Et kulturmøde – Kristne og muslimer i Danmark

 

Et kulturmøde – Kristne og muslimer i Danmark

 

Af Poul E. Andersen

 

 

Præsteforeningens Blad, 89. årgang. 26.november 1999/47

                                                                                                                                                

 

I Danmark har der altid fundet kulturmøde sted. Indvandring fra øst og syd har været væsentlige led i befolkningsudviklingen, fjendtlige indfald har sat sig synlige spor, og handelsfolk og missionærer har påvirket landets befolk­ning.

 

I de sidste par århundreder udviklede der sig en slags enhedskultur. Små indvandrergrupper som huguenotter, jøder, kartoffel­tyskere og polske roear­bejdere tillempede sig danske forhold eller lod sig assimilere uden væsent­lige problemer, men har dog i stilfærdighed ladet danske møde fremmede livssyn. Filosofisk, sproglig, kunstnerisk og teologisk påvirkning fra Tysk­land gled ind i dansk kultur, uden at det for alvor oplevedes som fremmed. Også fransk indflydelse, især på den politiske og pædagogi­ske tænkning, har været mærkbar og er stort set accepteret. En vældig påvirkning af dansk al­menkultur er sket gennem efter­krigstidens øgede velstand, der var baggrund for teknologisk massekommunikation og den eksploderende turisme. Føl­gerne heraf har ikke været ubetinget positive, en følgagtighed overfor re­klametrends, en accept af den såkaldte amerikanske way of life er tydelig, og en sproglig forsimpling breder sig stadig stærkere. Det er ikke underligt, at der ofte mødes en usikkerhed om, hvad så begrebet dansk kultur overho­vedet dækker over.

 

Med en indvandring på over 430.000 fremmede og udsigt til fordobling i løbet af godt et par årtier, stilles  hele den danske selvforståelse i disse år overfor en udfordring af hidtil ukendte dimensioner. På denne baggrund bliver spørgsmålet om kultur­forståelse yderst aktuelt, og det skyldes ikke mindst mødet med den religiøst og kulturelt selvbevidste muslimske indvandrer­gruppe.

 

Når som helst mennesker kommunikerer med hinanden, sker det på bag­grund af en kulturforståelse. Vi meddeler os med vore ord, vor skrift, vor almene snak, ja endog med vort kropssprog. Når vi skal orienterer os i for­hold til indvandrerne i vort land, gør vi brug af et kulturbegreb, hvor uklart det end må være. Kultursynet er afgørende i enhver samtale med fremmede, og hver gang vi skal tage stilling til flygtningepolitik, integration, assimilation og kulturformidling. Det er også kultursynet, der får mennesker til at skelne mellem “os” og “de andre”.

 

I ethvert møde med fremmede er kulturbegrebet således integreret. – Det er derfor mærkeligt, at en definition af fænomenet kultur er så vanskelig, og at der til alle tider har været diskussion herom. Men det står fast, at sproget er et af de væsentligste elementer i kulturen. Sproget er “den grundlæggende kulturelle dannelse, gennem hvilken vi kan omgås hinanden i vor fælles verden”( 1 ). En almen definition kan lyde sådan: Kultur er på den ene side summen af menneskelige handlinger, og på den anden side selve den men­neskelige handlen. Men den verden, som mennesket lever sit liv i, og for­midler videre til sine efter­kommere, er både den “naturlige” verden og den “billedlige eller symbolske” verden, som mennesket skaber, og som igen virker tilbage og er med til at bestemme dets adfærd. Denne billedlige ver­den rummer sagn, eventyr, digtning, kunst, viden­skab, visdomslære, retslige og religiøse bestemmelser, og den er derfor afgørende for menneskets selv­forståelse og handlinger (2).

 

I samfundsvidenskaberne forstås mennesket kulturelt set som integreret i et samfund og ses som en kompleks helhed af kund­skaber, trosforestillinger, kunst, moral og sædvaner, som det har erhvervet sig gennem medlemskab af et bestemt samfund (3).

 

Enhver kultur er stærkt præget af geografiske og sociale forhold. Og den udvikler sig gennem generationers gode eller måske især smertelige menne­skelige erfaringer og historiske begivenheder. En afgrænset kultur udvikler derfor markante særpræg på bestemte områder, mens andre kulturelle mu­ligheder overses eller måske fortrænges.

Ud fra denne forståelse er det indlysende, at et påtvunget kulturmøde er yderst konfliktfyldt, og tvungne integrations- eller endog assimilationspro­cesser vil være smertelige oplevelser, da  de betyder pinefulde afkortninger af tilkæm­pede kulturdimen­sioner. Kun i yderste naivitet kan nogen se bort herfra. Og optimistisk tale om kulturberigelse vil evt. først kunne verificeres i kommende generationers tilbageskuen. For processens samtidige drejer det sig om at forholde sig til det vanskeligt overskue­lige.

 

Hvis et kulturmøde omfatter store menneskegrupper, som det er tilfældet i Danmark mellem kristne og muslimer, sættes på en måde alle kulturytrin­ger på spil. Når kultur skaber så stor en del af den menneskelige bevidsthed og adfærd, som tilfældet er, er det indlysende, at et uønsket møde med f. eks muslimer vil være yderst problematisk, måske i generationer. Her er der tale om en befolkning, som ofte er præget af daglig overlevelseskamp, af kollektiv tilværelsesforståelse, stamme. Klan- og patriark­normalitet og samtidig af en selvbevidst forestilling om at besidde en overlegen religion og kultur. For en sådan befolkning vil en anfægtelse af disse værdier være udtryk for nedværdigelse, eller måske endda undertrykkelse.

 

Og opgøret drejer sig ikke blot om relationer mellem kristne og muslimer, men også mellem kristne og kristne og muslimer og muslimer. Forudsætningen for at der ud af mødet kan komme et accepteret samvær er, at parterne ved, hvad de selv står for. Først da bliver det klart, hvad der er uopgiveligt i selvforståelsen, og hvad der meget vel kan fortjene en nyvur­dering.

 

 

Hvad er dansk kultur ?

Dansk kultur er som næsten alle andre en blandingskultur, men for så vidt, vi kan tale med accept om “vores kultur”, er den legitimeret, og trods fluk­tualitet vedkender vi os den. Hvis man gennem længere perioder har boet i et fremmed land, hvis sprog er svært tilgængeligt, hvis litteratur er lukket land, hvis historie man ikke er part af, hvis religiøse fænomenolog bestan­dig overrasker, og hvis livsform ligger fjernt fra ens egen, så overraskes man over, hvor dybt dansk tænkning og kultur ligger i en. Men der findes ikke nogen fast formel, hvor udfra man kan bestemme den. Dansk kultur har udviklet sig fra Jellingstenens korte sammenstilling af kongemagt og kirke i 900-tallet, over kamp mellem disse institutioner i mange generationer. Der kommer input fra klosterlærdom, fra reformationstidens danske kirke- og skolesprog, og især fra romantikkens svælgen i de emotionelle reflekser fra kampen på kongedybet. Det virkelig folkeligt udtryk for danskhed formes gennem højskolerne, høj­skolesangbogen, skolernes historie. Og danskundervisning og af den nationale krise efter tabet af Sønderjylland.

 

Ikke sjældent finder man under inspiration fra Grundtvig et grundlæggende kulturelt fællesskab bestemt gennem fælles sprog, fælles historie og fælles tro. For Grundtvig var dette ikke nogen bestemt definition, det var snarere en slags folkelighedens dynamiske kraftfelt, hvorudfra man kunne forstå sig selv som indfældet i et folks tradition og vaner. Hans romantiske tanke om folkeånden, der skaber vor delagtighed i slægten, der gik forud, og den der skal komme, har vi nok ikke virkelige forud­sætninger for at forstå. Men vægtlægningen på vor samhørighed i sprog, historie og en religiøse tradition er uomtvisteligt en grundlæggende del af dansk kultur. Og den grundtvigske tanke om et kulturelt folkeligt grundlag, der må udvikle sig i en frugtbar vekselvirkning med det fremmede, der møder os, er vigtig også i dag. Der er nok tale om en national kulturforståelse, men denne forståelse er ikke båret af et statsfællesskab. Den bygger på et åndsfællesskab af mennesker med fælles tradition. Den er endvidere åben for tanken om, at det kulturelle folkelige grundlag vokser i en vekselvirkning med det fremmede. Dansk kultur er rodfæstet, men samspillet med den globaliserede verden er i hurtig vækst, som fremkalder nye vurderinger, nye debatter, og nye politiske tiltag. Dansk kultur er da defineret ligesom alle andre kulturer, men med det særpræg, som forskellige kræfter har formet os med, og som vi selv har givet skik­kelse og mund og mæle.

 

 

Tolkning af kulturelle fænomener

Holdningen til kulturelle særpræg bestemmes i høj grad af det udgangs­punkt, man tager. Den klassiske kulturantropologi har opfattet kultur som en nogenlunde definerbar størrelse, der udsprang fra et overleveret fælles­skab.

Dette udgangspunkt har de senere års udvikling problematiseret. Nye betragningsformer er blevet skabt, og nye holdninger er vokset frem. De er især udsprunget af kulturradikale og nymarxistiske ideologier. Og i indvandrerdebatten er de slagkraftigt blevet anvendt af samme kredse. Nye impulser fra flere sider ligger bag .Dels er grænserne mellem forskellige forskningsområ­der ( kulturantropologi, kul­tursociolog, etnografi og etnologi ) ikke mere ganske klare, og dels har postmoderne antropologer været stærkt kritiske over for dette forståelses­grundlag. Flere har ladet sig inspirere af Frankfurterskolens dekonstruktive be­skrivelse af det moderne menneskes fællesskabstab. Globalisering og transnationalisering, det vældige rum for den frie bevæ­gelighed for menne­sker og deres viden og varer, alt sammen har det betydet, at kulturel for­skellighed stadig nyskabes og gen­skabes. Uforudsigeligheden, uvisheden og mangelen på orden er nu den foreliggende verdens paradigme og inspiration. De store flygtningestrømme rundt om i verden er derfor ikke tilværelsens anormali, men derimod den reelle virkelighed med al den omskiftelighed og frag­men­tering (4).

 

Det er let at se, at der hermed åbnes for ændret opfattelse af kulturmødet mellem danske og indvandrere. Gamle kulturopfattel­ser kommer under pres for at give plads for en udfordrende tænkning, fastlåste holdninger opblødes, hvor udvidede horisonter åbner sig. Indvandring er hermed ikke mere skræmmende, men noget positivt. Der vokser en forventning frem om et kom­mende samfund, hvor der ud fra det gamle skema om tesis og antitesis fødes en frugtbar syntese med lokkende muligheder for et ungt og friskt samfund. Kulturradikalismen tror på erobringen af et dynamisk fremtidssamfund.

Ud fra denne opfattelse relativeres alle faste kulturbegreber. Der kan være stor interesse for kulturelle strømninger, men der kan aldrig være tale om, at bestemte kulturer primært er legitimerede i et bestemt samfund, ligeretsprincippet må gælde.  Sub specie aeternitatis kan denne forståelse være indlysende. Og kulturrela­tivismen har den fordel, at tolerancen ligger gemt i dens forudsætninger. Men mennesker, der udstødes af deres kultur, eller hvis kultur anfægtes af et kulturmøde med stærkere hold­ninger end deres egne, kan op­leve, at tab at kultur er det smerteligste af alt.

 

I overensstemmelse med den nævnte kulturantropologiske opfattelse rummer kultur et magtperspektiv, og ingen har ret til at favorisere en kultur frem for en anden. Af og til udtrykkes også den opfattelse, at selv påpegning af problemer og modsætnin­ger i forbindelse med kulturmøde er en art diskriminering. “Fokuseringen på kulturelle forskelle ligner til forveksling racistiske for­domme og opfattelser” (5)

 

Hos kultursociologer derimod er der sjældent tale om filosofiske helheds­syn. Her drejer det sig oftest om analyser af kulturmø­der og overvejelser over resultaterne i forhold til givne kulturmønstre (6) Udgangspunktet bli­ver her en accept af givne kultur­mønstre “Når man bliver konfronteret med an­dres anderledeshed, bliver det ofte ret ureflekterede forhold, man har til egne normer og værdier, mere synligt. Både for den fremmede og danskerne kan bevidstheden herom føre til, at man fastholder det bedste fra sin egen kultur” (7). Selv den politisk korrekte Jacques Blum fastholder, at der i kulturmødet må respekteres kultur­bestemte normer: “En del af virkelighe­den er også, at der mellem danskere og indvandrere er forskellige opfattel­ser, typisk f. eks. i synet på kønsroller og børneopdragelse, som støder sammen i kulturmødet. En afstandtagen eller afvisning af andres opfattelse i disse spørgsmål, er ikke nødvendigvis et udtryk for fordomsfuldhed, men udtryk for, at kulturbestemte tærskler for, hvad der er rigtigt eller forkert, bliver overskredet. Omvendt behøver negligering af de forskelle, der findes, ikke at være ud­tryk for ægte tolerance, det kan også være udtryk for konflikt­undvigelse” (8)

.

Det er indlysende, at en indvandrergruppe altid vil opfatte et kultursam­menstød som en magtudøvelse fra flertallet. Flertallets sprog, lovgivning, tradition og omgangsformer er undertrykkende. Det er ikke overraskende, at man vil opleve det sådan. Men når en trendbåren tolerance i en etableret kultur stiler sig bag denne opfattelse, bliver den let til en absolutistisk ideo­logi, der vender sig mod sit eget samfund.

 

 

Det kulturideologiske sammenstød

Med en gruppe indvandrere og efterkommere på 430.000 (9) personer pr. 1. januar 2004 og en fordobling i sigte (10),  på trods af kraftige regeringsindgreb slipper vi ikke for at klargøre vort forhold til de nye medborgere. Og da en stor del af indvan­drerne ret entydigt bærer muslimske forudsætninger, så islam i dag er lan­dets næststørste religion, er opgaven også i høj grad af teologisk art.

 

Forskellige forhold vanskeliggør imidlertid en stillingtagen. Det drejer sig dels om den kulturpolitiske opsplitning af befolk­ningen og dels om de kon­krete vanskeligheder, der opstår i forbindelse med dialogen mellem dan­ske og muslimske indvan­drere.

 

Et delvist historisk begrundet skrækbillede af muhamedanere (11) har i generationer levet i dele af den danske befolkning. Men parallelt hermed levede også myter om det tolerante islam. Denne forestilling blev understøttet af, at de muslimske samfund næsten ingen rolle spillede som krigsførende magter under 2. verdenskrig. De havde heller ikke markeret sig stærkt under de vestlige kolonimagters dominans i mellemkrigsårene. Da de herefter trådte frem som selvstændige stater, blev de varmt mod­taget fra mange sider, og det faldt derfor let at betragte disse samfund som lande, der levede med islam som en fredens reli­gion.

 

Men selve myten om det tolerante islam kan føres helt tilbage til oplysningstidens filosoffer, der i et sammenbidt oprør med den katolske kirkes autoritære holdninger famlede sig frem til den orientalske religion. Og uden at kende noget til den, beskrev de den naivt som fredens, visdommens og retfærdighedens og tolerancens religion, altså en religion, som stemte bedre med oplysningstidens tanker end den katolske kirkeinstitutions lære. At det var et billede af islam, som de drømte sig til, spillede i den givne sammenhæng en mindre rolle. Det var folk som Pierre Bayle, Henri de Boulainvillier, og i hvert fald i en periode Voltaire og Gibbon, som skabte dette lysende islambillede, som intellektuelle liberale kredse i hele Europ tog til sig med be­gejstring.

 

I sammenhæng med denne mytes tilblivelse voksede også mærkeligt nok med protestantisk selvplagerisk lidenskab ideen om fortidens umenneskelige korsfarere frem. For islam var korstogene en noget perifer tildragelsen mellem mange andre og blev aldrig opfattet som en virkelig trussel. For de kristne var det en religiøs og militær reaktion på århundreders muslimske pres på sydeuropæiske lande og kyststrækninger.

 

I de liberale kredse og i hele den politiske venstrefløj blev myterne en uanfægtelig besiddelse. Venstrefløjen dyrkede de nye muslimske samfund og sammen med de kulturradikale sværmede de for al den oprindelighed, både åndeligt og religiøst, som man mødte i de ”vise og tolerante kulturer” med eventyrglans over sig, men som var ofre for hensynsllløs vestlig undertryk­kelse. Ingen af dem var opmærksomme på den muslimske brutalitet, som udfoldede sig i Sudan, Nigeria, Algeriet, Indonesien, Kashmir og Egypten og Armenien, som kostede hundredtusinde af menneskeliv. Også den islamiske terrorvirksomhed med gidselstagning og selvmordsbombere har haft svært ved at trænge igennem tolerancepanseret.(12). De religiøst prægede fun­damentalistiske strømninger fik først langsomt an­sigtstræk.

 

Den nutidige moderate danske holdning til islam er i betydeligt omfang på­virket af standardværker om islam af forskere som Frants Buhl, Johannes Pedersen og Jes P. Asmussen (13), af en række informative undervisnings­bøger til brug i de fortsatte skoleuddannelser samt af forskellige forsknings­institutter som f. eks. centret for islamstudier i Selly Oak Colleges, Bir­ming­ham, Islamisk-Dansk Studiecenter i København samt af en række folkekirkelige samarbejdscentre med positiv holdning til islam.. Den sidste generations vidt forskellige islamisk-fundamentalistisk præ­gede vækkelsesstrømninger er – ikke mindst inspireret af Khomenis revolu­tion i Iran 1979 – først i de senere år på vej ind i den almene forskning.

 

Med de store indvandringer gennem 80erne skærpedes de politiske reaktio­ner på indvandrerne, især overfor muslimerne. Be­greber som integration assimilation, direkte og indirekte racisme, radikalisme, kulturalisme, diskri­mination m.fl. aktualisere­des.

 

Fra den politisk højrefløj lød kravet om stop for indvandring og hjemsen­delse af flygtninge snarest muligt. Der var bekymring for, at Danmark skulle oversvømmes af fremmede, og at dansk kultur skulle svækkes. Og der var frygt for den stærke islami­ske religion. Man forudså, at de muslimske kvin­ders høje fødselsfrekvens sammen med familiesammenføring skulle gøre dan­skerne til mindretal i deres eget land. Der pegedes på den økonomi­ske belastning, på den voksende kriminalitet, på problemer i skoler og på hospi­taler. Mogens Glistrup (14) og Den danske Forening gav flere af be­tænke­lighederne markante udtryk. Og mange undersøgelser viser, at meget store befolkningsgrupper delte holdningerne (15). Kulturelt set ønskede højreflø­jen at bevare et kulturelt “rent” dansk samfund. I visse tilfælde ud­tryktes kravet om assimilation af indvandrere, således, at de blev danske på danske præmisser. Der var sjældent tale om egentlig kulturalisme, dvs. un­dertryk­kelse af andres særpræg, men mere om opslutning om det særpræg, som dansk kultur gennem historie og geografisk forhold var skabt af. Et multi­kulturelt Dan­mark var og er et skræmmebillede. Når der tales om højreflø­jen i denne sammenhæng, er der nok snarere tale om et synspunkt, der deles af størstedelen af den danske befolkning. Det blev derfor katastrofalt, at folketingets øvrige partier lod sig skræmme bort fra en åben politisk debat om emnet

 

Mange af de nævnte holdninger var en almindelig folkelig og selvfølgelig reaktion, men der opstod også en del mytedannelser. Forskellige mediekam­pagner, ikke mindst Ekstra Bladet skabte tavshed omkring debatten eller overlod den til højrefløjens partipolitik.

 

Den danske venstre­fløjs holdning til indvandrere og indvandring er van­skeligere at bestemme, ligesom begrebet venstrefløj heller ikke kan klart afgrænses. Men det er mærkbart, at den har markeret sig meget stærkt i de­batten, og ikke mindst har gjort sig gældende gennem en række af organisa­tioner, som f. eks. Dansk Flygtningehjælp, Mellemfolkeligt Samvirke, Ind-sam, Dokumentati­ons- og rådgivningscenteret om racediskrimination, Poem, Ung-sam, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Dansk Cen­ter for Migra­tion og Etniske Studier og Det danske Center for Menneskerettigheder og adskillige andre. Der foreligger fra denne side en helt uoverskuelig mængde af litteratur og pamfletter, som har været massivt holdningsbestemmende, men som med regeringsskiftet i 2001 mistede indflydelse.Venstrefløjens holdning kan i mange henseende bestemmes som altfav­nende. Den ser gerne et meget stort antal af indvandrere og opfatter dem ofte som kulturberigende islæt i dansk kultur. Den er præget af ønsket om at give plads og kræve plads til forskelligheden. Ofte er der næsten tale om en dyrkelse af forskelligheden. En synsvinkel, som hyppigt anlægges, er, at de fremmede repræsenterer en oprindelighed, der er uforurenet af moderne forfald. “Indvandrernes sociale omgangsformer, gruppesolidaritet, familiere­lationer, forholdet mellem den yngre og den gamle genera­tion er ifølge denne nostalgiske tankegang, ikke ødelagt og upersonliggjort af det mo­derne liv og den upersonlige bureaukrati­ske maskine, som vi… kalder vel­færdsstaten” (16). Kritisk er det bemærket, at der “fra de private og halvpri­vate organisationer har været en tendens til at nuttetgøre de etniske minori­te­ter. Det viser sig ved, at alle konflikter tildækkes og bortforklare som ud­slag af fremmedhad og racisme” (17)

 

Det er muligt, at danske kan lære noget af indvandrere, af deres religiøse fællesskaber, af stabiliteten i manges familieliv og af deres slægtssamhørighed, men det er tvivlsomt, om det er praktisk realisabelt. Sociologen Mehmet Ümit Necef ironiserer over nostalgien heri, når han skriver: “Vi lovpriser indvandrernes storfamilier, hvor tre generationer lever sammen. Men hvem af os gider bo sammen med vore forældre, og hvem siger, de gamle har lyst til at bos sammen med os ?… Vi lovpriser indvandrernes familiesammen­hold og loyalitet, men hvem vil skærpe skilsmisseloven el­ler abortloven ? Hvem kan acceptere, at en kone, der forlader hjemmet skal korporligt straffes? (18). Indvandrerkonsulent Manu Sareen fortæller, at hans erfaring fra mange ind­vandrerfamilier er, at selv arrangerende ægteskaber blandt socialt dårligt stillede indvandrere i realiteten er tvangsægteskaber ( Note: Når kærligheden bliver til tavng, 2004) og konsulent i Dansk Kvindesamfund Esma Birdi beskriver, hvorledes kvinder, som lever i de særlige indvandrermiljøer, psykisk og socialt er dybt præger deraf: ”De bliver holdt i nogle meget snævre fæl­lesskaber, hvor de konstant omgås de samme mennesker og gang på gang hører de samme fordomme o det danske samfund” ( Note Kr. Dagblad 23. juli 2003)

 

Der er ingen tvivl om, at man hos venstrefløjen møder en ærlig vilje til at bistå indvandrere på enhver måde og at komme dem i møde, så at de ufor­kortet kan udnytte deres demokratiske og sociale rettigheder som velkomne og godkendte borgere. Men omsorgen har en ten­dens til at skabe en offer­ideologi, så indvandrerne ofte ses som magtesløse ofre for en ubarmhjertig under­trykkelse.

 

En ganske overvældende del af lit­teraturen om indvandrer­forhold handler om racisme, diskrimination og fratagelse af naturlige rettig­heder. Mens tolerancen overfor de fremmede er grænseløs, er den næsten fraværende overfor landets egen befolkning. Mens der hos højrefløjen mær­kes en vrede mod indvandrerne, er venstrefløjens vrede uafkortet vendt mod landets egne ind­byggere. Man kan endda være pa­rat til at afvise faktuelle oplysninger om problemer med indvandrerne som fordomme og myter.

 

Det er bemærkelsesværdigt at afsløringen af fordomme, myter, diskrimine­ring og racisme i det danske samfund har kaldt på mange kræfter. Der fin­des næppe begreber, der inden for de sidste 15-20 år har være behandlet så indgående. Man afdækker fænomenet i udpræget grad hos politiet, i social­sek­toren, i skoler, i massemedierne, i litteraturen, på arbejdsmarkedet. Og i an­noncer og reklamer findes det i direkte form eller indirekte form, og der er både bevidste og ubevidste motiver hertil. Selv de fleste procedu­rer/rutiner, som  anses for kulturneutrale i samfundet, diskriminerer, da de bygger på danske kul­turtraditioner, der ikke altid tager højde for andre kulturers behov og forud­sætninger (19).En vidtgående omformning af det danske samfund er derfor nødvendig for at sikre etnisk ligestilling, hævdes det.

 

Den minutiøse afdækning af racistiske tendenser stoppede på mange måder den frie debat og bidrog til en slags ængstelig al­muegørelse af befolknin­gen, ikke mindst fordi de antiracistiske bestræbelser kunne understøttes af den såkaldte racismepara­graf 266A i straffeloven. Den voldsomme anti­racismekampagne fik allerede i 1994 sociologen Mehmet Necef til at foreslå: “lad os sige et 5-årigt moratorium for at beskylde det danske sam­fund, pressen og politikerne for at være racister” (20).

Et betydeligt antal bøger med indvandrerhistorier og interviews med ind­vandrere anføres som støtte for antiracismekampag­nen. I de seneste år har en række islamkritiske bøger under stor kritik afbalanceret debatten og fjernet fornemmelsen af pro­blemløsning ( note med titler)

 

 

Det multikulturelle

Igennem flere år har man haft et tydeligt indtryk af, at der stadig bygges bredere veje hen imod det multikulturelle samfund. Og fra mange sider udtrykkes der misbilligelse af ethvert forsøg på at bremse en sådan udvikling.

Tanken om det multikulturelle samfund har stærke tilhængere i EU, og EU har gjort det til en mainstream at fremme politiske tiltag på dette område  med henvisning til, at en forstærket indvandring er nødvendig for at bevare Europas velfærdssamfund, der presses af en aldrende befolkning. Sådanne tanker finder i høj grad støtte i FN. Højkommissær for menneskerettigheder Mary Robinson kritiserede 2001 den fæstningsmentalitet i Europa, som er blokerende for det multikulturelle samfund: ”Erklæ­ringen og handlingsplanen fra sidste års verdenskonference mod Racisme i Durban bekræftede, at den menneskelige mangfol­dighed må anerkendes som et aktiv og ikke som en ulempe, at fremmedfrygt under enhver form må forkastes, og at man må vælge et forpligtelse overfor multikulturelle samfund i en verden, der håber på at høste fordelene af globaliseringen” ( Note ISU)

 

 

Drømmen om det multikulturelle samfund er et barn af kulturrelativismen, som også dyrkes i Danmark af mange kulturradi­kale idealister. Mange ser det som et naturligt og ønskværdigt forløb. Markante udtryk herfor finder vi mange steder. Klart formuleres det f. eks. hos Ole Hammer og Charlotte Toft i bogen: ”Det flerkulturelle Danmark”: ”Det flerkulturelle Danmark er målet. Et Danmark, hvor man tænker flerkulturelt, træffer flerkulturelle beslutninger, organiserer sig flerkulturelt og handler i overensstemmelser hermed”. (Note Præstf.) Der må ske en bevægelse fra flere kulturer til flerkultur, og der må peges på ve­jene dertil. Direktøren for det tidligere Det danske Center for Menneskerettigheder Morten Kærum skrev i 1999, at Grundloven skulle ændres. Flygtninge og indvandrere skal have sikret deres ret til egen kultur, eget sprog og egen tradition ( Note, Præstef.)

 

Bag den multikulturelle strømning ligger en moraliserende tilgang til emnet. At være kulturradikal er lidt bedre end at være socialdemokrat og meget bedre end at være borgerlig, for i hvert fald i kulturdebatten er en borgerlig pr. definition en højrera­dikal, det vil noget obskurt til fordel for det folkelige og det nationale. En kulturradikal befinder sig på et noget højere stade.

 

Det var derfor også naturligt, at 1028 hovedsageligt således kvalifcerede personligheder den 30. marts 2000 indrykkede kæmpeannoncer i de fleste danske dagblade, hvori de udtrykte flovhed over at være danske. De havde svært ved at være dan­ske sammen med flertalsdanskerne, der besad en ringere moral end de selv. Det var de gode, der sagde fra overfor den onde. Sagen var, at mange danske med forkerte holdninger havde tilladt sig endog på skrift at udtrykke bekymringer for Danmarks fremtid under indtryk af de hundredtusinder især muslimske indvandrere fra fjerne lande, som på dette tidspunkt væltede ind over Danmarks grænser.

 

Blandt annoncens underskrivere var der adskillige, der førte en renhjertet kamp for at skabe det multikulturelle Danmark, og som så et fornyet kraftfuldt samfund vokse op heraf. Sådanne tanker gør sig stadig gældende i mange kulturradikale kredse. De står bag fine politiske tiltag, ja er endda ved at erobre danske højskoler.

 

Tilhængere af denne overbevisning har ofte henvist til Canada, det land som stærkest af alle er på vej til at skabe et sådant samfund. Multikulturalismen har her siden premierminister Trudeau været officiel politik. Der er immigranter fra 200 lange. Racisme findes næsten ikke, bliver i hvert flad ikke nævnt. Respekt for indvandrerkulturer viser sig blandt andet i, at megen undervisning i de offentlige skoler er opdelt, således at den foregår på engelsk eller fransk først på dagen, mens der om efter­middagen undervises i indvandrernes modersmål og kultur. Men der er også kritik. Tom Buk-Swienty fortæller i Weekendavi­sen( Note 31. august 2000, Søndagsartikel), at der på trods af, at Canada ikke har nogen historisk cementeret nationalkultur er bestandige gnidninger mellem etniske grupper. Men da den officielle holdning er yderst politisk korrekt, omtales de faktisk ikke. I det offentlige er det et helvede, siger kritikerne. Hver eneste komite, selv det mindste udvalg skal repræsentere alle etniske grupper ligeligt. Der udbydes undervisning i alle kulturer, men skolerne har måttet afskaffe faget canadisk historie. Man kan opleve, at julekoncerter bliver til vinterkoncerter, hvor der synges hebraiske, kinesiske og filippinske sange, men de kristne kan man ikke møde. Et nationalt fællesskab findes ikke mere.

 

Realiteten er, at multikulturelle samfund med store kulturelle mindretal faktisk aldrig har kunnet leve sammen i fordragelighed. Det har i hvert fald krævet generationers tilpasning, og hvor det drejer sig om stærke mindretalskulturer som de muslimske har det været umuligt. Hvor velintegrerede muslimer end bliver, er deres samhørighed med den islamiske umma ligeså stærk som deres nationale tilhørsforhold. Nobelpristageren V. S. Naipaul mener endda ( Note: Ikke til at tro) at muslimer, især konverte­rede, oplever sig stærkere som en del af den arabiske historie end af den nationale historie. Ideen om det multikulturelle sam­fund hviler på to forskellige antagelser, som gensidigt forudsætter hinanden, og begge forudsætter, at kulturrelativismen er en sandhed, som ikke kan anfægtes. Den ene antagelse er, at et samfund bygget op over  ligeværdige kulturer, i respekt og har­moni kan inspirere hinanden til tolerance og gensidig udvikling. Den anden er, at der ud af kulturernes fællesskab på god mar­xistisk vis fødes det kraftfulde idealsamfund, hvor de bedste elementer fra alle kulturer opgår i en syntese med opblomstring på alle samfundets områder til følge. Tanken om det multikulturelle samfund er dømt til undergang. Hvis den får udbredt politisk magt vil det være ødelæggende for samfundet. En er et tydeligt nedslag af den naive tanke, at mennesket af natur vil det gode, eller i hvert fald ved veltilrettelagt oplysning kan opdrages til at vælge de fornuftige standpunkter. I sin omtale af multikultur­ralismen i England beretter Ibn Warrraq (note), hvordan man først havde troet, at man via uddannelse kunne assimilere immi­granterne i den engelske hovedkultur. Det gik galt på dramatisk vis. Forestillingen om, at man af den rå immigrant kunne pro­ducere en lille engelskmand, druknede i beskyldninger om chauvinisme, racisme og kulturel imperialisme.

 

Den naive optimisme i kulturrelativismen betyder, at man afstår fra at tillægge nogen kulturytring bestemte værdier, for alle har krav for samme respekt og ingen har ret til at kritisere de filosofiske, religiøse eller sociale forhold, som ligger bag kultu­relle ytringer. Det vil under alle omstændigheder være udtryk for vestlig ”højrøvethed” og kulturimperialisme. En historisk betinger overordnet rationel ideologi kan medføre en værdisvækkelse, så samfundets grundlæggende sammenhængskraft for­falder. En fælles folkelig samhørighed er sammensat af de byggestene, som bærer et demokrati. Når forpligtethed overfor et samfunds grundlæggende værdier opløses, står højrebevægelser klar til at overtage på deres enkle præmisser. Udviklingen i Østrig, Frankrig og Holland skal ses i denne sammenhæng.

 

De multikulturelle ideologers gave til den danske befolkning er ghettodannelserne. De var uundgåelige, da multikulturelle samfund altid udvikler sig til parallelsamfund med befolkningsgrupper, der lever isoleret i forhold til hinanden. Ghettosamfund i Danmark er principielt overførelse af mellemøstlige, østlige og afrikanske livsformer til en nordeuropæisk kultur med solide hegn imellem. Mange anatoliske landsbysamfund har således indrettet sig på bedste vis i Danmark. Ingen kan bebrejde ind­vandrerne, at de indretter sig på denne måde. Danske optræder på samme måde i Spanien og Sydfrankrig. I fællesskaberne føler man tryghed og bevarer de sociale og religiøse normer, som man ikke vil miste. Politikernes forsøg på at opsplitte så­danne samfund er på forhånd dømt til at mislykkes, for jo stærkere pres, der er på disse områder, desto stærkere vokser fælles­skabsfølelsen og modstanden mod det omgivende samfund, og denne modstand forstærkes af, at mellemøstlige indvandrere ofte er negative, endog ofte fjendtlige, overfor vestlige kultur og civilisation. De er sprogligt og uddannelsesmæssigt margina­liserede, og en manglende forpligtelse overfor det nye land gør det acceptabelt at udnytte dets sociale tilbud til det yderste.

 

Ghettoerne er udfordrende for det demokratiske samfund, fordi de sætter bom for kontakten til den omgivende befolkning, og de bliver socialt belastede områder og steder for fremvæksten af negative myter om den kultur, som mange helst undgår at lade sig indfælde i. Ofte sker der en dæmonisering. Den skabes af mistænksomhed, sproglig afmagt, modvilje og fjendtlighed, og forstærkes derved, at de stærkeste indvandrere, som ikke har villet sig klientgøre, forlader områderne og dermed mister deres mulighed for at være rollemodeller for uddannelse og social integration.

 

Ghettoerne er ofte præget af modsætninger mellem de forskellige gruppers indbyrdes modsætninger. Der er eksempler på, at de store muslimske religiøse retninger sunni og shia er vagtsomme overfor hinanden, og at deres selvstændige grene af begge parter får kætternavne hæftet på sig. Der bliver således rig lejlighed for udenlandske islamister til at spille mennesker ud mod hinanden. Og modsætninger afklares som regel efter normer, som er i modstid med regler i det danske samfund. Der er tendens til at dansk retsvæsen har svært ved at gøre sig gældende i ghettoområderne.

 

Egentlige raceuroligheder har vi i Danmark været forskånet for, men erfaringer fra flere udenlandske miljøer er langt fra posi­tive, især optøjerne i de engelske byer Bradford, Burnley og Oldham har trukket spor, og paralleller hertil kendes fra det meste af verden.

 

De kulturradikale er altid følsomme overfor kritik, men de ved altid med sig selv, at kritik er udtryk for manglende uddannelse og misforståelse. Et egentligt skyldbegreb kender de derimod ikke. Derfor er de også uden forståelse for, at de i det stadige forsvar for de åbne grænser for indvandrere og i den fortsatte omsorg for totalitære muslimske værdier har pådraget sig en alvorlig skyld overfor deres egne medborgere og deres eget samfund. Vi har hørt meget lidt om deres forsvar for og medfølelse med de dårligt stillede danske borgere, som har fået deres livskvalitet alvorligt forringet af indvandring i deres boligkvarter, i deres skoler og i den overbelastede sociale omsorg. ( Note Kai Sørlander). Af en eller anden mærkelig grund har vor nuvæ­rende integrationsminister Bertel Haarder mødt en utrolig skepsis overfor den intense integrationsarbejde, regeringen har påta­get sig. Mistro og bred skepsis er faldet langt mere i øjnene.

 

 

Dialog mellem kristne og muslimer.

Dialogen med muslimer er uomgængelig. Fremmedheden mellem kristne og muslimer er så stor, at der fordres en indsats fra begge parter for at skabe en fælles referenceramme, og væksten i den muslimske befolkningsgruppe er så kraftig, at mødet med den er den største udfordring for dansk kulturfor­ståelse måske i århundreder.

 

Men vanskelighederne er store. Som det er påpeget, er vor forståelse af selve kulturbegrebet meget inhomogen, og en tydelig splittelse falder i øj­nene. Usikkerheden i vurderingen af danske værdier og normer har været voksende lige siden det marxistisk inspirerede ungdomsoprør i 6oerne og 70erne satte spørgsmålstegn ved alle overleverede traditioner. En teknolo­gisk betinget udbredelse af en nivelleret  massekultur har yderligere foruro­liget en national selvforståelse. Usikkerheden betyder, at det er vanskeligt at opstille fælles mål for en dialog. Også den muslimske befolkningsgruppe er yderst sammensat. Der er store tradi­tionsforskelle mellem indvandrere fra f. eks. Iran, Somalia og Marokko, og sprogligt set er der store barrierer. Også de religi­øse sædvaner er yderst forskelligt udviklet. Forskellene mellem sunnimuslimer og shiamuslimer er så markante, at deres ind­byrdes forhold kan være meget spændt. Sufismen har egne traditioner. Alawier betragtes af store grupper inden for sunni og shia som kættere og er genstand for en vis forfølgelse. De er stærkt repræsenteret i Tyskland, men er også at finde i Danmark. Ahmadiyya-Islam er af nyere oprindelse. Den anses også for at være en heretisk bevægelse, men den er markant til stede i Danmark og står for en aktiv islampropaganda. Ud over de nævnte findes adskillige andre, især shiaprægede grupperinger, som Zaidiyya og Ismailiyya. Den meget store spredning både i traditioner og religiøse opfattelser bevirker, at en ge­nerel forståelse af Islam ikke er mulig, og enhver fremstilling af muslimsk tænkning og tradition vil straks blive imødegået af grupperinger, der meget kraftigt hævder, at “sådan er det ikke hos os” !. Hvis man forhandler med muslimer, vil man møde stor velvilje og imø­dekommehed, men det særpræ­gede taqiyya-begreb, der i visse tilfælde tillader muslimer at skjule deres hensigter, kan gøre egentlige aftaler vanskelige eller uoverskuelige.

 

En virkelig gennemtænkning af forholdet mellem kristendom og islam på teologisk plan må finde sted i universitetsregi. Det er her forskellene i skriftsyn må drøftes. Også gudsopfattelsen, Kristologien, opfattelsen af Helligånden, eskatologien og forståel­sen af lov og evangelium må behand­les her. Men alle steder, hvor kristne og muslimer mødes i hverdagen, vil teologiske be­greber være til debat. I den almindelige dialog vil grundpro­blemer aftegne sig, fordi de fleste muslimer, enten de er religiøst udøvende eller alene kulturelle muslimer, bærer deres fastlagte og uomgængelige for­ståelse af Koranen og Profetens sædvane, sunna, og dens skriftlige udform­ning hadith med sig. Og deres stillingtagen både til moralske, sociale og politiske spørgsmål vil være bestemt heraf. Kristnes synspunkter på Kora­nen og hadith vil normalt afvises, da kun den, der er værdig til at læse Ko­ranen og den ældste tradition kan udtale sig. Og værdig er man kun, hvis man kan læse teksterne på arabisk (23)

Dialog med muslimer foregår på forskellige planer alt efter de aktuelle om­stændigheder  afhængig af danske deltageres kultu­relle forudsætninger og muslimernes religiøse holdninger og traditioner.

 

Den vigtigste og afgørende dialog finder sted, når man mødes i et arbejds­mæssigt, uddannelsesmæssigt og skolemæssigt fæl­lesskab, hvor man sætter pris på at lære hinanden at kende og finde gode personlige relationer.

Dialog kan også være møder, hvor man aftaler at hjælpe hinanden med prak­tiske ting, eller for at bringe misforståelser ud af verden. Sådanne sam­men­komster får tit et tillidsskabende præg.

 

På det noget mere formelle plan sker der dialog mellem muslimske ledere og danske ledere af børneinstitutioner, skoler, ho­spitaler, kommuner og amter. Ved sådanne møder har muslimer ofte den konkrete hensigt at regu­lere bestemte danske forhold f. eks. angående spisevaner, undervisning, skolers ordensreglement, forhold mellem piger og drenge, regler for be­handling af patienter på hospitaler, arbejdsfritagelse til daglig bøn, reserva­tion af svømmehaller til brug for muslimer, regler for opførelse eller finan­siering af moskeer, udlægning af jord til begravelsespladser. Foruden drøf­telse af sådanne forhold, har muslimske ledere i lighed med, hvad der er almindeligt i andre indvandrerlande, ofte den generelle dagsorden på over­ordnet plan at skaffe islam en stadig stærkere plads i det danske samfund. I drøftelser af denne art, drejer det sig om indflydelse, om at der skal ske af­ståelse til fordel for en anden part. For kulturrelativistiske danske deltagere er problemerne næsten ikke en debat værd, da muslimske traditioner er li­geså berettigede som danske. For danske deltagere med dansk selvforståelse kræves der god og ærlig viden både om egne forhold og om samtalepartne­rens baggrund og intentioner. Og  frem for alt er det afgørende at være sig bevidst, at der findes en række danske traditioner, vedrørende lige­retspro­blematik, demokratiske principper og menneskeret­tigheder,hvor der ikke kan gives køb.

 

Der er tradition for, at danske kirkelige organisationer og øvrige kirkelige grupperinger har en meget åben holdning til musli­mer. Selvom missions­virksomhed i muslimske områder har været vanskeliggjort og stort set er uden resultat, og selvom der i disse år sker en voldsom mus­limsk fremtræn­gen i tidligere kristne områder, så har kristen missionsteo­logi, som på mange om­råder har været særdeles frugtbar, i årtier fastholdt begrebet dia­log som et helt overordnet princip. Det er da også forståeligt, at dialogmøn­steret er grundlaget for flere danske stifters formaliserede samar­bejde mel­lem kristne og muslimer. Der kan godt være grund til at overveje vilkårene for et sådant møde.

 

I muslimske menigheder har der aldrig været nogen folkelig debat om re­li­gionens gyldighed. For muslimer er islam ikke noget tag-selv bord. Der vil være en betydelig religiøse integritet blandt muslimske deltagere i samtalen. Hos danske deltagere der­imod kan det godt forholde sig helt anderledes. Her vil kulturrelativismen have sin rolle at spille, og den vil være kædet sam­men med et ønske om at være imødekommende over for vore nye borgere, som har gennemgået så meget, ondt, som danskere har vendt ryggen, og som overbevisende og urokkeligt står vagt om deres tro. For danske kristne er det naturligt at respektere en anden religion. Man kan møde overbevisnin­ger om, at kristne og muslimer dyrker den samme Gud, at muslimer også re­spekterer Jesus, at islam i virkeligheden er Guds fortsatte åbenbaring udenom Kristus. Der kan derfor tit opstå ønsker om, at forskelle skal glattes ud, og at tolerancen skal være kristnes mærkesag.

 

At der findes holdninger af denne art, er forståelig. Nogle generatio­ners opdragelse til demokrati har sløret den kendsgerning, at man også må defi­nere sig selv ved at trække grænser, selv over for mindretal, ellers pris­gives fundamentale elementer i dansk kulturgrundlag.

 

I de nærmeste år, hvor der langsomt vil ske en integrering af muslimer i det danske samfund, vil der være behov for en dybtgå­ende oplysning  om for­holdet mellem kristendommen og islam. Og denne undervisning må finde sted både i skoler, i konfir­mandundervisning, i den kirkelige voksenunder­visning og på de videregående uddannelser. Det drejer sig om en sag, der er af overvældende betydning for den danske kirke. Tilnærmelsen mellem de lutherske kirker, den anglikanske kirke og den katol­ske kirke har bevæget sig med meget små skridt og igennem århundreder. Og forud for hvert skridt er der gået intense teologi­ske drøftelser. Det vil være letsindigt at forestille sig, eller ønske sig, at tilnærmelsen mellem kri stne og muslimer skal få et meget anderledes forløb, deres væsensforskel taget i betragtning.

 

 

Noter:

 

1. Lund, Pihl, Sløk: De  europæiske ideers historie, p. 358, Kbhvn. 1965.

 

2. Kultur. in Religion in Geschichte und Gegenwart, bd. IV, 1960

 

3. Gyldendals Leksikon, Kbhvn. 1977

Jonas Frykman og Orvar Löfgren: Den kultiverade människan, p. 15, Lund 1979

 

4. Se nærmere herom f. eks. hos Ann-Belinda S. Preis: Flygtninge, sandheden og andre gåder. p. 13 og 21-22. Munksgaaard/Rosinante, 1996

 

5. Christina B. Jagd: Når racefordomme bliver til racediskrimination, p. 15, Dokumentations- og rådgivningscentret om racediskrimination, 1997

 

6. se f. eks. Jacques Blum: Splinten i øjet – om danskernes forhold til de fremmede. 1986

 

7. Mai Heide Ottosen: Os og dem – gensidig tilpasning, p. 7. Socialforskningsinstituttet/Gyldendal

 

8. Referat, ibid, p. 103

 

9. Mellemfolkeligt Samvirke, Statistik – Om de etniske minoriteter i Danmark, 1999

 

10. Danmarks Statistik, Indvandrere i Danmark, 1999

 

11. Europæernes århundredlange kampe mod skiftende muslimske regimers ekspansionstrang har sat sig dybe spor. Tab af menneskeliv i hundredtusindetal og hel eller delvis ødelæggelse af talløse sydeuropæiske byer giver en historisk baggrund for skabelsen af billedet af den grusomme tyrk. – Se Paul Fregosi: Jihad, New York, 1998.

12. Yngre historikere kunne derfor ofte med ringe historisk forståelse og stor forargelse set tilbage på det “primitive” fjendebillede, som fortidens mennesker bar på. Se. f. eks. Peter Christensen: En gammel fjende genopstår. In Fjendebilleder og fremmedhad., red. Kristof K. Kristiansen og Jens R. Rasmussen. F.N.- Forbundet 1988.

De kristne korstog får trods deres begrænsede effekt en fremtrædende plads i debatten.

 

13. Frants Buhl: Muhameds liv, Kbhvn. 1903 og Muhameds forkyndelse efter Quranen, Kbhvn. 1924. Johannes Pedersen: Islams Kultur, Kbhvn. 1928. Jes P. Asmussen: Islam. Kbhvn. 1981. Et nyere tematisk værk er Niels Henrik Arendt: Gud er stor, Anis 1994

 

14. Mogens Glistrup: De fremmede i landet. Kbhvn. 1992.

 

15. Jacques Blum: Splinten I Øjet – om danskernes forhold til de fremmede. Jacques Blum og forlaget Stavnsager 1986

Øystein Gaashold og Lise Togeby: I syv sind. Danskernes holdninger til flygtninge og indvandrere. Forlaget Politica 1995.

 

16. Mehmet Ümit Necef: Jeg vil ikke være en simpel fremmedarbejder som min far, p. 62. Odense Universitetsforlag 1994.

 

17. Pernille Bramming, Søren Mørch, Torben Rugberg Rasmussen: Bastardkultur, p. 16. Center for Mellemøst-Studier, Odense Universitet 1990.

 

18. Mehmet Ümit Necef: Jeg vil ikke være en simpel fremmedarbejder som min far, p. 69. Odense Universitetsforlag 1994.

 

 

 

19. Christina B. Jagd: Når fordomme bliver til racediskrimination. Dokumentations- og rådgivningscentret om racediskrimination, p. 6, 1997

– Snesevis danske udgivelser behandler, ofte ensidigt,  disse og lignende problemer – en massiv bearbejdelse af danskernes holdning !

 

2o. Mehmet Ümit Necef: Jeg vil ikke være en simpel fremmedarbejder som min far, p. 96. Odense Universitetsforlag 1994.

 

21. Ole Hammer og Charlotte Toft: Det flerkulturelle Danmark, p. 110, Forlaget Klim, 1995.

 

22. Kronik i Berlingske Tidende 5. juni 1999.

 

23. I forbindelse med en række kritiske, men nøje dokumenterede artikler om islam har jeg modtaget flere vrede reaktion fra muslimske informationsgrupper. Det fælles træk har været, at alle synspunkter er islam uvedkommende, da Koranen og hadith ikke er læst på arabisk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Folkelighed og indvandrerpolitik

 

 

 

Højskolebladet nr. 33

18. oktober 1996

 

 

 

 

Folkelighed og indvandrerpolitik                

 

                                            af tidl. domprovst Poul E. Andersen, Odense

 

 

 

Det er svært at gennemføre en flygtninge- og indvandrerpolitik i dag. Især i et folk som det danske, hvor der i tusind år har været en meget stor etnisk ensartethed.

Det var meget lettere i 1945 med de store flygtningeskarer fra det tyske sammenbrud. Disse frem­mede samledes i afsides liggende lejre bag pigtråd. Og bevæbnede vagtposter sikrede, at ingen forlod stedet og blandede sig med danskere på offentlige områder. Så snart der blev mulighed for det, sendte vi dem ud af landet og vor forpligtelse ophørte. I virkeligheden var der ikke mange, der lagde mærke dertil. De, som døde under opholdet, fik deres hvilested på kirkegården, ofte i et hjørne nær affalds­kummen. Som regel stod der en træplade med et navn og en dødsdato.

.Meget anderledes er vor indvandrer- og flygtningepolitik i dag. Indvandringen har allerede fundet  sted gennem adskillige år, og ingen kan vide, hvornår strømmen er forbi. Måske sker det aldrig.De fremmede har fået rettigheder, meget detaljerede, og de gør brug af dem. Forsorgen er udbygget, og udbygges stadig videre. Mange indvandrere opnår en levestandard, der er flere gange højere  end hvad, de kendte i deres hjemlande, selv i fredstider. Ofte kan de med deres overskud forsørge fami­liemedlemmer, der blev tilbage i deres hjemland, med penge, der sendes ud af Danmark. På trods af omfattende omsorg, er det dog ikke lykkedes at gennemføre en effektiv integration i den danske be­folkning, selvom myndigheder og private organisationer arbejder hårdt derpå.

Den danske befolkning er dybt splittet i holdningen til de fremmede. En stor gruppe mennesker ligger under for en slags kollektiv skyld, fordi det ikke er lykkedes at skabe forståelse for, at indvandrerne skal modtages som medborgere og uden forbehold behandles som sådan. De føler det smerteligt, at de ikke kan forhindre udelukkelse af de fremmede fra et normalt integreret socialt liv i deres nye fædre­land, og en del føler sig endda af kristne eller humanistiske grunde forpligtede til at bryde dansk lovgivning for at støtte asylsøgere som fastlagte regler nægter opholdsret..

 

En anden og måske større gruppe af danskere bærer på en stærk vrede, – undertrykt eller uudtalt – overfor de fremmede. De føler, at de trænger sig ind i deres land, forøger arbejdsløsheden, skaber voksende boligkøer, belaster skoleundervisningen og modtager bistand fra staten i langt  større om­fang end landets egne beboere. Og i mange kredse er der ængstelse for den kriminalitet, som mange flygtninge og indvandrere bringer med sig. Men vreden er ikke blot et udtryk for, at de fremmede tærer på de ressourcer, som egentlig skulle tilfalde landets egne borgere, den er ligeså meget udtryk for en følelse af undertrykkelse i deres eget land. Hver gang de forsøger at formulere sig med en eller anden kritik af fremmedpolitikken, er forargelsen over dem fra myndigheder, politiske kredse og de private organisationer, der arbejder for integration, og mangt et racismeskældsord har lukket mun­den på mennesker, der så føler, at frihedsrettigheder er taget fra dem, og at en garanteret yrtringsfri­hed i praksis vanskeliggøres.

Når to så emotionelt betonede reaktioner lever side om side i vort samfund, og så indædt, som tilfæl­det er, så tyder det på, at der er noget helt galt med vor flygtninge- og indvandrerpolitik, specielt med de markante integrationsbestræbelser.

Det er mit indtryk, at en række problemer er begrundet i en manglende forståelse af og respekt for, hvad dansk folkelighed er. Det hænger måske sammen med, at folkelighed i mange hovedstadsmiljøer har klang af forsamlingshus eller EU-modstand og derfor virker som en forældet romantisk fremstil­ling, som ikke skal tages alvorligt i et moderne samfund. Med risiko for at tabe en del af læserne vil jeg dog med udgangspunkt i Grundtvigs forståelse af dansk folkelighed plædere for, at der er et par synspunkter på folkelighed, som man må tage alvorligt, hvis man ikke vil gå helt fejl af befolk­ningen i flygtninge- og indvandrerpolitikken og lægge op til fremtidige konfrontationer, som man kender der fra USA, fra Harlem og Los Angeles.

Dansk folkelighed betyder ikke blot, at der i et bestemt område findes en nation af mennesker, som kalder sig danske, og som er undergivet bestemte politiske, økonomiske og sociale vilkår, sådan som nutiden nu har krævet det. Hvis det alene er den sociologiske forudsætning hos folk, der driver frem­medpolitik, og det tror jeg ofte, det er,  så løber de lige ind i problemer, som de allerede nævnte. Og de må finde sig i, at de bli­ver mistænkt for at ville kue en befolkning til at miste mund og mæle, mens en ufolkelig politik reali­seres midt imellem dem, og mens visse mondæne kredse flirter med en drøm det multikulturelle  Sagen er jo, at dansk folkelighed er noget mere, og det må man vide, hvis man vil have forståelse for, at fremmede skal havde fuld hjemstedsret i Danmark.

Dansk folkelighed er det at være sig bevidst som dansk på et bestemt sted, bundet sammen med andre gennem fælles sprog, gennem en hundredårig historie og gennem en gammel kultur, som man har lært at forstå sig selv igennem. Grundtvig turde engang ublufærdigt benævne dette fænomen den dan­ske folkeånd.Gennem det talte sprog ( modersmålet ) er vi fra børn af blevet indført i det, der digtes, skrives og fortælles, det være sig det sublime såvel som banaliteterne. Gennem historien og religionen kommer der navne og år og fornemmelse af fælles skæbne ind i generationernes udvikling, og der kommer idealer og normer, som former vor bevidsthed. Når denne arv overtages, ubevidst eller be­vidst, skabes identitet og rodfæstethed. Det må ikke mindst på denne baggrund være et chok for alle med respekt for dansk folkelighed, at undervisningsminister Ole Vig Jensen for øjeblikket af al kraft arbejder for at afskaffe almenfagene historie og kristendomskundskab fra seminariernes læreruddan­nelse. Det vil lette bevægelsen i retning af det multikulturelle, og den letsindige overfladiskhed vil tri­ves derved. Et folk med en baggrund som den nævnte er ivrigt for oplysning og fornyelse, men det vil ikke lade sig opdrage. Det vil selv finde sin vej, og holdninger kan ikke bare flyttes.

Dansk folkelighed har ikke meget med nationalisme at gøre. Den er i høj grad villig til at møde andre folk med respekt, og den er vidende om, at folkelighed leder ud i det mellemfolkelige.

Men hvad betyder nu det for fremmedpolitikken ? Jo, det betyder først og fremmest, at når danske skal føres sammen med fremmede, må det ske i frihed og uden bedrevidende ideologi fra anden side. Myndigheders integrationspres fører til underkuelse af alle parter, og det leger med en undergrund af vrede, som er farlig for kommende generationer.

Jeg har været med til at forsøge at indføre tamilske indvandrere i en dansk seminarietradition. Det var spændende. Men ikke en eneste personlig kontakt voksede ud af det. Jeg har været initiativtager til et forsøg på at skabe et socialt fællesskab mellem indvandrere og danske sognemenigheder. Og mange ville gerne mødes en enkelt gang og iagttage hinandens forunderlige skikke. Men ikke et eneste per­sonligt venskab udsprang deraf. Og hvorfor nu det ? Fordi alle arrangerede integrationssituationer er unaturlige. Under studieår i et fremmed land oplever man, at man først kan vokse ind i et fremmed fællesskab på baggrund af et studiehistorisk og sprogligt fællesskab. Når man yderligere har prøvet at bo nogle år i et fremmed land, hvis  sprog man er helt udelukket fra, og hvis historie man ingen andel har i, så ved man noget om, hvad fremmedhed er, og man ved også, at troen på integration er ro­man­tik uden jordforbindelse, den tager generationer. Når således barmhjertige blandt landets indbyggere vil tage sig af en, åbenbares det sproglige og kulturelle dyb, der adskiller, med en sådan pinagtighed, at fremtidige forsøg ikke fri­ster. På baggrund heraf er jeg sikker på, at fremmede i vort eget land må forblive fremmede iblandt os, indtil de taler sproget og føler sig delagtige i vor politiske, kulturelle og sociale historie. Man har intet at give hinanden, hvis man ikke har et medium at mødes igennem Og ingen som helst har ret til bebrejde danskerne, at de ikke vil have med dem at gøre. For ligesom ind­van­drerne har ret til at forsvare deres eget miljø og deres egen kreds, har danske ret til at færdes uden dårlig samvittighed i deres omgangskreds med familie, arbejdsfæller, ungdomsvenner og studiekam­me­rater, og de vil føle sig ufrie og utilpas, hvis de på dette plan skal forpligtes på andre.

Hvis man i flygtninge- og indvandrerpolitikken skal respektere dansk folkelighed, er der flere ting, der skal stå klart. For det første, naturligvis, at man er forpligtet til at modtage flygtninge i overensstem­melse med internationale konventioner og i overensstemmelse med indgåede politiske aftaler.  Der er ingen kløft mellem det folkelige og det mellemfolkelige. For det andet er danske myndigheder forplig­tet til at informere bredt og uden vrangvilje og forbehold om alle forhold vedrørende flygtninge og indvandrere, om antal, nationaliteter, omkostninger, sociale og retslige problemer, om følger for ar­bejdsmarked, boligmarked, børnehaver og skoler samt om perspektiver i befolkningsudviklingen.

Det må desuden været helt selvfølgeligt, at enhver dansker har frihed og ret til at kritisere de frem­mede og arbejdet iblandt dem, uden at racismeskilte brændemærkes på ham, på samme måde som flygtninge og indvandrere er berettiget til at kritisere deres forhold og danske synspunkter.

Indvandrere siger frit og frejdigt, at dansk ægteskabslovgivning og seksualmoral er syndig, og de ud­trykker ofte en negativ holdning til danske religiøse skikke og overfor dansk kriminalpolitik. På samme måde kan danske kritisere indvandreres normer på disse områder. Kun når tingene siges ligeud, kan en samtale finde sted. Danskere er normalt ikke bange for at oplyse, at de ikke kan fordrage tyskere og svenskere. Ingen kaldes racister af den grund. Der bør også være en selvfølgelig sag, at man frit kan udtale, at man ikke bryder sig om f. eks  palæstinensere og pakistanere. Det ville være nedla­dende, om man her skulle tage særlige hensyn. Holdninger af denne art har intet med racisme at gøre. Frie mennesker skal ikke bringes til tavshed. Racisme er udtryk for at ønske om forskelsbehandling af mennesker på grundlag af deres  racemæssige tilhørsforhold samt, i udartede former, overbevisninger om, at såkaldte højerestillede racer er berettigede til at undertrykke andre. Det må man holde sig for øje. En reel forståelse af racismebegrebet giver aldrig selvpromoverende moralister ret til at fremhæve egne dyder ved at forsøge at bringe andre til tavshed ved en kvalmende moralisme.

Hvis dansk folkelighed skal respekteres, må det fastholdes, at det danske folk ikke skal opdrages og forandres. Og det skal de fremmede heller ikke. De har ret til at fastholde deres skikke, kultur og ven­skabskredse inden for landets love og givne rammer. Og de bør frit kunne udtale sig derom. Hvis de yderligere vil være danske, så sker det ved, at de efterhånden lærer sproget, lever sig sammen med landets kulturelle, sociale og politiske historie. Der er ingen anden vej. Og integration sker ikke ved at man presses mod hinanden, den sker ved, at man mødes som arbejdskammerater, i boligbestyrelser, forældreråd, i politisk arbejde og i uddannelsesmil­jøer. Enhver pression direkte eller indirekte er gift for en fredelig udvikling i forholdet mellem gamle borgere og nye. Alt for meget politiske bedreviden og alt for meget selvretfærdighed har præget de­batten. Det er demagogi at ville nægte, at de mange fremmede tynger vore budgetter, at de er besværlige og krævende. Men vi tager imod dem som men­nesker med hårde skæbner, og vi vil tage os godt af dem, give dem plads iblandt os som nye danskere, men lad os blive fri for den selvhøjtidelige moralisme og pædagogiske bedreviden, der ligger som en dyne over flygtningepolitikken og truer med at forurene ethvert naturligt menneskeligt forhold til vore nye naboer.

 

 

Ovenstående artikel er en bearbejdelse og en udvidelse af kronik i Jyllands-Posten den 26.7.96.

 

100.000 kr. til danskerhad

                                                                                                                                                          Morgenavisen

                                                                                                                                                          Jyllands-Posten

                                                                                                                                                          28. november 1999

 

 

100.000 kr. til danskerhad

 

 

Meninger

af tidl. domprovst Poul E. Andersen

Odense.

 

I 70-erne og 80-erne hadede marxisterne det danske samfund. Det var ikke værd at bevare. Den samme holdning møder vi idag hos mange personer bag det mangebenede mastodontdyr, som udgøres af de ideologiske humanitære organisationer, nævn, centrer og foreninger, som mer og mer får karakter af ekspanderende flygtningsindustri. Det indtryk får man i hvert fald, når man hører udtalelser fra ledende medlemmer herfra, eller læser de mange publika­tioner, de udsender.

For nylig kunne man i pressen læse, at et af de statsstøttede centrer, Doku­mentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination, DRC har modta­get 100.000 kr fra kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen til oprettelse af en hjemmeside til at informere os om racisme, ligestilling og det multikulturelle samfund.

Hvem står så bag dette rådgivningscener ? Ja, det blev indviet af tidl. inden­rigsminister Birte Weiss i 1994. Det støttes af indenrigsministeriet, LO, SID, Kvindeligt Arbejderforbund, Politiken Fonden, 1. maj Fonden og Forsknings­fonden af 1971.

DCR har netop i anledning af 5-års jubilæet udsendt en såkaldt sortbog: “Hvem forsvarer det flerkulturelle Danmark” af Moses Larsen. I bogen for­tælles i højstemt tone om den succes, centret har opnået. Den anklager de danske myndigheder for at have “et umodent forhold til det flerkulturelle samfund” og for at svigte beskyttelsen af de etniske minoriteter. Den fortæl­ler, at det er lykkedes at skaffe flere tusinde klager fra etniske minoriteter. Blandt dem er udvalgt 48 sager, som kan “visualisere diskriminationens mange grimme ansigtsudtryk”. Og så gennemgås i stort og småt diskrimina­tion eller racisme hos Magasin, Shell, hos undervisningsministeriet, på disko­teker, i svømmehaller, på arbejdsmarkedet og talløse andre steder.

I en række øvrige publikationer afsøger DRC nidkært alle samfundets funktionsområder for at afdække danskernes muligheder for direkte eller indirekte racisme eller dis­krimination. I bogen “Når fordomme bliver til racediskrimination” påpeger Christine B. Jagd, at selv offentlige myndigheders og kontorers procedurer/rutiner, som an­ses for kulturneutrale, diskriminerer, da de bygger på danske kulturtraditi­oner! Flertallets sprog, lovgivning, tradition og omgangsformer kan natur­ligvis af minoriteter opfattes som diskriminerende, men Jagd går så vidt, at hun hævder, at danskere ikke må beskæftige sig med indvandrerproblemer, for “Fokuseringen på kulturelle forskelle ligner til forveksling racistiske for­domme og opfattelser” ( p. 15 ).

I Tim O’Connor og Ysar Cakmak: “Kom indenfor og lad være med at føle jer velkommen” fortsættes utrætteligt jagten med anholdelse af danskeres tvivlsomme udtalelser, der kan skabe baggrund for racediskrimination. Ytringsfrihedens vide grænser beklages – det havde jo været rart at kunne slæbe mange flere for retten – og illustrationerne, hvor morsomme, de end er, afslører danskerhadet åbenlyst.

Erik Tinor-Centi har udgivet skriftet: “Om at sætte ild til en krudttønde”. Heri polariserer og cementerer han holdningerne i det danske samfund gennem radikalisering af kravet om etnisk ligestilling. I bogen “Etnisk ligestilling til forskel” af Amira Bada, Jane Skifte og Eric Tinor-Centi fremdrages flere in­teressante synspunkter. Jeg nævner blot et punkt  I et af afsnittene kræver forfatterne indførelse af adfærdsregulering i det danske samfund. Alle virksomheder skal indføre adfærdskodeks for både ledelse og medar­bejdere, så etnisk diskrimination undgås. F. eks. skal ansættelse af medarbej­dere tjene formålet etnisk ligestilling, minoriteter skal have egne helligdage og særlig bespisning, racistiske vittigheder forbydes, arbejde skal afstemmes efter ramadan, og alle skal kunne udøver deres religion i arbejdstiden. Der sikres klageadgang og tilsyn med overholdelse af kodeks. En effektiv over­vågning med konsekvenser er påkrævet, og en etniske registrering af perso­nalet skal afsløre racediskrimination. Den bærende ånd kommer f. eks. til udtryk i forslaget om, at et racistisk præget tilråb på en fodboldbane skal have øjeblikkelige konsekvenser, og et racistisk motiveret udtryk om et ny­dansk postbud skal medføre standsning af postudbringning. I alle skoler er tvivlsomme vittigheder forbudt, der skal indføres censur af undervisningsma­terialer, bøger, der har udsagn, der kan fortolkes som nedværdigende, skal fjernes, og skolens informationsvirksomhed skal også gøre brug af minori­tetssprog.

Det er ikke klart om DRC kræver særlige kvalifikationer ved ansættelser af medarbejdere, eller om blot rigtige holdninger er tilstrækkeligt. Materialet ty­der på det sidste.

Det forekommer mig, at ufriheden får særdeles gode kår i det samfund, som DRC har for øje. Der er mer end blot anstrøg af totalitær ideologi. DRC formår som ingen andre at opbygge spændinger i det danske samfund, og på mesterlig vis at vende vrede indvandrere mod det danske samfund, hvor nedværdigelse og diskrimination tilsyneladende omgiver dem døgnet rundt. Det er nærliggende at spørge både indenrigsministeren og kulturministeren, om det er sådanne holdninger, der ønskes fremmet gennem dansk indvandrerpolitik.

TRO OG VIDEN

Morgenavisen

                                                                                                                                    Jyllands-Posten

                                                                                                                                    søndag den 16. maj 1999

 

 

Indblik

 

TRO OG VIDEN

Det må ikke overses, at hvis tolerancen bliver så selvbevidst, at den fremtræder som den stærkes ret, så udvikler den sig til en herskerideologi, der ikke tåler nogen ved sin side, anfører Poul Erik Andersen.

 

 

                                                                  Islam og den kritiske dialog

 

af

Poul Erik Andersen

tidligere domprovst

Sadolinsgade 114 a,

Odense.

 

“Når man i åndelige spørgsmål forfægter tolerancen, hvorfor gælder den så kun dem, man er enig med ? Gælder en tolerancepagt kun til én side ?”

 

I en del kronikker og artikler har jeg påpeget, at den danske befolkning i de kommende år vil blive stillet over for en kulturel udfordring af hidtil ukendt omfang. Den store indvandring af mennesker med helt fremmed, oftest muslimsk baggrund tvinger os ud i en debat, som ikke alene handler om økonomi, men også om de lange perspektiver i kulturmødet. ( Iflg. Danmarks Statistik er der pr. 1. januar 1999 400.000 med udenlandsk baggrund, og antallet forventes fordoblet inden for de kommende 20 år ). Dette kulturmøde kan ikke tage udgangspunkt i en sentimental politisk naivisme, men må finde sted ud fra et karskt og nøgternt kendskab til de nye borgeres historie, religion og kultur.

I de nævnte artikler har jeg skelnet skarpt mellem den muslimske fundamentalisme, som endnu kun er slået igennem i visse grupper herhjemme, og så det store antal af indvandrere, som nok ønsker et kulturelt særpræg, men også er indstillet på at lade sig integrere i det danske samfund i en langsom tilpasning. Der har ikke været udtrykt ønske om at standse indvandring og familiesammenføring, om ringere sociale kår end danske eller tilbagesendelse. Ofte henvises til arbejdsmarked og uddannelsesområder som naturlige integrationsrammer.

Det er derfor ikke indlysende, at missionær Leif Munksgaard i en særdeles utålsom kronik den 16. april 1999 under overskriften: “Tværreligiøse samtaleregler”  kan hævde, at jeg ligestiller Islam med Fanden selv, påstår, at alt i Islam er fanatisme og brutal terror, og at muslimerne er fyldt med løgnagtigt dobbeltspil. Mere relevant var det, om han havde taget stilling til mine artikler og forholdt sig til, om mine synspunkter er sande eller ej. Munksgaards kronik er endnu mere overraskende, når det tydeligt fremgår, at han ud fra mange års personlige erfaringer netop selv har oplevet de ting, som har skræmt mig: radikal-fanatisme, bekæmpelse af anderledes troende, kvindeundertrykkelse,  tolkningsproblemer ved udlægningen af Koranen, den uheldige sammenblanding af religion og politik og problemer med menneskerettighederne. Dog føjer Munksgaard bestandig til, at han forventer, at det bliver bedre, ja, der er allerede fremskridt flere steder. Det er hans opfattelse, at man gennem dialog/samtale kan skabe en “Tolerancepagt”, der skal hjælpe os til at klare alle disse problemer.

Der er nogle uldne ting i forbindelse med denne tolerance. Og det bør man lade sig anfægte af: Hvorfor er man f. eks et ærligt menneske, når man skildrer de grusomheder, de kristne har begået igennem historien, mens man er provokatør og fremmedfjendsk, når man skildrer Islams tilsvarende historie. Og hvorfor betragtes man som seriøs teolog, når man overvejer, om der er sandhed i postulatet om, at Jesus var bøsse, eller måske politisk oprører, mens man næsten er blasfemiker, som fortjener ” at brænde op i Helvede”, som herboende muslimer skriver til mig, hvis man påviser, at Muhammad i sin personlighed har en brutal natside ? Og hvorfor er man klartskuende progressiv, når man påviser, at ligestilling ikke er gennemført i det danske samfund, mens man er hadefuld og fremmedfjendsk, når man ønsker at drøfte kønsdiskriminering og kvindeundertrykkelse i muslimske samfund ? Når man i åndelige spørgsmål forfægter tolerancen, hvorfor gælder den så kun dem, man er enig med ? Gælder en tolerancepagt kun til en side ?

Det er nok en overvejelse værd, om vi i Danmark i overensstemmelse med en politisk trend er ved at udvikle et ideologisk tolerancebegreb, som frimodigt går hånd i hånd med utålsomheden. I så fald har åndsfriheden hårde dage. I mit begrebssystem vil indædt tolerance kun styrke fanatikere. Alle er enige om, at uden tolerance stivner de menneskelige relationer. Men det må ikke overses, at hvis tolerancen bliver så selvbevidst, at den fremtræder som den stærkeres  ret, så udvikler den sig til en herskerideologi, der ikke tåler nogen ved sin side. Når så dertil kommer, at tolerancen cementerer et overordnet begreb, som hedder dialog eller samtale, så må alt føje sig derefter, og så lægges der bælte omkring alt, hvad der har særpræg, om frihed og selvstændighed.

I den del af missionsteologien, der handler om forholdet mellem Kristendom og Islam bestemte man gennem lang tid relationerne som konfrontation. Denne holdning er forladt fra kristent hold. Fra muslimsk side gælder det endnu til dels i praksis, i hver fald i lande som Indonesien, Sudan og Nigeria.

Senere tolkedes relationerne mellem de to religioner som møde. Men efterhånden, som det blev tydeligt, at resultaterne af generationers kristen mission blandt muslimer næsten udeblev, mens Islam vandt kraftigt frem i kristne områder, så blev ordet dialog/samtale det bærende begreb, accepteret i næsten alle kredse. For i ordet dialog kan man lægge næsten alt. Og det har man gjort.

Leif Munksgaard nævner ti forskellige, men helt selvfølgelige regler for samtale, som kan bruges i samværet mellem mennesker med forskellig baggrund. Men han glemmer at fortælle, hvad der skal opnås gennem samtalen. Dialog/samtale kan nemlig være mange ting. Den kan være det almindelige møde mellem mennesker med vidt forskellig kulturel ballast, som kun har godt samvær som mål. Den kan være den drøftelse, hvor parterne aftaler at hjælpe hinanden med praktiske ting, eller som bringer misforståelser ud af verden, dvs. et tillidsskabende møde. Den kan også være drøftelsen, hvor parterne samtaler om at give hinanden indflydelse og at afstå noget af sit eget til fordel for den anden. Her tyder noget på, at den diffuse og velvillige folkekirkelige imødekommenhed er rede til at gå et stykke. Ellers ville det ikke give nogen mening at formalisere dialogbestræbelser ud over hvad der i forvejen foregår i børnehave, på skoler på uddannelsesinstitutioner og på arbejdspladserne.

Allerede i 1971 påpegede den kendte norske missionær og senere biskop Arne Rudvin udglidningsmulighderne i denne form for dialog: “Alle muhammedanermisjonærer….har svært ofte haft fredelige, venlige samtaler med muslimer, hvor begge parter, kansje p.g.a. høflighed har forsøgt å gå inn på hverandres synspunkter og forsøgt at forstå hverandres religion. Og jeg tror de fleste av oss her i praksis… har gått lengre enn vi egentlig teologisk sette ville finne det forsvarligt. Dette er noe, som hører med til orientalsk høflighed”  ( Evangeliet og Islam p. 26 ). Og endelig kan dialogen gå så langt, at man fra kristent hold i muslimsk lære og fromhedsliv ser Guds fortsatte åbenbaring uden om Kristus. Kristus bliver således ikke Guds endelige åbenbaring. En tanke, som skulle ligge luthersk teologi meget fjernt.

Munksgaard siger ikke direkte, hvad målet med hans dialog er. Men et af formålene må i hvert fald være at skaffe Islam en vis om end beskeden form for placering i dansk kirkeliv. Han ser det i hvert fald som et ønskværdigt mål, at selve den islamiske mufti deltager i danske bispevielser, uanset Koranens bitre udfald mod alle kristne. ( f. eks. Koranens Sura 9.30. ) Da Munksgaard gennem sin tilknytning til Fyens Stifts Tværkulturelle Samarbejde repræsenterer et offentligt og meninghedsrådsfinancieret organ, taler ham med en vis vægt.

En betydelig forsigtighed har altid præget dialogen mellem kristne trossamfund. Samtalerne mellem protestanter og katolikker f. eks. om synet på bispeembedet og retfærdiggørelseslæren har et langsomt forløb. En tilsvarende forsigtighed bør præge dialogen mellem kristne og muslimer, og man kan undre sig over den åbenhed og uforberedthed, hvormed repræsentanter for den danske folkekirke ønsker at møde den stærke og yderst facetterede modpart Islam, som den er repræsenteret blandt indvandrerne. Mon f.eks. en kristen pavelig kardinal umiddelbart kunne være ligeså velkommen ved en bispevielse som den muslimske mufti ?.

I dialogen skal man efter min forståelse møde vore nye medborgere på ethvert niveau. Her medbringer vi vor egen religion, historie og kultur. Det står vi inde for. Og vi medbringer al den viden, positivt og negativt, som vi kan opbyde om vore partnere, også om emner, som vi af værtshøflighed ønsker at gå uden om, ellers får vi ingen ærlig og ligeværdig debat. I dette land må der være fuld frihed for ethvert menneske til at skaffe sig viden herom, orientere herom og tage stilling hertil uden at skulle rammes af toleranceidoelogiens bandbulle. Gud bedre det, om det skulle forholde sig anderledes.

 

Poul E. Andersen.

 

Islam og det kristne vesten. Konfrontation på vej

( Helsingør Stiftsbog 2000

                                                                                                                                    ej trykt )                               

 

 

 

Islam og det kristne vesten. Konfrontation på vej

 

af

tidl. domprovst Poul E. Andersen

Odense.

 

 

 

 

 

Er vesten og islam på kollisionskurs? Meget tyder på det. Indsigtsfulde folk med vidt forskellig baggrund udtrykker bekymring. I bogen “de uansvarlige” red. Troels Mylenberg og Jeppe Nybroe, udtaler fhv. minister og formand for Folketinget Erling Olsen “I 2000-tallet kommer der et kæmpe klask mellem den kristne og den islamiske kulturstat”. Han opfordrer til tolerance over for andre kulturer og andre religioner, og han lægger afstand til politologen Sa­muel Huntingdon, der anser konflikten for uundgåelig, og er tilbøjelig til at anbefalet, at opgøret skal tages nu, mens Vesten endnu indtager en magtpo­sition.

 

Tidligere direktør for Verdensbanken Sven Burmester påpeger, at de store kultursammenstød i verden hyppigst sker mellem muslimer på den ene side og kristne og hinduer på den anden. Problemet er det fundamentalistiske is­lam, der har stor opbakning i den islamiske verden, og som skaber problemer både for de muslimske lande og for alle de lande, som muslimerne nu bosæt­ter sig i. ( Jyllands-Posten 30. juli 2000 ).

 

Fra en helt anden kant lyder tilsva­rende betænkeligheder. Det gælder den sy­risk-tyske muslim Bassam Tibi, der i sit store værk “Krieg der Zivilisationen” advarer mod et islam, der er foran­kret i absolutisme, og mod den stigende militante indvandring fra de nordafri­kanske og mellemøstlige områder. En kontant dialog uden svaghed ser han som den eneste vej at gå.

 

De muslimske befolkningers voksende had mod alt vestlig og skræmmende konfrontationer i Mellemøsten og i de sydlige tidligere sovjetstater tyder på, at der er god grund til opmærksomhed overfor disse problemer.

 

Da østeuropæiske kommunistiske systemer brød sammen, især markeret ved murens fald i 1989, var der mange, der frygtede det ideologiske tomrum, som herved opstod. Kommunismen var jo en altomfattende universelt tænkt ideologi, der ikke så let kunne erstattes. Mange så en fare i, at kapitalismen og den liberalisme, der bar den, nu var uden ideologisk modstykke, og at den derfor uhæmmet ville bevæge sig mod en umenneskegjort verden. Dette blev dog ikke umiddelbart tilfældet. I stedet oplevede man, hvordan de nyre­ligiøse bevægelser bragede ind over Vesten med forkyndelse af selvopfyl­delse og frelsesidealisme. Men sammenrendet af de mange forskellige tanker og sammensmeltning af mange aktuelle og historiske størrelser var uden fast ideologisk fundament og klingede langsomt af.

 

Men pludselig træder islam overraskende ind på verdensscenen som vestens og liberalismens stærke modpart.

 

I mange årtier var islam helt ude af fokus. Efter første verdenskrig, der umiddelbart afsluttede de muslimske staters magtæra, satte de vestlige lande sig  på disse gamle stater på ydmygende vis og skabte derved grobund for den muslimske befolknings afsky for al vestlig kultur. Under 2. verdenskrig og den kolde krig spillede landene i Mellemøsten stort set kun en rolle som olieleverandører og opnåede ikke for alvor at skaffe sig  plads i den vester­landske befolknings bevidsthed. Den helt naive forståelse af islam som en to­lerant religion voksede frem i disse år, godt hjulpet på vej af et smerteligt hi­storietab i Vesteuropa.

 

Med den europæiske kommunismes fald blev der pludselig plads for den muslimske religion også i Europa. Den besidder en religiøst funderet univer­salistisk verdensanskuelse og en hensynsløs fremdrift som på 50 år har ladet islams tilhængerskare vokse fra 235 mill. til 1.1 milliard. Med selvsikkerhed gør den brug af vestens teknologiske frembringelser ( hævder endog ofte, at de alle er skabt i muslimske lande ), samtidig med at den lægger kraftig af­stand til den øvrige del af vestens kultur.

 

Den genopblomstrende islam har både kristendommen og de vestlige demokratier som naturlig modpart. Grundlæggende for islam er det, at den omfatter alle aspekter af samfundet, både de religiøse og de verdslige. Det åndelige og det verdsligt politiske kan for rettroende muslimer ikke skilles. Det betyder, at islam må distancerer sig både fra Vesteuropas kristendom og de vestlige politiske systemer. De euro­pæiske demokratiske stater er nok på mange måder udsprunget af kristen tænkning og tilværelsesforståelse, men i staternes politiske magtudøvelse, har den kristne kirke ingen indflydelse. Det er tydeligst i de protestantiske samfund, hvor stat og kirke siden reformationen har været helt adskilte.

 

Både kristendommen og islam er universalistisk bestemt, og ser mission som middel til at udbrede troen. For de kristnes vedkommende er sendelsesopga­ven tydeligt udtrykt i missionsbefalingen ( Matth. 28.18 ). For islams ved­kommende rummes missionsforpligtelsen i flere udsagn i Koranen f. eks. Sura 33.27 og Sura 9.20: “Og Allah gav jer deres ( de vantros ) land, deres huse og formuer i arv, og land, som I end ikke har betrådt. Allah har magt over alle ting”. “De, som tror og udvandrer med deres gods og med blod kæmper for Allahs sag, indtager den højeste rang hos Allah”.

 

For kristne angår mission ikke folk og lande, den har kun et åndeligt og indi­viduelt aspekt, et aspekt, som endda i de sidste par generationer er blevet stærkt svækket og er suppleret med dialogtanken og et udbredt socialt ar­bejde. I muslimske lande har kristen mission svære kår og er næsten uden positive resul­tater. Hos muslimerne derimod har mission ( dáwa ) et meget bredere mål, den har naturligvis både et religiøst og et politisk perspektiv. Den skal  på verdensplan lægge hele “krigens hus”, dvs. de vantro ind under Allahs “fredens hus”, islam. Denne mission sker både med åndelige og politiske vå­ben. Den har da også sat sig tydelige spor. Flere lande og befolkninger er vundet for islam, og store mindretal i andre lande skaber udfordringer til lan­denes regeringer.

 

Set fra islamisk hold har ikke alene kristendommen men også de europæiske demokratier tydelige missionstendenser. De kommer til udtryk i talen om udbredelsen af de europæiske værdier og i den stadige fastholden af univer­saliteten i menneskerettighederne. Det sker til stor vrede for muslimerne, der under ingen omstændigheder kan tiltræde de grundlæggende holdninger  i menneskerettighederne, der efter deres opfattelse indsætter mennesker på Allahs plads.

 

Vesten har ingen tanker om at inddrage muslimske lande i den vestlige kristne kulturkreds. Hvad det religiøse angår, har man i hvert fald intet fol­ke­ligt ønske om at sætte verdslig magt bag religiøse bestræbelser. Den indi­vi­dualisme, som voksede frem af renæssancen og reformationen frigjorde men­nesket fra den kollektive forståelse af stat og religion og stillede det en­kelte menneske ansigt til ansigt med Gud.

 

Men hvorfor kan der så være grund til at frygte det helt store sammenstød mellem islam og det kristent prægede Vesteuropa?. Ja, det er der mange grunde til. Set fra muslimsk hold foreligger der en uendelige provokation i, at vesten globalt markedsfører sine værdier, hvoraf mange er direkte inspireret af de afskyelige dekadente og ateistiske strømninger fra USA. Ateismen er for muslimerne det foragteligste af alt. De frygter at sådanne holdninger skal få plads i deres kultur i de muslimske lande og i de milliontallige muslimske samfund i indvandrerlande. Strømningen fra vest opfattes ofte som en direkte fortsættelse af middelalderens korstog.

 

Et farligt element er også vestens indgreb i muslimske stridigheder, som i Irak og i den i muslimernes øjne dobbeltmoralske støtte til Israel i de isra­elsk-palæstinentiske opgør.

 

Men hvad kan så bringe vesten på kollisionskurs mod islam og islamiske stater?

 

Ja, olien er naturligvis et stadigt memento. Hele den vestlige verden er så dybt afhængig af Mellemøstens olieleverance, at blot en svag trussel mod olien som våben vil have uhyggelige konsekvenser.

 

Men ligeså skræmmende kan tendenserne til religiøs absolutisme i mange muslimske befolkninger virke. Den genfødte interesse for Koranen og den nyere tids radikale tolkninger heraf ikke mindst fra iranske, palæstinensiske og afghanske mullaer og imamer finder lydhørhed i store befolkningsgrupper. I de militante fundamentalistiske grupper som Hizbollah, Hamas, GIA, FIS, Milli Görüs, AICP, Pflp og Islamisk Jihad, omsættes de religiøse lederes budskaber i voldsom aggression, der koster tusinder af mennesker livet, som det har været tilfældet i Algeriet, Libanon, Sudan, Nigeria, Indonesien ( Mo­lukkerne og Østtimor ), Afghanistan og Filippinerne. Og i de sydlige, tidli­gere sovjetstater udkæmpes vedvarende blodige kampe mod muslimske op­rørsgrupper.

 

Også terrorhandlinger rundt omkring som flykapringer, bortførelser, sprængning af World Trade Center osv. vækker opsigt. Og i vesten er man uforstående over for det fænomen, at en enkelt fatwa som den mod Salman Rushdie kan vække hadefulde kræfter i næsten hele verden.

 

Flere steder dukker erindringer op om de muslimske herskeres tretten­hund­rede lange hærgen, ofte i form af Jihad mod deres fjender, ikke mindst i syd­europa. Et senario af denne art vil man gøre alt for at holde borte fra sit ver­densbillede.

 

Langsomt går det op for vesten, at det, der står i Koranen skal tages alvor­ligt, også selvom det udtrykker 600-tallets tænkning. Det gælder også de voldsomme udfald mod de vantro, og mod jøder og kristne. Mens den kristne Bibel er under stadig tolkning og genstand for historisk-kritiske un­der­søgelser, så gælder det ikke for Koranen. Den er Allahs endelige og ufor­anderlige ord og bud, som ikke kan diskuteres, men skal forstå og efter­leves bogstaveligt.

 

Når man overvejer de faktorer, som rummer kollisionspotentiale, må man også regne den fortsatte muslimske indvandring til vesten fra de mindre ud­viklede land ind i billedet, ikke sjældent modbringer de kulturnormer med stærkt absolutistiske træk. Demografer, f. eks.. Hans Oluf Hansen, Økono­misk Institut, Københavns Universitet vurderer således, at indvandrere og efterkommere få årtier udgør flertallet i København, Brøndby, Albertslund og Ishøj kommuner.

 

Hertil kommer, at vi i de kommende årtier vil opleve folkevandringer, som er helt uoverskuelige, når fattige mennesker flygter fra nød og undertrykkelse i de overbefolkede nordafrikanske og mellemøstlige områder. Mens befolk­ningstallet i Europa i de kommende årtier vil stagnere, vil der i de muslimske lande omkring Middelhavet blive tale om fordobling af indbyggertallet fra 180 millioner til 340 millioner på 30 år. Allerede om få år vil der i disse lande være fire gange så mange under 15 år som i Europa. Hvis der ikke fra poli­tisk hold skabes helt forandrede vilkår, vil store dele af disse hungrende  og lidende finde deres vej til Europa. Og hverken politi eller militær vil formå at ændre meget derved. ( Hans Kornø Rasmussen: Tabte generationer. Udg. Unicef og Red Barnet , 1991 ).

 

Det kan ikke undre, at FN med stort flertal af medlemmer fra udviklingslande gerne ser en 100-milliones indvandring i det rige Europa. Heller ikke, at glo­balister i EU anbefaler en stærkt forøget indvandring, stærkt understøttet af et arbejdsmarked, der gerne ser et lavere lønniveau og lavere produktions­pri­ser. Et indenrigspolitisk perspektiv kan også være, at flere re­geringsledere gerne ser et nyt vælgerpotentiale i deres lande.

 

Indvandringen vil forstærke kollisionstruslen. Store mindretal af muslimer har aldrig kunnet leve problemfrit mellem kristne, og lokalbefolkningerne, som allerede producerer politiske højrepartier, vil reagere stadig stærkere. Det ses tydeligt i Frankrig, Belgien, Østrig og Danmark.

 

For politikerne og befolkningerne som helhed bliver opgaven derfor for alvor at sætte disse udviklingstendenser på dagsordenen. Politikere fra alle partier har brug for at få problemerne lagt frem til drøftelse, hvor de mødes, ikke alene i overnationale organisationer, der har svært ved at udvikle fælles hold­ninger.

 

Det drejer sig endvidere om at gøre befolkningerne i vesten og i de rige olie­nationer forståeligt, at en ændring af vilkårene forudsætter økonomiske mid­ler til udviklingshjælp til de lande, der føler sig stærkest løbet over ende af den teknologiske udvikling og derfor også er mest frustrede. Og her drejer det sig ikke om promiller af nationalbudgetter, men om stærke procenter, så det kan mærkes i den enkeltes husholdning.

 

En virkelig effektivisering af aftagerpolitikken overfor U-landenes vare­pro­duktion vil kunne skabe gode forbindelser mellem kulturerne. Fattigdom som jordbund for religiøs fanatisme må trænges tilbage, og en effektiv børne­be­grænsning må efterhånden være mulig.

 

Hvad der i øvrigt vil være af behov for tiltag for at ændre udviklingen, må fremstå gennem klarlægningen af problemerne. Der er herunder ingen tvivl om, at jagten på menneskesmuglere må prioriteres meget højt sammen med en stramning af de løse de factoregler, der gør al integrationsarbejde kaotisk. Staterne må inspireres til at acceptere fri udnyttelse af informationsprogram­mer og til at intensivere gensidig udveksling af forskere og studerende. Der må skabes fora for samtaler mellem religiøse ledere. Ikke for at de skal øve pres mod hinanden, ikke for at mønstre sejre og nederlag, heller ikke for at føre velvillig dialog, som aldrig fører til noget, men for at de ansigt til ansigt overfor hinanden kan klargøre sig deres religioners politiske og sociale im­plikationer og deres store konsekvenser for deres troende.

 

De lutherske kirker skal ikke blande sig i politiske forhold. Men enhver kri­sten er forpligtet til at leve med i det samfund, hvor Gud har sat ham, til at afdække problemer, drøfte dem, til at tale når der er brug for det, også selvom det kun kan være efter fattig evne.

Uddrag fra artiklen ”Islam og forskningsfriheden”

Uddrag fra artiklen ”Islam og forskningsfriheden” af Poul E. Andersen

Om de islamiske helligskrifter og den historisk-kritiske metode i bogen: ”Islam som udfordring i EU – kulturkaos på vej?”, 2002

 

II: Metodologisk tilgang til Muslimsk Tradition

Islam har som religion ikke kunnet acceptere fornuften som overordnet tolkningsprincip. Det ville være i modstrid med den guddommelige åbenbaring i Koranen og et anslag mod Allah, som er enebestemmende for tro og politik. At rationaliteten skulle være vurderingsgrundlag forud for det religiøse, er således udtryk for tanker af blasfemisk karakter. Tænkere gennem islams historie har arbejdet med spørgsmålet, men har ikke kunnet overvinde den religiøse barriere. Islams placering i Vesten har gjort dette problem yderst aktuelt, og en muslimsk integration i de demokratiske samfund er totalt afhængig af løsningen heraf, ellers fortsætter muslimske indvandrere som fremmede i deres nye land. Friheden til en totalt fri og neutral forskning med benyttelse af alle forskningen metoder er en betingelse for, at islam kan udvikle sig og finde plads i de europæiske samfund på linje med andre. Også selvom muslimer vil opleve det som en smertefuld proces, og selvom de vil rette en stor vrede mod alle, som retter kritik mod deres hellige skrifter

 

2. Islams oprindelse i muslimsk tolkning

Allahs åbenbaringer til Profeten Muhammad i årene 610 til 632 er samlet i den hellige bog Koranen. Den endelige redaktion fandt sted ca. 20 år efter Muhammads død i 632. Hvad der ikke fandt plads i bogen blev ødelagt. Initiativtageren til samlingen var den tredje khalif Uthman. Og nu fremstod Koranen som Allahs hellige og uforanderlige vilje.

Muhammad blev født i Mekka år 570, og han begyndte sin forkyndelse for sine bysbørn efter den første åbenbaring fra Allah. Han stødte på modstand blandt sine medborgere, som var delt i mange religiøse grupper. Der var jøder, kristne og en stor skare af polyteister, som dyrkede deres guder i helligdommen Ka´baen.

I sin forkyndelse fremhævede Muhammad først og fremmest Allah som den eneste, den hellige, den ophøjede, skaberen og dommeren, men også som den barmhjertige, der tidligere havde åbenbaret sig for profeter og budbringere. Men da modstanden mod ham blev for voldsom, udvandrede han til Jatrib, det senere Medina. Det skete i år 622. Udvandringen kaldes al-hidjra, og den muslimske kalender regnes fra dette år.

I Medina blev Muhammad anerkendt ikke alene som profet, men også som økonomisk, politisk og militær leder.

Tingene spidsede til for Muhammad også her. Han var stadig indviklet i kampe med de mekkanske købmænd og med jøderne. Jøderne blev enten henrettet eller fordrevet, og efter mange kampe med krigerne og købmændene fra Mekka kunne han i 630 endelig drage ind i Mekka som sejrherre. Da han døde 2 år senere, havde han allerede underlagt sig størstedelen af den arabiske halvø. Og under hans nærmeste efterfølgere, khalifferne, ekspandere det islamiske territorium. Mindre end 100 år efter profetens død beherskede islamiske hære områder fra Atlanterhavet til Indusfloden.

Allah, Profeten og Koranen er islams livsgrundlag. Og erindringen om Profetens liv, udsagn og sædvaner, hans sunna, findes nedskrevet i de store traditionssamlinger hadith. De islamiske lovsamlinger, sharia, der bl.a. er udledt af Koranen og hadith, er ideelt set fundamentet for hele det muslimske retssystem. Både hadith og sharia respekteres næsten ligeså højt som Koranen.

 

3. Arbejdsmetoder

a. Muslimsk tilgang

Den muslimske litterære tradition fylder en meget stor del af verdenslitteraturen, og den er stadig i eksplosiv vækst. I over 1200 år har muslimske lærde viet deres kræfter til studiet af deres hellige skrifter og de mange tolkninger deraf. I det overvældende materiale, som ingen vesterlænding har nogen mulighed for at skaffe sig et overblik over, findes skarpsindige analyser af Koranen, af Profetens levned og af traditionssamlingen hadith. Det er hagiografier over religiøse personligheder, juridiske dialoger om sharia og lovenes anvendelse og meget mere. De lærdes tilgang har en grundlæggende forudsætning, som har bestemt den samlede udlægning. Allah har gennem profeten Muhammad åbenbaret sin vilje i Koranen. Han ophøjethed og hellighed rummes i Koranen, den er fuldkommen, uforandret og uforanderlig. Og selvom muslimer ikke lever efter Koranen, står den urokkeligt fast, og antastelse deraf er blasfemisk. En kritisk diskussion deraf, er derfor ikke mulig. Dette grundlag har bestemt den muslimske forsknings arbejdsmetoder.

 

b. Traditionel vestlig tilgang

Men foruden denne ældste og for de fleste muslimer autoritative tilgang til traditionen findes der to andre. Men de mødes næsten kun hos vestlige forskere. Arkæologerne Judith Koren og Yehuda D. Nevo skilder i artiklen: ”Methoidological Approaches to Islamic Studies” de to andre forskningsretninger (12), som vedrører studiet af den tidligere islamiske historie og religion og Koranens plads heri. Den ene kalder de den traditionelle tilgang.

Karakteristisk for den er, at den i sine undersøgelser arbejder i en vis samstemmighed med den muslimske forsknings præmisser og traditioner, selvom den ikke forholder sig til det muslimske åbenbaringsgrundlag eller anerkender Koranens guddommelige karakter. For de traditionelle vestlige forskere er Koranen og de skrevne traditioner islams grundlæggende historiske kilder.(13) Den stærke afhængighed af disse muslimsk udformede kilder giver en vis begrænsning i den historiske tilgang til den tidligste islamisk historie. Den lægger hovedvægten på litterære og religiøse studier og stiller spørgsmål til de litterære kilder. ’Den bevæger sig med kritiske spørgsmål indenfor den muslimske forsknings formelle rammer. Således peger forskerne på de mange modsigelser i Koranen, diskuterer de såkaldte abogerede vers, dvs. vers, som er ophævet til fordel for andre vers, de vækker opmærksomhed omkring de nye åbenbaringer, som kommer belejligt for Muhammad, netop som han af politiske eller private grunde har brug for dem. I mange tilfælde forstyrrer de også det idealiserede billede af Profeten selv. Fremragende forskere, ikke mindst danske, har ydet bidrag her. F. eks. Jes P. Asmussen, Frants Buhl, Jens Christensen, Jens Enevoldsen, Henny Harald Hansen, Alfred Nielsen, Johannes Pedersen. Også Jørgen Bæk Simonsen må regnes til denne gruppe, selvom han tilsyneladende selv hælder mod islam. En række udmærkede undervisningsbøger rummer gode informationer. Forskningsholdninger som de ovennævnte kan naturligvis ikke accepteres af muslimer, da de har et forkert udgangspunkt.

 

c. Revisionistisk tilgang

Den anden vestlige tilgang kalder man for den revisionistiske. Den anvender i sin forskning de vestlige kildekritiske metoder ikke alene overfor alle islams egne historiske og litterære kilder, men inddrager også relevant samtidig ikke-arabisk litteratur, arkæologiske levn, indskrifter og møntstudier. Forskningsresultaterne varierer meget, men tendensen er, at forskerne når til overraskende nye resultater. Og fælles for dem er, at de afviser den historiske værdi hos beretninger, som udelukkende beror på ”facts”, der er udledt af muslimske litterære tekster. Hovedvægten lægges på historiske studier. Og den generelle opfattelse er, at man sjældent kan udlede konkrete historiske kendsgerninger fra religiøse tekster, som er tilpasset et religiøst mål. Hvis man behandler islamiske litterære værker som regulære historiske kilder, begår man en metodisk fejl.

Det er indlysende, at muslimske forskere og traditionalister vender sig mod denne forskningsretning med stærk afvisning og ofte af aggressiv karakter. I artiklen ”Origins of Islam: A Critical Look of the Sources” udtrykker Ibn al Rawandi sig omtrent på samme måde om forskningsretningerne som Judith Koren og Yehuda D. Nevo, men føjer noget upræcist til, at den vestlige traditionelle tilgang, som accepterer den islamiske forsknings ydre rammer er et resultat af vesterlændinges fascination af Østen, af ørkenen, beduinerne, arabisk sprog, litteratur og arkitektur, og at den repræsenteres af vesterlændinge, som dybest set gerne lægger renæssancen, oplysningstiden, den industrielle revolution, kort sagt hele den vestlige verden bag sig. Og egentlig repræsenterer de et mystisk/romantisk tilværelsessyn. Den revisionistiske retning fastholder derimod et rationelt/analytisk vestligt syn i anvendelsen af forskningsmetoder.14)

Ganske oplysende er det, at al-Rawandi nævner nogle af de mest fremtrædende vestlige islamforskere og placerer dem indenfor de nævnte forskningsrammer. Bland de traditionelle fremhæver han f. eks. René Génon, Titus Burckhardt, Martin Lings, Annemarie Schimmel, Seyyed Hossei Nasr. Af de mest skoledannende blandt revisionisterne fremhæves naturligvis Ignaz Goldziher, Joseph Schacht, Kennet Cragg, Willim Montgomery Watt, Patricia Crone, Michael Cook, John Burron, Andrew Rippin, Gerald Hawting, og frem for nogen anden John Wansbrough.

 

d. Kritiske muslimer

Den såkaldte traditionalistiske islamforskning er forholdsvis velkendt. Det er derfor den revisionistiske forskning, der skal udfoldes lidt nærmere i det følgende. Men det kan være på sin plads at nævne de strømninger, som på vidt forskelligt plan mødes i indvandrerkredse, og som i et eller andet omfang beskriver sig som kritisk.

Når sådanne kritiske muslimske holdninger er opstået i flere lande kan det have en sammenhæng med fatwaen mod Salman Rushdie, med terrorhandlingen den 11. september og med væksten i fundamentalismen i flere lande.

Blandt de kritiske grupper findes der mennesker, som fastholder Korantraditionen, men gør op med sider af islams historiske fremtræder, f. eks. med kvindesynet. I Danmark gælder det f. eks. Aminah Tønnsen Echammari og Khadidja Bjerring. Andre ønsker at styrke den individuelle frihed i forhold til tolkning af Koranen og hadit.15) En lang række personer må nærmest betegnes som kulturelle muslimer, og de peger på nødvendigheden af at kræve frigørelse fra den rigoristiske sharia og accept af adskillelse af religion og politik.16) Overraskende toner har igennem nogen tid lydt for stormuftien i Marseilles, Soheib Benchikh, som angriber stivheden og tilbagestræbet i den muslimske fundamentalisme, og som insisterer på, at islam må reformeres, så islamiske tekster, herunder kommentarer og teologiske arbejder over Koranen sekulariseres. Således kan man skabe islam, som forkynder tolerance, respekterer mangfoldigheder og adskillelse af religion og politik.17)

 

III: ISLAMFORSKNING PÅ REVISIONISTISK GRUNDLAG

Et grundskud mod traditionen

I EU-landene har der været en løbende debat om islams udfordring til den europæiske kultur. Og den er vigtig. Med fremkomsten af den revisionistiske islamsforskning er der også blusset en løbende debat op om den vestlige kulturs forhold til islam. Dvs. kan vestlige forskere uden ideologiske forbehold gøre den islamiske kultur og religions grundlæggende principper til mål for undersøgelser med de metoder, der kendetegner forskningen.

Der er ingen tvivl om, at det er den håndfaste muslimske religiøse tradition, som i samtlige EU-lande har problematiseret den nødvendige kulturelle integration. Ikke-muslimske indvandrere har haft en betydelig lettere indgang i deres nye samfund.

Det vakte blandt kristne stor opsigt og smerte, da den historisk-kritiske forskning gjorde de bibelske skrifter til forskningsmål. Det gamle Testamente blev genstand for den historiske-kritiske forsknings detailbehandling. Endnu mere opsigt vakte det, da Det nye Testamente dissekeredes gennem formhistoriske analyser af det mundtlige stofs overlevering før nedskrivningen. Traditionshistorien stillede spørgsmålene om bestemte motivers oprindelse, og redaktionshistorien afdækkede nedskrivernes hensigt med udvælgelse og sammenstillingen af materiale. Det kontante arbejde med de kristne helligskrifter gav en ærlighed i behandlingen af teksterne og en frihed for den enkelte til at stille sine egne spørgsmål til grundlaget for deres tro.

For mig at se er en uhildet historisk-kritisk forskning i den muslimske tradition en frigørelse, som kan medføre, at de muslimske indvandrere kan åbne sig for en bredere forståelse af deres egen religion og for den kultur, som de nu har valgt at leve i. Og de bør ikke kunne lægge hindringer i vejen herfor.

Repræsentanterne for den såkaldte revisionistiske forskning, som vel at mærke repræsenterer mange forskellige synspunkter, fastholder nødvendigheden af en i vestig forstand fri forskning på alle områder og ingen fornemmelse af hellighed kan forhindre det. Og ikke overraskende kan forskningsprincipperne for denne stadig voksende gruppe måske bedst sammenfattes i følgende overordnede betragtninger, som bærer hele forskningen hos den banebrydende Johan Wansbrough. Skriftlige kilder kan aldrig fortælle os, hvad der virkelig skete, siger han, men hvad forfatteren mente, der skete, eller hvad forfatteren ønskede, at andre skulle tro, havde fundet sted18)

 

a. Muhammad

                     ”Muhammads sværd og Koranen er de mest hårdnakkede fjender

                     af civilisation, frihed og sandhed, som verden endnu har kendt”

                     (Sir William Muir)19)

For troende muslimer er Muhammad den enestående person, som Allah via sin ærkeengel Gabriel åbenbarede den guddommelige Koran. Og han er den, som grundlagde den islamiske religion. Alt det gode, som kan tillægges et menneske, knyttes til ham, visdom, retfærdighed, skønsomhed og mildhed. Og han er et bindende eksempel for alle muslimer.

Men allerede den først kendte sira, biografi om Muhammad rokkede ved dette billede af profeten, selvom den tilkendte ham den allerhøjeste hæder. Biografien er skrevet af Ibn Ishaq omkring750, ca. 120 år efter Muhammads angivne dødsår. Men den kendes kun i en senere bearbejdelse ca. 75 år derefter.

I en sammenfatning fra Encyclopedia of Religions and Ethics20) beskriver dr. Margoliout Iben Ishaqs billede af Muhammad med bl.a. følgende ord: ”I Ibn Ishaqs biografi er de karaktertræk, som tillægges Profeten yderst uheldige. For at nå sine mål viger han ikke tilbage fra noget middel, og han bifalder en lignende mangel på skrupler hos sine tilhængere, når det gælder hans formål. Han udnytter til det yderste mekkanernes ridderlighed, men han gengælder den sjældent. Han organiserer snigmord og massakrer i stor stil. Hans karriere som tyran i Medina svarer til en røverhøvdings, hvis politiske økonomi består i at sikre og uddele rov, og dette sker ud fra principper, som ikke lever op til hans følgesvendes begreber om retfærdighed. Han er selv en tøjlesløs libertiner og opmuntrer sine ledsagere til det samme. For hvad han end gør, er han rede til at anråbe om øjeblikkelig godkendelse fra Guddommen. Det er imidlertid umuligt at finde noget princip, som han ikke er parat til at svigte for at sikre et politisk resultat. På forskellige punkter opgiver han tanken om Guds enhed og kravet om at være profet”.

Beundrende beskriver Ibn Ishaq, hvorledes Profeten med snilde gennemtvinger Medinas jødiske nabostammers overgivelse. Profeten befalede herefter, at der på markedspladsen skulle graves grave. Stammens mænd førtes så i grupper frem for ham, hvorefter de alle blev halshugget. Muhammad fordelte deres ejendom, kvinder og børn. Selv tog han sig som vanligt godt betalt, ikke mindst blandt kvinderne. 700-900 mænd mistede livet.21)

Trods denne beskrivelse af Muhammad bevarede Ibn Ishaq sin solide plads i den muslimske tradition. Tydeligt er det, at det er stammehøvdingens rolle, der fokuseres på.

Også ud fra vestlige traditionelle kilder tegnes et yderst kritisk billede af Muhammad såedes hos den kendte danske professor i semitisk og østerlandsk filologi, Frants Buhl i bogen Muhammads liv.22)

Muhammads historiske data er svære at fastlægge. Hos revisionisterne hævdes det, at kun årstallet 622 med sikkerhed er knyttet til hans person, men anledningen hertil er usikker. Det er først et godt stykke ind i 8.årh., at lærde begynder at omtale Muhammads fødselstidspunkt, og oplysningerne varierer med 85 år.23) ”Det er sandsynligt, at Muhammad, for så vidt han var husket overhovedet, hovedsageligt var betragtet som en politisk og militær leder, som bragte de arabiske stammer sammen og tvang dem til at erobre i den gamle guddoms navn. Dette er alt, hvad der er nødvendigt for at forklare de arabiske erobringer og islams såkaldte opståen. I virkeligheden var der ingen islam, som vi kender den, før efter to til tre hundrede år. Der var simpelthen tale om barbarernes erobring af civiliserede lande. Muhammad som profet og talerør for den universelle guddom Allah, er en opfindelse af de muslimske lærde i 8. og 9. århundrede.24) Af rent politiske grunde fik han tillagt en tilbagedateret profetstatus, som de senere herskere og lærde havde brug for til at give en guddommelig begrundelse for deres brutale magtkampe. For en muslim er sådanne synspunkter en anfægtelse af århundredgamle grundsandheder. For vestlig tankegang er det svært at acceptere, at nedslag fra brutale herskeres hadefulde opgør med hinanden i 8. og 9. århundrede er blevet til guddommelige sandheder, som den dag i dag kan tvinge troende til at dræbe eller gå i døden for en sag, som aldrig var deres.

 

b. Hadith

                     ”En from mand er aldrig så rede til at lyve, som når det drejer sig om hadith”. 25)

Muhammad er  Allahs sendebud. Det står i Koranen.26) Derfor er han forbillede for alle, og overleveringen om hans sædvaner, hans samtaler, hans afgørelser, dvs. hans sunna skal kunne huskes til evig tid. Og alle gode beretninger er sammenfattet og systematiseret i de vældige traditionssamlinger hadith. For at enhver kan værre sikker på, at en hadith er ægte, er den ledsaget af en traditionskæde, hvor en troværdig mand bevidner, at han har modtaget den fra en anden troværdig mand, der så igen kan føre beretningen led for led tilbage lige til den, der har hørt den fra Muhammad selv eller hans ledsagere.

I årene efter Profetens død var overleveringerne få og overskuelige. De udfyldte hullerne i Koranens vejledning. Men efterhånden tog antallet til, og det blev ganske overvældende, og med årene svulmede den enkelte hadith i omfang og detaljerigdom.

Hadith blev nedskrevet i flere store samlinger omkring år 900. Den mest kendte af redaktørerne er al Bukhari. Men den eksplosionsagtige vækst i antallet af hadith vakte nogen bekymring. Det siges, at al-Buhari kritisk gennemgik 600.000 og kasserede størstedelen. Deres troværdighed var allerede da stærkt omtvistet.

Usikkerheden omkring de mange hadith fik mange lærde muslimer til at påtage sig det kritiske arbejde at sikre sig hadiths ægthed gennem et nøje studium af overleveringskæden. Overlevererne skulle vurderes på deres religiøse holdning, deres evne til at gentage korrekt, og deres ønske om at undgå at tillægge profeten upassende synspunkter. (Dette kritiske arbejde hævdes at være den hidtil eneste systematiske, islamiske religionskritik!). Mange hadith afvistes på dette grundlag. De tilbageblevne ”sikre” har mere end noget andet været medvirkende til at skabe det muslimske samfund. Og sammen med Koranen er hadith for den troende selv livsgrundlaget og rettesnor for al adfærd. De behandles med stor respekt for deres hellighed.

Selvom der blandt ikke-muslimske forskere længe havde været forbehold ovefor hadith-samlingerne, virkede det alligvel overvældende, da Ignaz Goldziher i 1890 udsendte sin bog ”Muhammedanische Studien”.27) Her påpeget han på grundlag af intense studier af muslimske overleveringer, at den overvældende del at hadith er rene falsknerier fra slutningen af 2. og 3. århundrede efter Muhammads død, Højst kunne nogle enkelte rumme reflekser af Profetens prædiken. Han henviser til, at da de første store arabiske erobringer fandt sted, eksisterede der slet ikke noget religiøst system, og i de arabiske territorier var der en uforståelig mangel på kendskab til islam. Herskerne i den umayyadiske periode 661-750 kan end ikke kaldes muslimer.(28) Under dem begyndte fromme mænd derfor at arbejde med det, man forstod som Profetens love, og herudfra skabte de den sunna, som de håbede, den islamiske stat kunne bygges på, og det meste af det, de samlede, førte de tilbage til Profeten i Medina

Men ikke blot de fromme skabte hadith, også herskerne skabte ”autentiske” overleveringer i storproduktion for at befæste deres styre og polemisere mod deres modstandere. Og ofte søgte de at undertrykke andre hadith med grove insinuationer. Det enorme antal falske hadith fremkaldte andre falske hadith, som med stærke ”profetord” fordømte fremkomsten af falske hadith”.29)

Det voldsomme angreb på det væsentlige grundlag for muslimsk tradition førtes videre af bl.a. Joseph Schacht i 1949.30) Han hævder, at begrebet Profetens sunna har irakisk oprindelse, og at Profetens hjemby Medina slet ikke er hjemsted for sunnaen. Det er ren fiktion, som først er opstået i 3. århundrede efter Muhammad.31) Schacht fortsætter sin kritik med at gøre opmærksom på, at Islams hellige lov slet ikke kan tilskrives Profeten. Den er ikke udviklet ud af Koranen, men i virkeligheden opstået ud fra folkelig og administrativ praksis under umayyaderne, ofte i modstrid med Koranen. Normer som udledes fra Koranen er først langt senere indføjet i den islamiske lovtradition. Her er det altså selv den guddommelige lov, der anfægtes.

Med denne anfægtelse af åbnet en mulighed for, at muslimer kan bryde ud af mange århundredes religiøse spændetrøje og gå ind i et åbent møde med deres konkrete samtid. Muslimske lærde reagerer med tavshed, enkelte med stor vrede over for sådanne forskningsresultater, hvor stærke historiske begrudelser, der end kan forklare dem.

 

c. Koranen

                     ”Vi vil lære dig Koranen, så du ikke glemmer den”32)

Koranen blev åbenbaret for Muhammad i byerne Mekka og Medina i årene fra 610 til 632 ved Muhammads død. Den er samlet ca. 20 år efter af khaliffen Uthman. Den er Allahs guddommelige og uforanderlige ord og bogstaver, uden nogen fejl. Den er uden for al historie og indeholder loven og islams korrekte lære. Sådan er traditionel lære.

Det er dog åbenlyst for enhver ikke-muslim, at Koranen har en historisk baggrund. Den rummer beretninger fra rabbinsk litteratur, fra Det gamle Testamente og fra Det nye Testamente, men nu i forvansket form. Der er påvirkninger fra Parsismen og fra ældre arabisk digtning. Sprogkvaliteten er yderst ujævn, og indholdet er fuldt af gentagelser. Flere beretninger gentages både ti og tyve gange. Åbenbaringer, som skulle være givet i henholdsvis Mekka og Median bringes hulter til bulter, og mange eklatante modsigelser er uforklarlige. Disse iagttagelser, som modsiger påstanden om, at Koranen er den uforanderlige åbenbaring, afvises naturligvis af muslimske lærde, som gør en stor indsats for at udligne modsigelserne.

De nævnte forskningsiagttagelser, hvor kritiske de end er, er imidlertid resultatet af studier inden for traditionens ”rum”. Langt mere udfordrende er de resultater, som de nævnte seneste generationers revisionistiske forskere lægger på bordet. De ser Koranen udefra i lyset af de arabiske landes litterære, kulturelle og religiøse sammenhæng, og de inddrager i høj grad ikke-muslimske kilder. Metoderne er de samme, som anvendes overfor kristne kilder. Det har dog været påfaldende, at denne forskning har været tilbagetrædende i europæiske lande med store indvandrergrupper.

Fra denne forskningsretning anlægges nye synsvinkler på den muslimske tradition. Patricia Crone og Michael Cook fastslår uden betænkelighed: ”Der er ingen klare vidnesbyrd om eksistensen af en Koran i nogen form før det sidste årti af syvende århundrede, (altså mere end 60 år efter Muhammads angivne dødsår) og den tradition, som placerer denne temmelig dunkle åbenbaring i en historisk kontekst er ikke bevidnet før midten af 8. århundrede”.33)

De arabiske krigeres voldsomme erobringer i 7. og 8. århundrede har ikke noget med islam at gøre. Der er derfor ikke tale om en islamisk civilisation, som hurtigt breder sig fra øst til vest. Det drejer sig om, at barbariske arabiske klan- og stammekrigere med deres følgesvende stødte sammen med gamle kulturer. Og heraf skabtes en ny kultur ud af gammelt materiale.34)

Det var især kontroverserne med de rabbinske jøder, først og fremmest med de stærke jødiske sekter udenfor Centralarabien, altså ikke omkring byerne Mekka og Medina, der fremtvang den islamiske identitet. I de nævnte kredse levede stærke traditioner med messianske, profetiske forventninger. De besad en helligskrift, de havde deres hellige lov, deres hellige by Jerusalem og stærke erindringer om en helligdom. Det er disse selvbevidste kredse og de arabiske erobreres mange opgør med dem, der lader islam blive til i en arabisk udformning, idet araberne ønskede at skabe sig tilsvarende traditioner. På grundlag heraf træder Mekka efterhånden ind i historien som en hellig by selvom den efter manges opfattelse slet ikke eksisterede på Muhammads tid. Og helligdommen Ka’baen dukker frem og finder sin plads i muslimsk overlevering, selvom den først nævnes langt tid efter, at Muhammad inddrages i den muslimske historie. Og det jødiske miljøs forventning om en messiansk profet, skabte behov for en arabisk profet. Forestillingen om krigerhøvdingen Muhammad støbtes om og skabte Muhammed som profet med Moses som forbillede.

 

Identitetskampen med de jødiske sekter uden for Arabien stod på i et par hundrede år og blev efterhånden lagt tilbage i historien. Og Mekka og Medina fastlagdes som steder for Profetens virksomhed og for tilblivelsen af Koranen og islam, men tilbagedateredes til begyndelsen af 600-tallet.

Det er John Wansbroughs opfattelse, at den endelige Korantekst langsomt voksede frem gennem samlinger af fortællinger, polemiske opgør med modstandere og stumper af lovtekster. På trods af alle anstrengelser for at begrunde Koranens arabiske oprindelse, synes de uden grund i virkeligheden. Traditionerne om Koranen og Islams arabiske fundament er udtryk for en frelseshistorisk tænkning og savner tilstrækkelig historisk begrundelse.35)

Synspunkter, som de her refererede, er ikke nye, og de er naturligvis bekendt i alle vestlige forskerkredse.36) Men man må undre sig over, i hvor ringe grad de gør sig gældende i debatten. Undervisningsmaterialer tager næsten ikke problematikken op. Den vurderes ikke i pressen eller almene fagblade, og den berøres ikke i de religiøse dialoggrupper. Det er muligt, at mange revisionistiske forskere er gået for radikalt til værks. Men det er næppe muligt at feje alle tiltag af bordet. Der ligger stærke argumenter bag. Tolerancemyten kan naturligvis skygge for forskningsfriheden, dette skete dog ikke, da europæiske forskere stillede præcist samme art af spørgsmål til den kristne tradition.

De revisionistiske lærde baner nye veje i den muslimske traditionsforskning. De mange forskellige indfaldsvinkler kan ikke ydes retfærdighed i et kort resume af nogle enkelte. Men fælles for dem er, at de bryder den hidtidige historiske ramme om Islam som uantastelig åbenbaringsreligion. Tro og rationalitet er stillet hårdt overfor hinanden. Måske kan der herudaf vokse en fri form for islam. En tekstfundamentalistisk religion på et så usikkert grundlag må ikke kunne placere nihundredetals totalitarisme i demokratiske samfund. Her må den enkelte kunne leve med sin egen frihed overfor sin Gud.

 

Noteliste:

l. Muhammads ord, da han erklærede Medina for hellig by. Ignaz Goldziher: Muslim Studies, bd. II, Chicago 1971, p. 26 ( 1.udg. Muhammedanische Studien, Halle, 1890)

2. Se f.eks. Rolf Stoltz: Kommt der Islam? München 1997, p. 137 ff.

3. Mervyn Hiskett: Some to Mecca Turn to Pray. Claridge Press. St. Albans, 1993, p. 321

4. Paul Fregosi: Jihad in the West, New York, 1998, p.58

4. “Why I am not a Muslim”. New York 1995, p. 219 ff.

Om Profetens egen grusomhed overfor sine modstandere se Frants Buhl: Muhammeds Liv. 3. udg. Poul Kristensens Forlag,                          Herning 1998, p. 167-186

6. Jes P. Asmussen: Islam, Politikens Forlag, København 1981, p. 38

7. Ibn Warraq: Why I am not a Muslim, p. 19-24

8. Bassam Tibi: Krieg der Zivilisationen, München 1995, p. 205

9. Hans Peter Raddaz: Von Gott zu Allah, F.A. Helbig, München 2001, p. 191-195

10. En række kritiske artikler om islamisk tradition i danske dagblade og fagskrifter fremkaldte således reaktioner, som hævdede, at denne artikels forfatter utrykte tanker fra bl.a. nyfascisme og nynazisme. Således biskop Kjeld Holm i bogen ”de uansvarlige”, København 1999, p. 104, og sognepræst Thorkild Thaning i Fyens Stiftstidende 24. januar 2001. Lektor Helle Lykke Nielsen, Center for Mellemøststudier, Odense, søgte at bringe kritik til tavshed ved i flere blade, bl.a. Fyens Stiftstidende 30. juli 1999 at postulere, at synspunkterne var hentet fra Fremskridtspartiets partiprogram. Også voldsomme muslimske reaktioner indløb.

11. Jørgen Bæk Simonsen. Det retfærdige Samfund. Samleren, Købehavn 2001, p. 181

12. The Quest for the Historical Muhammad, New York 2000. red. Ibn Warraq, p. 421-426

13. Se f.eks. Frants Buhl: ”Vort kendskab til Muhammads historie hviler i det væsentlige på to kilder af meget forskellig art og værdi, nemlig Koranen og overleveringerne”. ”Muhammeds Liv”, Poul Kristensens Forlag, Herning 1998, p. 247. Samt Jørgen Bæk Simonsen. ”Koranen er den bedste kilde til belysning af personen Muhammad”. Det retfærdige Samfund. Samleren, København 2001, p. 12

14. Anf. Værk (note 12) p. 106

15. Således måske! Tariq Ramadan. To be a European Muslim, Leicester, The Islamic Foundation, 1999

16. Bassam Tibi, moderat muslim, professor i Göttingen. Kendt for sine mange værker om muslimsk fundamentalisme, hører nærmest til her.

17. Bruce Bawer: Tolerating Intolerance: The Challence of Fundamentalist Islam in Western Europa, Partisan Review, 2002, Number 3, p. 9

18. John Wansbroug, The School of Oriental and African Studies, The University of London. Har udgivet bl.a. de to bøger: Quranic Studies: Sources and Methods of Scriptural Interpretation, Oxford University Press 1977. Og The Sectarian Milieu: Content and Composition of Islamic Salvation History, Oxford University Press. Disse to svært tilgængelige værker med mange kontroversielle synspunkter har været igangsættende for mange kritiske forskningsprojekter.

19. Sir William Muir: Life of Mahomet. Anf. Værk (note 7) p. 88

20. Volume 8, 1915, p. 878

21. Ibn Ishaq:  Das Leben des Propheten, Horst Erdmans Verlag, Tübingen 1976, p. 177

22. Anf. Værk (note 13)

23. Ibn al Rawandi: Origins of Islam: A Critical Look at the Sources. Anf. Værk (note l1), p. 103

24. ibid. p. 104

25. Ignaz Goldziher: Muslim Studies,vol. II, Chicago 1971, p. 55

26. Koranen, sura 33,22. Oversat af A.S. Madsen

27. Oversat til engelsk og udgivet i Chicago 1971 som Muslim Studies

28. Se nærmere om islams opståen og udbredelse hos Torben Hansen: ”Klansolidaritet og åbenbaring” og hos Lars Hedegaard: ”Den 11. september som historie”. In ”Islam i vesten- På Koranens vej”. Red. Helle Merete Brix og Torben Hansen, København 2002

29. Goldziher (note 25), p. 121

30. Joseph Schacht: A Revaluation of Islamic Tradition. In Journal of the Royal Asiatic Society 1949

31. ibid. p 144

32. Koranen. Sura 87.7

33. Patricia Crone and Michael Cook: Hagarism, Cambridge University Press 1977, p.3

34. Ibid., p. 73

35. Ibn Warraq: The Origins of the Koran, New York 1998, p. 26-27

36. En omhyggelig afvejning af synspunkter på den tidlige historiske tradition i islam findes hos R. Stephen Humphreys: ”Islamic History, A Fremwork for Inquire”, Princeton University Press, Princeton 1991, kap. 3. Citater fra Koranen bringes efter A.S. Madsens oversættelse 2001

 

 

Islam og fundamentalismen

 

 

Islam og fundamentalismen

 

af

Poul E. Andersen

tidl. domprovst,

Odense.

 

Til Det Radikale Venstre i Fyns Amt, efter anmodning af amtsborgmester Karen Nøhr. 2002

 

Den 11. september 2001 blev den dato, som vil huskes som datoen for den islamiske fundamentalismes rystende og bragende debut på den store verdensscene. Den har naturligvis været kendt i mange år både i storpolitik og i mere lokale terrorhandlinger. I Danmark møder vi fundamentalismen i mindre terroristisk prægede lokalopgør, men især gennem den kulturelle og politiske debat.

 

En gruppe unge dansk-muslimske politikere med fundamentalistisk baggrund har gennem længere tid hårdnakket forsøgt at gøre sig gældende i det danske partisystem. For en del af dem gælder, at de har en form for tilknytning til den pakistanske muslimske organisation Minhaj-ul-Quran, som i lighed med mange andre fundamentalistiske organisationer har underafdelinger i Danmark. Medlemstallet anslås for øjeblikket til mellem 1200 og 1500. Da der er tale om en fortløbende og meget hård kamp, bliver diskussionen om forholdet mellem demokrati og islamisk fundamentalisme også aktualiseret i Danmark. Og det rejser spørgsmålet om, hvad islamisk fundamentalisme i virkeligheden dækker over.

 

Dagspressen har vurderet de unges medlemskabet Af Minhaj-ul-Quran meget forskelligt. Nogle dag­blade har fastholdt, at organisationen er en slags humanitær bevægelse, der lægger vægt på socialt arbejde, uddannelse og integration af flygtninge. En forbindelse til denne organi­sation er derfor en udmærket forudsætning for engagement i dansk partiar­bejde.

 

Andre påviser, at Minhaj-ul-Quran er en fundamentalistisk organisation, som arbejder på at udbrede islam til hele verden, som går ind for dødsstraf, som fordømmer homosek­sualitet, bi­falder undertrykkelse af kvinder og fastholder shariarettens barbariske straffe­metoder. Det vil derfor være utænkeligt, at holdninger af denne art skulle kunne finde plads i et dansk politisk system.

 

Der er ingen tvivl om, at begge vurderinger kan begrundes, afhængigt af, hvilket ud­gangspunkt man tager.

 

Fundamentalistiske bevægelser

Antallet af islamiske fundamentalistiske bevægelser er meget stort. Indbyrdes er de forskellige, og de kan endog bekrige hinanden. Men med deres religiøse udgangspunkt i Koranen og den muslimske tradition hadith, har de et fælles fundament.

 

Blandt de kendteste kan foruden Minhaj-ul-Quran ( Pakistan ) nævnes partier og organi­satio­ner som GIA og FIS ( Algeriet ), Refah Partsi og Milli Görüs ( Tyrkiet ), Hamas, P.F.L.P, Fa­tah, Hizbolla, Islamisk Jihad og A.I.C.P. ( Mellemøsten ) og Det Muslim­ske Broderskab ( panarabisk ). Også det yderst ekstremistiske Hizb-ut-Tahrir ( Khilafa ) gør sig for tiden stærkt gældende som vækkelsesbevægelse i Danmark.

 

Blandt de mange mere eller mindre fundamentalistiske organisationer, der findes i Tyskland, vurderer Bundesamt für Verfassungsschutz, at 22 er militante ( 1997 ) og har betydelig til­slutning. Alle store fundamentalistiske organisationer er repræsenteret i Danmark, og de indgår i et tæt intereuropæisk og som regel også internationale netværk.

 

Hvad er fundamentalisme ?

Der skelnes mellem skriftfundamentalisme og politisk fundamentalisme. Men det er to beteg­nelser, der til en vist grad betinger hinanden.

 

a. Skriftfundamentalisme. Man siger ofte, at i kristendommen blev Gud menneske: Jesus. I is­lam blev Gud en bog: Koranen. Skriftfundamentalismen bygger på den påstand, at hvert ord og hvert bogstav i Den hellige Skrift er Guds tale. Enhver kritik heraf er derfor en anfægtelse af Guds majestæt og en alvorlig overtrædelse. I kristendommen har fundamentalismen i denne forstand ikke kunnet overleve en historisk fortolkning. Her er alene det enkelte menneskes  forståelsen af Jesu ord og gerninger troens grundlag. Helt anderledes forholder det sig i islam. Her er Koranens ord Allahs endelige åbenbaring. Intet kan ændres eller gøres bedre. Den er lo­ven, som skal følges til punkt og prikke. Og selvom den i storslået skuen forkynder barmhjer­tighed overfor rette troende, så rummer den anvisninger og krav, der er ufatteligt grusomme. Koranens lovpræg kan naturligvis spores i muslimske samfund i form af stærk optaget­hed af retskrav og lovspørgsmål.  Det mærkes også blandt muslimske indvandrere i Danmark, som herved adskiller sig stærkt fra andre religiøse samfund i landet.

 

Muslimernes traditioner om profeten Muhammads sædvaner er o. 9. årh. samlet og ned­skrevet som hadith. De opfattes som hjælp til at forstå de samfund, hvori Koranens bud skal efterlevet. Også her er retstænkning fremtrædende. Hadith forstås af retslærde som en autoritativ og op­dragende udfyldelse af Koranens bestemmelser, når de skal aktuali­se­res i et bestemt samfund. Ofte anses de for at have kanonisk gyldighed.

 

Et yderst centralt punkt i muslimsk religion er det religiøse retssystem sharia, der be­grundes både ud fra Koranen og fra hadith. Shariaen nægter at adskille religiøse og verdslige forhold. Den gælder for alle samfundets områder !, og den går forud for al verdslig lovgivning. Funda­mentalister og traditionalister arbejder på at sætte shariaen med alle dens hårde straffebestem­melser i stedet for den verdslige lov, fordi den savner religiøs begrundelse. For mange musli­mer er det logisk af hævde, at muslimer i Danmark ikke nyder godt af den grundlovssikrede religionsfrihed, da shariabestemmelser endnu ikke kan gøres gældende under dansk lovgivning. Men samtidig hævder de, at frafald fra islam er så alvorlig en lovovertrædelse, at den fortjener dødsstraf.

 

b. politisk fundamentalisme. Fælles for islamiske fundamentalister er kravet om oprettelse eller genoprettelse af en islamisk stat, hvor shariaen gælder. Et sådant krav er allerede opfyldt i Iran, Saudi-Arabien, Afghanistan,  dele af Sudan og dele af Nigeria, og det er tilsyneladende på vej i Pakistan og Al­geriet med alvorlige overgreb mod fundamentale menneskerettigheder til følge. Sådanne ønsker har altid levet hos muslimer, men de er især blevet radi­kaliseret gennem den af Khomeini skabte religiøse vækkelsesbevægelse og revolutionen i Iran. Golfkrigens ydmygelse af musli­mer spiller også en rolle. Men radikaliseringen af is­lamiske lande og grupper udspringer også af vreden mod den vestlige verdens verdslig­gørelse, ikke mindst gennem globaliseringen og det moralske forfald. De enorme sociale problemer i mange muslimske samfund har skabt en poli­tisk radikalisering af de religiøse organisationer. I storbyernes befolkningslag af håbløst fattige har de fundamentalistiske bevægelser ofte i voldsom opposition til myndighederne etableret stærke folkelige fundamenter gennem arbejdet på at afhjælpe den yderste nød, gennem forbed­ring af sundhedssystemet og ved oprettelse af skoler. Og ikke mindst islamiske skoler har vist sig at være et slagkraftigt instrument for udbredelse af fun­damentalistiske budskaber. Det er de også i Danmark.

 

I de politiske fundamentalistiske grupper fornyes de gamle muslimske skikke. Når  tradi­tioner med krav om dødsstraf, lemlæstelse som sanktion, seksuel puritanisme, nedklas­sering af kvin­der og stærke afgrænsninger af rent og urent skal håndhæves i menneskers eget navn, så bliver de problematiske, men når de opfyldes i Allahs navn, sker det uden belastning af samvittighe­den. De blodige spor efter retfærdigheden i Allahs navn har da også tegnet sig skarpt i store dele af verden.

 

Fundamentalismen er på stadig fremmarch.  Den moderate muslim, Bas­sam Tibi, professor i Göttingen og verdenskendt for sine litterære arbejder om forholdet mellem muslimer og kristne, anklager de vestlige kulturer for at være selvopgivende, og han hævder, at det er naivi­tet, hvis man tror, at man med velvilje, tolerance og forståelse kan nå en hyggelig konsen­sus. Man afslører herved blot, at man intet ved om sagen. ( Krieg der Zivilisationen, 1998 ). Mens største delen af muslimske indvandrere i Danmark er åbne for en form for integration i et vestligt samfund, så er der også stærke tegn på, at fundamenta­lismen herhjemme er i stærk vækst.

 

Taqiyya.

De fleste danske har lært muslimske medborgere at kende som venlige og imødekom­mende mennesker. Men i den politiske og religiøse verden må man være opmærksom på, at begrebet taqiyya ( forstillelse, omformning ) spiller en rolle. Både i kristendommen og islam stilles krav om sandhed i tale og handling. Men et orientalsk sandhedsbegreb har ikke nødvendigvis nøjag­tigt sammenfald med det vestlige. Kulturelt set kan høfligheds­begrebet ofte være vigtigere end sandhedsbegrebet. Men i religiøs og politisk henseende kan sagen være mere problematisk. I spørgsmål af den art kan en muslim endda være forpligtet på at udøve taqiyya, så man skjuler både sine egne hensigter og religiøse hold­ninger. Hos shiiterne praktiseres taqiyya stærkest, men også i den største gruppe, sunni er taqiyya almindelig.

 

I storpolitik har det vist sig svært at indgå bindende aftaler med mus­limer. Men også i almin­delige dagligdags politiske religiøse forhold er aftaleforpligtethed anderledes end hos europæ­ere. I dansk omgang med muslimer giver det anled­ning til frustration, forundring og tvivl om, hvordan man overhovedet skal forstå hinan­den. Taqiyya skal ikke opfattes som per­sonlig utroværdighed, men som udtryk for en brugbar tradition, der dog som regel er ukendt for danske. I politiske og religiøse forhandlinger må man nød­vendigvis tage den i betragtning. ( Se f. eks.. U.Spuler Stege­mann, professor, Marburg Universitet: Muslime in Deutschland, 1998 ). Begrebet er kun spo­radisk og med stor forsigtig­hed berørt i dansk forskning.

 

Forklaringsparadigmer

Når man i Vesteuropa tager stilling til den voksende islamiske fundamentalisme har man ofte to forskellige indfaldsvinkler.

 

Der er mange, der vælger at se den i et socialt perspektiv. Den er udsprunget af den fattigdom og undertrykkelse, der råder i mange mindre uudviklede lande, især i storbyerne. Fundamenta­lismen repræsenterer en social indignation, som også kommer til udtryk i, at de fundamentali­stiske organisationer ofte præsenterer et socialt program, hvor man går ind for reformer, og hvor man i større eller mindre grad tilbyder social bistand, politisk prægede uddannelsestilbud og omsorg for flygtninge.

 

Der er andre, der i højere grad opfatter fundamentalismen som en radikalisering af væsentlige religiøse tanker i Koranen og den islamiske tradition, hadith. I den religiøse dimension henter den aggressiviteten og den neo-absolutistiske politisk/religiøse målsætning: Det muslimske verdenssamfund grundlagt på shariaretfærdigheden. Muslimske fundamentalister ser sig selv i dette perspektiv.

 

Den euromuslimske politolog Bassam Tibi analyserer i flere af sine bøger fundamentalismens fremkomst, særpræg og målsætning. Og han udtrykker sin store ængstelse over dens hurtige vækst. Han siger, at hvis Europa ønsker at vedblive at være Europa under det nuværende og kommende islamiske pres, må europæerne undlade i multikulkulturalismens navn at opgive kontinentets vesterlandske identitet. ( Krieg der Zivilisationen p. 331 ). Og han slår fast, at overfor de neoabsolutistiske ideologier opnår man intet med kulturrelativistiske og multikultu­relle utopier. Mod intolerance kan man intet stille op med imødekommenhed.

 

 

Islamisk fundamentalisme – også i Danmark

                                                        Morgenavisen

                                                                                                              Jyllands-Posten

                                                                                                              søndag den 22. november 1998

 

 

 

Islam fremtræder nu om stunder som en fredens og tolerancens religion. Men sådan forholder det sig ikke, skriver fhv. domprovst Poul Erik Andersen.

 

af                                                                                                                                                      

Poul E. Andersen

tidl. domprovst, Odense

 

 

Islamisk fundamentalisme – også i Danmark

 

Vi hører dagligt om de ugerninger, som de militante islamiske fundamentalister begår, og vi er faktisk allerede på vej til at indstille os på, at fundamentalistiske bevægelser hører med i vort verdensbillede som selvstændige, uomgængelige aktører. Alle steder, hvor de får råderum, spirer volden frem, og den vokser efterhånden næsten uhæmmet. De kan leve enten i nær tilknytning til regimet som i Saudi-Arabien, Iran, Afghanistan eller Sudan, eller som brede, men velorganiserede bevægelser i kamp med systemet som i Tyrkiet, Ægypten, de palæstinensiske områder og Algeriet. Det blodige slagterhåndværk, som udføres af GIA og FIS i Algeriet har mindst kostet 50.000 mennesker livet, P.F.L.P. og Hamas på palæstinensisk område fører ligeledes deres terrorpolitik overfor civilbefolkningen med flybortførelser, bombeattentater og selvmordsaktioner. Refah Partisi i Tyrkiet trækker blodige spor langt ind i Europa, overfald på turister i Ægypten er ganske meningsløse, og lokale  terrorangreb som mod World Trade-center vidner om en ubegribelig umenneskelighed. I alle muslimske lande myrder de radikale bevægelser kunstnere, journalister og islamkritiske intellektuelle i hundredvis ( Rolf Stolz: Kommt der Islam ). I mediedækningen af disse begivenheder synes det ofte, som om man forsøger at undlade at trække en direkte forbindelse mellem de fundamentalistiske bevægelser og den store verdensreligion islam. Sagen er imidlertid, at de fundamentalistiske bevægelser er legitime børn af islam, omend hærdet og styrket gennem fattigdom og politisk undertrykkelse. De har i høj grad deres udspring netop i islam.

De store profet Muhammad med de enestående evner både i religiøs og politisk henseende og med de store modsætninger i personligheden, gjorde bevidst brug af terroren som våben i sit politiske opgør med Mekka og modstanderne i Medina ( Frede Løkkegaard: Muhammad ). Og i profetens forbillede kan de militante fundamentalister i høj grad finde deres næring. Måske er det derfor, at stærke muslimske regimer har så svært ved at tage afstand fra fundamentalisternes voldspolitik.

Mærkværdigvis har der i de seneste årtier langsomt dannet sig et nyt billede af islam. Nu fremtræder islam i mange kredse som en fredens og tolerancens religion med plads til både kristne og jøder inden for sine grænser, som rammen om et kulturskabende folk med misundelsesværdig forståelse af familie- og samfundsværdier og med alvorlig respekt for sit religiøse grundlag. Dette folkebillede har fået en emotionel rodfæstethed gennem det brutale folkemord i Bosnien og forfølgelserne i Kosovo, foranlediget af den jugoslaviske stalinist Milosevic. Og dette billede står så fast, så det i dag er næsten helligbrøde at nuancere det.

Men sagen er imidlertid, at islam ikke er nogen fredselskende og tolerant religion, selvom der breder sig moderate og liberale strømninger i flere lande, og selvom mange muslimske indvandrere, også i Danmark, langsomt tilpasser sig nye skikke. Islam er grundlæggende en krigerreligion. Dens grundlægger og forbillede Muhammad beundres og forherliges. Og barmhjertighed kendes kun muslimer imellem. Den ud fra Koranen begrundede hellig krig, djihad mod alt, som krænker islam, kan forstås i mange henseender, men lige fra Muhammads dage har den også betyder kamp imod vantro. Så sent som i 1991 kunne Irak opfordre til djihad mod USA, mens andre muslimske stater opfordrede til djihad mod Irak. Der er heller ikke tvivl om, at de fleste palæstinensere opfatter kampen mod Israel som djihad.

Men netop krigen mellem muslimske lande, mellem Iran og Irak, Irak og Kuwait-Saudi-Arabien viser, hvor let kampberedskabet udløses også i nyere tid.

At islam skulle væren en tolerant religion modsiges af de interne opgør i muslimske lande, borgerkrigen i Afghanistan, kampene i Libanon og Algeriet, forfølgelsen af kurderne, af sumpirakerne, og udrydelseskrige i Sydsudan og i Nigeria.

Myten om tolerancen er sikkert opstået under islams voldsomme ekspansion i syvhundredtallet. Her foretog man ikke nogen systematisk udryddelse af de oprindelige beboere, men da man ikke selv havde befolkningsunderlag  til at regere de undertvungne lande pålagde man jøder og kristne, “bogens folk” en religionsskat og gjorde så i øvrigt brug af dem ved landets administration. Senere hen har det været småt med tolerancen. De få tilbageblevne kristne og jøder på muslimsk område lever under kummerlige forhold. De kristne grusomheder under korstogene syner af meget lidt i sammenligning med den muslimske fremfærd overfor de armenske kristne. Langt over en million blev udrydder i årene 1914-15. Et kendt tyrkisk ministerord beskrev udåden således: “Det armenske spørgsmål skaffer man bedst af vejen ved at skaffe armenierne af vejen”. Intet under, at Hitler var optaget af begivenheden. Flere hundred tusinde kristne i Sydsudan er myrdet af det islamiske diktatur i Khartoum. I Nigeria er brutaliteten overfor de kristne ligeså udbredt.

Den islamiske tolerance sættes også i et skævt lys af den kendsgerning, at mens muslimske indvandrere i europæiske lande udfolder deres religiøse liv på linie med andre religiøse samfund og f. eks. indretter moskeer i stort tal ( i Danmark over 100 ), så er  de få kristne menigheders liv i de muslimske lande stærkt begrænset. Annoncering af gudstjenester er som regel forbudt, kirker kan mig bekendt ikke opføres. I Saudi-Arabien findes kristne kirker slet ikke, end ikke halssmykker med kors er tilladt. I Indonesien blev i 1995-96 flere hundrede kristne kirker nedbærndt. I Nordnigeria har der i de seneste 10 år været flere forfølgelsesbølger med mindst 50.000 kristne oftre og afbrænding af hundreder af kirker. ( ABD AL MASIH: Der Islam ) På det moralske område er tolerancen måske endnu mindre. En seksuel forbindelse mellem en europæisk mand og en ugift muslimsk kvinde udløser dødsdom. En far modtager officiel ros for at nedskyde sin datter, fordi hun førte bil, og et tyveri betales stadigvæk med en hånd. Kritik af en religiøs tradition kan i Iran udløse en dødsfatwa.

Fundamentalisterne præger livet i deres hjemlande, men også i indvandrerlande er de stærkt  repræsenteret. De er  organiserede i radikale grupperinger med tær forbindelse til hjemlande. I Danmark kendes især P.F.L.P ( “Folkefronten til Palæstinas befrielse”) (Blekingebanden ) og for tiden A.I.C.P. ( Islamisk forening for Velgørende Projekter”). ( Bl.a. muslimske friskoler ). Begge er organisationer med hjemsted i Mellemøsten. Adskillige topfolk hentes til Danmark, og udenlandske imamer med radikale synspunkter er aktive ved koranskolernes undervisning af børn og unge. Blandt hundreder af muslimske organisationer i Tyskland vurderer “Verfassungsschutz”, at 22 er radikale. Nogle af dem virker i europæisk sammenhæng og kan have forbindelse til Danmark.Det vil være naivt at tro, at ingen af de mange andre radikale islamiske paraplyorganisationer, der arbejder i europæisk regi, skulle have repræsentation i Danmark. Aflæggeren af det tyrkiske Velfærdsparti, Refah Partisi med navnet Milli Görüs ( Det islamiske samfund Millie Görüs ) f.eks. har efter egne oplysninger i l995/96 161.536 medlemmer i Europa. ( Spuler-Stegemann: Muslime in Deutschland ). Dets målsætning består i “På verdensplan at bringe den retfærdige orden til magten”. Karakteristisk for sådanne foreninger er, at de oftest fremtræder med “veldædige” navne og formål.

De ideologiske holdninger bag fundamentalisterne hentes fra Koranen. For dem som for alle muslimer er Koranen og Sunnaen, dvs., de nedskrevne samlinger af profeten Muhammads sædvaner (hadith) trosgrundlag. Men mens muslimske teologer prøver at tolke nye samfundsændringer i lyset af Koranen og Sunnaen, afviser fundamentalisterne enhver udvikling, der har fundet sted efter kaliffen Alis død i år 656. Derfor ønsker alle fundamentalister, selvom der også hos dem er forskellige opfattelser, at skabe en stat på det fundament, der er skitseret i Koranen. De mener, at når man praktiserer den oprindelige islam, så vil islams sejr over den ganske verden være inden for snarlig rækkevidde. Det drejer sig om at indføre den muslimske Gudsstat, byggende på den guddommelige islamiske ret, sharia. Og religionen skal bruges som middel til at opnår politisk magt. De fleste er fyldt med afsky overfor verdsligt demokrati og statsdannelse. Derfor må enhver integration af indvandrede i den verdslige stat afvises, og gamle islamiske dyder fastholdes.

Der har kun i ringe omfang kunnet påvises organiseret terrorvirksomhed i Danmark, men en ganske uforsonlig holdning kommer ofte til udtryk. Ved en panelsamtale i K.B.Hallen om religionsfrihed og religionslighed blev den fremtrædende muslimAbdul Wahid som paneldeltager spurgt, hvordan han forholdt sig til en netop i Iran afsagt dødsdom over en person, der havde omvendt en muslimsk kvinde til bahaireligionen. Abdul Wahid svarede, at det var rimeligt, at manden var blevet dømt til døden. Som muslim måtte man følge sharia og være konsekvent. Og han gav udtryk for, at sharia ville blive indført i Danmark, så snart der var skabt et flertal af muslimer. ( Præsteforeningens Blad 42, 1998 ). Eksempler på vold i flygtningecentre er der nok af. Der er også eksempler på opgør i familiekredse med  drab til følge. Her kan radikale synspunkter have været mærkbare.De har også kunnet spores i den såkaldt tørklædesag og bag kravet om særlig adgang for muslimer til offentlige svømmehaller. Og de stopper ikke her. Der er heller ikke tvivl om, at unges voksende aggression mod alt dansk er fundamentalistisk inspireret. Det samme mærker man bag den voksende kritik af de nye integrationsregler.

Der er ingen, der ved, hvor mange fundamentalister, der er i Danmark. Når man forsøger at klarlægge dette spørgsmål, støder man ind i det mærkelige taqyyia-begreb. ( oprindeligt et shiitisk begreb), som vi godtroende danskere dårligt forstår,men absolut bør være opmærksomme på. Taqyyia betyder forstillelse, og det  udtrykker, at sandhed, især i religiøse anliggende kan være et tvetydigt begreb. Under visse forhold kan en muslim undlade at sige sandheden. Hvis det gavner islams sag, må han gerne skjule sine egentlige hensigter under høflig imødekommenhed. Det er derfor i praksis vanskeligt overhovedet at få en forestilling om, med hvilke holdninger de muslimske indvandrere møder det danske samfund. En tysk forsker, Hildegard Becker( Manuskript af 23. juni 1997 ) udtrykker tyske erfaringer således: “Hovedproblemet er dobbetbundetheden. Overfor tyskere og på tysk sprog betoner man  uafladeligt, at man står på grundlovens grund og ønsker dialog. Men overfor tyrkere og på tyrkisk er hetzparolerne mod det tyske demokrati, mod pluralismen og det angiveligt sædeligt forrådnede tyske samfund langt stærkere”.

– “Et kulturelt Big Bang”.

Islamiske skoler

– “Et kulturelt Big Bang”.

 

 

(Bragt i Berlinske Tidende i forkortet udgave under titlen ”Faren fra de islamiske skoler” 03-10-2001)

 

 

 

af

Poul E. Andersen

domprovst

Odense.

 

 

“Overgangen til islam…det er det ekstra drama…et kulturelt Big Bang, den vedvarende sønderknusning af den gamle verden” ( V.S. Naipaul ).

 

I 1950 udgjorde den muslimske befolkning 335 mill. mennesker. I år 2000 tæller den 1.3 mia. Hvordan har denne udvikling kunnet finde sted i så kort en årrække ?

 

For muslimen ligger det klart. Det er Allahs vej til det naturlige og ret­mæs­sige verdensherredømme. Det er overgangen fra dar-al-harb og til dar-al-islam, dvs. fra krigens verden, hvor de vantro lever og til fredens hjem, hvor islam hersker.

 

Verdens forvandling til det islamiske herredømme kan fremmes ved tre “instrumenter”: Krigen, Jihad, kan være et af midlerne, som historien viser. Muslimerne taler dog ikke om krig, når der bruges våbenmagt i Allahs navn. Kun de vantro fører krig. Et andet instrument er den naturlige vækst via fød­selsoverskud. Et vedholdende, humoristisk vandreudsagn lader Hassan tri­um­ferende sige til sine mange venner: “Vi vil erobre verden ved vore ko­ners tykke maver”. Og det er der jo en sandhed bag. Men han burde også have føjet til: “og gennem vore skoler”. Det er nemlig det tredje instru­ment, som man blot ikke er så opmærksom på. Men det bliver stadig mere aktuelt. Ikke mindst i Europa, hvor mange af skolerne rundhåndet finansieres gennem of­fentlige midler.

 

Ekspansionen i den muslimske verdensideologi henter i høj grad sin kraft i de muslimske skoler. Det marxistiske samfundssystem forstod i høj grad at ud­nytte undervisningen i sit politiske fremstød. Den samme strategi gør sig gældende bag den islamiske udbredelse. Marxismen løb tør for ideologisk brændstof. Det gør islam ikke. Den har det guddommelige bag sig. Og den demokratiske verden har svært ved at finde sine ben i processen, da den må se sig svækket af sit indbyggede frisind og sin holdningsrelativisme.

 

En kamp om Indonesien

Den politisk/religiøse kamp om magten i verdens største ørige Indonesien med 225 mill. mennesker har i høj grad været præget af den religiøse ideolo­gisering af skolesystemet.

 

Forfatteren V.S. Naipaul har i bogen “Ikke til at tro” med iagttagerdistance og stor viden afdækket magtkampen om skolerne. Det var og er en kamp, der gælder den politiske magt. Men den afdækker også islams bestræbelser på at udviske alle spor af rigets tidligere kultur. Det er det nye islamiske Asien, han giver mæle, og her danner skolerne et knudepunkt.

 

I den hollandske kolonitid levede de indonesiske skoler deres stille liv. Deres åndelige baggrund var animistisk, hinduistisk, buddhistisk. Der var tale om simple landsbyskoler og kostskoler, som ofte havde deres oprindelse i bud­dhistiske klostre. Islam havde sit beskedne liv i skolerne, stilfærdigt koncen­treret om missionsarbejde. Men op gennem de seneste par århundreder vok­sede islams indflydelse, og i de sidste årtier har den via de såkaldte pesan­trenskoler tilkæmpet sig stadig større magt. Den er blevet det åndelige fun­dament for den meget magtfulde organisation Nahdlatul Ulama, NU, som i en periode havde den nuværende præsident Wahid som leder. Undervisnin­gen i skolerne har vendt sig fra sit oprindelige kulturelle grundlag og er ble­vet traditionelt muslimsk. Trods enkelte fornyelser er den koncentreret om religiøs indlæring og opdragelse med stereotyp udenadslæren af koranstyk­ker. Naipaul har meget lidt respekt for denne undervisningsform, men han peger på, at den måske kan være et middel til politisk opvågnen: “denne be­døvende tampen løs på sindet, denne form for smerte. Måske kom der ud af dette en selvrespekt… ud af den religiøse skoling, uanset dens forlorne lær­dom og fromhed og dens reelle smerte, kom der også politisk vækkelse”. Karakteristisk for denne traditionenelle religiøse skole er dog, at man ikke har ønsket nogen sammenblanding af religion og politik.

 

Det ønsker til gengæld de stærke politiske kræfter, der viderefører de stærke traditioner fra præsidenterne Suharto og Habibie gennem bevægelsen ICMI, der står for Sammenslutningen af Muslimske Intellektuelle. Denne be­vægelse arbejder på at tilføre skolerne en moderne politisk og religiøs dyna­mik og bruge dem i den løbende magtkamp. “at eje eller kontrollere disse skoler var at eje magt. Ambitionen var tårnhøj: at fuldende den islamiske overtagelse af denne del af verden”.

 

Gennem disse kampe ud fra og om skolerne har den næsten totale islamise­ring af det store rige fået næring. Og sideløbende hermed arbejdes der på at rense landet for den hinduistiske og buddhistiske fortid. Andre trosretninger som katolske og protestantiske er under hårdt pres, bl.a. gennem nedbræn­ding af kristne skoler og kirker. Ikke-muslimske enklaver som Øst Timor hærges brutalt. Fra Indonesien har en beslægtet islamisk bevægelse bredt sig til Filippinerne, hvor der gennem en årrække har været voldsomme sammen­stød mellem muslimske stærkt voksende mindretal og regeringsstyrkerne. Og der har måttet dannes muslimske selvstyrende områder i den sydlige del af landet, hvilket dog ikke har dæmpet uroen.

 

 

 

En kamp om Afghanistan

En taliban er en fundamentalistisk kriger i Afghanistan, som brutalt under­trykker eller udrydder alle, som ikke bøjer sig for islam. Det er almindelig vesteuropæisk viden. De færreste er imidlertid klar over, at en taliban også er en talib ilm, dvs. en studerende, der søger sandheden. Mærkeligt nok har mange af dem rødder i fredelige madrassas, præsteskoler knyttet til navn­kun­dige moskeer i Indien. Mest fremtrædende er skolen Dal-al-Ulum i Deo­band nord for Meerut. Her har mange talibanerledere studeret arabisk, troslære, islamisk lov, korantolkning og medicin.

 

Men hvordan er så disse fredelige studerende blevet brutale krigere i et fjernt land ? En forklaring er ikke let. Et missionselement ligger altid i islamisk teo­logi. Dertil kommer, at der ofte knyttes meget nære personlige bånd mel­lem nidkære ortodokse mullaher og deres studerende. Givetvis er der blandt for­holdsvis isolerede rettroende og renhjertede muslimske studerende gro­bund for en fanatisme rettet mod uacceptabel verdslig og politisk udvikling.

 

En spændende fremstilling af forløbet finder man i en artikel af Stig Toft Madsen: “The Fruits of Learning”. Nordic Institute of Asian Learning. Det fremgår her, at studerende og ledere fra Deobandis’madrassas allerede for år­tier siden fik kontakt til Afghanistan. Det blev imidlertid i Pakistan, Deo­ban­dispædagogikken først fik fodfæste. I det hærgede land etableredes op gen­nem 80erne ikke mindre end 25.000 madrassas langs grænsen mod Af­ghani­stan. Med politisk støtte fra Pakistan tilkæmpede en del af skolerne sig en dobbeltrolle, både som muslimske uddannelsessteder, der fik stor indfly­delse på udviklingen i Pakistan, og som rekrutteringscentre for krigen i Af­ghani­stan. Mullaherne kunne således i 1997 sende 8000 studenter til den ef­terhån­den bredt sammensatte Jihad i Afghanistan. Og her tog udviklingen fart efter mujahedin-enhedernes opløsning efter kampen mod Sovjet. I bogen “Taliban: Islam, Oil, and the New Great Game ind Central Asia, 2000” giver Ahmad Rashid en informativ vurdering af taliban. Han gør rede for, at de hverken har nogen historisk baggrund eller historisk ret i Afghanistan. Og deres religiøse tradition er uden forbindelse til tidligere fundamentalistiske grupperinger i landet.

 

Om udviklingen fra det stille studieliv til den militante fundamentalisme be­retter forfatteren Elie Krakowski. Han peger på, at talibanerne i begyndelsen af deres succesfulde erobringstog nød en vis sym­pati fra befolkningen. De opfattedes som en sammensat gruppe under ledelse af litterært interesserede mullaher, som havde et naivt syn på islam. De foku­serede udelukkende på religionen og havde et meget snævert begreb om den islamiske lov shariaen. Noget egentligt program havde de ikke, blot et ønske om at skabe et religiøst islamisk samfund. Deres herredømme udviklede sig imidlertid snart til et puritansk system med ekstrem brutalitet. Det kom til udtryk i deres kvinde­syn med forbud mod kvindearbejde udenfor hjemmet og mod uddannelse af piger. De udsendte fatwaer om alle livets detaljer. Der udstedtes forbud mod TV og mod fotografering. Pryglestraf og offentlige henrettelser blev almin­deligt. Angsten for talibanerne har grebet alle deres naboer. Og terrorgrupper uddannet af talibanerne hærger i mange lande, især i Uzbekistan, Tidjikistan, Kirghisistan og Dagestan ( The Afghan Vortex, ISAPS Research Papers in Strategy 2000 ). Bemærkelsesværdigt er det også, at uddannede folk med islamisk baggrund forsøger at ødelægge alt, hvad der leder tanken hen på en tidligere kultur. Ødelæggelsen af de kolossale Buddhastatuer er ét eksempel. Forud for islam bør der ikke findes histo­rie.

 

De islamiske skoler er et praktisk magtinstrument, og lærerne, enten de er mullaher, imamer eller ulamer, har stor indflydelse både ved udformning af islamisk kultur og tradition, gennem missionerende virksomhed og sommeti­der som arnesteder for militant opdragelse. Mønsteret genfindes mange ste­der, aktuelt hos islamiske fundamentalister i Palæstina, Hamas og Islamisk Ji­had. Og det gælder også for den Khomeiniinspirerede Hizbolla. Børn og unge skoles i primitiv korantænkning, der ser terrorisme som en religiøs pligt. Og for børn mellem 12 og 16 år glorificeres selvmordsaktioner som vejen til det hellige martyrium, som sikrer plads i paradiset, og som bringer hæder til hele deres familie.

 

Og i Danmark

De islamiske skoler trives fint i Danmark, både som friskoler og som Ko­ranskoler, og de drager fordel af en velvillig lovgivning og et forsigtigt tilsyn. Fundamentalistiske tendenser er ikke ukendte i denne sammenhæng. Under­visningsministeriet har haft store problemer med friskoler, som både hvad angår struktur og indhold har været styret af fundamentalistiske kredse i Li­banon, f. eks.. A.I.C.P. Det gælder således Al-Salahiyahskolen i Odense, Den Moderne Kulturelle Skole i Århus, Manurul Hudaskolen i København, Al Huda skolen i København og Al Irchadskolen i Helsingør.

 

Det er notorisk, at skolerne foruden deres stærke religiøse indkodning af ele­verne også bibringer dem udpræget negative holdninger til det danske sam­fund og til dansk kultur. Det er uafvendeligt, at det stadigt stigende antal indvandrere sammen med de mange tusinder af neutraliserede vil få stor vægt i det danske samfund. ( se f. eks. David Coleman: Indvandringen til Dan­mark. Rockwoolfondens Forskningsenhed 1999 samt Danmarks Statistik 6. juli 2001 ). På baggrund af udenlandske skoleerfaringer, som de beskrevne, må indholdet af den islamiske skoling i Danmark påkalde sig stor interesse.

Koranen i historiens kværn

Morgenavisen Jyllands-Posten

Søndag den 12. januar 2003

 

 

Den arabiske verden er i meget ringe grad påvirket af den vestlige verdens udvikling. En gensidig kulturudvikling er der faktisk ikke tale om. På tankefrihedens område næsten slet ikke. Den religiøse lovtænkning spærrer for udsynet, skriver Poul Erik Andersen i denne analyse af islam.

 

En sådan åbenhed er betingelsen for indgang i den vestlige kultur. Uden den bliver de indelukkede, ghettobundne,andenrangs borgere, bitre og fremmede. Det er deres religiøse bundethed, som gør dem isolerede i Vesten på en helt anden måde end andre indvandrere.

Koranen i historiens kværn

 

Af

Poul E. Andersen

Tidl. domprovst

Odense.

 

 

”Gid enhver, som fører nye ting til denne by må blive forbandet af Allah, hans engle og alle mænd”. Sådan skal Muhammad have sagt, da han erklærede Medina for hellig by. Talløse hellige udsagn som dette har op gennem historien fået næsten lovkarakter og dermed været med til at skabe en næsten uovervindelig modstand mod forandring i de muslimske samfund. De har været en mur mod en frigjort tænkning og mod den frie udvikling af samfundene. ”Af historiske og erkendelsesmæssige årsager forekommer islam i bund og grund uforenelig med tankefriheden” ( Walid Al-Kachab,magister fra Cairo Universitet, 2002). Under sådanne vilkår forstener ethvert samfund.

 

I den vestlige verden udvikler økonomien og kulturen sig med rivende hast, mens de muslimske samfund er stagnerende. Ser man bort fra de fossile brændstoffer, eksporterer den samlede arabiske verden i de senere år for mindre end Finland med kun 5 millioner indbyggere (Bernard Lewis), og araberne vogter deres kultur så skarpt, at de kun accepterer oversættelse af godt 300 fremmedsprogede bøger om året. ( FNs udviklingsrapport om Den arabiske Verden, 2002). Den arabiske verden er i meget ringe grad påvirket af den vestlige verdens udvikling. En gensidig kulturudvikling er der faktisk ikke tale om. På tankefrihedens område næsten slet ikke. Den religiøse lovtænkning spærrer for udsynet.

 

Når traditionstro muslimer har haft betydeligt sværere ved at integrere sig i Vesten end ikke-muslimer, skyldes det især deres religiøse lov, shariaen. Den har ikke givet rum til en religiøs reformation. Den har kvalt ethvert forsøg på at fortolke de hellige skrifter ud fra historisk-kritiske principper. Den såkaldte afmytologisering, som f. eks. forskere som Martin Dibelius og Rudolph Bultmann brugte som et af tolkningsprincipperne for de bibelske tekster, frigjorde dem fra en ofte afskyelig samtidsholdning, som de var vokset ud af. Men en tilsvarende afbrutalisering af Koranen kan ikke finde indpas.

 

Det var ikke mindst den lutherske reformations nylæsning af Jesu forkyndelse, som ikke mindst gennem oplysningstidens filosoffer åbnede frihedsdøre for den vestlige befolkning. Man lærte gennem Jesu ord, at ingen lov, hverken verdslig eller religiøs, er hellig. Heller ikke Moseloven.  Når Moseloven siger, at man skal elske sin næste og hade sin fjende, hævder Jesus, at der kun findes en eneste lov, og den kan ikke opstilles som regler. Det er kærlighedens lov, som det enkelte menneske ud fra forståelsen af evangeliet må forholde sig til og så ellers leve frit under Guds tilgivelse i den verden, som Gud har sat os i. Ingen kan derfor påtage sig ret til at kræve overholdelse af sabbat, eller af faste, eller til at forlange adskillelse mellem rent og urent, til at vende ryggen til vantro, nedværdige kvinder eller omskære børn. Gud holder os ikke fast på nogen lov, men på friheden og samvittigheden. ”Til frihed har Kristus frigjort os”, siger Paulus (Gal. 5.1).

 

De muslimer i Vesten, som stadig er bundet af lovforståelse og skriftfundamentalisme, er nødt til at lære om friheden. De må åbne deres hellige skrifter for den frie historisk-kritiske forskning, sådan som de kristne måtte gøre det ved bibelstudierne, selvom det skete med smerte. En sådan åbenhed er betingelsen for indgang i den vestlige kultur. Uden den bliver de indelukkede, ghettobundne, andenrangs borgere, bitre og fremmede. Det er deres religiøse bundethed, som gør dem isolerede i Vesten på en helt anden måde end andre indvandrere. Til gengæld vil en uhildet historisk-kritisk forskning i den muslimske overlevering være samvittighedens frigørelse, som åbner for muslimernes egen tradition og for den nye kultur, de lever i. Skriftfundamentalismen må vige. Først da kan man forstå de religiøse, kulturelle og politiske samfund, man lever i. Den religiøse lov er demokratiets dementi.

 

 

Koranens tilblivelse

De muslimske lærde, og dem er der mange af, har som udgangspunkt, at Koranen nok kan tolkes, men ikke ændres, for den er Allahs egen åbenbaring og hans egne uforanderlige ord til menneskene. Med dette udgangspunkt kan der ikke udføres en fri forskning, noget sådant kan anses for at have næsten blasfemisk karakter, og mange muslimer forsøger af al magt at forhindre det.

Vestlige forskere, og blandt dem fremragende videnskabsmænd, som f.eks. Frants Buhl og Jes P. Asmussen bruger som muslimerne Koranen og overleveringen hadith som kilder. Men de underkaster dem en kritisk undersøgelse. De stiller kritiske spørgsmål om teksten og om profeten Muhammad. Derfor tager muslimerne afstand fra dem. Men de værdsætter, at de bruger samme kilder og tillægger dem historisk værdi.

 

Helt anderledes forholder det sig med de såkaldte revisionister, som har arbejdet kritisk med islam i over 100 år. De har nemlig meget lidt tiltro til Koranen og overleveringerne. De opfatter dem som religiøse tekster, der ingen virkelig værdi har som historiske kilder. De har større tiltro til ikke-arabisk litteratur, til arkæologi, indskrifter og mønter. Og når de skal skildre islams tilblivelse, støtter de sig meget til sådanne kilder.

 

Blandt de mange forskere, som må betegnes som revisionister, er de mest fremtrædende Ignaz Goldziher, Joseph Schacht, Patricia Crone, Michael Cook, Ibn Warraq og størst blandt dem alle, John Wansbrough, men der er mange flere. Fra deres hånd foreligger indgående undersøgelser på både filologisk og religionshistorisk basis. Der er tale om omfattende studier, ofte svært tilgængelige. Historisk set virker de overbevisende. Men en ikke-arabiskkyndig har svært ved at vurdere det filologiske grundlag. Man kan undre sig over, i hvor ringe grad hjemlige forskere forholder sig dertil. Det er, som om hele dette materiale slet ikke eksisterer.

 

Forskningsresultaterne går i mange retninger, men et fælles udgangspunkt er næsten altid, at ligeså lidt som kristendommen forelå fuldt udformet ved Jesu død, ligeså lidt fandtes der, i modstrid med hvad muslimerne sammenbidt hæver, en islam ved profeten Muhammads død.

 

Imod al muslimsk lære påvises det, at Koranen er vokset frem igennem måske et par århundreder. Og flere forskere hævder, at Muhammad intet  som helst har haft  med Koranen at gøre.

 

Det sandsynligste er, at Muhammad har været en stammekriger og høvding, som har haft held til at samle de spredte beduinstammer og føre dem til erobringstogter, først i Arabien, senere under hans efterfølgere gennem Mellemøsten og Nordafrika. Mindre end 100 år senere beherskede de arabiske erobrere områderne mellem Atlanterhavet og Indusfloden.

 

Men disse krige har ikke noget med islam at skaffe. Det var barbariske arabiske klan-.og stammekrigere, der stødte sammen med de gamle kulturer uden for Arabien. Og der er meget få spor af islam i disse områder fra islams første århundreder. Patricia Crone og Michael Cook fastslår, at der overhovedet ikke var spor af Koranen i nogen form noget sted før mere end 60 år efter Muhammads død.

 

John Wansbrough er af den provokerende opfattelse, at den endelig Korantekst ikke er blevet til som åbenbaring. Den er langsomt vokset frem gennem samling af fortællinger, polemiske opgør med modstandere og stumper af lovtekster. Og han anser det for udelukket, at Koranen skulle have nogen som helst forbindelse med Muhammad eller med Arabien.

 

Joseph Schacht ryster mange, når han påpeger, at Koranen heller ikke indeholder nogen  åbenbaret hellig lov. Lovstoffet er for største delens vedkommende overtaget fra gamle folkelige love samt fra den administrative praksis, der herskede under de umayyadiske herskere (661-750), som næppe kan betegnes som muslimer. Først langt senere trængte muslimske love ind i Koranen, men det var ofte i modstrid med det tidligere optagne materiale.

 

Men hvordan blev islam så overhovedet til? Crone og Cook er af den opfattelse, at islam ikke er opstået i Arabien. Den er blevet til, fordi de arabiske erobrere gennem mere end 100 år havde alvorlige og løbende konfrontationer med de rabbinske jøder, først og fremmest de stærke jødiske sekter uden for Arabien i det 7. til 9. århundrede. Mekka har næppe spillet nogen rolle, og den eksisterede sandsynligvis slet ikke på Muhammads tid.

 

Men de meget aktive og selvsikre jødiske sekter blev en udfordring for de nye herskere. De havde nemlig det, som den ikke særligt betryggede arabiske administration savnede for at holde sig ved magten. De havde en hellig bog, Det gamle Testamente, en hellig by, Jerusalem med templet som bedested. De havde et bjerg, hvor loven var blevet åbenbaret, og så havde de en profet, Moses, som både var profet og hærfører.

 

Ud af disse opgør blev islam efterhånden til, udformet som en arabisk pendant til jødedommen. Koranen skabtes som hellig bog, Mekka tillagdes samme betydning som Jerusalem. Og hvor Jerusalem samlede borgerne om deres tempel, blev nu Mekka med Kabaen som tempel tolket som det arabiske modstykke dertil. Også Zions bjerg fandt sin pendant. Den fandt sit spejlbillede i bjerget Hira, nord for Mekka, hvor Muhammad efter sigende modtog loven og åbenbaringen, som Moses modtog den jødiske lov fra Sinai. Også en profetskikkelse fandt man. Det var nærliggende at knytte profetværdigheden til den for længst afdøde navnkundige krigsherre Muhammad fra det indre Arabien. Og dermed lagde man hele islams første historie tilbage til 600-tallet og til et bestemt geografisk område. Og Muhammadsagnet havde styrke nok til at bære profetperspektivet. Hans karakter og hans handlinger talte til den hårde samtid.

 

Et billede af ham er tegnet allerede omkring år 750 i Ibn Ishaqs biografi om ham. Her skildres han som stammehøvdingen, som var krigens mester, og hvis handlemåde i et og alt tyder på, at politik og felttog var hans område. 60 felttog skal han have deltaget i.

 

Ibn Ishaq fortæller med beundring om ham, også om hans udryddelse af sin jødiske nabostamme. Mellem 700 og 900 mænd blev slagtet for hans øjne på én dag. Kvinder og børn blev fordelt mellem Muhammad og hans mænd. Muhammad tog sig som altid godt betalt blandt kvinderne. Både han og hans følgesvende beskrives som tøjlesløse libertinere og som folk, der gennem snigmord brutalt ryddede modstandere af vejen. Muhammad var den mand, som der var brug for, en Davidskikkelse, som let kunne tiltrække sig en profetværdighed. Og han fik den, men først generationer efter sin død.

 

Også de navngivne muslimske overleveringer, de næsten helligehadith, har trukket på hans navn. Hundredtusinder af regler for muslimers optræden er udformet med henvisning til ham og nedskrevet omkring år 900. Disse hadith er gennem årene blevet stærkt kritiseret for utroværdighed. I en bog fra 1890 dokumenterer den tyske forsker Ignaz Goldziher, at overleveringerne er blevet til i magthavernes kampe med hinanden, og at der ved magthavernes hovedkvarterer simpelthen var tale om storproduktion af falske hadith. Goldziher beskriver dem som en storslået samling af falsknerier, skabt 2-3 hundrede år efter Muhammads død og uden forbindelse til ham.

 

Man kan nu spørge, hvorfor det er vigtigt, at sådanne forhold kommer for dagen. Ja, sådan spurgte man også, da den historisk, kritiske forskning over Bibelen satte ind, og da afmytologiseringen rev sløret væk fra tidsbundne begivenheder i de kristnes helligskrifter. Ingen kristen kan i dag acceptere eller forsvare slaveri, omskæring, stening og kvindeundertrykkelse, selvom man i Bibelen kan finde eksempler herpå , eller tro, at der står en guddommelig vilje bag. Islam må på samme måde rives løs af 700- 900-tallets brutale samfundsforståelse. Muslimerne må lære at finde deres Gud bagved historien, bagved tidsbundne love. Ærlige i deres tro, som de er, må de selv finde Allah forud for og over alle tider. En sådan ærlighed er forudsætningen for, at kristne og muslimer i Europa kan møde hinanden som det, vi er, hinandens brødre og søstre.