

Kulturrelativismen møder islam

af

Poul E. Andersen

 

(in ”Storm over Europa”

red. Af Lone Nørgaard og Tabita Wulff

Forlaget Holkenfeldt 2006

 

 

Multikulturalismen og kulturrelativismen har spillet en betydelig rolle i Danmark både ideologisk, kulturelt og politisk i kølvandet af den voldsomme indvandring, som har fundet sted inden for de sidste 25-30 år. Udbredelsen af disse to tæt forbundne ideologier kan ses i relation til den vestlige kulturoptimisme, som voksede frem, først langsomt efter 2. verdenskrig, så ekspansivt som følge af kommunismens sammenbrud. Forventningerne var store. Den vestlige kultur med det, som man betragtede som selvfølgelige og accepterede værdier , havde sejret. Demokrati, liberal økonomi og globalisering vandt frem som afgørende faktorer. Og tanken om universelle værdier som menneskerettigheder bredte sig med selvfølgelighed i de store sammenslutninger som FN og EU og Europarådet. Det var nærliggende at forestille sig, at de europæiske ideer var dem, som burde brede sig til den øvrige verden og overalt skabe velstand, velfærdssamfund og fredelige tilstande. Især i Mellemøsten, Afrika og Asien håbede man på at kunne finde potentielle modtagerområder.

 

Men det mislykkedes på væsentlige områder. Befolkningerne i de gamle kulturer, som man mødte her, gemte endnu fra kolonitiden en udbredt vrede overfor vestlig politisk og militær imperialisme. Nu var det kulturimperialisme, de frygtede, udgået fra stærke økonomiske imperier. De opfattede den som et nyt vestligt korstog. Og derfor søgte de tilbage til deres eget gamle kulturgrundlag, som regel med strenge absolutistiske styreformer og social og politisk undertrykkelse til følge. Presset fra politisk absolutisme og voksende bølger af forfølgelser skabte her sammen med de lokkende sociale og økonomiske vilkår i Vesten en flygtninge- og indvandrerstrøm, der hvad angår intensitet og voldsomhed kom som en overraskelse for de vestlige regeringer og deres befolkninger. Det lagde et knugende pres på deres økonomi og samfundsinstitutioner.

 

Der blev tale om et yderst problematisk kulturmøde, hvor stamme- og klansamfund med kollektiv tænkning mødte individualismen og liberalismen og skabte opbrud på de politiske, religiøse og kulturelle områder. Det er følgelig blevet nødvendigt for indvandrerlandenes regeringer og befolkninger at forsøge at tænke anderledes end blot for en menneskealder siden, hvis de skal finde sig til rette under de nye vilkår. Man kan sige, at da de vestlige samfund blev tvunget til at se deres – for det meste  monokulturelt prægede samfund – omdannet til multietniske samfund, fik de brug for en suppleringsideologi. Multikulturalisme og kulturrelativisme blev derfor også i adskillige år opfattet som et gyldigt svar, hvor virkelighedsfjernt det end var. Men disse to kulturelle ideologiske strømninger skabte samtidig grundlaget for den fortvivlede integrationspolitik, som har været ført i Danmark.

 

 

Kulturrelativismens ideologi

I indvandrerpolitisk sammenhæng er multikulturalismen ogkulturrelativismen barn og barnebarn af kulturradikalismen.

 

Kulturradikalismen er den brede kulturstrømning, inspireret af Georg Brandes og det moderne gennembrud, som igennem flere generationer har formået at præge det danske samfund på utallige felter, religion, moral, pædagogik, litteratur, arkitektur, etik og æstetik. Og den har med sit frihedsbudskab og sin normkritik, der har rødder tilbage til oplysningstiden, været med til at forme dansk tænkning og kulturforståelse.

 

Multikulturalismen viderefører sider af kulturradikalismen, men i snævrere forstand. I forbindelse med indvandringen til Danmark har den især beskæftiget sig med de mange forskellige kulturformer, som grupper eller enkeltpersoner bragte med sig og gjorde til en del af dansk samfundsliv. Den kæmper for, at alle etniske grupper skal nyde anerkendelse og respekt, og for at visse mindretal skal kunne gøre krav på særbehandling. De multikulturelle forestiller sig, at der af de forskellige grupper skal vokse et harmonisk og tolerant fællesskab frem til fornyelse af eller erstatning for gamle forældede nationale kulturtræk. For dem er indvandringen derfor en værdifuld ressource, som kan være med til at skabe udvikling i det stagnerende danske samfund.

 

I den løbende debat om integration spiller kulturrelativismen den største rolle. Som kulturradikalismen suger den næring af oplysningstidens traditionsopgør, hvorved man frigjorde sig fra både politiske og religiøse autoriteter. Med nedbrydningen af både de politiske og religiøse ideer, fik relativismen mulighed for at brede sig. Det var antropologerne og kultursociologerne, der bragte relativismen til Vesten. De havde mødt de ”primitive” kulturer og religioner rundt om i de underudviklede lande og var blevet dybt betaget af den oprindelighed, som de her mente at finde, og som de skønnede rummede uspolerede kvaliteter, som krævede langt støre respekt end den kultur, som de i deres hjemlande selv var rundet af. Især på grund af indvandringen til Danmark i de sidste årtier blev disse synspunkter aktuelle.

 

Kulturrelativismen rummer naturligvis et opgør med traditionel dansk kulturforståelse. Mange gamle historiske værdier bukker under eller sættes under hårdt pres af nye vurderingsgrundlag. Tolerancetanken trådte i forgrunden, den måtte være bestemmende for alle værdier, for ingen andre værdier kunne som den påberåbe sig universel gyldighed. Hidtil accepterede gyldige moralske og kulturelle værdier måtte afsløres som relative. Det vil opløse de forstenede normer og give frihed til et bedre dialogisk og fredfyldt samfund.

 

Den store Danske Encyklopædi karakteriserer bl.a. kulturrelativismen således: ”Den er en kulturopfattelse, som betragter enhver kultur med dens særlige skikke, normer og værdier som en integreret helhed, og som derfor hævder, at en kulturs enkeltfænomener kun kan tolkes og vurderes ud fra den pågældende kulturs egne forudsætninger og ikke på grundlag af den kulturelle baggrund, som den udenforstående betragter har”. Ikke mindst det sidste er en afgørende del af definitionen. Disse tanker henter næring i de kortsynede bestemmelser om lighed, som er fastlagt i det Europæiske Charter om de grundlæggende rettigheder.

 

Konsekvensen af denne kulturforståelse er, at ingen værdier har gyldighed i sig selv. De har kun den betydning, som omgivelserne tillægger dem. Ingen værdier kan derfor være fælles for alle kulturer, og det er meningsløst at tillægge dem universel gyldighed.

 

Når alle kulturer principielt er lige, har de krav på samme respekt. Der er ingen, der kan komme og postulere, at nogle kulturer er overlegne i forhold til andre. Nogen sådant ville være kulturracisme. Nationale kulturer har således heller ingen forrettigheder i forhold til indvandrerkulturer. Kulturernes mangfoldighed er værdifulde elementer i enhver kulturfornyelse. En særlig koncentration om forskellighederne og forsøg på at vurdere dem i forhold til hinanden er suspekt. Tolerancebegrebet er så udtalt, at det får kulturrelativister til at foretrække selvcensur, ja endda censur frem for debat om forholdene.

 

 

Principiel kritik

Netop den næsten uforbeholdne potensering af tolerancebegrebet har åbnet kulturrelativisternes mest sårbare flanke for kraftige angreb. Med god grund kan man pege på det forvredne forhold, at kulturrelativisterne ikke sjældent kæmper for menneskerettighedernes universalitet, samtidig med at de forfægter tanken om kulturernes relative værdier, også selvom de ofte genfindes blandt menneskerettighedernes. Det er også ofte blevet fremhævet, at tolerancen i den kulturrelativistiske udgave gør den sårbar overfor totalitære strømninger. Tolerancetanken som grundelement i integrationsarbejdet gør det således umuligt at bremse yderligtgående gruppers bestræbelser på enten ved salamitaktik eller konkrete angreb at skabe ændringer i dansk lovgivningspraksis, f. eks. er det et ønske fra flere islamister, at der skal indføres elementer af sharialoven i dansk retspraksis. Allerede nu kan sådan påvirkning spores i udøvelse af familieretten. Og juridiske eksperter har i enkelte tilfælde erklæret sig åbne overfor tanken om blodpenge som faktorer i konfliktløsning. Pinligt er det også, at den tolerancetænkning, som ligestiller alle kulturer og afviser kritik af enkeltelementer heri, umuliggør en etisk stillingstagen til forhold, som støder an mod væsentlige principper, f. eks. demokratiske grundholdninger i det vestlige samfund. Eksempelvis har det lydt, at gennemført kulturrelativisme f. eks gør det utilstedeligt at sætte hårdt ind imod kvindelig omskærelse, for den er jo iblandt millioner af afrikanere og arabere er et genuint historisk led i deres tradition. Strengt taget gør kulturrelativismen det problematisk at foretrække den etik, som Jesus af Nazaret forkyndte frem for de holdninger, som Adolf Hitler byggede sin ideologi på. (Ibn Warraq)

 

Ikke desto mindre har kulturrelativismen ofte været forlenet med et anstrøg af moralisme. Moralismen griber som bekendt magten, når godheden tager patent på sandheden, så må kendsgerninger undergive sig den gode vilje. Og relativisterne har en tilbøjelighed til at se deres holdninger i lyset af det kristne kærlighedsbud. I debatter klinger det ikke sjældent igennem, at mennesker, som har en anden tilgang til kulturelle holdninger, er at betragte som en slags moralske underdogs.

 

I kulturrelativismens ide afspejler sig generationers forfærdelse over, at såkaldte højtudviklede lande har insisteret på at udbrede deres holdninger til svagt udviklede samfund. Igennem århundreder har det været en selvfølge, at det var en rosværdig indsats, som stærke kulturer øvede, når de ved hjælp af pression i form af kristen mission, med økonomiske magtmidler, eller endda ved regulære krigshandlinger har formået at give andre samfund del i deres stærkere udviklede religion, styreform, juridiske system, forretningspraksis og dyrkningsmetoder samt almindelige vestlige traditioner. At det også var udtryk for imperialisme og undertrykkelse, havde man længe ingen forståelse for.

 

I opgør med disse holdninger kan kulturrelativistiske tanker om kulturernes ligeværdighed derfor ses som en vej til større respekt og fredeligere forhold mellem mennesker, til frugtbar kulturudvikling, til stærkere økonomiske samfund både for den enkelte kultur og på verdensplan. Det er ikke mindst sådanne bestræbelser, der er årsag til, at kulturrelative holdninger vinder forståelse.

 

Det kan undre, at kulturrelativismen i vid udstrækning finder støtte i kulturradikale kredse, som satser stærkt på at udvikle generelle universelle værdier, og som principielt må være modstandere af den politiske korrekthed, som skjuler sig bag kulturrelativismen. De kulturradikale ser egentlig deres mål i det provokerende opgør med traditionelle samfundsnormer, ikke mindst de religiøse. Nu træder de imidlertid frem som forkæmpere for muslimske indvandrergrupper med stærke konservative religiøse holdninger, som i øvrigt vækker betænkeligheder i store dele af den danske befolkning. Hvis man alene betragter forholdene ud fra sit eget perspektiv, kan der være god fornuft i at ville ligestille alle religioner, men set i et bestemt politisk subjektivt perspektiv kan der som bekendt også ligge god fornuft i at ødelægge et helt samfund, når blot ens egne ideologier bekræftes derved. Det er set før. Den selvkritiske holdning har aldrig forvirret den kulturradikale bevidsthed.

 

 

Kulturrelativismens møde med islam

Indvandrerne fra Vietnam, Sri Lanka, Thailand, Kina og Indien har mødt det danske samfund med åbenhed, og det har været gensidigt. De allerfleste har efter bedste kulturrelativt mønster integreret sig i deres nye samfund. De kulturrelative tanker, som herskede i modtagerinstitutionerne og i mange politiske kredse, fandt deres smukkeste ideer bekræftet blandt disse indvandrergrupper.

 

Men i mødet med de muslimske indvandrere forholdt det sig anderledes. Det betyder ikke, at muslimer grundlæggende er anderledes end andre. Det er  positive mennesker, som søger venskab og social kontakt. Men det, som skiller dem ud, er, at de oplever sig som medlemmer af umma, det store globale trosfællesskab, som giver dem deres særlig identitet frem for alle andre. De bærer en religion med sig, som sætter skel mellem dem og modtagerbefolkningen, mellem muslimske troende og alle de vantro. ”Dem-og os-begrebet” er især levende i muslimske kredse.

 

Til stor forundring for de kulturrelativistiske kunne muslimer ikke leve med tanken om, at alle religioner er lige og bør nyde samme respekt. Hos dem er det ikke lighederne, men forskellene, det gælder. Her tæller alle de faktorer, som har skilt islam ud fra andre religioner og gjort den til den religion, som er sandere end alle andre, og som gør den overlegen i forhold til al anden tro. Den besidder den hellige bog, Koranen, med den urokkelige lov og den retfærdighed, der af Allah er tildelt de sande troende.

 

 

Det handler om respekt

De nye indvandrere med muslimsk baggrund måtte på denne baggrund fra første start møde borgerne i deres modtagerland med kravet om respekt. Det har lydt fra muslimske indvandrere igen og igen, og mange danske borgere har efterhånden affundet sig med, at man bør tage særlige hensyn til muslimer og deres stærke religiøse orientering, i hverdagen, i religiøse anliggender og i politiske forhold. Og den protestantiske skyldfølelse, som alle danskere bærer dybt i sjælen, får flere og flere til at slå blikket ned og erkende, at vi nok ikke altid har været, som vi burde overfor vores nye medborgere.

 

Paradoksalt nok findes der hos flere muslimer ikke alene et principielt krav om respekt, fordi de, som de hævder, tilhører en stærkere kultur end den vestlige, og fordi de er bærere af en sandere religion. At islam  så også har haft en overvældende stolt historisk rolle at spille på verdensarenaen i adskillige århundreder, kræver også respekt. Men fra mange muslimer stilles der også krav om respekt, fordi de er forurettede folk, der har krav på oprejsning. Historisk set har de i det 19. og 20. århundrede følt sig undertrykt og fornedrede af den vestlige kultur med dens overældende militære styrke. Det er måske derfor også forståeligt, at offertanken med styrke indgår i deres selvforståelse, og de ser frem til den dag, da oprejsningen placerer dem i den historiske rolle, hvor de kan føre islam til den magtposition, som er dens egentlige bestemmelse.

 

Også blandt danske muslimer kommer offertanken til udtryk. De føler sig som ofre for det, de opfatter som religiøse ufrihed, hvor den ældgamle islamiske sharia ikke kan få udtryk. Og de føler sig som ofre på grund af social diskrimination.

 

Offertanken indgår også i kristen sammenhæng, men som regel på en anden måde. Teologisk set har ofret her ingen krav at gøre gældende. Her er barmhjertigheden det stærke ord. I kristen teologi og skik tager man som regel udgangspunkt i Det nye Testamentes fortælling om den barmhjertige samaritaner, der på sin rejse fra Jerusalem til Jericho bliver overfaldet af røvere og efterlades ved vejkanten ilde tilredt. En samaritaner, som ser ham, ynkes over ham og tager sig af ham. Men det er ikke den overfaldne, der påberåber sig ret til hjælp. Det er alene hans tilstand, der kalder barmhjertigheden frem hos et menneske. Den overfaldne, ofret har ikke nogen status, der giver ham ret til at kræve hjælp eller respekt. For muslimen giver hans særlige offerstatus ham ret til at forlange respekt og  særlig begunstigelse, også i de tilfælde, hvor andre vil mene, at hans offerstatus er selvpåtaget. Kravet om respekt er ikke til debat.

 

Umiddelbart har mange danske undret sig over, at respekt betyder så meget for muslimer. For de fleste er jo enige om, at man skal vise respekt overfor alle, som fortjener respekt, uanset i hvilken kultur, de finder sig hjemme. Men man beskæftiger sig ikke så meget med den sag. Respekt opstår spontant overfor den, som er den værdig, en krævet respekt er indholdsløs.

 

Men respekt i den traditionelle muslimske forståelse af ordet har ikke meget med spontanitet at gøre, heller ikke med gensidighed. Det er ensidige krav fra en stærk religion og kultur, for respekt har en særlig plads i den islamiske historie. I virkeligheden betyder respekt i muslimske øren ikke alene hensyntagen. Hovedbetydningen af ordet er her ærefrygt og ærbødighed ( at bøje sig i ærefrygt). Det er respekt i denne forstand, som det historisk herskerfolk har krævet af alle undersåtter, eller af borgere i de lande, hvor de slår sig ned. At kristne skulle kunne kræve samme respekt fra muslimer, er der derfor ingen forståelse for, hverken i deres hjemlande, eller i de lande, hvor de som indvandrere har fundet deres plads

 

Islam er på denne baggrund blevet det stærkest tænkelige opgør med kulturrelativismen. Den dementerer alle idealistiske forestillinger om ligestillingen mellem kulturer og religioner, den peger gerne på alle de områder, hvor andres kultur og tro er mindreværdige, og den afviser på det kraftigste muligheden af, at den skulle indgå i en fælles syntese med andre kulturer og religioner.

 

Men selvom islam således rammer kulturrelativismen i dens grundlæggende synspunkter og på de mest vitale områder dementerer den, har kulturrelativismens disciple totalt benægtet problemet. Det anføres hårdnakket, at man overfor flygtninge må udvise storsind, acceptere, at fremmede bør have lang tid til at tillempe sig nye forhold, at traumatiserende forhold giver skarpe reaktioner, og at sprog og vanskelige sociale forhold kræver forståelse, imødekommenhed og omsorg. Og de hævder, at hele den danske befolkning må lære at værdsætte den berigelse, som muslimerne udgør i det danske samfund.

 

Med den indflydelse, som kulturrelative tanker har i integrationspolitikken, betyder det, at der langsomt i det danske samfund sker en tillempning til og en mere eller mindre udtalt accept af holdninger, som er totalt uforenelige med demokratiske samfundsnormer, og at fundamentalistiske holdninger får lejlighed til langsomt at brede sig, uden at de møder bevidst modspil. Et opgør med de kulturrelativistiske ideologier, som var med til at åbne for en indvandring, som samfundet ikke magter at bære, betragtes endnu som en tone så skinger, at man må lukke øre og fornuft overfor den. Med kulturrelativismen og dens stærke indflydelse på dansk politik blev en samlet integrationsindsats næsten umuliggjort. Konflikter og kultursammenstød blev følgen og fik lov til at præge mødet mellem forskellige befolkningsgrupper.

 

 

Kulturrelativismens blinde øje

For kulturrelativismen er alle religioner og kulturer lige. De må alle mødes med respekt og tolerance. Men for den danske befolkning i almindelighed udgør islam et problem. Den har nok en tydelig forståelse for, at islam rummer mange positive sider. Dens grundlæggende helligskrifter, Koranen og Hadith frembyder smukke poetiske passager. De viser stor kærlighed til de troende. I dens traditioner møder vi dybtgående teologisk og juridisk indsigt, og hos islams grundlægger afsløres sympatiske og menneskelige træk trods hans skræmmende fejl.

 

Men alle disse positive elementer, som har stor plads i islam, indeholder også et vældigt forråd af ideer, bestemmelser, holdninger, påbud og befalinger, som er aldeles uantagelige i det demokratiske samfund. Og det gælder for dem alle, at de gør krav på at være dele af en guddommelig lov, som er hævet over menneskelig kritik og principielt uforanderlige.

 

For alle, som føler sig i overensstemmelse med kulturrelativismens ideologi, rejser det uoverstigelige vanskeligheder, som man dog lever med, fordi kulturrelativismens forsvarere vælger at overse dem og hyklerisk lukke øjnene. Men de undgår ikke at blive stillet overfor spørgsmålene, om det lighedsprincip, som de hylder, kan gå i spand med islam, om tolerance og respekt principielt også gælder overfor en religion/kultur, som gerne vil påtvinge Vesten et samfundssyn, som havde gyldighed i 600-tallet, som hævder, at islamisk lov står over den demokratiske nutidige lovgivning, som finder at muslimske regler om rent og urent principielt også skal gælde uden for islam, som afviser almindelig ytringsfrihed, og som nægter fri forskning på religiøse områder. Skal man i Danmark respektere en religionsstifter, som hyldes for sin militarisme, sit had til andre religioner, og hvis seksuelle overgreb endog med pædofil karakter er totalt uacceptable i en moderne verden, som ellers anklages for sin usædelighed? Kan de tolerere en religion, som rummer trusler om dødsstraf for frafaldne, som hævder mandens ejendomsret over sin hustru, som begrænser kvinders arveret til halvdelen. Som i mange tilfælde straffer utro kvinder med døden, som tillader mænd korporligt at straffe deres hustruer, som ofte nægter at tage afstand fra sadistiske straffe som stening, æresdrab og håndsafhugning, og hvor det er en fastholdt regel, at ægteskab mellem en muslimsk kvinde og en kristen mand er utilladeligt?

 

Kulturrelativisterne må acceptere, at ingen enkeltperson, ingen kultur eller religion kan kræve respekt, når det medfører, at mennesker med en anden opfattelse skal underordne sig regler, som påføres dem udefra. Der findes heller ingen specifikke emner af moralsk eller religiøse karakter, som kan unddrage sig samfundets almindelige kritik eller opgør. Selvcensur eller hyklet hensyntagen udfordrer den oprindelige befolknings grundlæggende frihed og skaber voksende modvilje eller direkte kultursammenstød. En særlig hensyntagen til fremmedes moralske og sakrosankte holdninger af nævnte art vil åbne vejen, så de bid for bid kan æde sig ind på frihedsprincipper, som er grundlæggende i det oprindelige samfund. Holdninger og traditioner som de anførte, må ubetinget mødes med modsigelse. De kulturrelative forestillinger om kulturelt ligeværd, respekt og tolerance udspringer af en drøm om idealsamfundet, der er ramme om fred og harmoni. Men dette samfund eksisterer ikke, det er utopi, og findes kun i drømmerens bevidsthed. Der skal ikke dryppes mange dråber hekseblod i vanddråben før drømmens modsætning træder endnu klarere og måske ærligere frem, i byen, i landet og i hele verden, sådan som H.C. Andersen så den i ”Vanddråben”:

 

”Det var gyseligt, men endnu mere gyseligt at see hvor den Ene puffede og stødte den

      Anden, hvor de nikkedes og nappedes, bede hinanden og trak hinanden frem. Hvad

      der var nederst skulle være øverst, og hvad der skulle være øverst skulle nederst. See!

      see! hans Been er længere end mit! Baf! Væk med det! Der er En, som har en Lille

     Knop bag Øret, en lille uskyldig Knop, men det piner ham, og saa skal den piine meer!

     Og de hakkede i den, og de trak i ham, og de aade ham for den lille Knops Skyld.

     Der sad En saa stille, som en lille Jomfru, og ønskede alene Fred og Rolighed. Men

     saa skulle Jomfruen frem, og de trak i hende, og de slede i hende og de aad hende”

 

– Heri er ligeså meget realitet som i de kulturrelatives drøm om idealsamfundet.

 

Relativisterne og deres kulturradikale klakører ser ikke de ortodokse muslimers antidemokratiske særstandpunkter som problemer. Hvis de overhovedet forholder sig til dem, opfatter de dem som udfordringer, spændende udgangspunkter for frugtbare dialoger, for deres utopi er jo netop at omskabe det monokulturelle samfund til det multikulturelle.

 

Dialog er et af tidens stærke mantraer. Det bruges af alle parter. I dialogen opnår man at vinde forståelse for nye standpunkter, man bringer nuancerede synspunkter frem for hinanden, man argumenterer seriøst, man lærer at forstå hinanden, og man bøjer synspunkter mod hinanden. Det er i hvert fald for danske dialogens forudsætninger og formål.

 

Sagen er imidlertid, at denne forståelse af dialogen forudsætter, at dialogens parter er enige i udgangspunktet. Men sådan forholder det sig ikke i dialogen med islam. I politiske og religiøse sager kan islam ikke gå på kompromis. Muslimerne er lovens børn, og den lov, det drejer sig om, er Allahs gudgivne forordninger. De er bundet af den evigt gyldige åbenbaring, som ikke rummer kompromis’ets mulighed. Dialogen er et vestligt begreb, for islam er det kunstigt at diskutere trosspørgsmål. (Islamisk Verdensliga i Danmark, 1988:60). Hos flere imamer er det en given sag, at Allah har anbragt store skarer af sit samfund blandt vantro i Vestens rigeste lande for at forbedre dem og gøre dem til en del af den muslimske umma. For ortodokse muslimer kan dialogen derfor kun anvendes under en forudsætning, og det er som missionsmiddel. Islam skal skaffe sig rum og udbredelse.

 

Derfor må også alle midler bruges til dette ophøjede mål. Også taqiyya tages i anvendelse , især blandt shiaer, dvs. forstillelse, skjulte motiver, urigtige påstande. Når man kan skabe forvirring hos modparten, når man lettest sine mål. Hvem husker ikke de tvetungede udsagn fra de rejsende imamer under ”Muhammedkrisen” med de satiriske tegninger.

 

Det har da også vist sig, at dialog anvendt i denne sammenhæng, som mission, har givet muslimerne mange resultater og skabt særordninger på mange områder i det danske samfund, f. eks. i børnehaver, skoler, sundhedsvæsen, ja endda på universiteterne, hvor muslimerne har opnået at få særlige bederum. Læg mærke til, at disse ”fremskridt” ofte er opnået gennem støtte fra kulturrelativister.

 

For relativisterne tegner fremtiden sig ganske spændende med fornyelse af det forstenede nationale samfund. Hos andre vækker det bekymring. De ser det ikke som fornyelse, men som krav om tilbagevenden til for længst forladte tyranniske traditioner.

 

I 1956 udgav den schweiziske forfatter Max Frisch bogen ”Biedermann und die Brandstifter” Her møder man to pyromaner, som Biedermann i sin feje venlighed optager i sit hus. Brandmændene advarer ham på det kraftigste. Men Biedermann vil ikke lade sig belære, selvom pyromanerne fylder stadig  mere i hans hus og stiller stadig større krav. Husherren affinder sig dermed, han tilpasser sig situationen. Humoristisk udtaler han, når han opfordres til at tænke sig om, at han har retten til overhovedet ikke at tænke. Og med største høflighed udleverer han til sidst til pyromanerne de tændstikker, som de anvender til at stikke ild på hans hus.

 

—-og da klappede alle kulturrelativisterne i deres små hænder. Fremtiden er begyndt.

 

Den multikulturelle drøm

Den multikulturelle drøm

af

Poul E. Andersen

(in Nomos , nr. 2/2005)

 

 

I Danmark lever mere end hundrede forskellige folkeslag og etniske grupper med større eller mindre tilknytning til landet. Der er således ingen tvivl om, at Danmark er et multi­etnisk land. Multikulturelt er det også, hvis multikulturelt betyder, at mange kulturer er repræsenteret. Men det multikulturelle eller multikulturalismen opfattes som oftest som et filosofisk eller anskuelsesmæssigt begreb, og det er som sådan, det igennem den sid­ste generation har givet anledning til mange debatter både på det almene sociale og po­litiske plan og på sociologisk, antropologisk og filosofisk plan. Og litteraturen herom har i de seneste år været i stærk vækst.

 

I almindelig forståelse udtrykker multikulturalisme en positiv forestilling om, at natio­nalstaten kan eksistere som rammen om flere forskellige folkeslag og etniske grupper, hvor alle kulturer, religioner og traditioner er lige, nyder samme anerkendelse og re­spekt, hvor visse mindretal dog har krav på positiv særbehandling, og hvor man for­venter et voksende fællesskab gennem gruppernes møde med hinanden. Og man ser et fornyet, tolerant samfund vokse frem deraf.

 

De oprindelige borgeres forhold til multikulturalismen er bestemt af grundlæggende politiske og traditionsbestemte holdninger, hvorudfra man beskriver kulturernes møde med hinanden og vurderer konsekvenserne deraf. Afgørende er også, hvordan man fore­stiller sig, at et flerkulturelt samfunds udvikling passer ind i de forventninger, man stil­ler både til sin egen kultur og til de nye kulturer, man står overfor.

 

Under indtryk af flygtningestrømmene og den kulturelle internationalisering har der udviklet sig en reversibel nuancering af multikulturalismens begreb – i tilslutning eller i modsætning dertil -. Nuanceringen slår igennem i mange forskellige former for stil­lingtagen, men hovedsageligt i retning af liberalisme/individualisme eller i fælles­skabstolkning, en såkaldt kommunitarisme. Trods forskelligheden mellem dem, henter multikulturalismen stof fra begge sider.

 

I liberalismens/individualismens optik (f. eks. John Rawls) står det fast, at et samfund ikke kan holdes sammen gennem en bestemt ideologi, den være sig politisk eller reli­giøs. Det vil krænke individer med andre meninger og føre til undertrykkelse af frihe­den. I et liberalistisk samfund har staten som opgave at sikre lighed, tanke- og ytrings­frihed for alle borgere. Den er neutral og skal afstå fra ethvert forsøg på at påtvinge det enkelte menneske en bestemt måde at leve på. Alle former for religion eller kulturel udfoldelse hører privatlivet til. Liberalismens frihedstanker skal sammen med den of­fentlige fornuft skabe rammen omkring det multikulturelle samfund.

 

På god afstand af liberalismen finder man kommunitarismen. Her ønsker man at tage de kulturelle fællesskaber alvorligt, fordi samfundsfællesskaber er samfundets overlevel­sesbetingelser. Kommunitarismen (f. eks. Charles Taylor, Bassam Tibi) tror ikke, at neutralitet er muligt i et multikulturelt samfund. Kulturer repræsenter ikke nødvendigvis acceptable værdier. Bundethed til egenkultur udelukker dog ikke anerkendelse af andre kulturer.[1]

 

Multikulturalismen som begreb har ikke nogen lang historie. Men de træk i den specielt multikulturelle ideologi, som hedder kulturpåvirkning, kulturinspiration, kulturudlig­ning eller kulturovertagelse har et historieforløb så langt som Methusalems. I dansk kultur spores det meget tydeligt. Dansk kultur er stærkt påvirket af tysk sprog, litteratur, teologi og filosofi. Fra Frankrig har vi i høj grad modtaget inspiration fra statstænkning og pædagogisk filosofi. Igennem den sidste generation er vi blevet tvangsfodret med amerikansk popkultur. Og den amerikansk inspirerede teknologi er i gang med at foran­dre vort samfund på vitale områder. Der har ikke været tale om en kulturkamp i nogle af de nævnte tilfælde. Igennem årene er kulturelementer med en vis inerti blevet integreret i en bestående kultur.

 

Men mens kulturintegration eller kulturassimilation på det åndelige plan har sit eget løb, som mennesker kan følge eller vende sig fra, så forholder det sig ganske anderledes, når det er kulturbærende folkeslag, etniske grupper eller enkeltpersoner, som under pres fra ydre omstændigheder tvinges ind i et møde med hinanden. Her konfronteres man med andres anderledeshed og oplever, at egne værdier og normer anfægtes eller trænges tilbage. Og mennesker, der udstødes af deres egen kultur, eller hvis kultur anfægtes af et kulturmøde, der rummer stærkere holdninger end deres egne, kan opleve, at tab af kultur er det smerteligste af alt. Også fordi det bliver klart, at i et kulturmøde ligger også et spørgsmål om magt, om vindere og tabere.

 

På denne baggrund kan man undre sig over, at multikulturalismen har fået så stærk en placering i de vestlige lande. Zygmunt Bauman siger som en slags forklaring: ”Multi­kulturalisme er for tiden de lærde og opinionsskabende klassers mest almindelige svar på den verdensomspændende usikkerhed om, hvilke værdier, der fortjener at blive høj­net og dyrket, og hvilken retning udviklingen skal tage. Dette svar er hurtigt ved at blive ”den politiske korrektheds” ypperste lovsætning, ja, bliver endog til et aksiom, der ikke kræver nogen forklaring”.[2]

 

Det er fra verdenssamfundets allerøverste top, man kan få inspiration til kampen for multikulturalismen. FN’s højkommissær for menneskerettighederne Mary Robinson er­klærede i 2001, at ”den menneskelige mangfoldighed må anerkendes som et aktiv og ikke en ulempe, at fremmedfrygt under enhver form må forkastes, og at man må vælge en forpligtelse overfor det multikulturelle samfund i en verden, der håber på at høste fordelene ved globaliseringen”.[3] Også EU-topfolk udtaler sig positivt om det multikultu­relle. I europæiske lande som Nederlandene og Sverige betragtes det multi­kulturelle både som en forpligtelse og et gode, der ikke kan kritiseres.

 

Også mange danske politikere og erhvervsfolk ser en lys fremtid for Danmark som et multikulturelt land. Det radikale Venstre og de ideologiske medkæmpere, de kulturradi­kale, som også i et vist omfang finder støtte i andre partier, har også, ikke mindst i lyset af menneskerettighederne og mange internationale konventioner, forstået multikultura­lismen som et naturligt udgangspunkt for det politiske arbejde med integrering af de store skarer af indvandrere i Danmark. For gennem indvandringen får landet tilført nye nødvendige ressourcer. Allerede for 25 år siden udtalte den radikale politiker Bernhard Baunsgaard i Folketinget, at mødet mellem danske og indvandrere kunne skabe noget nyt, som ville komme os alle til gode. Marianne Jelved, Elisabeth Gerner Nielsen og mange partifæller har udtrykt sig på lignende vis. Naturligt er det da også, at de radikale i principprogrammet 1997 fastslår, at Danmark skal være det åbne samfund.

 

Også fra mange andre sider kommer lovprisningen af multikulturalismen. I 1995 udtalte forfatteren Ole Hammer i bogen ”Det flerkulturelle samfund”: ”Det flerkulturelle Dan­mark er målet. Et Danmark, hvor man tænker flerkulturelt, træffer flerkulturelle beslut­ninger, organiserer sig flerkulturelt og handler i overensstemmelse hermed” [4]. Biskop Kjeld Holm, formand for Nævnet for etnisk ligestilling, siger i bogen ”Visioner for reli­gionsfrihed, demokrati og etnisk ligestilling:” Nævnet for etnisk ligestilling har en vi­sion for det danske samfund, en vision om det multietniske velfærdssamfund, hvor der er plads til etnisk, kulturel og religiøs mangfoldighed, og hvor mangfoldigheden be­tragtes som et potentiale og ikke som et problem”.[5]

 

Drømmen om det multikulturelle er ikke blot noget, som enkeltpersoner udtalte sig om, det var omkring årtusindskiftet simpelthen holdningen og vel at mærke det gode menne­skes rette holdning i disse år.

 

Men vigtigere endnu er det måske, at der i de kulturradikale kredse lever en kulturop­fattelse som kan drage næring af indvandringen af de mange fremmede kulturer. For dem betyder den traditionelle danske og nationalt prægede kultur og identitet blokering af nogle af de vigtigste tendenser i tiden, først og fremmest globaliseringen, internatio­naliseringen og ønsket om at svække den danske og europæiske koncentration om nati­onalitetsgrænserne. I både nutidige og fremtidige samfund må man lære at leve under uforudsigeligheden. Uvished og mangel på orden er den foreliggende verdens para­digme, og den må man indrette sig efter. Kulturel forskellighed er noget, der skabes og nyformuleres under givne vilkår. Flygtningeskarer er ikke mere en anormalitet, men den reelle virkelighed. Man kan beklage, at det forholder sig således, men man kan også glæde sig over de muligheder, der ligger deri, og som giver anledning til kulturfornyelse og ændring af gamle vaner. Globaliseringen må have sit forløb, den vil skabe et helt nyt samfund, som ikke bærer århundreders historier og traditioner med sig og er bundet deraf. Derfor kan der knyttes både forventning og begejstring til mulighederne i det multikulturelle samfund. Og bagved ligger den gamle marxistiske tanke, at der ud af kulturernes fællesskab vil opstå det dynamiske samfund, hvor de bedste elementer fra alle kulturer opgår i en syntese med ny blomstring på alle samfundsområderne. At mul­tikulturalisme er identitetskaos, er man rede til at tage med i købet.

 

 

 

Multikulturalisme og kulturrelativisme

Rødderne til nutidens multikulturalisme skal findes langt tilbage i historien. Men stær­kest har de suget næring fra 1700-tallets oplysningsideer, ikke mindst fra filosofferne John Locke og Jean-Jacques Rousseau. Med udgangspunkt i samtidens tanker om natur­retten, dvs. forestillingen om, at der eksisterer et sæt uskrevne love, som er givne på forhånd, og som har deres gyldighed fra naturen selv, var det iflg. Locke indlysende, at alle mennesker var født lige, frie og uafhængige. Dette var udgangspunktet for al tænk­ning om samfundsdannelse. Rousseau delte den overbevisning, at alt samfundsliv havde udviklet sig fra en oprindelig naturtilstand, hvor en udviklet og forvokset civilisation og natur endnu ikke havde grebet ind i menneskenes naturlige forhold til hinanden. Det oprindelige åbne og ægte menneske var kendetegnet ved sin spontane godhed, umiddel­barhed og medfølelse, men civilisationen havde tvunget mennesket bort fra umiddelbar­heden over i beregningen og den overlagte stillingtagen til sine egne vilkår, hvorved den naturlige umiddelbarhed var blevet forkrøblet. Sådanne tanker var ikke fremmede for samtiden, hvor forestillingen om  ”den ædle vilde” nåede oplysningstidens filosoffer i romantiseret form. Det er tydeligt, at multikulturalismen har opsuget mange af disse tanker.

 

Et nøglebegreb for oplysningstænkerne var ideen om tolerance.

 

Tolerancen skulle været et ledende princip både for fyrster og den enkelte undersåt og betragtedes som et grundlæggende etisk princip for ethvert oplyst menneske. Toleran­cetanken havde allerede fundet forsigtigt udtryk hos Martin Luther, men det blev fra Francois de Voltaires mange skrifter, det bredte sig og for alvor satte sig spor i den eu­ropæiske kultur. I sin ideelle form udtrykker tolerancetanken ideen om, at ethvert men­neske har ret til at have sine egne meninger, sin tro og sine holdninger i fred samt retten til uden vold at kæmpe derfor. Til gengæld skulle alle andre have tilsvarende rettigheder og retten til at udbrede dem på fredelig vis. I mange sammenhænge er dette ideal reali­seret i dag. Men en udglidning er ikke sjælden, så at de ideelle synspunkter snarere be­skæres til at lyde: Gør hvad du vil, blot du ikke generer mig.

 

Oplysningstiden betegner et opgør med traditionstænkningen. Det betød først og frem­mest en frigørelse fra både de politiske og de religiøse autoriteter. Da både politiske og filosofiske ideer hidtil havde hentet deres gyldighed fra religionen, måtte den være kampens egentlige mål. Mennesket og den menneskelige fornuft måtte fortrænge det guddommelige og alle religionens absolutte normer og dogmer, og alle andre former for absolutte ideer måtte bekæmpes. Relativismen er oplysningstidens ægtefødte barn.

 

Herefter har relativismen i kulturel sammenhæng på talrige områder manifesteret sig som den nye absolutistiske norm. Den bliver et bærende princip i multikulturalismen, for multikulturalismen relativerer også kulturbegreberne, og det sker samtidig med, at den forfægter sin egen ideologis universelle gyldighed. Den kommer således i konflikt med den traditionelle vestlige kulturopfattelse, der anser den vestlige kultur for overle­gen i forhold til næsten alle andre kulturer i verden. Ikke mindst i kolonitiden var det en almindelig opfattelse, at mennesker, der levede i ”primitive” kulturer, burde være tak­nemmelige for at møde Vestens udviklede kultur og religion. For de multikulturelle må naturligvis sådanne holdninger være kulturimperialisme. Multikulturalisterne afviser, at er findes en bestemt overordnet kulturopfattelse, hvorfra de enkelte kulturer kan be­tragtes og vurderes. En kultur kan kun vurderes ud fra sine egne værdier og målestokke, hævder de, for også kulturværdier er relative. Derfor er det selvfølgeligt, at alle har samme værdighed, at alle må vurderes lige. Det gælder også, selvom de for udenforstå­ende rummer skikke, normer og ideer, som opfattes som mærkværdige, uæstetiske, brutale og direkte frastødende. Når de multikulturelle må drage denne konklusion, hæn­ger det naturligvis også sammen med, at kulturrelativismen bliver til på baggrund af en udviklet moralsk relativisme. Lighedstanken, tolerancekravet og relativiseringsaccepten er de væsentligste elementer i multikulturalismen. Bagved ligger så den bærende men­neskeopfattelse, at mennesker dybest set er bærere af en grundlæggende naturlig godhed og stræben efter frihed og lighed i harmoni med hinanden på trods af modstridende kulturelle og religiøse traditioner.

 

Mange af multikulturalismens grundtanker har fået filosofiske udtryk, men også i litte­rær udformning har de sat sig spor. En af de markante udformninger møder vi i Got­thold Ephraim Lessings allegori om Nathan der Weise. (1779)

 

Nathan, den kloge og velgørende jøde, får sin visdom sat på prøve af den mægtige sul­tan Saladin, der stiller ham spørgsmålet om, hvilken af de store religioner, den jødiske, den kristne og den muhamedanske, der er den sande. Nathan fortæller da sin berømte allegori om en fader, der ejer den vidunderlige ring, som har den egenskab, at dens ejer er genstand for Guds velbehag. Manden har tre sønner, og hans opgave er at videregive ringen til den af sønnerne, som han elsker højest. Og da han er død, viser det sig, at alle sønnerne bærer en sådan ring, da han elskede dem alle lige højt. Dommeren, der skal dømme i sagen, må konstatere, at den ægte ring må være bortkommet, for ingen af søn­nerne skiller sig ud som den, der elskes højst af de andre brødre. Derfor er det nu op til  hver af de tre gudhengivent at stræbe efter i kærligheden at give faderens kraft til den ring, han har fået betroet. Sådan er de tre religioner stillet i forhold til hinanden, de har samme fader, venskab kræves af dem alle.

 

De tre religioner er da ligestillet, ingen af dem rummer den absolutte sandhed, kun den relative, og alle er forpligtede til at tåle, respektere og elske hinanden. De multikultu­relle tanker sejrer, og digteren låner dem sin kraft.

 

 

 

Den multikulturelle virkelighed

Multikulturalisme er ikke udsprunget af rationel tænkning og nøgterne overvejelser. Den er en overbevisning, som rummer en ideologi med filosofiske grundtræk, politiske holdninger, tro og moralisme. Den er således beslægtet med religiøse forestillinger. Den kan på samme måde gøre krav på at sidde inde med sandheden og en moralsk overle­genhed. Men som alle andre forestillinger må den nødvendigvis gøre brug af rationelle argumenter, hvis den skal gøre sig gældende i et sekulært samfund. Postulater om at have ret eller om at besidde en højere grad af moralitet har ingen substans.

 

Totalitære stater har ingen plads til multikulturelle tanker. De har deres egne måder på, hvordan de løser de problemer, som vokser frem af en flerkulturel befolkning. Det er et kendt fænomen, som afslører sig i Hitler-Tyskland, i Titos Jugoslavien, i Sovjetunionen, i Mao-Kina og i de fleste muslimske stater.

 

I de fleste demokratiske lande kan flerkulturelle ideer og drømme derimod trives uan­fægtet, hvor urealistiske de end er. De multikulturelle ved måske godt inderst inde og på afstand af deres lysende computerskærm, at stater, som danner rammen om flerkultu­relle etniske samfund og grupper, der er tvunget til at leve sammen trods uforenelige kulturelle og religiøse holdninger, grundlæggende er splittelsessamfund. Men de nægter at tage problemerne alvorligt, og de drømmer om tolerance, respekt og uddannelse som den sikre vej til de gode menneskers samfund.

 

I Danmark har indvandringen skabt en smertefuld kulturel og politisk spaltning med de kulturradikale progressive kræfter på ene side og de traditionsbærende og historisk for­ankrede på den anden side. Det er multikulturen overfor monokulturen, og det er på mange måder en opblussen af 1900-tallets kulturkamp, aktualiseret ved de sidste årtiers voldsomme indvandring fra Nordafrika, Mellemøsten og Sydasien. Indvandrerne ad­skiller sig fra den danske befolkning ved sprog, hudfarve, skikke og religiøse holdninger. Den muslimske del af indvandrerne markerer sig ved særlig kulturbevidsthed og negativ holdning til vestlig kultur og ofte til andre indvandreres medbragte kultur. Progressive danskere modtog de nye borgere med åbne arme og begejstring, men største delen af den danske befolkning modtog dem med bekymring og ængstelse. Store modsætninger skabte kløft i den danske befolkning. Sjældent har så store lidenskaber været på spil i det danske monokulturelle samfund.

 

Det Radikale Venstre kom til at spille en hovedrolle. Ideologisk set kom de kulturradi­kale med partiets støtte til at sætte indvandrings- og integrationspolitikkens dagsorden. De multikulturelle tanker blev herved ledetråde i politisk tænkning gennem adskillige år. To hovedsynspunkter var bærende i debatten. Demografisk set er Danmark et ald­rende samfund. Hvis velfærdsamfundet skal bevares, kræver det indvandring. Unge og stærke kræfter er nødvendige. Disse tanker slog igennem hos flere politiske partier og hos erhvervslivets ledere. Det andet synspunkt var, at et demokratisk land som Danmark må leve op til sine forpligtelser overfor menneskerettighederne og de internationale konventioner. Dette sidste synspunkt var i flere år lammende for enhver debat og hin­drede udviklingen af en integrationspolitik, der kunne finde tilslutning hos landets bor­gere.

 

Men bag de radikales og de kulturradikales holdninger lå i virkeligheden deres multi­kulturelle drøm. De kunne ikke slippe tanken om det harmoniske multikulturelle sam­fund i pagt med den verden, som internationaliseringen og globaliseringen var ved at skabe. Provinsialismen og den indelukkede danske monokultur trængte til et spark, som kunne vække den søvnige småborgerlighed med dens nationalistiske og kristelige un­dertoner. Og med multikulturalismens åbne forståelse og respekt for andre ville man bevæge sig hen imod det fællesskab, som menneskerettighedserklæringernes fædre havde set for deres inde blik. At det samtidig betød en alvorlig svækkelse af sammen­hængskraften i det nationale fællesskab, var ingen anfægtelse for de radikale. I den ra­dikale historiske tradition støder man ofte på trenden om rodfæstethed og loyalitet over­for landets politiske kultur, men samtidig har der udviklet sig en paradoksal uvilje mod det nationale. Den internationale orientering og alle strømninger, der var beslægtet her­med, tog over.

 

Intet kunne rokke de kulturradikales solidaritet med indvandrerne, ingen kritik tåltes, intet krav måtte stilles, for indvandrerne måtte behandles som ofre for den borgerlige intolerance. Fra den udgik de kræfter, som hindrede virkeliggørelsen af den radikale utopi. Med tiden voksede hos de progressive en fjendtlighed mod alle danske borgere, som ikke delte sådanne synspunkter, som fastholdt traditionelle danske synspunkter, eller som pegede på indvandringsproblemer, og de kulturradikale så spirende racisme og truende nationalisme overalt.

 

De multikulturelle tanker modsiges af realiteterne i indvandrerlandene. Den verdensop­fattelse, den kulturforståelse og det menneskesyn, som de er udtryk for, dementeres af de virkelige forhold. Her er verdens antiteser ligeså stærke som dens synteser. Her er tvivl, frygtsomhed, modvilje eller had ligeså realistisk som åbenhed, velvilje, respekt og menneskekærlighed, og hverken kulturer eller mennesker, som skaber dem, kan anskues i formeltænkning.

 

Hos indvandrerne fra de ikke-vestlige lande er kløfter og splittelser iøjnefaldende, og ingen trylleord kan skabe de broer, som forener. Der er historiske modsætninger, natio­nale og økonomiske, kulturelle/religiøse modsætninger. Hertil kommer politiske mod­sætninger, som er medbragt fra hjemlandene. Og sprogforskelle mellem indvandrer­grupper indbyrdes og i forhold til indvandrerlandets borgere gør det vanskeligt blot at forsøge på at rationalisere problemerne. Fælles for alle indvandrere er også fremmedgø­relse i forhold til modtagerlandets kultur, som fremkalder psykisk sensibilitet, mistro og hos mange endog fjendtlighed.

 

Også internt i de forskellige indvandrersamfund eksisterer der aktuelle eller slumrende konflikter. Som gruppe påkalder muslimerne sig størst opmærksomhed. De er bundet sammen af deres hellige skrifter og opfatter sig som medlemmer af det verdensom­spændende trosfælleskab, umma. Men de er langt fra nogen ensartet gruppe. Sproglige, religiøse og traditionsforskelle adskiller dem. Modsætningerne mellem sunni-islam og shia-islam er markante, men begge retninger betragter Aleviter og Ahmadiyia-islam som kættere. Også i forhold til Zaidiyya og Ismailiya og de fundamentalistiske Waha­biter er der store reservationer. Der kan indgås  ægteskab på tværs af retningerne, men sammenstød mellem grupper er hyppige og kan være alvorlige. I århundreder har Dan­mark været præget af såkaldt ræsonnable religiøse holdninger og livsanskuelser, dvs. det enkelte menneske har i sig plads til en sekulær, politisk holdning og en fri religiøs åndelig anskuelse. Med den muslimske indvandring er den ikke-ræsonnable orientering kommet til med dens religiøse totalitet. Denne absolutte forskel kan betyde fremkomst af et åndeligt ingenmandsland, som få tør bevæge sig ud i.

 

Undersøgelser blandt 2. og 3. generationsindvandrere i Tyskland viser, at der kun i me­get ringe grad kan konstateres nogen bevægelse i retning af eller åbenhed overfor euro­pæisk livsform. Tværtimod synes mange at søge deres muslimske identitet bekræftet ved at leve i overensstemmelse med islamiske grundprincipper.[6]  Der er således tale om styrkelse af statiske normer, som ligger meget fjernt fra den dynamiske udvikling i vestlige samfund. Så længe muslimske indvandrere ser deres religion og størstedelen af deres kultur i lyset af en tusindårlig skriftfundamentalisme, vil kulturmødekonflikterne leve uantastet.

 

Det modsætningsfyldte samfund, som masseindvandringen har medført, er en stor be­lastning for myndigheder, den sociale forsorg og befolkningen som helhed. Folketings­medlem Anne-Marie Meldgård angiver [7], at de samlede udgifter til integration udgør 43 milliarder årligt. Samtidig sker der nedslidning af skoler og hospitaler. Der er voksende bolignød. De økonomisk dårligt stillede danskere bliver hårdt ramt. Fra skoler, hospita­ler, lægekonsultationer og socialkontorer hører man i voksende grad om aggressiv op­træden fra arabiske mænd, der afslører et temperament, som det er svært at takle i et vestligt samfund. Arbejdsløsheden blandt indvandrerne, især blandt kvinderne, er kata­strofalt høj og voksende. Mange indvandrergrupper afslører en foruroligende kriminali­tet. Og stadig mødes det danske samfund af krav om særbehandling og tillempning af dansk kultur til muslimske traditioner.

 

Der er ingen tvivl om, at det Radikale Venstres åbne indvandrerpolitik har skænket os ghettodannelserne som arv. Ghettodannelser er uundgåelige, da multikulturelle samfund altid udvikler sig til parallelsamfund med befolkningsgrupper, der lever isoleret i for­hold til hinanden. Ghettodannelser er i princippet overførelse af mellemøstlige og afri­kanske tilværelsesformer til nordeuropæisk kultur med solide hegn imellem. Mange anatolske landsbysamfund har indrettet sig sådan i Danmark. I ghettoens fællesskaber føler man tryghed og  bevarer sine sociale og religiøse normer. De støttes af imamer, udsendt fra hjemlandene og af hjemlandenes TV-udsendelser. Politikernes forsøg på at opsplitte sådanne samfund er på forhånd dømt til at mislykkes. Jo stærkere pres, der lægges på beboerne, desto stærkere vokser den enkelte gruppes fællesskab internt og modstanden mod det omgivende samfund eksternt. Modstanden forstærkes af, at mel­lemøstlige indvandrere ofte er negative eller endog fjendtlige overfor vestlig kultur og civilisation. Det forhindrer  forpligtelse overfor det nye land, og det gør det acceptabelt at udnytte de sociale tilbud også udover gældende regler.

 

Ghettoerne er udfordrende for det demokratiske samfund, de blokerer tværgående kon­takter, skaber negative myter om den omgivende kultur, fremmer dæmonisering og mistro, sproglig afmagt og fjendtlighed. De skærper modsætningerne mellem grup­perne, skaber baggrund for fundamentalisme og giver arbejdsfelt for terroristsympatisø­rer. Alvorligt er det, at der i parallelsamfund ofte opstår nye normer, som spiller ind ved afgørelse af konflikter, mens dansk jurisdiktion får svært ved at gøre sig gældende.

 

Kulturradikale tænker individualistisk. Derfor er de afmægtige og rådvilde, når de mø­der slægts- klan- og stammekulturer, og det er yderst uheldigt, for det er netop på det kollektive plan, fællessamfundet anfægtes. Det er grupper med sådanne forudsætninger, der formår at tilkæmpe sig særrettigheder eller forskellige former for skjult selvstyre­administration, især i ghettoerne. Men jo mere dette gør sig gældende, jo mere man re­serverer sig i forhold til offentlige institutioner, desto mere svækkes den solidaritet, der er nødvendig for at skabe og opretholde et politisk og nationalt fællesskab.[8] Multikultura­lismen træder ofte frem som rettænkende menneskers gode indsats for asyl­søgere og indvandrere og deres integration. I virkeligheden er det vejen til samfundets indre opløsning.

 

De fleste multikulturalister lægger vægt på, at indvandrere fra ikke-vestlige lande med­bringer rige og beundringsværdige kulturer, udformede gennem generationers kampe, erfaringer, tænkning og tro. Meget som står på højde med eller overgår vestlig kultur. Og det er naturligvis korrekt. Men det må ikke overses, at mange elementer heri også negativt udfordrer væsentlige demokratiske principper. Det gælder først og fremmest principperne om en personlig frihed, trosfrihed, ytringsfrihed og kønnenes ligestilling. Her kan der ikke gives køb. De multikulturelle forestillinger om, at ingen kulturelle yt­ringer i sig selv kan gives forrang for andre, og at alle kulturer må bedømmes ud fra egne grundlæggende synspunkter, da alle vurderinger er relative, er dybt problematiske. Med rette kan man hævde, at multikulturalismen betyder et groft svigt. Hvem kan såle­des ud fra denne argumentation gøre op med f.eks. omskæring af småpiger og kvinde­undertrykkelse i det hele taget. Den skarpe islamkritiker Ibn Warraq udtrykker det såle­des: ”Hvis relativismen er sand, får det som konsekvens, at man ikke kan sammenligne Jesus Kristus, Sokrates eller Solon med Hitler, vi kan ikke sige, at Jesus var moralsk højerestående end Hitler, hvilket er absurd”.[9]

 

Multikulturalismens ideologi bærer en stor del af ansvaret for, at Danmark har modtaget en indvandrergruppe, større end vi kan magte, og for at mange nødvendige integrati­onsinitiativer har haft vanskeligt ved at blive realiteter. Multikulturalismen må nødven­digvis problematiseres, dens naivitet og lighedssværmeri må afsløres, og det må stå ly­sende klart, at alle former for kulturmøde rummer ansatser til kulturkonflikter. Og de må tages alvorligt. Kulturkonflikter har altid kaldt på kulturens vrangsider. Nuancer forsvinder. Det sorte og det hvide trækker grå spor efter sig op igennem hele historien.

 

Et samfund kan kun overleve, hvis det bevarer sin indre sammenhængskraft, bygget på et historisk, sprogligt, politisk og religiøst fællesskab med respekt for grundlæggende værdier som demokrati, borgerrettigheder og med vilje til at kæmpe herfor. Multikultu­ralismen er identitetsløs og derfor et angreb på dansk identitet og sammenhæng.



[1] Om liberalisme og kommunitarisme, se en nærmere præsentation i Allan Friis Clausen og Poul Storgaard: Det multikulturelle samfund, Systime 2005 og

 

Jean Fischer: Integration: hvad er problemet, Kvan nr. 73, 2005

 

[2] Zygmunt Bauman: Fællesskab. Hans Reitzels Forlag 2003. p. 124

 

[3] Menneskerettighederne i skyggen af 11. september. Kristeligt Dagblad 20. juni 2001. Oversat fra Los   Angelos Times Syndicate af Annelise Ebbe.

 

[4] Ole Hammer og Charlotte Toft: Det flerkulturelle Danmark, Forlaget Klim 1995, p. 110

 

[5] Visioner for religionsfrihed, demokrati og etnisk ligestilling. Nævnet for etnisk ligestilling 1999, p.7

[6] Tariq Ramadan: To be a European Muslim. The Islamic Foundation 1999 UK Leicester, 144

 

[7] Berlingske Tidende 4. februar 2002

[8] Per Mouritsen: Multikulturalisme og liberalt medborgerskab. En oversigt og typologi. In Politica 35, nr.     2, 2003, p. 185

 

[9] Ibn Warraq: Derfor er jeg ikke muslim. Forlaget Lindhardt og Ringhof  2004. p 159

 

 

Kulturradikalismen og det totalitære

Morgenavisen Jyllands-Posten

Søndag den 11. januar 2004.

 

 

Den aktuelle kulturkamp handler for nogle om et opgør med kulturradikalismen – en bevægelse, der selv er udsprunget af en kulturkamp tilbage i 1870’erne. Med personer og organisationer som Viggo Hørup, brødrene Brandes og Studentersamfundet i centrum blev der blæst til kamp. Forhenværende domprovst Poul Erik Andersen, Odense, vil i tre artikler se nærmere på de kulturradikale. Historisk som aktuelt.

 

 

 

Kulturradikalismen og det totalitære

 

Kulturradikalismen

Af  Poul E. Andersen

tidl. domprovst, Odense

 

Selv rodfæstede kulturradikale kunne i alvor diskutere, om vejen til ægte frihed nødvendigvis måtte gå over afskaffelsen af friheden

 

 

”Hvordan denne krig end ender, så er demokratiets epoke slut”. Det fastslår Hans Kirk i året 1940. Og han mente det. Det var den totalitære kommunistiske tankegang, han skrev ud fra. Det var også den, der forlenede ham med den åndelige brutalitet, som tillod ham som formand for den litterære æresret efter krigen at udrense flere kolleger, der havde skelet til nazistisk side. Han så bort fra, at han selv under den tysk-sovjetiske forbrødring havde været tilbageholdende overfor samme nazisme, da det var god tone.

 

Han omtales stadig med veneration, og hans åndsfæller finder endnu ærefulde placeringer i det danske samfund, mens skarpe borgerlige synspunkter kan føre til tab af stilling, navn og ære.

 

I bakspejlet ser det mærkværdigt ud, at de kulturradikale, (her forstået ud fra beskrivelser i det kulturradikale værk ”Den kulturradikale udfordring”), som i 30erne havde udfoldet hele deres arsenal af veltalenhed og idérigdom i debatten om frihedens og demokratiets ubetingede nødvendighed, ikke væltede en flom af anklager over Hans Kirk og de mange andre kommunistiske venner på grund af deres knæfald for det totalitære. En del af forklaringen kan være, at de langt inde i deres ideologiske kærne selv drømte om magten over sjælene. Kommunismen ville magten i kampen mod kapitalismen for med alle midler at tvinge befolkningerne ind i den kommunistiske æra. De kulturradikale ville magten af kulturelle grunde for at påvirke menneskers tænkning og bevidsthed, så et ny frihedens samfund kunne fremstå deraf.

 

For de kulturradikale var hovedfjenden lige fra Georg Brandes dage det borgerlige samfund, der lå som en kvælende dyne over al fri udfoldelse, og det var kristendommen, der opfattedes som den forstenede livsløgn, som beskar enhver sund og naturlig udfoldelse af menneskets evner og drifter. Også nationalfølelsen var suspekt, den var for dem pisket frem af tabte krige og en kompenserende selvmedlidenhed, pinagtig som indeklemt brok. Den forhindrer, at man kan rejse sig frit og skue ud i den store verden. Det bedste forsvar mod en provinsiel og grænsevogtende nationalisme, er en principiel pacifisme.

 

Parløb med kommunismen

Gennem 30erne havde de kulturradikale et tæt parløb med kommunisterne, så tæt, at de kulturradikale holdninger, man møder i kulturtidsskrifterne Clarté, Monde, og især i Kulturkampen, Kritisk Revy, Den frie Skole og flere andre, er vanskelige at skelne fra de kommunistiske.  Ikke mindst var der et fællesskab i kampen mod fascisme og nazisme. Mange førende debattører svinger mellem kulturradikalisme og kommunisme. Selv rodfæstede kulturradikale kunne i alvor diskutere, om vejen til ægte frihed nødvendigvis måtte gå over afskaffelsen af friheden.

 

Ungdomsoprøret

I den hjemlige kulturkamp erobrede ungdomsoprøret scenen fra midten af 60erne. Blandt mange andre strømninger overtog det de kulturradikale ideer, ikke mindst Poul Henningsens tanker om arbejderkulturen og kampen mod middelstandsmentaliteten. På de videregående uddannelser kunne de kulturradikale og marxisterne samles i et parløb  mod al autoritet og alle former for borgerlige dannelsesbegreber. Begge parter var sig bevidst, at den, som kontrollerer bevidsthederne, bærer sejren hjem. Den marxistiske og kulturradikale hybrid lagde sig intolerant og totalitært over store dele af undervisningen og den litterære verden, og den truede med at kvæle al respekt for alsidighed.

 

Kulturradikalismens højdepunkt

Da kommunismen, især efter 1989, lagde sig til at dø, kunne kulturradikalismen udfolde sig stærkere end nogen sinde. Egenmægtigt borede den sine rødder endnu dybere i undervisningssektoren, blandt den litterære elite, på biblioteksområdet og ikke mindst på ministeriernes kulturbærende poster. Målet var at realisere de kulturradikale frihedstanker, og at lufte ud efter de borgerlige forgængere. Men det ejendommelige var, at kulturradikalismen medbragte den marxistiske intolerance, og den satte sig efterhånden ligeså egenrådigt og urokkelig til rette som de tidligere magthavere, og enhver kritik mødtes med voldsom vrede og hånlig nedladenhed. Hans Hertel forklarer det ironisk med, at de kulturradikale altid har vidst alting bedst, at selvkritikken har manglet, fordi det egentlige krudt må bruges mod fjenden.

 

De kulturradikale havde hurtigt gjort op med nazismen, ja, faktisk fremtrådte den som den dæmoniserede fjende. Den havde afsløret sin umenneskelighed som en ”Pest over Europa”. Det havde kommunismen ganske vist også, men nazismen stod som en slags genganger af alt det, som de kulturradikale havde sat hele deres energi ind på at bekæmpe, den mest smålige borgerlighed og en fanatisk nationalisme, som ville lægge enhver fredelig internationalisme død.

 

Helt anderledes forholdt det sig med kommunismen. Nok var de kulturradikale sig de store ideologiske forskelle bevidst, men kommunismen var genstand for deres  positive interesse, sommetider næsten betagelse. Det var bl.a. derfor et slag i ansigtet på dem, da afsløringen af kommunismens forbrydelser intensiveredes. Deres reaktion vekslede fra sammenbidt tavshed eller afvisning og til åbenbar forbitrelse overfor dem, som offentliggjorde beviserne. I stedet fandt man sin modstander i  det borgerlige USA. McCarthyismen kaldte på protest, og den voksende kulturforfladigelse i landet virkede kvalmende på kulturradikale åndspersonligheder. Ud af dette voksede ikke mindst kritikken af Nato og det ”krigsgale” USA under den kolde krig. Men interessen for de kommunistiske stater svækkedes ikke. Interessen gav sig udtryk i kontakter over grænserne, i klasserejser, studieture, pædagogiske projekter og i forbindelser til partiet, og både Sovjet, DDR, Kina og Cuba var yndede mål. Men mærkeligt nok udsprang der ingen kritik. Man forlangte ikke, at deres ”demokratiske” systemer skulle være en spejling af vores.

 

Pacifismen

Den kulturradikale pacifisme er dannet af en blanding af forståelse for det totalitære og angst for krig. Det betyder ikke, at de kulturradikale betragter sig selv som frygtsomme, tværtimod er de stolte af deres fredsprincipper, og opfatter sig som exceptionelt ærlige og tapre. De føler, at mod og dristighed tillader dem at se under begivenhedernes overflade, så de kan udpege de dybereliggende faktorer i de internationale forhold, der leder til krig, som f.eks. de demokratiske landes krigsmagere, våbenproducenter og olieforbrugere.

 

I årene op til anden verdenskrig var de kulturradikale en del af de europæiske fredsbevægelser, som havde baggrund i venstrefløjssocialisterne. De lå ikke  langt fra  danske kulturradikale. I bogen ”Terror and Liberalism” beskriver Paul Berman disse bevægelsers holdninger til nazismen, da krigen nærmede sig, f. eks. den franske gruppe Paul Faurestes. Alle disse bevægelser ville undgå at se den tyske trussel i sort/hvidt perspektiv. Tyskland var vitterligt blevet dårligt behandlet ved Versaillesfreden, de bemærkede, at tyskerne, der levede i de slaviske lande, måtte udholde svære lidelser. Hitler og nazisterne havde virkelig legitime krav, som man måtte forstå og imødekomme. Det har været påfaldende, at problematiseringer som disse, har været gentaget og fortolket, hver gang demokratiske stater har følt sig trængt af totalitarisme, samt at de demokratiske beslutningstagere, som vovede opgøret på trods af alle well-doers, oven i købet har måtte affinde sig med at få fjendebilleder hæftet på sig.

 

Den kulturradikale affinitet med kommunismen i sidste halvdel af forrige århundrede kan forklares i forskellige sammenhænge. Det kulturradikale parløb med kommunistisk ideologi i 30erne og årtierne umiddelbart efter krigen betød umiddelbart, at kommunismens fjender også blev de kulturradikales fjender. Især USA fik sin placering på dette grundlag. Det kan heller ikke afvises, at Georg Brandes’ betagelse af styrke, af de stærke personligheder, som f. eks diktatoren Julius Cæsar har kunne bidrage til en apoteose af kommunistiske ledere, som styrede deres folk efter gennemskuelige rationelle strategier. Dertil kommer, at kommunismens anti-nationalisme og universalistiske ideologi, en slags begyndende globalisering, kan have virket attraktivt. De nye  kommunistiske stater var også på en måde en virkeliggørelse af de kulturradikales kamp mod det borgerliggjorte samfund og kristendommen.

 

Umiddelbart måtte man forvente, at de kulturradikale havde forholdt sig kritisk til den stærke religiøse ideologi, som gjorde sig gældende med den muslimske indvandring. Men det var ikke tilfældet, tværtimod. Tanken om det multikulturelle samfund inspirerede til åbenhed overfor  nye livsformer. En rolle har det sikkert også spillet, at islam for intellektuelle lige siden oplysningstiden har stået som den tolerante og vise religion,  i stærk opposition til den kendte udformning af kristendommen. Det er heller ikke uvæsentligt, at islam meget belejligt dukker op med sin åndelige styrke, netop som kommunismens sammenbrud har efterladt et politisk og mentalt tomrum.

 

Muslimerne er knyttet sammen gennem det store fællesskab, umma, som omfatter troende på tværs af grænser, race og social status. Islam har et internationalt præg. Og på trods af sit stærke trosfællesskab er den også udtryk for en rationel tænkning. Et sympatisk træk i kulturradikal sammenhæng er det også , at islam rummer vilje til et opgør med vestlig kapitalisme, et opgør, som ikke mindst kommer til udtryk i afstandtagen fra USA og Israel. Det er, som om dens problemer med demokrati, ligestilling og menneskerettigheder må træde i baggrunden for den samlede vurdering. På politisk plan er det iøjnefaldende, at flere muslimer med højreorienterede holdninger, som grunder sig i sharia-totalitarisme, er på vej ind i Det radikale Venstres ledelse.

 

Det er tankevækkende, at en politisk/religiøs bevægelse som islam møder sympati hos de kulturradikale i betragtning af, at politisk islamisme igennem årene har dyrket tætte forbindelser til bade fascisme og nazisme. Det gælder f. eks. Det muslimske Broderskab i Egypten og Bath-partiet i Irak ( se nærmere bl.a. hos Paul Berman: Terror and Liberalism), og når Hitlers ”Mein Kampf” opnår stadige nyudgivelser i muslimske kredse, ikke mindst på grund af bogens jødehad og antisemitisme. (Spuler-Stegemann)

 

Nutidens domme er historiens børn. Den kulturdebat, der vinder tolkningen af fortiden, har vundet fremtiden. Kulturradikale i dag holder på – af gode grunde – at diskussionen herom for længst er afsluttet. Netop derfor skal den føres, for det er ikke ligegyldigt, hvem der vinder fremtiden. Måske er det selve menneskeforståelsen, der er i spil.